Kronik

Da min søn skulle fødes, var der ingen ledige pladser eller jordemødre i hele hovedstadsområdet

Da min kæreste skulle føde på Herlev Hospital blev en lang række af de sundhedsfaglige anbefalinger brudt på grund af travlhed og ressourcemangel. Jordemødrene gør det så godt, de kan, men regionsrådet og hospitalsdirektionen er ikke deres opgave voksen, skriver Mikkel Sandfeld Oppermann i denne kronik
Mikkel Sandfeld Oppermann og hans kæreste Marie skriver sig ind i den efterhånden lange række af historier om dårlige fødselsoplevelser i Region Hovedstaden på grund af ressourcemangel.

Mikkel Sandfeld Oppermann og hans kæreste Marie skriver sig ind i den efterhånden lange række af historier om dårlige fødselsoplevelser i Region Hovedstaden på grund af ressourcemangel.

Anders Rye Skjoldjensen

Debat
22. februar 2021

Den seneste tid har der været et vigtigt fokus på manglende beredskab på fødegangene i Region Hovedstaden – et fokus, der forhåbentligt i den kommende tid bliver en hel del større.

DR har fortalt flere historier om kvinder i fødsel, der på Herlev Hospital og Rigshospitalet er blevet mødt af alarmerende medarbejder- og ressourcemangel.

En sådan mangel på hænder oplevede min kæreste Marie og jeg selv i timerne op til vores søns fødsel den 3. december på Herlev Hospital. Nogle timer, der samlet set skabte et utrygt og frustrerende forløb med en efterfølgende følelse af svigt.

Det skal med det samme understreges, at hverken Marie eller jeg ønsker at rette skytset mod de ansatte, der på Herlev Hospital tog sig af os. Alle de jordemødre, sosu-assistenter, sygeplejersker og børnelæger, vi mødte, var engagerede og kompetente fuldblodshelte. Slet og ret.

Men det vækker forargelse hos mig, når regionsrådsformanden i Region Hovedstaden og spidskandidat til overborgmesterposten i København, Sophie Hæstorp Andersen, til DR udtaler, at hun i forhold til manglende fødestuer og jordemødre på fødegangene ikke kan garantere, at vi ikke igen kommer til at stå i samme situation, »for det har helt ærligt været sværere, end jeg havde regnet med, at sikre, at vi har jordemødre nok på afdelingerne«.

En jordemoder og hendes kollegers arbejde er selv under de bedste omstændigheder beundringsværdigt. Men på Herlev Fødeafdeling bydes jordemødrene af deres ledelse en arbejdsplads, der af Arbejdstilsynet er har fået et påbud ikke blot i 2018, men igen den 23. december 2020.

Vores oplevelse

Min kærestes og mit forløb på Herlev Hospital i december er endnu et eksempel på konsekvenserne af regionsrådsformandens inkompetence:

Da vi den 2. december om aftenen klokken 19 blev modtaget på Herlev Fødemodtagelse til en undersøgelse efter et døgns veer, er min kæreste Marie ved at være 14 dage over terminsdato.

Sundhedsmyndighederne anbefaler, at et barn ikke fødes senere end 14 dage efter terminsdatoen, og derfor har Marie dagen inden fået foretaget en hindeløsning på selv samme hospital. Marie er altså nået så langt i graviditeten, at det ifølge myndighederne er sikrest, at vores søn fødes hurtigst muligt.

På fødemodtagelsen får vi at vide, at vi med det samme burde få en fødestue, da livmoderhalsen havde åbnet sig tilstrækkeligt, og da vandet var gået omkring seks timer tidligere. Anbefalingen var endvidere, at Marie skulle modtage vestimulerende drop, da risikoen for infektion hos både vores søn og Marie ville blive øget 18 timer efter vandafgang.

Men der var ikke en ledig fødestue eller jordemoder til os – i hele hovedstadsområdet. Den undersøgende jordemoder var altså efterladt i en situation skabt af blandt andre regionsrådet i Region Hovedstaden, hvor hun ikke kunne efterkomme de anbefalinger, hun bør – og uden tvivl gerne vil – leve op til.

Vi måtte derfor tage hjem igen for at vente og hvile os med en cocktail af smertestillende og en fortsat naiv tiltro til hovedstadens sygehusvæsen. Klokken 02 om natten møder vi atter op på fødemodtagelsen, da Maries veer er for voldsomme til, at vi trygt kan blive hjemme. Vi får en seng på et sparsomt udstyret venteværelse uden toilet. Det manglende toilet er en vigtig detalje, da Marie gerne vil gøre brug af muligheden for et lavement. Men udsigten til at skulle igennem et fyldt venteværelse mod et fælles toilet med risiko for et ikke særlig værdigt uheld på vejen gør, at Marie i første omgang gerne vil vente, til hun får en fødestue.

Mange timer senere

Selv om vi gennem de næste mange timer gentagne gange spørger til muligheden for at få foretaget et lavement, bliver dette glemt i travlheden. Marie har på et tidspunkt ikke kunnet tisse i omkring 12 timer, hvilket hun både over telefonen og personligt har informeret flere jordemødre om. Et kateter ville have været en løsning på dette, men travlheden kommer igen i vejen.

Næste morgen klokken 07 får Marie præventivt antibiotika på grund af den øgede risiko for infektion, da der på dette tidspunkt er gået de 18 timer siden vandafgangen.

Klokken bliver 11.30, før vi får en jordemoder og en fødestue. Altså mere end 16 timer efter, at vi ifølge anbefalingerne burde have fået en. Noget af det første, vores redningskvinde af en jordemoder gør, er at få tømt Maries blære med et kateter. Hun giver udtryk for, at det var godt, det blev gjort. Det kunne have været farligt med så fyldt en blære.

Marie er desuden nu for langt i sit forløb til at kunne få et lavement. Og hun har fået feber. Og den fyldte blære har formentlig gjort det unødvendigt besværligt for vores søn at kunne bevæge sig ned gennem livmoderhalsen. Han kunne altså måske være blevet født tidligere. Nu har jeg jo ikke ekspert på området, men det står klart, at det ikke er bestræbelsesværdigt at forlænge en fødsel unødvendigt af hensyn til både mor og barn.

En skarp kritik

Vores søn blev født klokken 14.30, og man kan roligt sige, at hans ikke ligefrem ukomplicerede fødsel, der de sidste 19 timer burde være foregået på en fødestue, kun foregik i trygge og sikre rammer i de sidste tre timer, inden han kom til verden.

Han blev efterfølgende indlagt på Behandling af Nyfødte, da han under den måske for lange fødsel – ligesom sin mor – havde fået en infektion. Godt nok kan helt ukomplicerede fødsler med de rette ressourcer også resultere i infektioner, men det bør stadig påpeges, at en sundhedsfaglig anbefaling lyder, at der stræbes efter en endt fødsel ikke senere end 18 timer efter vandafgang. Der er som nævnt øget risiko for infektion ved fødsler som min søns, som fandt sted en hel del senere end 18 timer efter vandafgang.

Vi kan ikke med sikkerhed vide, om min søns og min kærestes infektioner hænger sammen med den muligvis unødigt forsinkede fødsel, men indlysende er det for os, at det mere end velmenende og dygtige personale på Herlev Fødemodtagelse og Fødegang ikke tildeles de nødvendige ressourcer til at kunne leve op til den behandling, der havde været sikrest, tryggest og mest hensigtsmæssig for både Marie, mig selv og vores søn.

Personalet er simpelthen sat i en utaknemmelig situation, hvor det har alt for travlt. En travlhed, der desuden også udmøntede sig i, at min søn ikke fik taget sin hælprøve inden for de 72 timer, hvor den ifølge Statens Serum Institut senest skal tages. Denne prøve tages for at sikre tidlig behandling af 18 sjældne, men alvorlige medfødte sygdomme.

Der bør rettes en stor tak til det fantastiske personale på Herlev Fødemodtagelse, Fødegang og Behandling af Nyfødte, hvis omsorg vi og vores nu raske, glade og sunde søn nød godt af.

En særdeles skarp kritik skal dog rettes mod direktionen på Herlev Hospital, regionsrådet og de andre ansvarshavende instanser og personer, der åbenbart ikke er deres opgave moden.

Falsk reklame er det også, at vores nuværende statsminister påstår, hun vil være børnenes statsminister. Det er hun ikke, og det bliver hun ikke, før alle landets fremtidige gravide kvinder og deres endnu ufødte spædbørn bliver mødt på ethvert givent dansk hospital af de ressourcer og antal medarbejdere, det kræver at skabe rammerne for en tryg og sikker fødsel. Det har de og det personale, der skal bistå et nyt lille menneskes første møde med verden, ret til.

Mikkel Sandfeld Oppermann er udlært kok

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Sabine Behrmann

Det er svært ikke at se det som andet end kynisme: Folk får jo alligevel børn, uanset de vilkår man byder dem. Så kan man lige så godt spare dér.

Estermarie Mandelquist, Christel Gruner-Olesen, Eric Philipp, Nette Skov, Eva Schwanenflügel, Inge Lehmann og Sara Arklint anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Det kan du takke Venstre og Den-Lille-Svindler for efter 20 års skattelettelser og nedskæringer af det offentlige.

Har du igennem årene stemt på nogen fra den fløj, så er du selv skyld i det. Men det ved jeg selvfølgelig ikke om du har.

Torben Arendal, Egon Stich, Jo Kjærsgaard, Carl Chr Søndergård, Mogens Holme, jens christian jacobsen, Birte Pedersen, Inge Lehmann og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

Jeppe Lindholm, det grænser altså til revisionisme af værste skuffe, når VK(O) får al ansvaret for nedskæringen af den danske velfærdsstat - selvom jeg godt ved at det kan være upopulært at skrive det på Information.dk.

Vi skal have De Radikale med i puljen. Og Socialdemokratiet (som både under Thorning og Nyrup svang knivene). Og så er der altså EUs pakker, semestre og landehenstillinger m.m., som har drevet neoliberalisering (inkl. austerity-politikker) i flere årtier. Det er vigtigt, mener jeg, for de offentlige samtaler at der ikke snævres ind på enkelte udviklingsagenter, men i højere grad sker en iagttagelse af de mange politisk-institutionelle-økonomiske drivkræfter som har bragt udviklingen.

Torben Arendal, Jesper Edinger Andersson, Carl Chr Søndergård, Peter Høivang og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

Og det mærkelige er at antallet at jordemødre et staget med 60% over de sidste 15 år.

Peter Koch Larsen, Claus Nielsen og Erik Fuglsang anbefalede denne kommentar

@Jeppe Lindholm
22. februar, 2021 - 10:36
"Det kan du takke Venstre og Den-Lille-Svindler for efter 20 års skattelettelser og nedskæringer af det offentlige."
Hvor har dine påstande fra?

Sandheden om de offentlige udgifter, herunder sundhedsudgifterne, endda målt i faste priser er ifølge Danmarks Statistik:

"De samlede offentlige udgifter er steget med 15 pct. fra 2000 til 2017 (målt i 2010-priser....Med en stigning på 46 pct. står sundhedsudgifterne for den højeste vækst, og de har været stigende i stort set hele perioden"

Se evt. nærmere i https://www.dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/nyt/GetAnalyse.aspx?cid=31651

jens peter hansen

Jeppe Lindholm skrev for et par dage siden at man måtte skippe de gamle, for at redde de unge da de alligevel ikke havde noget liv. Tjah

Claus Bødtcher-Hansen

22/feb/2021

Begge mine børn blev født hjemme,
hvor vi boede, den første i 1967 og
den anden i 1972 - i øvrigt med den
samme, dejlige jordemoder.

Og begge fødsler tog, fra konen lag-
de sig til rette og barnet derefter
var vel ude, knap en halv time - herligt :-) ...

Kærlig hilsen
Claus

Anne-sophie Hjort

Nils Bøjden: Jordemødrene skal nu bruge oceaner af tid på sundshedsplatform, opfyldning af linned mm samt andre opgaver som tidligere blev varetaget af sygehjælpere. Dem er der sparet på.

Jeppe Lindholm

Der er vist nogen her som har sovet siden 2002. Fred være med det. At Venstre og Den-Lille-Svindler har givet skattelettelser til særligt de mest velstillede gennem snart 20 år og ligeledes har omsat skattelettelserne ved at nedskære det offentlige udgifter, herunder i særdeleshed sundhedsvæsenet, igennem ligeledes snart 20 år er fakta uden sidestilling. Og så er det jo ligegyldigt om det skrives på Information eller Facebook.

Og ja. De ældre reddes på de unges bekostning. Og ja, de gamle 80+ har haft chancen for at leve deres liv. Fremtiden tilhører de unge.

Sådan er det.

Jeppe Lindholm

Og ikke nok med at Venstre og Den-Lille-Svindler har skåret massivt ned på det offentlige sundhedsvæsen i 20 år. Venstre har samtidig gennemført massiv offentlig tilskud til private sygehuse, som har tjent kassen på tilførelser af offentlige skatte kroner.

Så de danske skatte ydere har ikke kun måttet lide massive nedskæringer af det offentlige sundhedsvæsen. De har også måttet skatte finansiere aktieudbyttet for privatsygehusenes aktionære. Velhavende aktionære, som samtidig har nydt godt af massive skattelettelser.

Tilbage står den almindelige danske hårdt arbejdende lønmodtager helt til grin.

@Jeppe Lindholm

Du skriver gentagne gange, at der er skåret massivt ned på det offentlige sundhedsvæsen i 20 år.

Har du nogen som helst form for kilder, der dokumenterer (eller blot underbygger) at sundhedsvæsenet har færre økonomiske ressourcer til rådighed nu end for 20 år siden?

jens peter hansen

Fra 2000 til 2017 er de offentlige sundhedsudgifter i Danmark steget med 46 pct. i faste
priser. Det er markant mere end de samlede offentlige udgifter, som er steget med 15 pct.
• Sundhedsudgifterne pr. indbygger er øget med 35 pct. i faste priser siden 2000.
• Antallet af ambulante behandlinger og indlæggelser på hospitalerne er steget med henholdsvis 34 og 17 pct. fra 2008 til 2017, mens antallet af sengedage er faldet med 18 pct.
på trods af flere indlæggelser.
• Fuldtidsbeskæftigelsen i det offentlige sundhedsvæsen er steget med 18.000 siden 2008 til
et niveau på 184.000 fuldtidsbeskæftigede i 2017. Beskæftigelsen inden for de øvrige offentlige serviceområder (såsom social beskyttelse, undervisning og forsvar) har enten været
faldende eller stort set uændret.
• Ligesom Danmark bruger de fleste andre EU-lande en større andel af BNP på sundhedsområdet end i 2000. De samlede (offentlige og private) sundhedsudgifter i Danmark er øget
fra 7,9 pct. i 2000 til 9,8 pct. i 2016. Kun Grækenland og Ungarn brugte i 2016 en mindre
del af BNP på sundhed end i 2000.

Disse oplysninger findes på det link Erik Fuglsang lagde på nettet.
https://www.dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/nyt/GetAnalyse.aspx?cid=31651

Læs indholdet her og bliv overrasket.
Det gør naturligvis ikke fødeskandalerne i region Hovedstaden mindre, men viser at det er Jeppe Lindholm, manden der mener at dem over 80 intet liv har, er immun over for kolde facts.

Jens Christian Jensen

Ja, der er masser af dokumentation der modsiger Jeppe, men desværre er og bliver han faktaresistent. Trist.
Han trænger nok til en krammer :-)

Det danske sundhedsvæsen er gennem de sidste årtier blevet NPM-udviklet, hvilket naturligvis ikke har gjort det billigere - og man skal have med at de medicinske udgifter er øget, kravene til administration, kontrol og IT-performance er øget drastisk - og så er der prestigeområder som kræft og hjerte i sundhedssektoren, som der er investeret væsentlige ressourcer i. Det danske sundhedsvæsen er væsentligt forandret gennem de seneste tyve år - og supersygehusenes æra sår for døren.

Jeppe Lindholm skrev om nedskæringer i det offentlige og Løkke et al.s ansvar herfor - men man skal huske at Løkke og Rasmussen gjorde sundhedsområdet til et populistisk flagskib, et fritvalgsområde med topservice til den bevidste forbruger. I samme periode fik vi private sundhedsforsikringer, en øget brug af privathospitaler samt en periodisk overbetaling til disse. Jeg tror/troede at Lindholm egentligt mente velfærdsstaten, som har et bredere perspektiv og udover sundhed omhandler hjælp v. arbejdsløshed, pension, adgang til uddannelse, retssikkerhed, demokrati/medbestemmelse, social trivsel, stabilitet/fred o.a.

jens peter hansen

Det må være dejligt at få andre til at fortælle hvad du egentlig mener, Jeppe Lindholm.