Kommentar

Da min ph.d.-afhandling blev afvist, var jeg tvunget til at arbejde gratis for universitetet

Ph.d.-studerende, som får deres afhandlinger afvist og skal skrive dem om, efterlades i en økonomisk klemme, hvor de skal arbejde uden løn. Nogle opgiver, andre sygemeldes med stress, og jeg var selv tæt på at opgive min ph.d.-titel, skriver Helle Lohmann Rasmussen i dette debatindlæg
I de første to måneder efter, at jeg havde afleveret og var startet på mit nye job, afsluttede jeg arbejdet på universitetet med to videnskabelige artikler. Det foregik om aftenen efter en fuld arbejdsdag på mit arbejde, skriver Helle Lohmann Rasmussen.

I de første to måneder efter, at jeg havde afleveret og var startet på mit nye job, afsluttede jeg arbejdet på universitetet med to videnskabelige artikler. Det foregik om aftenen efter en fuld arbejdsdag på mit arbejde, skriver Helle Lohmann Rasmussen.

Torben Klint

Debat
18. februar 2021

Når man sætter det sidste punktum og indsender sin ph.d.-afhandling til bedømmelse, ophører ens ansættelsesforhold med universitetet brat. Den periode, hvor man modtager løn, ophører lige så brat.

Arbejdet med at afslutte forskningen og studiet slutter dog langtfra på samme måde. Er bedømmelsen af afhandlingen negativ, hvilket den er for ikke så få, betyder det store mængder ulønnet arbejde for den ph.d.-studerende.

Lad mig illustrere med mit eget nylige eksempel. Jeg afleverede min ph.d.-afhandling med udgangen af november 2019, samtidig med at jeg modtog min sidste lønseddel fra DTU.

Som mange andre afsluttede jeg mit studie med en spurt. Jeg var udmattet og træt af mit eget forskningsarbejde. Derfor var jeg glad for at starte på en frisk på mit nye job den 1. december – glad for at jeg fortsat havde en indkomst.

I de første to måneder efter, at jeg havde afleveret og var startet på mit nye job, afsluttede jeg arbejdet på universitetet med to videnskabelige artikler. Det foregik om aftenen efter en fuld arbejdsdag på mit arbejde.

I februar 2020 afviste DTU min afhandling og gav mig en frist for genaflevering på tre måneder. Jeg havde alvorlige overvejelser om at opgive ph.d.-titlen. Alligevel tog jeg en kort orlov fra mit (betalte) job for at omskrive min afhandling (uden betaling). Derudover hældte jeg utallige aften-, natte- og weekendtimer ned i ’Projekt Revider Afhandling’.

I marts afleverede jeg den reviderede afhandling, som nu blev godkendt til forsvar. Det tog mig endnu en bunke (ubetalte) timer at forberede mit forsvar, som heldigvis blev overstået med succes i maj 2020.

Et halvt år senere blev min afhandling hædret som ’PhD thesis of the year’ på den årlige konference for Scandinavian Academy of Industrial Engineering and Management, ScAIEM. Det var jeg selvfølgelig stolt over og glad for.

Jeg blev samtidig ramt af den tanke, at min afhandling, da jeg afleverede den første gang, nok ikke var award winning, men måske alligevel var god nok? Og at jeg måske kunne have været forskånet for nogle urimeligt hårde måneder.

Sætter barren for højt

Det er en til formålet nedsat bedømmelseskomité bestående af to eksterne og en intern forsker, der i praksis bestemmer, om afhandlingen er god nok til at bringe til mundtligt forsvar, som er det sidste skridt for at modtage ph.d.-graden. Det er den samme komité, der bedømmer afhandlingen og efterfølgende det mundtlige forsvar.

Jeg har spurgt DTU, hvor jeg selv er ph.d. fra, hvor stor en andel af afhandlingerne der skrives om. Det kan jeg ikke få svar på, selv om det umuligt kan være et fortroligt tal. Jeg mistænker, at DTU og muligvis andre universiteter, ikke systematisk indsamler og analyserer tallene. Måske synes universitetet ikke, at det er så vigtigt.

Det er i universitetets interesse, at de afhandlinger, der publiceres, er i international topklasse. Det giver dem kun en beskeden interesse i at sikre, at de enkelte komiteer ikke sætter barren for højt og derfor afviser afhandlinger, der er ’gode nok’.

For den studerende, derimod, har det meget store konsekvenser både økonomisk og personligt at skrive en afhandling om.

Mange giver op

Mange nyslåede ph.d.’er står uden job, når de har afleveret. Kravet om at omskrive afhandlingen efterlader dem i en økonomisk klemme. De får ikke løn for at skrive den om, de får ikke dagpenge, fordi de stadig ikke har afsluttet studiet, og arbejdspresset gør det svært at lykkes med jobsøgningen.

De, der som jeg kommer direkte videre i job, må arbejde i døgndrift for at udfylde to job. Omskrivningen er hård. Nogle opgiver. Andre sygemeldes med stress. Jeg forstår begge dele.

Universiteterne bør indsamle data for, hvor mange afhandlinger der omskrives, og vurdere, om det aktuelle tal er i orden. Hvis ikke, må de igangsætte initiativer, før, under og efter afleveringen, der skal sikre, at et absolut minimum af afhandlinger skal omskrives.

Om ikke andet så fordi at det jo alligevel har en konsekvens for universitetet, når afhandlinger omskrives, nemlig den, at vi, der har slæbt os igennem en omskrivning, er uendeligt lidt motiverede for at fortsætte en karriere inden for forskning. Selv når afhandlingen efterfølgende bliver hædret som ’årets bedste’ på en international forskerkonference. Og det er en skam, når det nu er forskere, vi er blevet.

Helle Lohmann Rasmussen er videns- og udviklingschef.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her