Klumme

Rune Lykkeberg: ’Druk’ er ikke en alkoholtragedie, men en fantasi om ungdom for altid

Thomas Vinterbergs film ’Druk’, der har vundet internationale priser og er nomineret til en Oscar, er ikke en tragisk undersøgelse af tilværelsens dæmoner, men en længsel efter et liv, hvor festen aldrig slutter, livet ikke bliver kedeligt, og ens kone ikke er sur, skriver Informations chefredaktør Rune Lykkeberg
Filmen ’Druk’ skildrer livskrisen blandt en flok venner i 40’erne.

Filmen ’Druk’ skildrer livskrisen blandt en flok venner i 40’erne.

Henrik Ohsten

Debat
20. februar 2021

En dæmonisk kvindeskikkelse i dansk litteratur blev for nogle år siden gennemskuet af skuespilleren Susse Wold. Hun havde selv spillet fru Junkersen fra Klaus Rifbjergs ungdomsklassiker Den kroniske uskyld, der i bogen dramatiseres som en femme fatale, som overlegent og ondskabsfuldt forfører sin datters kæreste.

Den unge mand bliver fremstillet som et forsvarsløst offer for den smukke overklassefrue, så det er synd for ham, at han kommer til at knalde med hende. »Jeg følte mig som en total kliché,« sagde Wold efterfølgende. Fru Junkersen var ikke nogen tragisk dæmon, men ifølge skuespilleren »en pubertetsdrengs seksuelle fantasier om en moden kvinde«.

I øvrigt havde Susse Wold bemærket, at de mænd, hun mødte i forbindelse med filmen, ikke virkede traumatiserede, når de talte om fru Junkersen. Som hun sagde: »De meget unge mænd var helt vilde med fru Junkersen.«

Kedsomhed som livsproblem

Skæbnefortællingen i Thomas Vinterbergs film Druk fra 2020, der er set af 700.000 danskere i biografen, er belønnet med internationale priser, udvalgt til Oscar-akademiets shortlist og nomineret til en Golden Globe, minder om fru Junkersen: Det præsenteres som en tragisk undersøgelse af noget farligt, men bliver til en pubertetsfantasi, der fungerer som komedie.

Filmen indledes med et Søren Kierkegaard-citat og en patos, som om vi skal konfronteres med alkoholens dæmoner. »Hele det her land drikker jo som sindssyge,« råber hovedpersonen Martins svenske kone på et tidspunkt. Hun ser vores kultur udefra, og hendes replik bliver en programerklæring. 

»Det er ikke noget værd det her, du skal ikke ønske dig det her,« siger Martins ven Tommy, hvis alkoholforbrug er blevet til et misbrug. Også hans replik er en slags slogan for filmen. Det farlige alkoholmisbrug. Tommy, taberen blandt vennerne i filmen, begår selvmord, fordi han ikke kan styre alkoholen. Men vi kommer ikke meget ind i hans hoved og livsdrama. Vi ser dog, at der kan være meget rodet i hans lejlighed.

Filmens tema og musik signalerer, at den vil derud, hvor du med Nietzsches ord stirrer så længe ned i afgrunden, at den stirrer tilbage på dig. Det er bare en meget flad afgrund, vores hovedperson Martin befinder sig i. Han er en 40 år gammel gymnasielærer, hvis livstraume er, at han keder sig derhjemme, og at hans elever synes, han er en kedelig underviser.

»Synes du, jeg er blevet kedelig,« spørger han sin kone. Hendes svar, der eksistentielt betragtet ikke kan være noget chok, fremstår i filmen som en grusom erkendelse: »Du er ikke den samme Martin, som jeg mødte dengang.«

Heldigvis har han sine gamle venner. De fører ungdommens festkultur ind i deres voksne hverdag, og pludselig har de det sjovt. De fire mænd begynder at eksperimentere sammen med at drikke alkohol hver dag, inden de går på arbejde. Nu kan Martin bolle med sin kone igen! Han genfinder inspirationen ved undervisningen, og de unge mennesker synes, han er sjov.

Livets problemer er løst. Men så kommer de til at drikke for meget, og Martin falder og slår sig, hans kone forlader ham, og vennerne bliver nødt til at tage sig sammen.

Alkoholen som forløser og forener

Det er ikke, fordi Druk er en dårlig film. Godt nok er kvinderne i filmen lige så endimensionale som ludobrikker og deres udviklinger lige så forudsigelige som brikkernes tur rundt på brættet. De skælder ud og er sure og giver mændene dårlig samvittighed og ordrer om at købe bleer og frisk torsk. Men når mændene er sjove, livsinspirerede og opfører sig voksne, bliver de lækre og kælne igen.

Men der er en rørende skønhed over mændenes kammeratskab, Mads Mikkelsens skuespil er i verdensklasse og visuelt er filmen formidabel. Det komiske er, at filmen, der præsenteres som en farlig fortælling om de store dramaer i tilværelsen, egentlig er en pubertetsutopi om et liv, hvor festen ikke slutter, når man bliver 40, livet ikke bliver kedeligt, og ens kone ikke er sur.

Dramaet er konstrueret sådan, at alkoholen er forskellen på sjov og kedelig. Og alkoholen kan blive for meget. Men hvis man kan styre det, kan man indføre pubertetsintensitet i voksenlivet, danse med de unge, drikke med vennerne og forføre sin kone igen og igen. Det kulminerer lykkeligt til sidst i en hyldest til alkoholens forløsende og forenende kraft. 

Jeg tror godt, man kan regne med, at mange af os ældre mænd vil tænke tilbage på afslutningsscenen i Druk med samme længsel og begær, som de unge mænd ifølge Susse Wold endnu erindrer fru Junkersen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Det er også en hyldest til det danske gymnasium og den særlige ånd, som i hvert fald instruktøren husker og gengiver smukt.
Den var der ofte en del alkohol involveret i, især i provinsen med lærere, der måske kunne føle, at et akademisk kald var gledet dem af hænde.
Og på morsom vis er det en dansk versionering af de opbyggelige angelsaksiske skolehistorier om lærere, der hjælper elever med anfægtelser igennem ved at lade dem gro en rygrad. - I sin besyngelse af de bedste egenskaber i dansk frisind er den en åbenbaring.

Enig med chefredaktøren og Gliese, men vil tillade mig at gentage min kommentar til anmeldelsen af filmen i september:

"Jeg har stor forståelse for, at handlingen også skal eksemplificere, at vi kan komme videre i mangt og meget, ved at have fået et par genstande.

Men det kunne ha’ været vist ved mange andre eksempler end det filmen har valgt. Nemlig at en eksamensangst elev, af sin lærer bliver ’hjulpet’ til at blive en glad student - ved at læreren, i forberedelseslokalet, hælder et par solide slurke sprut på eleven.

Og senere, under selve eksamen, skubber ’vandflasken’ med sprut over til eleven, med bemærkningen "Tag dig en tår vand, så skal tungen nok komme på gled".

Det gør tungen og eleven bliver student.

Men sprut kan altså ikke anbefales som middel mod eksamensangst. Tværtimod. Det kan få alvorlige konsekvenser. Og mange letpåvirkelige unge vil jo se denne film, antager jeg.

Ellers rigtig god film."

Søren Kristensen

Jeg tænker, at sprut som kataysator til eksamen nok virker bedst for de sproglige kandidater - hvis det overhovedet virker. Som gammel amatørmusiker husker jeg en kollega, der engang hvor vi talte om sceneskræk gjorde opmærksom på at sceneskrækken, sjovt nok, bliver mindre jo bedre du er forberedt. Det han vist nok sagde var: -Man er altid mere nervøs når man ikke kan akkorderne.

Maj-Britt Kent Hansen

Har ikke på noget tidspunkt været interesseret i denne film, men nu gjorde jeg mig så alligevel ulejligheden med at se den - via Grands Hjemmebio.

Som altid var Mads Mikkelsens tale utydelig. Mumlen store dele af tiden. Svensk plejer ikke at være mit problem, men hans svenske kone var umulig at høre, og man har ikke besværet sig med at tekste hende.

De mange mørke scener eller billeder med modlys bidrog ikke til opklaring af scenerne.

Nej, filmen er da ikke dårlig. Mændenes problemer da heller ikke uvæsentlige, men umiddelbart kom jeg til at tænke på Panduros "Farvel, Thomas", som kan ses på DR's Bonanza. Den er langt stærkere i skildringen af en midaldrende mand, hans selvbedrag og problemer med arbejde, druk og kærlighed.

Kenneth Krabat

Det er et elendigt manuskript af typen: Genskabt balance er lig med acceptabel slutning - og så vælger man en prügelknabe, en "rigtig" alkoholiker", til at gå linen ud og krepere, så de andre, amatørdrikkerne, kan siges at have grund til at kalde krisen overstået (banket på plads, blevet ædru).

Det er i den grad en middelmådig midvejskrisefilm, der kun bliver værre af, at så mange synes den er fantastisk. Det står godt nok sløjt til med evnen til at aflæse koderne i et manuskript.

Thomas Augsburg

Tak for analysen. Jeg synes, du har helt ret - og alligevel ender med at være alt for høflig. En pubertetsutopi hos cirka 50-årige (mænd) er svært at se som andet end en vild falliterklæring: Der er intet andet end tomhed og kedsomhed efter studenterfesterne. Mere både konformt og dystopisk kan det dårligt blive.