Her er tre grunde til, at regeringens grønne landbrugspolitik er sort snak

62 procent af Danmarks areal er under plov. Danmark er Europas mest opdyrkede land samt det land, der har mindst vild natur og den ringeste biodiversitet.

Samtidig er vi det land i verden, der har flest svin pr. indbygger, og derfor dyrker vi foder på næsten alle vores kæmpestore, monokulturelle marker.

Det er nogle af de store udfordringer, der skaber et pres på klimaet, naturen og miljøet, og som kræver resolut handling i de aktuelle forhandlinger om landbrugets bidrag til at nå Danmarks klimamål. Her skylder regeringen stadig at komme med løsninger og svar.

For mange landbrugsdyr

Der er ikke meget plads til vild natur, skov, insekter og fugleliv i Danmark, og vores vandmiljø rammes af ødelæggende iltsvind som følge af massiv udledning af kvælstof, hvoraf 60-70 procent stammer fra landbruget. De seneste mange rapporter fra DTU Aqua viser, at antallet af fisk i kystnære områder er faldet drastisk, hvilket især skyldes tilførslen af næringsstoffer fra land.

Dertil kommer ammoniakforureningen fra landbrugsdyrene, der koster Danmark op mod fire milliarder kroner om året i sundhedsudgifter og er så voldsom, at EU har pålagt os at reducere den markant.

På trods af den intensive foderdyrkning har vi langtfra afgrøder nok til at fodre Danmarks produktion af 33 millioner grise og over 120 millioner producerede kyllinger samt en kvægbestand på halvanden million. Derfor importerer vi årligt 1,7 millioner ton soja fra især Sydamerika, hvor dyrkningen fører til fortsat skovrydning og udledning af store mængder klimagasser.

Selv fraregnet sojaimporten udleder landbruget cirka en tredjedel af alle klimagasser i Danmark – hvoraf omkring 90 procent kommer fra dyrene og dyrkningen af foder til dem.

De mange problemer, som er direkte relateret til det absurd høje antal landbrugsdyr, koster samfundet mange milliarder.

Alligevel satser regeringen benhårdt på det dybt forgældede, industrialiserede animalske landbrug, hvor den mindste klimareduktion per kilo kød – opnået med offentlige støttekroner – markedsføres som en del af Danmarks klimaløsning

Her er tre nylige eksempler:

1. Antallet af klimabelastende dyr øges

I efteråret tredoblede regeringen statsstøtten til nye svine- og kvægstalde. Oprindeligt var der afsat 170 millioner kroner i 2020, men det blev hævet til 500 millioner. Fordi regeringen mener, at nye stalde vil reducere ammoniakudledningen og klimabelastningen, men i virkeligheden er det greenwashing af endnu et direkte statstilskud til den animalske branche.

Der står nemlig udtrykkeligt i betingelserne, at »Projekter vedrørende ombygning eller totalrenovering af eksisterende staldanlæg ikke kan få tilskud i denne ordning«. Der er imidlertid intet krav om, at eksisterende stalde skal fjernes, når man får tilskud til en ny stald. Derfor vil støtten kun øge antallet af klimabelastende dyr i Danmark.

Politikken ville være grøn, hvis regeringen gav støtte til svine- og kvægproducenter, der reducerer eller indstiller produktionen permanent, for så ville man reducere selve kilden til forureningen og klimabelastningen – nemlig det enorme antal landbrugsdyr.

2. Kød prioriteres højere end planter

Det andet eksempel så vi, da tidligere fødevareminister Mogens Jensen i november jublede over, at Promilleafgiftsfonden for landbrug frem mod 2030 vil bruge en milliard kroner på såkaldt »udvikling af et grønnere dansk landbrug«.

Fonden får hvert år 233 millioner kroner fra staten og er altså betalt af skatteborgerne.

Pengene gives til at styrke fire områder:

Det første område er dyrs fordøjelse gennem eksempelvis mere klimavenligt dyrefoder. Altså en direkte styrkelse af kødproduktionen.

Det andet område er ’grønnere gødningsformer’, som er en støtte til dyrkning af lidt grønnere dyrefoder, eftersom 80 procent af landbrugsarealet bruges til dyrefoder.

Det tredje område er støtte til forskning i jordens potentiale for optag og udledning af klimagasser – altså støtte til at nedbringe klimagasudledningen fra de 80 procent af landbrugsjorden, der bruges til dyrefoder.

Og det fjerde område er til ’grønnere metoder for håndtering af gylle’ – et forsøg på at gøre dyrenes efterladenskaber en smule mindre belastende for miljø og klima.

Disse penge burde i stedet være blevet brugt på forskning i fremtidens plantebaserede fødevarer og til at bringe Danmark foran i det internationale kapløb om at være bedst til at producere dem. Men nej – de bruges på at bevare kød- og mejeriproduktionen.

3. Potentialer overses

Det tredje eksempel så vi, da samme minister i efteråret stemte for EU’s ministerråds forslag til de næste syv års landbrugsstøtte – Common Agricultural Policy (CAP).

På Twitter skrev ministeren: »Har lige indgået aftale om en ny grøn landbrugspolitik i EU.«

Men ak, ministerrådets forslag er i den grad systembevarende og vil stort set fortsætte EU’s hidtidige bevidstløse støtte til kød- og mejeriproduktionen.

Regeringen har mere travlt med at sikre nuværende arbejdspladser og produktionen af verdens mest klima- og miljøskadelige fødevarer end at lægge retningen for en gradvis omlægning af landbruget til at have fokus på fremtidens plantebaserede mad og en deraf følgende sikring af fremtidige arbejdspladser.

Men hvad med alle arbejdspladserne i svinestaldene, på slagterierne og mejerierne, i transportbranchen og hos den lokale smed? Hvad skal der ske med dem? Der er masser af arbejdspladser og eksportmuligheder i produktion af plantebaserede fødevarer.

Samtidig kan vi spare statsbudgettet for milliarder ved gradvist at omlægge produktionen, fordi samfundet slipper for de omkostninger, kød- og mejeriproduktionen påfører samfundet.

Der ligger et stort potentiale i det fremadstormende salg og den voksende eksport af plantebaseret mad samt i de forskningsprojekter i plantemad, der er i gang på blandt andet universiteter. Regeringen burde i meget højere grad understøtte denne udvikling.

Regeringen må ændre fokus

Heldigvis er der få lyspunkter i form af de mange græsrodsagtige landbrug, der skyder op. Visionære små og store landmænd, der insisterer på at holde dyr på en anstændig måde og samtidig producere plantemad.

Men der kommer først for alvor gang i den nødvendige omlægning af landbruget, når regeringen skifter kurs.

Dansk landbrug er stærkt og dygtigt og har igen og igen bevist, at det er i stand til at omstille sig til tidens krav. Tænk blot på dannelsen af andelsbevægelsen, dræningen af Danmark og udvikling af banebrydende teknologi og avlsarbejde inden for eksempelvis svineproduktion.

Nu er tiden kommet, hvor dansk landbrug skal ændre fokus fra fortidens fødevarer til fremtidens plantebaserede mad. Den udvikling kræver en visionær regering, der har viljen og modet til at gå op mod de bomstærke storlandmænd og gennemtvinge en gradvis omlægning. Det betyder markant færre stalde og markant færre dyr.

I de politiske forhandlinger om landbrugets bidrag til opnåelse af 70-procents-reduktionsmålet har regeringen nu chancen for at bevise, at dens politik er grøn og ikke sort. Desværre tyder intet i regeringens hidtidige udmeldinger på, at den vil benytte den eneste farbare vej til regulære reduktioner i landbrugets klimagasudledning – nemlig en markant reduktion af antallet af landbrugsdyr.

Kristian Sloth er landbrugspolitisk rådgiver hos Greenpeace Danmark.