Kronik

Mine oplevelser med vold og krænkelser har ødelagt min tiltro til velfærdsstaten

Med forskellige oplevelser af vold i bagagen er jeg efterladt med oplevelsen af en velfærdsstat, der beskytter krænkeren mere end mig. Mødet med systemet har været næsten lige så traumatiserende som selve krænkelserne. Der er brug for en kulturændring, skriver Rita Vanessa Nanyonga i denne kronik
Vold mod kvinder er et udbredt problem. Det bliver jeg bekræftet i, når jeg deler min historie med andre og hører dem åbne op for deres historie, skriver Rita Vanessa Nanyonga i kronikken.

Vold mod kvinder er et udbredt problem. Det bliver jeg bekræftet i, når jeg deler min historie med andre og hører dem åbne op for deres historie, skriver Rita Vanessa Nanyonga i kronikken.

Emilie Lærke Henriksen

Debat
27. februar 2021

Min graviditet blev erkendelsen af, at jeg måtte forlade min partner. Jeg kunne ikke lade vores søn vokse op i et hjem, hvor det var okay, at far kaldte mor luder, slut, uduelig og idiot.

I mit første trimester forlod jeg ham og sagde, at jeg ville arbejde for et godt forældresamarbejde. Han svarede: Nu har du taget noget fra mig, som jeg elsker, så tager jeg noget fra dig, som du elsker.

Da jeg ringede til politiet, blev jeg mødt med sætninger som: »Han vil bare se sit barn«, og »Du skal ikke forstyrre politiet med samværssager«. Flere gange har jeg spurgt politiet, hvem jeg så skal ringe til, når jeg har føler mig truet. De hjælper nogle gange, men som regel lægger de bare på uden at hjælpe.

Den uafhængige ekspertgruppe GREVIO, som står for at overvåge implementeringen af Europarådets konvention om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder, anbefaler, at kommunen underretter de relevante instanser, når henvendelsen omhandler vold. I mit tilfælde havde det været rart, at en sagsbehandler, som var bekendt med min situation, havde underrettet politiet, da min henvendelse desværre ikke stoppede ved stalking, chikane og psykisk vold.

Min søns far var af den opfattelse, at en internethadeside ville være endnu et effektivt pressionsmiddel. En løgn om, at jeg misrøgtede vores søn, blev fremstillet side om side med billeder af vores søns numse og kønsdele, fra da han var syg. Dertil offentliggjorde han vores fulde navne, adresse og cpr-numre.

Der gik ikke mange timer, før dødstruslerne og kidnapningstruslerne kom ind. Igen henvendte jeg mig til politiet, men mit råb om hjælp blev minimeret til en samværssag og en unødvendig forstyrrelse af politiet, og igen blev der lagt på. Selv politianmeldelserne af hadesiden blev der ikke gjort noget ved.

Mit formål med at skrive dette er ikke at hævne mig på dem, der har udsat mig for vold, men at vi alle skal blive klogere og skabe forandring.

Mangelfuld uddannelse

Kommunen bekymrede sig heldigvis om vores sikkerhed. Den hjalp os med at gå under jorden. Først fire måneder i et safehouse, hvorfra jeg kontaktede politiske partier fra begge fløje for at høre, om de ville stå sammen med mig og sige nej til vold og chikane i Danmark. Svarene fra partierne var enslydende: Vi siger gerne noget om emnet, men vi foretrækker at vente, til andre har bragt det i medierne først.

Jeg tænkte: ’Tag ansvar. Ledere leder ikke bagfra. De tør gå først, men åbenbart ikke på Christiansborg.’

GREVIO’s undersøgelser har vist, at der både er begrænset viden om vold mod kvinder på politiuddannelsen og dårlig inhouse-viden om den på politiskolen. De påpeger dog en undtagelse, som er betjente, der har en personlig interesse i feltet.

Jeg mødte selv en af de betjente i løbet af de fem-seks måneder, min søn og jeg boede i kvindehuset. Hun lyttede og gav mig en overfaldsalarm.

Min søn og jeg var tvunget til at flytte fire gange på to år under statsforvaltningens sagsbehandling. Flytningerne er en af grundene til min søns udviklingstraumer.

»Kvinder i #MeToo-tider«

Min næste stalker var en kollega fra mit dagsarbejde. Han endte med at dukke op på mit natarbejde og ved vores nye hjem. Jeg magtede ikke at fortælle det til politiet, og det gjorde jeg heller ikke, da jeg på en friweekend blev voldtaget af en tredje krænker.

Jeg tog morhatten på, begravede mine traumer og fokuserede på min søn.

»Voldens tabuiserende lænker skal altid og hele tiden brydes,« lyder det fra Rita Vanessa Nanyonga.

Emilie Lærke Henriksen
Kort efter introducerede en ven mig for en filminstruktør med det udgangspunkt at lave en film om mit liv. Instruktøren var dog mere interesseret i sex med mig end i at lave film, så det blev ikke til noget.

Ved et af vores møder udtrykte han sin irritation over, at jeg ikke ville »sutte hans pik«, og brokkede sig over »kvinder i #MeToo-tider«. Siden blev jeg opsøgt af en medarbejder fra et hospital, som havde valgt at snuppe min adresse fra min journal, på trods af at han kendte til min historik med at blive stalket.

Ud over selve overgrebene er et af mine værste traumer det offentlige systems omsorgssvigt af min søn og mig. Det har medført et tab af min basale tiltro til det velfærdssamfund, jeg er vokset op i.

Mine erfaringer har skabt en angst og en mistillid i mig. Det er hårdt at blive affejet af politiet og blive fastholdt i et traume og en uvished af Familieretshuset og kommunen.

Dertil kommer kommunens brug af trusler i dens sagsbehandling, tilbageholdelse af information og forsøg på at bruge min PTSD-diagnose som argument for dårligt forældreskab. Og deres manglende handleplaner, som efterlader en uden vished.

Ligger, som du har redt

Det er hårdt at opleve et system, som i praksis muliggør og understøtter stalking og chikane, og at dette lader sig gøre, fordi man har et barn sammen med en stalker. Man sidder tilbage med en følelse af, at dem, som overskrider grænserne, har et offentligt system, som værner om deres rettigheder.

Er du kvinden, som bliver udsat for chikane, risikerer du at få kommentarer som: »Du ligger, som du har redt«, og »Så skulle du ikke have fået barn med en mand som ham«. Det har jeg prøvet. Dertil kommer den trængte økonomiske situation, som kvinder, der vælger et liv uden vold, oftest ender i.

Vold mod kvinder er et udbredt problem i Europa – også i Danmark. Det bliver jeg bekræftet i, når jeg deler min historie med andre og hører dem åbne op om deres. Og når jeg har siddet som bisidder for andre og har studeret emnet på universitet.

Det er ikke kun arbejdskulturen, der skal rettes op på. Der skal derimod en genforhandling af hele vores samfundskultur til. Det er min overbevisning, at vi må komme illusionen om ligestilling til livs for at opnå en reel ligestilling.

Som GREVIO påpeger, mangler der derudover en kompetenceudvikling af fagpersoner i de offentlige instanser, for at de kan håndtere sager som min, der ofte er komplekse og bevæger sig hen over flere instanser.

De kvinder, jeg har interviewet under mine studier, og dem, som jeg har mødt på min vej, fortjener alle et offentligt system, der i langt højere grad evner at håndtere disse komplekse sager, eksempelvis med fælles børn, uden at udsætte kvinderne for yderligere belastning og sekundær vold i form af en nedladende tilgang.

Det moralske kompas

Jeg mener også, at vi skal gentænke den almendannelse, som børn får om dette emne i skolen. Derved kan vi gennem viden i langt højere grad højne de kommende generationers moralske kompas i forhold til forebyggelse af vold mod kvinder.

Hvis vi virkelig vil den ligestilling, som vi er så glade for at annoncere, at vi har opnået, bliver vi også nødt til at eliminere alle former for vold – ikke kun den fysiske og psykiske, men også systemets vold. Ellers luller vi os blot længere ind i en illusion, som er med til at marginalisere de kvinder, som bliver udsat for andre former for vold, der ikke anerkendes af det offentlige system.

Jeg håber, at anden bølge af #MeToo i Danmark også vil tilgodese dette. Jeg har på fornemmelsen, at der er flere kvinder end mig, der har et behov for et bredere perspektiv i debatten. For så længe blot én kvinde udsættes for vold, har vi som samfund ikke opnået ligestilling. Vi må kræve, at ingen udsættes for nogen former for vold. Arbejdet for at opnå den reelle ligestilling går langt ud over vores generation og er et kontinuerligt arbejde, der hele tiden skal prioriteres politisk og i samfundet. Voldens tabuiserende lænker skal altid og hele tiden brydes.

Rita Vanessa Nanyonga studerer uddannelsesvidenskab på Århus Universitet

information.dk/deltag

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

En ganske forfærdelig beretning- men desværre ikke ualmindelig, tværtimod.

Tak for din historie og din kamp imod volden, Rita :-)

Susanne Kaspersen, Jens Ole Mortensen, Troels Ken Pedersen, Bjarne Andersen, Pernille Schultz, Hanne Holm, Alvin Jensen, Jacob Johansen, Hanne Ribens, Bent Gregersen, Jacob Schmidt, Mogens Kjær, Anne Sofie Slouborg, Helle Dossing, Ruth Sørensen, Anne Schøtt, Anders Lund, Steffen Gliese, Rikke Nielsen, Karen Grue, Estermarie Mandelquist og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar
Peter Engelbrecht

Myndighederne skal blive bedre til at vejlede borgeren i hvor hun kan finde information og blive hjulpet videre hvis det ikke er en sag for præcis dem. Det kaldes god forvaltningsskik.

Vi skal også huske på, at det faktisk ikke altid er en sag for fx politiet. Sagen skal, helt konkret, omhandle en overtrædelse af en lovgivning og så skal sagen kunne holde i retten ellers er det ligemeget. Men igen skal politiet blive bedre til at hjælpe borgeren videre til de rette instanser fx kommune, krisecentre, psykolog og deslige, så tingene eskalere og ender med at traumatisere anmelderen

Peter Engelbrecht

* Ikke skalere..

Peter Engelbrecht

* Ikke eskalere.....

Går godt

Mine erfaringer med politiet er de samme. Du er blevet overfaldet, sagde han dagen efter til en klage på stationen, men det er ikke sikkert der kommer noget ud af det. Det skal vide, sagde han som det første, hvor jeg sad med et blåt og ødelagt øje.. Det gjorde der heller ikke, og da jeg to år senere fik en indsigt, hvorfor min klage til rigsadvokaten var afvist, da måtte jeg konstatere at politirapporten slet ikke var i overensstemmelse med hændelsesforløbet og forklaringerne.

Susanne Kaspersen, Troels Ken Pedersen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Politiet er ikke problemet men ressourcer. Hvis Mette Frederiksen ikke vil tildele politiet flere midler kommer der ikke bedre service. Politiet vil gerne hjælpe men bliver sat i en umulig prioriteringssituation af regeringen. De 19 mia kr. for en fortalelse kunne sagtens være brugt på at øge borgernes sikkerhed for ordenlig behandlig når de klager til det offentlige eller til politi.

Ole Rasmussen

I tresserne sagde københavnerne om politiet, at det var alle bonderøvene fra Jylland som blev ansat til at tæske demonstranterne i København. Der var faktisk noget om snakken dengang, men spørgsmålet er, om det ikke er det samme i dag, at politiet udvælger personer som har en indre svinehund. Jeg ror selv, at der er lidt af hvert, som i en pose blandede bolsjer.