Kommentar

#MeToo: Enkeltsager kan blive for gamle, men det forælder ikke behovet for kulturændring

Det kritiseres ofte, at #MeToo-sager kommer frem i lyset med mange års forsinkelse. Men selv om en forældelsesfrist kan være nyttig, er de ’forældede’ sager også udtryk for alle de strukturer, der står i vejen for større ligestilling på arbejdsmarkedet, skriver direktør i KVINFO Henriette Laursen
Senest har Jes Dorph-Petersen-sagerne fået mange til at spørge, om man kan sanktionere en person så mange år efter episoderne. Formelt set er svaret ja, skriver KVINFO’s direktør.

Senest har Jes Dorph-Petersen-sagerne fået mange til at spørge, om man kan sanktionere en person så mange år efter episoderne. Formelt set er svaret ja, skriver KVINFO’s direktør.

Emil Agerskov

Debat
8. februar 2021

Siden Sofie Linde en sen sommeraften åbnede sluserne for denne runde af #MeToo, har en håndfuld sager fundet vej til offentligheden – efterfulgt af støttebreve, protester og i det hele taget voldsomme reaktioner.

Foreløbig er størstedelen af de kendte sager af ældre karakter. Sofie Lindes egen var 12 år gammel. Jes Dorph-Petersen er taget af skærmen efter 18 og 20 år gamle sager.

Sagernes alder har rejst spørgsmål om forældelse i #MeToo-debatten. Jeg må dog sige, at jeg ikke er overrasket over, at det ofte varer år eller sågar årtier, før sagernes kommer frem.

Forskning viser, at hvis man bliver krænket på sin arbejdsplads og fortæller om det, så er man i problemer. Ja, korrekt: Den krænkede er i problemer. Det er ikke sikkert, at man mister sit job, men det er sandsynligt. Ikke nødvendigvis fordi man bliver fyret, men fordi det bliver ubehageligt eller ligefrem umuligt at blive ved med at gå ind ad den samme dør hver dag. Fordi ’alle ved det’. Fordi man føler, at man er udpeget som den, der ødelægger den gode stemning eller ligefrem er medskyldig. Fordi sagen mod krænkeren ikke bliver taget alvorligt eller håndteret. Så man siger op eller mister jobbet efter lang tids sygdom.

Prekær chikane

Læg dertil det tabu, som omgærder både seksuelle overgreb og det at tale om problemet. Nogle krænkede genkender ikke det skete som seksuel chikane før nu, hvor vi efter årtiers tavshed hører både forfærdelige fortællinger og ønsket om at forandre en giftig kultur.

Nærgående hænder, intimiderende læber eller ydmygende ord forbliver hemmelige, fordi de også for den krænkede er nært forbundet med skyld og skam. Nogle beskylder sig selv for ikke at have stoppet chikanen eller overgrebet, før situationen eller kulturen udartede sig til egentlige overgreb.

Andre bruger tid på at finde ud af, hvem de egentlig er – for, »jeg kan da godt tåle mosten, og jeg er helt sikkert ikke et offer«. Og således går måneder og år.

Sagerne kommer frem med en sådan voldsomhed nu, netop fordi vi ikke har kunnet tale om dem tidligere. De har mødt tavshed, er blevet affejet eller ligefrem mistænkeliggjort eller grinet af.

Men dette er ikke den eneste udfordring for de krænkede: Ikke alene kræver det mod og overskud at fortælle sin historie. I praksis viser det sig, at det også kræver en solid opsparing, fordi man skal kunne tåle at miste sit job.

Her er det værd at bide mærke i, at de, som er i størst risiko for at blive udsat for seksuel chikane og overgreb, er ansatte med løs tilknytning til arbejdspladsen og til arbejdsmarkedet i det hele taget. Vikarer, midlertidigt ansatte, nyuddannede eller – som i Linde og Dorph-Petersens sager – praktikanter.

For mig er det indlysende, at mens det må være udfordrende at fortælle om et overgreb, så må det være nærmest umuligt, hvis man samtidig ikke føler sig solidt og sikkert positioneret på arbejdsmarkedet.

#MeToo er ikke et spørgsmål om overgreb mellem ligeværdige. Problematikken er kendetegnet ved skæve magtforhold, som bevidst eller ubevidst giver krænkeren overhånd. Så længe man kun har det yderste af tæerne indenfor, hvem har så lyst til at sige, at den erfarne, roste, måske beundrede og feterede kollega eller chef er gået over stregen?

Konstruktivt og fremadrettet

Den anden side af forældelsesspørgsmålet hører til hos arbejdsgiveren. Senest har Dorph-Petersen-sagerne fået mange til at spørge, om man kan sanktionere en person så mange år efter episoderne. Formelt set er svaret ja.

Centralt i vores ’danske model’ står flexicurity, hvilket giver arbejdsgivere ret til at fyre med langt større frihed end i nærmest noget andet land.

Alligevel kan forældelsesfrister være nyttige. For målet er jo netop at skabe arbejdspladser, som er bedre for alle – ikke at skabe konflikter eller usikkerhed. Det er et arbejde, som i sin natur ser fremad.

Mit råd til virksomheder er at gøre det klart, hvor langt de vil se tilbage, og hvilke konsekvenser krænkelser skal have, også hvis de er ’gamle’. Det er selvfølgelig op til hver virksomhed at finde sin grænse. Men alle på arbejdspladsen skal kende den præmis, en undersøgelse går i gang under.

Jeg vil også anbefale, at virksomheder gør det klart, hvornår de vil gøre undtagelse fra forældelse. For eksempel i sager om meget grove krænkelser eller skæve magtforhold, og om der er tale om et enkelt eller flere tilfælde.

Jeg anbefaler altså arbejdsplader, at de tager stilling til, om der skal være en tidsfrist, og hvis ja, så gør den og dens undtagelser tydelige. Det er afgørende, at man arbejder med kulturændring, og derfor skal arbejdet være konstruktivt og fremadrettet.

For at komme dertil, kan det samtidig være nødvendigt med et opgør med fortiden – ikke mindst når fortiden ikke tidligere har tilladt, at historier om krænkelser blev fortalt og taget alvorligt.

Henriette Laursen er direktør i KVINFO.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Det er i denne forbindelse temmelig ærgerligt, at TV2 har valgt at stoppe en TV2-produceret dokumentarfilm - netop omhandlende sexchikane på TV2.
Det har mere end 200 ansatte på kanalen protesteret imod ved en underskriftsindsamling.

Politiken har dog opsamlet den droppede dokumentar.
(Dog vil de meget sigende ikke kunne få adgang til dokumentarfilmens hidtidige opsamlede materiale..)

TV2 giver det dermed udseende af, at de har deres egen Mørklægningslov, der kun bliver endnu mere formørket set i lyset af Jes Dorph Pedersens anklager om uberettiget fyring.

Medierne bør lære at tackle deres interne mobning og chikane åbent og ærligt, så vi ikke hele tiden får serveret halve sandheder og problematiske og uimodsagte beskyldninger i debatten.

Marianne Ljungberg

Nå, nu fortæller jeg en historie jeg aldrig har offentliggjort. Jeg var i foråret 1976 kandidat hos en kvindelig vejleder. Hendes vejledning bestod - lektion efter lektion -i at bryde mig ned. Hun syntes hver lektion manglede både det ene og det andet. Jeg mistede engagementet, og spurgte til sidst om jeg burde holde op . Så så hun forskrækket på mig og sagde nej, det var ikke sådan ment.
Senere fik jeg at vide at hun altid lagde an på drengene i sine klasser , og at hun altid anbragte sig på katederet siddende så man kunne se hendes overben. Først nu ved jeg at jeg var udsat for chikane og magtovergreb. Jeg har været gymnasielærer i 33 år efterfølgende.

Henrik Ljungberg

ulrik mortensen, Eva Schwanenflügel og Lone Nielsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Så er det vist på tide at du anmelder den kvindelige vejleders overgreb, Henrik Ljungberg.

Det er aldrig for sent at få fyret en klam person.

Eva Schwanenflügel

Der er mange mænd der har været udsat for overgreb, både fra mænd og kvinder.

Stå frem.

Marianne Ljungberg

Næh, Eva og Lone, det handler ikke om en klam person, det handler om et spil, en magt, jeg først indser nu. Måske har den altid været der. Jeg så den bare ikke i 1976. Det kostede mig noget. Er den psykiske magt ikke i både mænds og kvinders hænder til enhver tid?

Henrik Ljungberg

Eva Schwanenflügel

Jo Henrik Ljungberg.

I dette tilfælde er det i dine hænder at anmelde et overgreb, uanset hvor lang tid siden det er sket.

Marianne Ljungberg

Eva, det har jeg jo lige gjort! Skrevet det her. Fortalt at det var et overgreb ved magt, for mig usynlig magt i 1976. Skal vi ikke være enige om at magt altid er til stede, og at det handler altid om at sige til og fra over for magtbegrebet?

Henrik Ljungberg

Eva Schwanenflügel

Så vil jeg blot applaudere at du netop offentliggjorde et overgreb begået imod dig, Henrik.

Men har du anmeldt det til politiet?

Frederikke Nielsen

#MeToo handler om magtmisbrug, og er i min optik klassekamp; retten til - for mænd og kvinder - at være beskyttet mod krænkelser på arbejdspladsen - ligegyldig i hvilken magtrelation dette drejer sig om.

Jeg håber snart at debatten får denne drejning, så vi kommer forbi det, at man(d) føler sig æreskrænket by proxy. Henriks eksempel herover er et godt eksempel på, at magtmisbrug kan omfatte begge køn.

Den nuværende debat viser også med tydelighed, hvor farligt det stadig er for de krænkede at stå frem i offentligheden. Det er ikke noget magthierakierne i samfundet ser positivt på.