Kommentar

Sognepræst: Begravelsessamtalerne med de pårørende giver mig livsmodet tilbage

Når pårørende sætter sig på mit kontor før en begravelse, hører jeg, hvordan de har levet deres liv, og hvad der var vigtigt for dem. Deres livshistorier sparker til mit periodisk tunge sind og får mig til at tænke over, hvordan jeg selv bør leve mit liv, skriver sognepræst Ane Sofie Lindegaard i dette debatindlæg
Livet leves nu – ikke til sommer, når Danmark er blevet åbent igen, eller når jeg har opnået det ene eller andet ude i fremtiden, skriver sognepræst i Vallensbæk Kirke Ane Sofie Lindegaard.

Livet leves nu – ikke til sommer, når Danmark er blevet åbent igen, eller når jeg har opnået det ene eller andet ude i fremtiden, skriver sognepræst i Vallensbæk Kirke Ane Sofie Lindegaard.

Nana Reimers

Debat
1. marts 2021

Begravelsessamtaler kaster et nådesløst lys over mit liv som sognepræst og kiler sig ind i mine længsler, ønsker og tabte drømme. Samtidig minder de mig ubønhørligt om, at livet leves nu og først som sidst handler om kærlighed.

Jeg hører om utallige fædre og mødre, brødre og søstre. Hører, hvordan de har levet deres liv. Hvad var vigtigt? Hvad gjorde de sig særligt umage med i deres liv? Hvordan var deres kontakt til andre? Gik de kærlighedens vej, eller var de i højere grad foldet ind i sig selv? Hvilke spor sætter de sig? Hvordan får de lov til at leve videre? Hvad har de pårørende mistet?

Som sognepræst stiller jeg disse spørgsmål til alle de pårørende, der gennem tiden har siddet på mit kontor.

Og jeg hører mange livshistorier. Heldigvis mange livsbekræftende beretninger; vidnesbyrd om fædre og mødre, der har været til stede i børnenes liv. Jeg hører om store temperamenter, der har printet sig ind i små børns hukommelser. Og om dem, der gik stille gennem livet. Jeg hører om dem, der var taknemmelige over det, livet gav dem – selv midt i lidelsen kunne de glæde sig over morgenrøden og vibens skrig.

Jeg hører om dem, hvor vreden forgiftede deres liv og gjorde det bittert og ufremkommeligt. Og allermest om dem, der levede deres liv midt i al hverdagsrodet. Der, hvor glæde og sorg vandrer sammen. Der, hvor de hele tiden øvede sig i at leve med de vilkår, livet ubønhørligt gav dem uden at spørge om lov.

Det, der altid står på bundlinjen af ethvert menneskes liv og skinner igennem i sit nærvær eller fravær, er kærlighed.

Hvordan vil jeg leve?

Jeg hører om mennesker, der levede liv, jeg drømmer om. Forældre, der med lidenskab og stor stædighed oplærte deres børn i at have interesser og være vedholdende med det, der tager tid. Og jeg tænker skræmt på mine to drenge, der sidder derhjemme begravet i computerspillenes forlystelsespark. Hvad har jeg lært mine drenge? Hvor er deres interesser?

Jeg hører om forældre, der nok var faste i deres opdragelse, men aldrig hævede stemmen over for deres børn, aldrig skældte ud, noget de voksne børn har taget med sig med glædens eftertryk. Og jeg tænker med rædsel på alle de gange, jeg fuldstændig mistede besindelsen over for mine drenge og flåede døre op, som de havde søgt tilflugt bag.

Jeg ser befrielsen malet i enkemandens øjne efter at have sluppet af med en dominerende kone, der med alle sine faste ideer havde gjort livet stramt og surt for den stakkels mand, der modtog brok og kritik de fleste dage. Og jeg tænker med frygt på alle de gange, jeg har kritiseret min mand – bare fordi han gør tingene komplet anderledes end mig. Alt det, jeg aldrig har rost ham for, fordi irritationen gik af med sejren.

Jeg hører om hjem, der var åbne for enhver og ofte fyldt med gæster og levende stunder, og jeg spekulerer over, hvor alle vores gæster bliver af, hvorfor vi aldrig får inviteret nogen. Ikke bare så vores drenge også kunne vokse op i et hjem fuld af musik, men måske mest af alt fordi det ville bringe glæde at fylde hjemmet med hverdagsgæster.

Jeg hører om børnerige familier, og jeg savner det tredje barn, som min mand ikke ville have, og jeg blev for gammel til at få. Og så hører jeg om de børn, der har passet og plejet deres gamle, syge forældre, og jeg tænker med sorg på, hvordan jeg kunne have været der meget mere for min far dengang. Og jeg prøver at love mig selv, at jeg vil være der for min mor.

Når de pårørende har forladt min sofa, og der er blevet stille på mit kontor, runger ekkoet højt: Hvordan lever jeg selv mit liv?

Livet leves nu

Det vedvarende indtryk, begravelsessamtalerne giver, er, at livet leves nu – ikke til sommer, når Danmark er blevet åbnet igen, eller når jeg har opnået det ene eller andet ude i fremtiden. Livet er nu og leves midt i alle længslerne, i savnet og sorgen over det, der ikke blev. Midt i hverdagens hvirvelvinde mellem kaos og fred, og alle gentagelserne midt imellem.

Det mest opbyggelige, jeg hører om, er de mennesker, der har forstået lige præcis det – at livet er i dag at stå op, i dag at elske. Deres livshistorier sparker til mit periodisk tunge sind og insisterer på at give mig livsmodet igen. Og jeg bærer dem med, fortællingerne om de mennesker, der elskede livet højere end døden.

Det, der altid står på bundlinjen af et menneskes liv, er kærlighed. Og det er min trøst. For selv om mit liv ikke blev, som jeg havde troet, selv om jeg ikke fik et barn mere, og mit hjem ikke blev det store og åbne hjem, hvor folk bare kom og gik, og jeg eftertrykkeligt ved, at jeg også er en rasende mor og til tider forfærdelig kone, så ved jeg, at jeg elsker dem og mit liv helt ind i himlen. Og jeg ved, at det skinner igennem.

Det er min trøst, at kærligheden er størst. Det er i hvert fald mit håb.

Ane Sofie Lindegaard er gestaltterapeut og sognepræst i Vallensbæk Kirke.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Freddie Vindberg

Endnu et livsbekræftende indlæg af Ane Sofie Lindegaard.

Kan stærkt anbefales.