Kommentar

Studerende: Fortæl os, hvad vi gør galt – ellers forbedrer vi os aldrig

Universiteterne svigter, når de ikke giver studerende en begrundelse for deres eksamenskarakterer. Det bør gøres obligatorisk at give studerende feedback på deres opgaver. For ellers bliver det umuligt nogensinde at forbedre sig, skriver studerende Mathilde Brun i dette debatindlæg
Debat
19. februar 2021

Forestil dig følgende:

På dit arbejde har du lige færdiggjort et større projekt, som du lagde en del blod, sved og især tårer i (samt indtil flere spande kaffe og desperate nætter).

Din chef har nu kaldt dig ind til evaluering.

Du går med lette og nervøse trin ned ad kontorets lange korridorer, forsøger at holde blikket ret mod din destination og banker på chefens dør med en sikker, men også lidt rystende næve.

Chefen byder dig indenfor, og du sætter dig ned i en lettere ukomfortabel stol. Så siger din chef:

»Ja, angående projektet … Jeg har givet dig en score på syv ud af ti. Det var det!«.

Din chef giver dig nu hånden, du giver også hånden, måske lettere forvirret over, hvad der egentlig lige er sket, og du skubbes ud af lokalet med en høflig, men bestemt hånd på den øverste del af din ryg.

Nu står du der. Ikke en pind klogere.

Dette scenarie ligner desværre i alt for høj grad det, der sker, når universitetet præsenterer dig for dine eksamenskarakterer?

Jeg har gået på universitetet i et stykke tid nu.

I den tid er jeg blevet udfordret, jeg har fået åbnet min horisont, og jeg har lært virkelig meget – og jeg nyder det!

På universitetet prikkes der til selv den mindste antagelse, og gennem undervisere samt medstuderende kan man få indblik i et utal af ting, som man måske ellers aldrig havde fået. Kort sagt er universitetet en gave for samfundet.

Men, der er dog et kæmpe stort problem ved at gå på universitetet. For et af de største formål med universitetet er at forberede studerende på arbejdsmarkedet, også kendt som ’det virkelige liv’. Men som det blev understreget i starten, så sker det altså ikke i eksamenssituationer.

Når man får sin eksamenskarakterer tilbage, så får man et tal. Det er det. Ingen begrundelse, ingen feedback. Hvordan skal man arbejde sig frem til den bedste akademiske version af sig selv, når man ikke engang ved, hvad man gør galt?

Derfor mener jeg, at det bør være obligatorisk for universiteterne at give en begrundelse for, hvorfor den studerende har fået en bestemt karakter.

Det behøver ikke være en sides feedback. For selvfølgelig har underviserne ikke tid til at aflevere en bedømmelse på samme længde som Tolkiens samlede eventyr til hver eneste elev. Måske bare en lille liste. Sådan en med tre til fem punkter, som beskriver, hvad der er godt, og hvad der måske skal forbedres.

Selv bare det mindste er bedre end ingenting.

Mathilde Brun er studerende

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg ved ikke, hvilket fag Matikde læser og på hvilket universitet. Men både som underviser og senere son censor kan jeg sige, at de(n) studerende altid har fået feed-back på deres eksamen.

Hej Per, tak for din kommentar!

Jeg går på Aarhus Universitet, hvor jeg læser medievidenskab på 4. semester.

Jeg ved ikke, hvorvidt mine oplevelser er universale for alle samtlige uddannelser, men jeg kan informere dig om, at til alle samtlige eksaminer, hvor jeg har modtaget feedback, har jeg henvendt mig specifikt til underviseren.

Dette kan bl.a. betyde, at underviserens feedback bliver forsinket, da ikke kun skal underviseren mentalt genopfriske min opgave, men der kan gå op til en måned før, at underviseren har tiden til faktisk at gøre det.

Derfor appellerer jeg for, at feedback skal ske automatisk. Dette er også hensigtsmæssigt, idet underviseren på denne måde ikke har 30+ studerende, som oversvømmer deres inbox med ønsker om kommentarer på deres eksaminer.

Laurits Rasmussen

Kære Mathilde - tak fordi du sætter fokus på et relevant problem. Og du er ikke den eneste. Omkring halvdelen af studerende på videregående uddannelser oplever det samme som dig, hvis man skal tro "læringsbarometerundersøgelserne" fra Uddannelses- og Forskningsministeriet. Måske er det kun den mindste del af problemet du fokuserer på - nemlig manglende tilbagemeldinger efter eksaminer og prøver. Det er mindst ligeså relevant at zoome ind på den feedback (eller mangel på samme) studerende får i forløbene OP til eksaminer og prøver. Her gemmer sig nemlig det største læringspotentiale. Og automatisk feedback efter prøver er ikke nødvendigvis en god investering. Vores undersøgelser viser eksempler på, at op i mod 40 % af al feedback aldrig bliver læst, når det er feedback der gives på opgaver der allerede er afleveret. Igen: Mere fokus på processen. Vores anbefaling er derfor: Giv studerende den feedback de selv beder om. Sæt de studerende i centrum og giv studerende som dig bedre muligheder for at medskabe lærerige feedbackprocesser. Det er i øvrigt også hvad jeg ville forvente at mine medarbejdere: Bed om feedback undervejs. Dét er, at uddanne til arbejdsmarkedet. Også her har du en vigtig pointe. Tak for at udtrykke den!