Kronik

Nej, heller ikke en bæredygtig samfundsøkonomi er som en husholdningsøkonomi

Det er ikke umuligt at afkoble økonomiens vækst fra jordens begrænsede ressourcer, men det kræver massive bæredygtige investeringer og den politiske vilje til at foretage dem uanset underskuddet på statskassen, skriver professor emeritus i økonomi Jesper Jespersen i dette debatindlæg.
Det er ikke umuligt at afkoble økonomiens vækst fra jordens begrænsede ressourcer, men det kræver massive bæredygtige investeringer og den politiske vilje til at foretage dem uanset underskuddet på statskassen, skriver professor emeritus i økonomi Jesper Jespersen i dette debatindlæg.

Dalva Skov

Debat
6. februar 2021

Kære Jørgen Steen Nielsen,

Du skrev i en tankevækkende artikel i Information den 27. januar med overskriften »Vi kan ikke bare låne mere planet. Derfor er samfundsøkonomien faktisk en husholdningsøkonomi«.

Heri klandrer du dine progressive økonomvenner, der mener, at staten kan trykke så mange penge, som der nu en gang er brug for, da statsgæld ikke skal betales tilbage, for at overse det naturvidenskabelige forhold, at planeten er et begrænset system, der ikke kan bruge flere ressourcer, end den har til rådighed. I modsætning til statens økonomi, er naturens ressourcer ikke uendelig, og derfor skal der holdes hus med dem – og sådan bliver samfundsøkonomien alligevel som en husholdningsøkonomi.

Det vil jeg gerne diskutere med dig.

Økonomien kan afkobles

Jeg tillader mig indledningsvist at bekende mig som en af dine »progressive venner med faglig forstand på økonomi«, som nu har søgt at forklare dig, at der er forskel på husholdningsøkonomi og samfundsøkonomi. Måske nok den af dine venner, der mest vedholdende har påpeget det forhold, at staten har overraskende dybe lommer.

Men du føler dig alligevel ikke overbevist om, at samfundsøkonomien fortsat kan vokse uden at undergrave vores fælles planetære fremtid. Her påpeger du, at fortsat økonomisk vækst vil slide på planeten med muligvis så katastrofale konsekvenser, at forskellen mellem husholdnings- og samfundsøkonomi forsvinder i noget, der i værste fald kunne minde om ragnarok.

Pyha, sikken en svada, men hvad er det, dine økonomvenner har overset? For du har helt ret i, at det står galt til, hvis regeringen fortsætter med business as usual og tror på, at samfundsøkonomiske kriser og reduktion af arbejdsløshed kan overvindes ved blot at ’hælde mere kul’ på samfundsøkonomien ved hjælp af en uendelig strøm af hjælpepakker.

Det vil betyde, at samfundsøkonomien blot vil følge det spor, som den neoklassiske modtager af nobelprisen i miljøøkonomi i 2018, William Nordhaus, udlagde i sin nobelprisforelæsning, hvor han konkluderede, at den optimale samfundsøkonomiske udvikling ville resultere i en global temperaturstigning på mellem tre og fire grader. Det er dine neoklassiske venners bud på den samfundsøkonomiske udvikling og for nogen endda en anbefaling af, hvilken økonomisk politik, der med størst fordel kan føres.

Tillad mig at være en af dine få virkeligt ’progressive’ økonomvenner, der igennem de seneste 25 år har råbt vagt i gevær med hensyn til nødvendigheden af at dreje forståelsen af samfundsøkonomiske pengesystem væk fra rene husholdningsøkonomiske analogier. I stedet har jeg forsøgt at påvise, hvordan en mere målrettet økonomisk politik med betydelige budgetunderskud kunne bidrage til en bæredygtig udvikling i fremtiden, ved at sikre en afkobling af samfundsøkonomien fra naturens begrænsede ressourcer. 

Vi har teknologien 

Jeg har igennem 25 år argumenteret for en såkaldt absolut afkobling af samfundsøkonomien fra brug af naturens ressourcer, hvorved produktionen ville kunne ophøre med at belaste miljø og klima – simpelthen, fuldt stop. Og her er mit opmuntrende budskab: Det er teknologisk muligt.

I dag er det billigere at producere elektricitet med vind, sol og vand end med kul og olie. Der har faktisk stået et nulenergi hus på DTU i de sidste 25 år: solceller, jordvarme og boligisolering – mere skal der ikke til.

Det samme gælder transporten. Her er det bare el-ladestanderne og gerne mere effektive batterier, der mangler, samt en opgradering af jernbaner og elektriske skibsmotorer. Teknologien er der allerede i dag, og den vil ydermere blive mere og mere effektiv. Industri-, bolig- og transportsektorens vækst kan altså afkobles fra jordens begrænsede ressourcer, hvis der er politisk vilje til at investere massivt i anvendelsen af denne bæredygtige teknologi.

Tilbage står omlægningen af landbruget. Her står vi over for et af samfundsøkonomiens virkelige paradokser.

Dengang Jørgen Steen Nielsen var dreng og besøgte sin morfar på landet, da var landbruget faktisk nettoenergiskabende, som jeg fastslår i bogen Miljøøkonomi. Det vegetabilske landbrug var – ligesom skovbrug og fiskeri – én stor solfanger. Med god ret blev landbruget kaldt det primære erhverv, for her skabtes det energimæssige overskud, der bidrog afgørende til samfundsøkonomiens motor. Det gjaldt helt op til begyndelsen af 1950’erne. Først med introduktion af traktorer, mejetærskere og kunstgødning gik det galt, og siden er det blot blevet værre og værre i takt med det voksende dyrehold.

Men også dansk landbrug kan både blive bæredygtigt og fortsat være rentabelt, hvis bare produktionen blev reduceret til landets eget forbrug. Ja, det ville betyde dyrere, men også sundere fødevarer og ingen miljø- og klimabelastning. Også her gælder det, at teknologien til et bæredygtigt og rentabelt landbrug er der.

Massive investeringer

Men hvad er det, Jørgen Steen Nielsen alligevel med rette kan kritisere sine konverterede økonomvenner for, når de nu i modsætning til tidligere er blevet villige til at åbne for statskassen? Det er den fortsatte forøgelse af klimagælden.

Hvert eneste ton CO2, der pumpes ud i atmosfæren, forøger den klimagæld, som vore børn og børnebørn skal trækkes med. Det alt overskyggende problem, som økonomerne overser, er, at denne gæld er irreversibel. Den lægger sig som en voksende dyne over kloden med den uundgåelige konsekvens, at temperaturen vil stige og forblive højere, da CO2’en ikke forsvinder. Den kan ikke ’betales tilbage’. Generationen efter Anden Verdenskrig har således skubbet en betydelig klimagæld foran sig, der allerede har resulteret i en temperaturstigning på 1,2 grader.

Hvis Parisaftalen skal overholdes – hvilken den endnu kan – så lander temperaturen på en vedvarende stigning på cirka to grader. Men det kræver politisk vilje til massive grønne investeringer.

Og her er det, at Jørgen Steen Nielsens og mine veje begynder at skilles. For i min optik må det rigtige være, at politikerne sætter fuldt tryk på grønne investeringer navnlig i industrialiserede lande – inklusive Kina, der til sammen står for to tredjedele af den globale CO2-udledning. Der kan simpelthen ikke sættes for mange vindmøller, solceller og el-ladestandere op.

Det gør naturligvis ikke solenergien gratis – den er blot billigere, renere og sundere end fossile energikilder. Og måske vigtigst af alt er den vedvarende. 

Den opmuntrende og for nogen delvis nye samfundsøkonomiske konklusion er derfor, at det ikke er penge, der mangler. Staterne kan om nødvendigt selv trykke dem. Det nedslående er, hvis disse penge blot bruges til at forøge den traditionelle produktion, der år for år har øget udledningen af drivhusgasser, så går det galt.

Men det er vigtigt at fastholde, at der ikke nødvendigvis er en modsætning mellem på den ene side at reducere arbejdsløsheden gennem øgede offentlige investeringer og på den anden side bidrage massivt til en bæredygtig omstilling af samfundsøkonomien. Om det så rent statistisk vil indebære, at produktionen og dermed BNP øges på global plan, er i denne sammenhæng ligegyldigt.

Det afgørende er, at den forsatte opbygning af klimagæld og dermed temperaturstigning bringes til ophør. Og det er ikke et spørgsmål om penge, men om politisk vilje.

Jesper Jespersen er professor emeritus i økonomi ved Roskilde Universitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Der er lige en ting man glemmer i dette ellers fine indlæg og det er at der også er brug for genbrug af rasurser i den helt store stil så vi ikke skal udvinde så mange fra miner og udgravninger og i strædet for kan få vores materialer til mobiler, computere m.m. fra affald.

Susanne Kaspersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Carsten Munk, Peter Beck-Lauritzen, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

JJ: Hvorfor er den politiske vilje der så ikke? Det er jo det, der er paradokset, og det sådan en klog mand som dig, skulle svare på. Det er da lige meget alt det der med pengene, om vi har få eller mange, når det virkelige problem hedder manglende politisk vilje til at løse problemet. Derfor er jeg ikke blevet klogere af at læse din kronik. Hvorfor skriver du om økonomi, som er ligegyldig, når du burde skrive om den altafgørende politik?

Bjarne Bisgaard Jensen, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Kim Paulsen, Steen K Petersen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Søren Winther Lundby

Med al respekt - dén kronik forstår jeg ikke. Jesper får det til at lyde som om vi bare skal finde den politiske vilje til flere ladestandere, noget mere sol og vind. Jeg ville ønske det var sådan. Vi ønsker alle at det er sådan, men sagen er bare den, at vores ønsker ikke har nogen indvirkning på verdens egentlige beskaffenhed. Hvor meget fylder sol og vind i det global energimiks? 2, 3, eller 5 %? shorturl.at/bhkxP Det kan vi studere og blive kloge på, og så spekulere over, hvordan vi i de kommende år finder vind og sol til at fortrænge den gas, olie, det kul og det hvide kul (biomasse) som fortsat udgør 80% af energimixet. OG vi skal så også lige finde noget ekstra sol og vind til den energikrævende elektrolyse, som vel er forudsætningen for de syntetiske energikilder der skal drive vores skibe, fly og (landbrugs-)maskiner. OG ift. vores elbiler skal der lige hittes noget mere litium, og børnene i Congo skal et par ekstra ture ned i minerne for finde endnu mere kobolt til diverse batterier. OG vi skal lige finde noget sol og vind til at fordoble vores økonomi i løbet af det næste kvarte århundrede OG i den forbindelse finde ud af, hvordan vi sikrer, at yderligere 3 milliarder mennesker kan nyde godt af tilgængelig, stabil og billig energi. At reducere hele denne vækst-kompleksitet - som er i kernen af den kapitalistiske produktionsmåde - til et så overkommeligt problem som Jesper her antyder, er yderst problematisk. Fint og godt, at Jesper i 25 år har argumenteret for en afkobling mellem vækst og resurseforbrug. Problemet er, at virkeligheden er trumf, og viser noget helt andet: shorturl.at/jCMPS

Susanne Kaspersen, Søren Lind, Carsten Munk, Eva Schwanenflügel og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
gunner nielsen

Fint nok at det er teknologisk og økonomisk muligt, om det så er politisk muligt er jo spørgsmålet. Jeg savner lige som Alvin Jensen at Jesper forholder sig til resource problematikken, som er snævert vævet sammen med vækstdefinitionen. Befolkningstilvæksten set både globalt og regionalt er ligeledes en faktor i regnestykket, idet den positive vækst sætter omstillingen under pres på den korte bane, og den negative vækst måske mindsker presset på den lange bane. Ser frem til JSN replik.

Susanne Kaspersen, Alvin Jensen, Peter Beck-Lauritzen, Eva Schwanenflügel og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
jesper jespersen

Kære alle,
Tak for relevante kommentarer, der absolut skal tages seriøst. For nu lige at skære min pointe ud i pap: Kloden, herunder Danmark, modtager fra solen en langt større mængde energi, end der forbruges. Altså det naturøkonomiske system er IKKE en husholdningsøkonomi.
Dernæst forholder jeg mig til det DANSKE samfund, foregiver ikke at 'lille Danmark' kan løse de globale klima- og ressourceudfordringer. Men kunne Danmark feje for egen dør og blive et miljø- og klimamæssigt bæredygtigt samfund, så kunne andre beslutningstagere måske lade sig inspirere.
Pointe nr. 2: det er der ikke hverken teknologiske endsige samfundsøkonomiske argumenter til hindring for. ALTSÅ er det manglende politisk vilje. Det har jeg desværre ikke svaret på, da jeg ikke er politolog; men blot sige, at de politikere (og økonomer), der dækker sig ind under, at det 'er der ikke råd til' og 'hvor skal pengene komme fra' udtaler sig enten på baggrund af manglende viden eller endnu værre mod bedre vidende.
Og det kunne mine kommentatorer sammen med mig foreholde dem!
Det er her opgaven/udfordringen ligger.
Md venlig hilsen
Jesper

Susanne Kaspersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Flemming Berger, Alvin Jensen, Carsten Munk, Mogens Holme, Søren Cramer Nielsen, Peter Beck-Lauritzen, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Eva Carstensen og Kim Paulsen anbefalede denne kommentar

Glimrende kronik. Det er altid væsentligt at stille spørgsmålet om hvorvidt penge kan anvendes bedre?
De danske Corona-pakker har vægt på erstatning så det sædvanlige forbrug kan opretholdes. Det havde været bedre, at benytte en stor del af "den store pung" til flere investeringer i nye job og ny teknologi med sigte på at nedsætte klimabelastningen.
Pudsig nok er EU's kæmpe redningspakke mere i den stil og derfor mere fremsynet end de danske Corona-pakker.
Desuden er der grimme ulighedskabende elementer i DK-pakkerne. To eksempler: De meget forskellige satser for arbejdsløse. Minkerstatningerne over for underholdningsindustrien og udøvende musikere m. fl.

Susanne Kaspersen, Carsten Munk, Mogens Holme, Peter Beck-Lauritzen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Tak til JJ for at gå ind i debatten med os. Den har løbet et stykke tid. Som jeg forstår det, kom der et chok den dag, hvor Nikolai Wammen udtalte, at staten havde dybe lommer. Det havde vi ikke hørt før. Der havde diskussionerne gået på, om der var råd til mere end et bad om ugen til demente, og om det ikke kostede for meget med en ekstra pædagog i børnehaven.
Nu fik vi at vide, at vi var fejlinformerede, og så måtte vi vende på en femøre. Det gjorde vi så.
Næste belæring gik så på, at vi ikke måtte spørge, hvor pengene skulle komme fra.
Tredje belæring var, at gæld ikke skulle betales tilbage, for staten oprettede bare gæld, som pensionskasserne o.a. ‘købte’.
4. Staten skulle ikke nødvendigvis betale gælden tilbage. Den kunne bare optage et nyt lån.

Så var vi nogle der kom til at tænke på Knud Heinesens advarsel om ‘afgrunden’ i sin tid, men pludselig blev afgrunden afskaffet. Der var frit slag i bolledejen. Christian Bennike kom ind i klassen og læste højt for børnene om, at husholdningsøkonomi og nationaløkonomi intet havde med hinanden at gøre. Nej, lille og stor økonomi var selvfølgelig forskellig, men alligevel, penge er vel penge, ikk’? Nej, det var de ikke. Der var to slags penge, dem man havde i sin egen lomme, og dem staten havde i sine (dybe).

Nu ser jeg mig selv stående i æselkostyme og virre med hovedet og mumle de kendte ord: Det ender galt. Det må gå ud over nogle eller noget. Der er en taber i ethvert spil. Danmark klarer sig fint i pyramidespillet, men de svageste lande må tabe, og hvis ikke, så den endnu svagere part, naturen. For det er jo sådan, at med et lån på lommen kan man gå en tur i Tivoli, flyve til Thailand eller købe en Tesla til 600.000 kr - og det gør ondt på naturen. Jeg kan se ud for ladestanderne her i min gade, at store og dyre biler lader op. Hvor får folk pengene fra - åh, undskyld, man låner.
Energiøen i Nordsøen koster en masse ressourcer. Nu taler jeg ikke om penge, for det ved jeg ikke er noget problem, men produktionen vil udlede en masse forurening, og meningen var vel, at vi skulle ned i den slags. Forklaringen er, at det kommer vi også om nogle år. Vi opfinder en masse ting, der ganske vist tærer på ressourcerne og forurener, men i det lange løb forurener mindre end det værste svineri. I dag er det grønt, som forurener mindre end noget andet - olie er grønnere end kul, gas grønnere end olie. Derfor skal vi have en gasledning fra Næstved til Nakskov. Den er grøn.

Der var engang, at grøn betød grøn levemåde. En bog om et andet liv hed ‘Elskværdighed enkelhed’. Det nåede vi aldrig til, tværtimod. Forbruget boomede, og hvilken minister er antiboomer i dag? Befolkningen er bombarderet med idealisering af boomerlivet.
Kære JJ. Er det ikke det, vi skal diskutere i stedet for pengeøkonomi? Vi skal ned i forbrug, ned i forurening og ned i folkeforførelse. I den sag har vi ingen ledere, så vi må lede os selv.

Susanne Kaspersen, Ejvind Larsen, Carsten Munk, Ervin Lazar, jens christian jacobsen og Eva Carstensen anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Hvert døgn rammes kloden af 100.000 gange så meget energi, som menneskeheden forbruger på et år. Det betyder ikke, at energi er en uudtømmelig ressource. Men vi har et meget stort råderum. Derimod har vi et begrænset råderum, hvad angår materialer til konstruktion af apparater, som kan opfange energien. Men det gør ikke statens økonomi til en husholdning. For penge - især elektroniske penge - er ikke en begrænset ressource. De, der påstår, at pengene er begrænsede påstår også, at vi har et tal, som er det højeste. Når man har nået dette tal, kan man ikke lægge 1 til.

Susanne Kaspersen, Ejvind Larsen, Alvin Jensen, Peter Beck-Lauritzen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

'Der kan simpelthen ikke sættes for mange ladestandere op..'
Jo, alle de ladestanderne der kan plastre Danmark til, kommer ikke til at spille nogen betydende rolle, for der er mange andre problematikker forbundet ved den 'grønne' økonomi som JJ plæderer for og som flere her i strengen har gjort opmærksom på.
'Jeg er ikke politolog', siger JJ så. Det er næppe et spørgsmål om policy-analyser, men om manglende politiske ideologier, der kunne drive samfundet i en anden retning: mindre udbytning, mere fællesskab, mere international solidaritet, mindre kapitalistisk marked. Det vidste JJ engang husker jeg.

Susanne Kaspersen, Ejvind Larsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Mht pengene er der selvfølgelig en grænse, og den kommer, når udlandet mister tilliden til danskernes omgang med pengene. Så længe udlandet har tillid til os, er der ingen grænser. Kun naturen har grænser, men det er ikke rigtigt gået op for menneskeheden som helhed endnu. Danmark fortsætter som alle andre med det store pyramidespil. En dag fatter nogle mistillid til, måske ikke ligesom sidste gang overbelånte huse i USA, men så landbrugsproduktionen eller noget andet, og så går luften ud af ballonen. Kapitalismen har jo vundet, ikk’?

Ejvind Larsen, Alvin Jensen, Peter Beck-Lauritzen, jens christian jacobsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Niels-Simon Larsen, 70ernes krise stammede fra en politisk initieret mangel, nemlig på fossile brændstoffer, som OPEC rationerede for at skrue prisen op og lægge et politisk pres på de industrialiserede lande i forhold til Israel. Manglen på energi gav recession - og derfor er løsningen med at investere i energi, vi aldrig løber tør for både en nødvendighed, men også en lære fra fortiden om politikkens mulighed for at sætte en kæp i hjulet for at tvinge noget igennem. Forståelsen af selvstændighed på energiområdet blev indpodet i os dengang, og hvis vi havde været fremsynede som Jespersen for 40 år siden, hvor det også kunne lade sig gøre, omend teknologisk mere kompliceret, så var vi måske sluppet for at binde energi i at hente fossile brændsler og havde kunnet gå direkte til fase tre. - Jeg ved det, fordi det i de år, hvor verden stadig tænkte progressivt, hvis man ikke lige var England eller USA, faldt to lokale pengeinstitutter på Lolland, Sparekasserne Lolland og Errindlev, ind at bygge to 'lavenergihuse', der med sol og jord 'fremstillede sin egen energi'. Det er nu blevet et mere udbredt fænomen, kan jeg konstatere, i en søgning, der dog ikke bringer omtalen for knap 40 år siden frem.
Problemet med afkobling af vækst og penge er jo traditionelt, at pengene skal finde et afløb. Når man taler om alt det, der ikke er råd til, handler det jo om noget ganske andet: manglen på kompetent arbejdskraft. Den kapitalistiske vækst er jo praktisk derhen, at den sørger for at lave noget, folk kan finde ud af, så der pumpes kraft ind i det økonomiske kredsløb. Alt det ligegyldige, folk anskaffer, er jo i den tankegang med til at skabe omsætning til finansiering af det gavnlige og nødvendige.
Hvad vi skal nu er at finde ud af at koncentrere os om det gavnlige og nødvendige og måske gå lidt mindre op det økonomiske kredsløb - når der iøvrigt er, hvad der er brug for, hvilket er noget andet, end hvad der kan skabes efterspørgsel til ('alt'!).

Ejvind Larsen, Alvin Jensen, Mogens Holme, Niels-Simon Larsen, Peter Beck-Lauritzen, Eva Schwanenflügel og jesper jespersen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Vi skal ud af den endeløse forbrug-og-smid-væk indbildning, og genbruge så det spritter!!

Desuden skal vi lave arbejde, der ikke udelukkende gavner de få, men de mange, forhindre at kredsløbet havner i toppen hvor det forårsager hjerneblødninger og ressessioner, og passe på vores ressoucer.

Vi skal udjævne indkomsterne, og hæve skatterne for de rigeste.

Og udrydde fattigdom og ulighed på globalt plan.

Piece of cake;-)

Ejvind Larsen, Steffen Gliese, Jette Steensen, Thomas Barfod, Alvin Jensen, Niels-Simon Larsen, Peter Beck-Lauritzen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Tak til JJ, for at få natur og økonomi op på et yrin højere niveau. Præciseret er det et spørgsmål om vedvarende energi. Jorden har klimazoner. I gamle dage, fik vi olie-energi fra ex. Libyens ørken. Vi kunne opstille solfangere der. Jorden har områder med vind, ex. the roaring fifties, så herfra kan vi få vindenergi. Island udnytter geotermisk energi. Mærsk forsøger/undersøger dette i DK. Så jo, vi har masser af CO2-venlig energi resourcer i jordens klimazoner. En fordelings-nøgle til disse energier skal findes, uden kapitalistisk indblanding. Altså, en politisk løsning.
Så, hvornår får vi alverdens politikkere op på et trin-højere niveau?

Jeppe Lindholm

Det her drejer sig ikke om penge. Det drejer sig om overlevelse. Så der er ingen anden vej ind gå All In. Under WW2 var der ingen som tænkte på penge. Man gik All In. Uden at tænke over konsekvenser. Og da den var overstået var der INGEN grænser for, hvad der blev investeret igen. Hvad der kunne lade sig gøre i 1945 kan også gøres i 2021.

Og penge lånes ikke i himlen.

Jeppe Lindholm

igen = i genopbygningen :-)

Søren Cramer Nielsen

Tak for dit utrættelige engagement i denne vigtige sag, Jesper. Hvis det fortsat er uvidenhed og skepcisisme som er problemet, så tror jeg ansvaret for fag eksperter må være, at kaste et klart og utrætteligt lys over mørket, således at politikkerne og andre vigtige aktører ikke bare kan ignorere de altoverskyggende problemer ved ikke at handle i tide.

Det er spændende at se om der tages fat på den nødvendige omstilling i de sektorer der forurener mest. Herunder landbrug og transport. Corona har vist os at der ikke er grænser for hvor mange penge staten vil bruge på at redde samfundsøkonomien og hospitalernes kapacitet, men hvor langt vil de gå for at redde klimaet? Dyrene? Naturen? Det stiller jeg fortsat spørgsmålstegn ved, og jeg tror vi er nødt til at presse på indtil handlingen er sket og krisen er løst. Skræmmende at tanken om dette faktisk kan løses virker så urealistisk, men vi må have tro og mod på at det kan lade sig gøre, for ellers sker det aldrig.

Synes denne sag handler om meget mere end overlevelse, men også hvilken planet og samfund vores samvittighed kan leve med. Der er mange som betaler prisen for grådighed og ego-centrisme, og de fleste lever ikke i den rige og industrialiserede verden. Man ser det når man rejser rundt i verdenen og ser de spor vi efterlader på naturen.

Ejvind Larsen, Mogens Holme, Søren Dahl, Eva Carstensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Jesper Jespersen

Du skriver at økonomien kan afkobles fra resourceforbruget. Det er ikke korrekt. Decoupling er en skrøne. I praksis virker idéen ikke. Hvis jeg ville være tarvelig kunne jeg nu bede om et eksempel hvor decoupling fungerer bæredygtigt, men det skal jeg nok lade være med.

Først og fremmest så lad os lave et tankeeksperiment. En marsmand kommer til Jorden i sin flyvende tallerken, men før han lander møder han en ejendomsmægler som tilbyder ham at købe hele planten. Kan man sætte en pris på Jorden i den situation?

Ja, det kan man godt. Ejendomsmægleren vil prøve at få prisen op, og marsmanden vil se ned på den dejlige planet og være villig til at give noget for den. Vi kunne sågar tilføje 1 milliard stenrige marsmænd som kunne byde på planeten i en auktion. Den ville altid blive solgt for en pris. Marsmænd har nok ikke nogen jordisk valuta med, så de vil nok tilbyde at bytte med noget.

Prisen marsmændene ville være villige til at give for Jorden ville afhænge af hvad de mente værdien af planeten var. Lad os forestille os at planeten vi ville sælge er en stor ubrugelig kugle, men på overfladen af planeten ligger der to tons af grundstoffet astat. Astat er iøvrigt det mest sjældne grundstof i Universet. Lad os sige at marsmændene kendte en universel markedspris på astat. Den fornuftige marsmand ville nu tilbyde at købe planeten for under værdien af astaten. Hvor meget ville han betale for planeten, hvis der kun var halvt så meget astat? Halvt så meget.

I dag har vi brugt ca. halvdelen af den olie som Jorden havde da vi begyndte at bruge den. Er Jorden så, alt andet lige, blevet mere eller mindre værd? Den er blevet mindre værd. Olie er ikke den eneste begrænsede ressource vi har brugt. Der er i den tid ikke kommet nye ressourcer. Er prisen vi kunne få for planeten så steget eller faldet?

Samtidig er vi blevet mange flere mennesker. Siden 1900 er vi blevet ca. 5 gange så mange mennesker i dag. På den samme planet. Hvis man ser på, hvad planeten er blevet værd for det enkelte menneske, og vi utopisk forestillede os at vi delte det som var ligeligt imellem os, så var planeten blevet mindre værd pr. capita, ergo er vi ikke blevet rigere men fattigere.

Her kan man argumentere at noget af det jern vi har gravet op af jorden og brugt til at lave gafler har gjort livet nemmere, men nytte, komfort eller status er ikke det samme som værdi. Status er status, men det er ikke nøgtern værdi. Marsmændene ville være ligeglade med de ressourcer som var omdannet til f.eks. læbestift eller slips, med mindre ressourcerne kunne genanvendes. Her på Jorden smider vi gaflerne ud når vi har brugt dem. Jernet er der stadig, da det er et grundstof, men det bliver ikke lagt tilbage i minen.

I økonomien har man brug for en ny værdi definition. Det viser bla. det klassiske paradoks med, hvorfor en spand diamanter er mere "værd" end en spand vand. For det første falder paradokset til jorden og løser sig selv, hvis du spørger et menneske i en ørken, som ikke har fået vand i tre dage, forudsat vedkommende stadig var svagt i live.

For det andet viser paradokset at én værdi trumfer alle andre, hvis du spørger et "normalt" menneske. Vi vil altid vurdere vores egen overlevelse højest. Dermed bør vi også vurdere vitale ressourcer højere end alle de ikke vitale ressourcer. Det har vi svært ved at indse.

Vores krop konstant ca. 200 W energi når vi sidder helt stille og tænker over noget. Langt mere når vi arbejder fyisk i en mark. Den energi vi skal bruge kommer fra vores kost, typisk i form af kulhydrat (sukker). Sukkeret dannes af planterne via fotosyntese.

Sukker med vital energi kan man f.eks. finde i en pære eller et æble. Lad os sige at du har ti æbler og ti andre mennesker har en pære hver og gerne vil bytte sig til et æble (fordi de bedre kan lide smagen af æbler). Den maksimale pris du kan sætte på dine ti æbler er en pære pr æble. Du kunne bytte dig til ti pærer ialt. Hvis du kun havde fem æbler så kunne du stadig bytte dig til ti pærer. Så ville prisen blot være en pære pr halve æble. Hvis du havde ét æble ville prisen for dette æble maksimalt være ti pærer. De ti købere kunne slå sig sammen og dele æblet efter at have byttet med alle deres pærer.

I den virkelighed vi bor i er der mennesker som bedre kan lide røde æbler end grønne æbler selvom æblerne indeholder samme mængde sukker. Hvis Anne er vild med rød og har to grønne æbler, så vil hun ofte være villig til at bytte hendes to grønne æbler med Bob som har ét rødt æble. Der vil altid stort set altid være nogen som bliver snydt når man handler, og hvis man f.eks. går meget op i æstetik, så er der stor sandsynlighed for at man er den som bliver narret.

Langt de fleste modeller af pris som en funktion af udbud og efterspørgsel er lineære tilnærmelser indenfor et lille udsving af de forskellige parametre. Imidlertid kan man relativt simpelt bevise at når efterspørgslen er konstant, f.eks. 7,8 milliarder mennesker som skal have noget at spise, så stiger prisen mod uendelig når udbuddet nærmer sig nul. Tilsvarende går prisen mod nul når udbuddet går mod uendelig. Osv.

Adam Smith har fået æren af at opfinde den moderne økonomi, men Darwin opfandt ikke evolutionen. Han opdagede noget som allerede eksisterede. Det samme gjorde Adam Smith. Handel eksisterede før mennesker. F.eks. pumper en plante på en mark sukker ned i jorden, hvor sukkeret bruges af mikroorganismer. Til gengæld får planten tilført næring fra jorden, som mikroorganismerne bringer tæt nok på rødderne af planten til at planten kan optage dem. Symbiose er udveksling af ressourcer, og handel er udveksling af ressourcer. Økonomi er en videnskab som prøver at beskrive mekanismen vi kalder handel.

Vi har siden vi startede med at bytte æbler og pærer indført værdilagre, såsom guld og penge. En pengeseddel er intet værd i sig selv, men vi tror allesammen på at den er værdifuld, så derfor kan vi veksle den til ressourcer. Nogle er som nævnt bedre til at bytte end andre. Den mere kloge narrer den mindre kloge. Derfor er der nogle som har mere krav på ressourcer end andre. Det ændrer ikke på mængden af ressourcer til enhver given tid.

Penge gør det nemmere at snyde, og økonomi er i dag så indviklet for selv økonomer, at en situation som den med Gamestop aktiernes himmelflugt kan finde sted uden at nogen af hedge fondene havde set det komme.

Penge er krav på ressourcer. Intet andet. Når man skaber flere penge, så falder deres bytteværdi. Penge, aktier, obligationer mm. gør det hele langt mere kompliceret end at man foretrækker røde æbler, men vi har stadig kun én planet med én given mængde ressourcer, som kan deles i 7,8 milliarder dele. Marsmændene med den velspækkede tegnebog ville være ligeglade med vores interne gæld eller krav. De ændrer ikke planetens værdi. Det fører ikke til mere værdi at man har flere penge. Værdien af planeten pr. capita er et udtryk for ressourcer divideret med mennesker. Når vi bliver flere, og bruger begrænsede ressourcer, så bliver vi fattigere.

Jeg er med på at jeg hermed indfører en ny definition af værdi, men den fungerer bedre, hvis man vil forstå hvorfor decoupling ikke fungerer. Du kan ikke skabe værdi med mindre du øger mængden af ressourcer, og du kan ikke skabe værdi pr. capita uden enten at øge mængden af ressourcer eller reducere antallet af mennesker til at dele ressourcerne.

Ift. energi: Man kan se på planeten som værende en mængde atomer. Man kan ændre konfigurationen af disse atomer (f.eks. til en mere komfortabel konfiguration med gafler og skeer), men for at gøre dette skal man bruge energi (reel værdi). Jorden er et lukket system, så antallet af atomer ændrer sig ikke, men Jorden udveksler energi med omgivelserne. Jorden modtager energi fra Solen, og den udstråler samme mængde energi til rummet i form af varme.

Derfor ændrer mængden af energi på planeten ikke over tid. Det er i virkeligheden forkert at sige at vi bruger energi. Vi omdanner energi med lav entropi (sollys med korte bølgelængder) til infrarød stråling (med høj entropi). Det er ændringen af entropi, som ligesom en Carnot Engine får systemet til at fungere. Problemet med solenergi er at den er sværere at udnytte end f.eks. olie. Olien indeholder energi planter for millioner af år siden kemisk bandt i sukker via fotosyntese, og olie er et lager af brugbar energi (exergi), som er begrænset. Der kommer slet ikke ny olie (exergi) i det tempo vi bruger den.

Solenergi kan man høste med f.eks. vindmøller og solpaneler. Vindmøller bygger dog ikke sig selv. Det kræver resssourcer, herunder energi. En vindmølle holder heller ikke evigt. Typisk noget som ligner 20 år. Den mængde energi møllen kan opfange på 20 år er ca. 10-20 gange mere end den energi som skal bruges for at bygge møllen, så det regnskab går op, bortset fra at vi ikke kan bygge uendeligt mange vindmøller. F.eks. skal man bruge neodynium og kobber, som er grundstoffer vi allerede nu mangler, og man kan ikke lave grundstoffer selv.

Tilsvarende skal vi have transporteret os selv og andet rundt på planeten, noget vi pt. gør med en eller anden form for forbrænding. Bla. har vi ca. en milliard personbiler globalt. Hvis man ser på litium reserven, så svarer den til ca. 2 kg litium pr capita. Det er ikke nok til at bygge en milliard Tesla'er. Nogen kommer til at cykle eller gå, og så er der lastbilerne, flyene, skibene, traktorerne og mejetærskerne.

Hvis vi vil satse på Solens energi, og alt andet vil resultere i menneskehedens uddøen, så er vi nødt til at lave et energiregnskab, og dette regnskab vil vise os at vi ikke har mulighed for at lave vedvarende energi svarende til det nuværende globale energiforbrug. Vi kommer til at skære ned på vores ressourceforbrug, hvad enten vi vil eller ej. Man kan ikke lave målrettet økonomisk politik som strider mod fysikken. Økonomi og politik er nødt til at forstå hvordan planeten fungerer biofysisk.

Venlig hilsen

Morten Balling, Ms.C.Eng. Bæredygtig Bioteknologi

Mads Kusk, Ejvind Larsen, Ove Junne, Jette Steensen, Flemming Berger, D. Andersen, Nils Lauritzen, Lone Bech, Lars Bo Jensen og Thomas Barfod anbefalede denne kommentar

Penge er gæld, og når gæld bliver til penge, bliver det til et medium som kan kan forbruge ressourcer. Problemet er bare at gæld, jo bare skubber problemerne ud i fremtiden. Prøv at tænke jer hvor meget gæld der er i verden og hvorledes gælden de sidste 30-40 år er steget meget mere end befolkningsudviklingen. Gæld er både privat og statsgæld. Konstruktionen penge og gæld er menneskeskabt i den forstand at vi har indrettet samfundet efter at nogen kan udstede gæld og andre kan optage gæld, og gæld skaber økonomisk aktivitet der igen forbruger ressourcer. Da mennesket placerede sig selv i centrum af verden og ikke som en del af økosystemet ( absurd ) så blev gæld en måde at skabe penge til at anvende naturens ressourcer til at reducerer dødligheden, gøre livet nemmere, og bruge energien fra "fossil" beholdninger til at sætte turbo på økonomisk aktivitet. Den energi der så brændes af blive til CO2 som ikke kan optages ligeså hurtigt som den brændes af. (transformeres). Da energien hele tiden er til stede fra solen er der ingen tvivl om at mennesket nok skal overgå til denne. Om der så er råstoffer nok til at producerer alle de solceller, vindmøller, bølgekraft systemer, jordvarme anlæg, batterier osv. kender jeg ikke.

Er humlen ikke, at den ønskede afkobling - endnu aldrig set i virkeligheden - er en teoretisk mulighed, som i praksis vil kræve en så benhård styring af forbrug og investering (og gerne også af arbejdstiden), at de fleste politikere/vælgere skræmmes ved tanken? jsn's artikel er en vigtig påmindelse om, at den brede omvendelse til "vi har penge nok" tesen vil forøge udledningen af drivhusgasser, dersom de ekstra penge går til en sædvanlig (ikke styret/reguleret) forøgelse af gennemsnitsforbrug og gennemsnitsinvestering. Ekspansiv finanspolitik uden den "benhårde styring" svarer til at svinge dankortet - til skade for husholdningens (planetens) samlede økonomi (klimaet).

Ejvind Larsen, Torsten Jacobsen, Krister Meyersahm, Lone Bech, Niels-Simon Larsen og Thomas Barfod anbefalede denne kommentar

Lidt fakta fra 2018 omkring udviklingen af gæld: Since the financial crisis of 2008, global debt has continued to rise. Total debt has increased by $72 trillion, or 74 percent, from $97 trillion in 2007 to $169 trillion in the first half of 2017. Government debt accounts for 43 percent of this increase, and nonfinancial corporate debt for 41 percent.

Niels-Simon Larsen

Man kan ikke adskille ressourcer og økonomi ret længe. Ressourcerne var her først. Senere kom pengeøkonomien til. Gennem bytteøkonomi kunne vi handle i årtusinder. I dag hænger ressourcer og økonomi sammen bortset fra, at siden Reagan kom til og slap tyren løs, er pengeøkonomien begyndt at leve sit eget liv og nogle kan blive stinkende rige ved at handle med penge. Det bliver til pyramidespil byggende på tillid til aktiesystemet så længe det varer - indtil næste sammenbrud.

Blander man moral/etik ind i emnet, får man en spiller ind, som kun nogle respekterer. Påpeger man, at økologiske sammenbrud bliver resultatet af forkert ført politik, fornægtes det, fordi det vil medføre forbrugsnedgang og uoverskuelighed.

Hvad drejer denne debat sig så om?
Jeg mener, den må dreje sig om, hvordan vi får et sandt forhold mellem ressourcer og den handelsvaluta, der smidiggør handel. Det skal være en valuta, der er bundet stramt til ressourcerne.
Så kan nogle indvende, at man ikke mere kan tjene penge og at penge stort set mister deres magi. Netop! Det er da også det, der er meningen.
Så vil nogle synes, at der ikke mere er en mening med livet, og hvad stiller vi så op med dem? Dem giver vi et halvt år på højskole, og hvis det ikke er nok, får de et halvt år til.
Ak ja, så vil nogle sige, at det er det rene Nordkorea. Nå! Dem sender vi så en tur til Nordkorea, indtil de kan se forskellen, og gør de ikke det, kan de blive derovre.

Ejvind Larsen, Steen K Petersen, Steffen Gliese, Jette Steensen, Flemming Berger og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar

"Under WW2 var der ingen som tænkte på penge. Man gik All In. Uden at tænke over konsekvenser. Og da den var overstået var der INGEN grænser for, hvad der blev investeret igen. Hvad der kunne lade sig gøre i 1945 kan også gøres i 2021."

Ja, men befolkningerne især i de krigsførende nationer var ludfattige og havde et forbrug derefter. Mht. nutidsfolk kunne man nok betragte 80% af os som overklasse, forbrugs- og ressourcemæssigt set. Det er så den overklasse, der skal 'pilles ned'. Det tør og vil politikerne ikke. Det er så dér økonomer og miljøfolk burde fremlægge nogle regneredskaber, der gør opgavens nødvendighed meget synlig og indlysende.

I øvrigt selv uden et eneste miljøproblem virker 'symmetrien' i opdelingerne i socialklasser lidt sælsom? https://www.abc247.dk/wp-content/uploads/2014/04/De%205%20klasser.png; https://samfundsfag.dk/fileadmin/user_upload/USA_4-4.png

"en valuta, der er bundet stramt til ressourcerne.
Så kan nogle indvende, at man ikke mere kan tjene penge og at penge stort set mister deres magi"

jaa, magi i den forstand, at mange har fået uforholdsmæssigt mange af dem uden at få synderlig megen sved på panden, ved spekulation, produktion og salg af overflødige ting og sager. Jeg forestiller mig, at der gennemsnitligt skal arbejdes hårdere eller mere forkuseret for føden/pengene i et bæredygtigt samfund. (Tænker at der alt andet lige vel er mere arbejde i økologisk landbrug end i konventionelt?)

Niels-Simon Larsen

Vismandsinstitutionen skal afskaffes. Den går udelukkende det traditionelle økonomisyns veje og får kæmpelønninger for det. Præster og økonomer skulle spares væk, men da det nu ikke mere gælder om at spare, skal de bare fyres. Nå, ja, men så skal vi have nogle politikere til at fyre dem, og det er der ikke.
Vi andre kan dog godt stille spørgsmålene, om vi bør have præster, der beder for den regering, der har ansat dem, og om økonomer, der ikke stiller kritiske spørgsmål til en økonomi, der ødelægger børnenes fremtid, overhovedet har en berettigelse. Der findes jo ikke en politisk slagkraft med et alternativ. De unge bliver opdraget til at følge den vej, der giver en høj løn uanset, hvor skadeligt det er. De er mere ensrettede end nogen sinde. Systemet er selvbevarende.

Ejvind Larsen, jens christian jacobsen og Jette Steensen anbefalede denne kommentar
jesper jespersen

Tak til alle for væsentlige nuanceringer til mig og - ikke mindst - udfordringer til fremtidens miljø- og klimapolitik.
Inden pessimismen breder sig for stærkt, så kan regeringens politik (eller rettere indholdet af forståelsespapiret bag regeringens politik) tolkes som et (første) vigtigt skridt i retning af 'absolut afkobling'. Så det er vigtigt, at alle 'progressive' kræfter støtter op dog med den bemærkning, at dette første skridt kun er en begyndelse til all in: en mobilisering som under WWII bare ikke i krigsmateriel; men bæredygtig udvikling, hvilket naturligvis også kræver, at vi(alle) ændrer adfærd i retning af energibesparelser og cirkulærøkonomi (en mere individuel form for mobilisering, hvor vi jo kan starte med os selv).
For hvad er alternativet? Nationalt og ikke mindst globalt med en befolkningsvækst på 1-2 mia. mennesker? De-growth? Hvordan skal det praktiseres (det er vel snarere et genbrug end et mindre forbrug, der skal til) og hvordan sikres den politiske opbakning (gule veste!)?
Så lad os stå sammen om idéudvikle all in for bæredygtig udvikling!
'What we can do, we can afford' som en klog økonom konkluderede - godt nok i en noget anden situation, 1942
Bedste hilsen
Jesper
PS. Jeg forstår ikke Morten Ballings konklusion: at lave et energiregnskab, og dette regnskab vil vise os at vi ikke har mulighed for at lave vedvarende energi svarende til det nuværende globale energiforbrug.?? Hvad siger naturvidenskaben?

Ejvind Larsen, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Tak til JJ, men nu må jeg spørge ligeud: Er den sidste bro og motorvej så ikke bygget?

Morten Balling

@Jesper Jespersen

Hvis det ikke var fordi vi er midt i en pandemi kunne jeg virkeligt godt tænke mig at drikke en kop kaffe med dig. Det tror jeg kunne blive en interssant snak. I stedet skal jeg forsøge at forklare her.

Jordens, biosfærens og menneskehedens energiregnskab er komplekst. Det kunne jeg skrive en hel bog om, hvilket jeg iøvrigt er i gang med. En del af bogen er iøvrigt en revurdering af begrebet værdi.

Jeg kan dog anskueliggøre lidt af alvoren ved den situation vi er i med et eksempel:

Ca. 1/3 af menneskehedens samlede energiforbrug (TPES) går til at producere og distribuere fødevarer til 7,8 milliarder mennesker. Over 80% af denne energi kommer fra fossile kilder. Uden denne energi kan man ikke holde det gennemsnitlige arealudbytte højt nok til at lave fødevarer nok til alle (pt mangler vi nok mad til ca. en milliard).

Olie er en væsentlig del af dette energiforbrug. Traktorer og mejetærskere kører f.eks. på diesel. Vi har brugt halvdelen af oliereserven, så produktionen af olie peaker i disse år, og så vil produktionen begynde at falde i samme tempo som den steg.

Udvindingen af en begrænset ressource kan modelleres med en s-fomet logistikfunktion, hvor f(t) er den akkumulerede produktion og t er tiden. Tager man differentialet af logistikfunktionen får man produktionen over tid, og intgralet af diffentialet, er den samlede udvinding (lig med reserven). Differentialet af logistikfunktionen afbildet som graf ligner en klokke. Arealet under kurven svarer til reserven. Kuren starter ved nul, peaker typisk ca. midt på kurven og er symmetrisk, så den havner på nul igen, hvilket er logisk fordi den beskriver hældningen på den s-formede logistikfunktion, som er størst midt på kurven.

Reserven er den del af ressourcen som det er rentabelt at udvinde. Nogle argumenterer at øget efterspørgsel vil øge den del af ressourcen som er rentabel at udvinde, og dermed øge størrelsen af reserven. Det er korrekt, men den halvdel af reserven vi startede med var de lavthængende frugter. Dengang vi startede var EROI ca. 100:1. Dvs at man skulle bruge en olieækvivalent energi på at udvinde 100. I dag er det tal nede på 10:1 eller mindre, og når det når 1:1 så er det ikke længere rentabelt at udvinde olien, fordi det vil kræve mere energi end olien indeholder. Mekanismen bag efterspørgsel og udbud allerede indbygget i modellen. Ergo vil vi mangle olie indenfor overskuelig fremtid, og manglen vil blive større med tiden.

Den udbredte forestilling er så at vi skal bruge energi fra Solen eller atomkraft i stedet. Begge dele producerer ikke olie, så f.eks. traktorer, mejetærskere eller lastbiler skal i stedet køre på el eller brint. Det er som jeg nævnte ikke så simpelt som det lyder. Bla. kører stort set alle el-biler med litium batterier, og vi har simpelthen ikke en litium reserve som er stor nok til at lave elbiler nok. Bilproducenterne satser på el, fordi det er det markedet forespørger. Brint er svært at håndtere, og det lækkes til atmosfæren. Det er potentielt et problem, fordi brint stiger opad, og bla. kan ødelægge ozonlaget, specielt hvis vi globalt satsede på brint.

Et reelt (og kommende) alternativ er at vi bruger mere manuelt arbejde i markerne, men så skal dem som arbejder dér have væsentligt mere mad, og for det første er mad allerede udfordringen, og for det andet ville vi tale om mange markarbejdere (= et væsentligt forøget behov for fødevarer).

At vi ikke har en god plan eller et solidt regnskab kan man også se på den artikel serie Information pt. bringer om biomasse. En af de ting jeg ikke har set nævnt i artiklerne er at biomasse skal have areal at gro på, og det areal kan også bruges til at producere mad. Food vs Fuel debatten er ikke ny. Den har vi kendt i hvert fald siden 2007. I USA er man vilde med biobrændstof til bilerne, men hvis "blot" alle USA's personbiler skulle køre på ren bioethanol, så skulle de bruge ca. dobbelt så meget landbrugsareal som de har nu, og så var der ikke plads til fødevareproduktion.

Et realistisk bud på hvornår det bliver "alvor" her på planeten er omkring 2050. Inden da skal vi bygge 100 gange så mange vindmøller som i dag, etablere distribution af den producerede strøm, lave en milliard el eller brint biler, finde på en løsning med lastbiler, skibe, fly og landbrug mm. Det er måske ikke 100% umuligt, men hvis man afrunder til heltal, så er det. Specielt når der midt i det hele dukker en "uforudset" pandemi op.

Krister Meyersahm

Staten skal ikke låne.

Når private overforbruger, altså bruger mere end den disponible indkomst og opsparing levner mulighed for, så sker det for lånte penge. Disse penge skal selvfølgelig betales tilbage. Det sure og uundgåelige ved denne orden er, at de penge man bruger til afdrag på gæld af indlysende grunde ikke kan bruges til nyt forbrug. Man opnår således kun at flytte forbrug fra én til en anden tidsperiode og ikke at udvide totalforbruget som tværtimod, efter lånemanøvren, bliver mindre fordi der også skal udredes renter.

Det er samme sag med den offentlige økonomi. Vi lever på et højt niveau som skatterne ikke kan finansiere og derfor låner vi. For at klare renter og afdrag på gælden er forventningen, at man hele tiden kan ekspandere beskatningsgrundlaget. Metoden er at få flere i arbejde og dermed generere nye indkomster til staten, der kan sikre tilbagebetaling af lån og renter. Men som vi kan konstatere, går det ikke så let, at få nok kroner i statskassen, for ”nødvendige” udgifter til nye ”uundværlige” tiltag stiger konstant. Derfor bliver der uundgåeligt et pres på politikerne for at balancere udgifter og indtægter. Besparelse, effektiviseringer, højere pensionsalder m.m. er nogle af de kendte værktøjer.

Når man har iagttaget den offentlige økonomis op- og nedture i årtier, bør man indse, at ingen af de økonomiske virkemidler der anvendes har nogen positiv og langtidsholdbar effekt. Ganske enkelt fordi, den politiske vilje ikke lader sig tøjle og ikke begrænses forfatningsmæssigt.

Vi må derfor have en ny orden der regulerer forholdet om statens ret til at stifte gæld og indskrive en begrænsning herom i Grundloven. Vi skal forbyde enhver offentlig låntagning og sætte loft over skatternes størrelse og grænser for, hvilke objekter der må beskattes. Altså et kontantsamfund der kun bruger de penge der indbetales i skatter og den opsparing, der burde være tilstede i et land med mere end 4 mio. skattebetalere. Med disse komponenter får vi styr på politikernes ubegrænsede ret til skatteudskrivning og vi behøver ikke mere tage hensyn til hvad ene eller anden økonomiske skole hævder.

jesper jespersen

@ Morten Balling, Med al respekt, du svarer ikke på mit spørgsmål:' at lave et energiregnskab, og dette regnskab vil vise os at vi ikke har mulighed for at lave vedvarende energi svarende til det nuværende globale energiforbrug.?? Hvad siger naturvidenskaben?
Og hvis du konsulterer naturvidenskaben, bør du også forhøre dig om perspektiverne for at få etableret 'kunstig fotosyntese' og hvordan energiregnskabet ser ud i den proces idag og om 10-20 år. Jeg har jo været med i denne diskussion så længe, at jeg blev latterliggjort, når jeg anbefalede udvikling af vindkraft og solenergi.

@Krister Meyersahm - her kniber det lidt for mig at udvise respekt; for du argumenterer fuldstændig som de neoklassiske 'topøkonomer' med William Nordhaus i spidsen, der har bragt os på kollisionskurs med natur og klima, som jeg skriver i kronikken.
Med venlig hilsen
Jesper

jens christian jacobsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Krister Meyersahm

Jesper Jespersen.
.."bragt os på kollisionskurs med natur og klima". Jeg er ikke med. Er det ikke snarere den alt for rigelige tilgang til penge, fremskaffet som lån og statslig og privat pengeskabelse ( alle tre komponenter i form af ikke eksisterende fysisk substans ) der har forceret udviklingen og dermed sløseriet og miljøsvineriet?

Morten Balling

@jesper jespersen

Jeg beklager hvis du opfatter det jeg skriver som en latterliggørelse af vindmøller og solpaneler. Det gør jeg ikke. Hvis du læser hvad jeg skriver, så er energi fra Solen det eneste vi bør satse på. Måske kommer vi til at bruge atomkraft i en overgangsperiode, men i de ca. 50 år vi har benyttet atomkraftværker har de forsynet Verden med forsvindende lidt af vores energiforbrug, og alligevel har vi opllevet en nedsmeltet kerne på Chernobyl, og tre på Hiroshima. Det er ikke meget at lave statistik på, men hvis man forestillede sig at vi skulle opscalere atomkrat kapaciteten så ville antallet af alvorlige ulykker stige tilsvarende. Derudover har vi primært erfaring med uran, og med de reaktortyper vi kender, så vil uran reserven holde 10-20 år, baseret på reserven oplyst af USGS.

Hvad siger naturvidenskaben? Er der nogen speciel du gerne vil høre mig citere? Ellers kan jeg anbefale at læse om fotosyntese her:

https://www.pnas.org/content/112/31/9511

"If H. sapiens does not go extinct, the human population will decline drastically as we will be forced to return to making a living as hunter‐gatherers or simple horticulturalists. Also, the earth after the collapse of human civilization will be a very different place than the biosphere that supported the rise of civilization. There will be a long-lasting legacy of altered climate, landscapes, and biogeochemical cycles, depleted and dispersed stocks of fossil fuels, metals, and nuclear ores, and diminished biodiversity. The most powerful species in the 3.5-billion-year history of life has transformed the earth and left a mark that will endure long after its passing."

Vi har slet ikke forstået alvoren af vækst.

Niels-Simon Larsen

Nu da krudtrøgen har lagt sig, kan jeg ikke lade være med at spørge om, hvad debatten egentlig handlede om? Et af svarene kunne være, at vi skulle lade være med at bruge ordet husholdningsøkonomi, når vi diskuterede samfundsøkonomi eller statsøkonomi, og at det også gjaldt for det kommende bæredygtige samfund.

Så vidt så godt. Jeg gemmer h-ordet væk, for det ord betyder ikke så meget. Derimod er der andet, der betyder noget for mig, og det er den nærmest hånlige foragt, jeg mærker for mig som samfundsborger, når jeg gerne vil være medbestemmende for, hvad betydning penge skal have i samfundet. Jeg skal helst ikke tale med om penge, når jeg ikke har en uddannelse i penge. Når mine skattekroner forlader min hånd, skal jeg helst glemme dem, og kommer der nogle nye til, må jeg ikke spørge, hvor de mon kom fra. Jeg skal ikke bekymre mig, for det er der kloge hoveder, der gør.

Debatten med Bahn og Bennike, og nu Jørgen og JJ viser dog, at der er en divergens mht synet på penge. Jeg forstår så inderligt Jørgen og hans bedstefar, som kunne være mig selv. Modsat ved jeg ikke, hvad de tre andre står for ud over, at jeg skal lade være med at blande mig i noget, som jeg ikke har forstand på, og som de kan bruge megen spalteplads på at forklare, at jeg ikke har.

Men, jeg vil ikke have, at vi bruger penge på at ødelægge børnenes fremtid, asfaltere naturen og skabe temperaturstigninger. Men, hvad i alverden bruger man ellers penge til? Alle vores bestræbelser og kropsbevægelser resultere i det, så derfor må tiden være inde til at debattere, hvad der gør mindst skade. JJ sagde, at svage politikere var årsag til problemerne. Hvordan får vi så kloge, dygtige og indsigtsfulde politikere? Det burde vel være det, der skulle være genstand for debat og ikke en hel masse om økonomi? Er det ikke rigtigt? Skal det ikke være slut med flere broer og motorveje? Synes I ikke også det?