Kommentar

Trumps fald fra magten indvarsler ikke en svækkelse af populismen i andre lande

Donald Trumps beskæmmende fald fra magten indvarsler næppe nogen svækkelse af autoritære populister i andre lande, da hvert land har sin egen politiske kontekst, og populisterne lærer af hinandens fejl, skriver politolog Jan-Werner Müller i denne klumme
Hinduer angriber en muslim under tidligere uroligheder i New Delhi. Selv hvor vold vitterligt tilskyndes, som i forfølgelsen af muslimer i Indien under det herskende hindu-nationalistparti BJP, er figurer som Modi forsigtige med selv at komme med offentlige udtalelser, der kan tolkes som direkte tilskyndelse.

Hinduer angriber en muslim under tidligere uroligheder i New Delhi. Selv hvor vold vitterligt tilskyndes, som i forfølgelsen af muslimer i Indien under det herskende hindu-nationalistparti BJP, er figurer som Modi forsigtige med selv at komme med offentlige udtalelser, der kan tolkes som direkte tilskyndelse.

Danish Siddiqui

Debat
3. februar 2021

Verden over håber mange venstreliberale nu på, at den beskæmmende afslutning på Donald Trumps præsidentembede – hans medanstiftende rolle i stormen på Kongressen, der skaffede ham en rigsretssag på halsen – vil kunne få autoritære populister i andre lande til at lægge en dæmper på sig selv. Beklageligvis er denne forhåbning naiv.

Forestillingen om en ’populistisk bølge’, der siges at være skyllet over verden i de seneste år, er en klichéfortælling. Realiteten er, at populistiske lederes magtovertagelser og fald sjældent får de store transnationale følger. Så lidt som der findes en ’ære blandt tyve’, findes der nogen sand solidaritet i den ’populistiske internationale’.

Trumps bonkammerater – fra Indiens premierminister, Modi, til Israels premierminister, Netanyahu, ja selv Ruslands præsident, Vladimir Putin – har da også for længst anerkendt Joe Bidens valgsejr.

Hertil kommer, at Trump i nogle henseender er en atypisk populist. Højrepopulister ved regeringsmagten vil som regel være påpasselige med at opretholde et skær af lovlighed og vil afstå fra selv at blive direkte forbundet med gadevold.

Stormen på Kongressen den 6. januar var et åbenlyst udslag af desperation og varsler næppe en lignende skæbne for populistiske og højreradikale bevægelser andre steder. Måske er dens eneste lære, at også andre populistiske kleptokrater kan finde på at gribe til voldelig gademobilisering, hvis de bliver trængt op i en krog.

Dominoteori

Liberale tror sig ofte bedre i stand til at gennemskue verden i dens kompleksitet end de populister, som ’forfladiger alt’. Men det er i virkeligheden de liberale, der har lanceret den stærkt forsimplede tese om en global populistbølge, der skulle overflødiggøre en nøjere analyse af de nationale kontekster.

Ifølge denne tvivlsomme dominoteori – som populisterne dog selv har taget til sig – skulle Trumps uventede valgsejr i 2016 jo have ført til endnu flere højrepopulistiske sejre i andre lande.

Men det modsatte skete. Nobert Hofer tabte i Østrig, højredemagogen Geert Wilders fik trods støtte fra Trump et ringe valg i Holland, og i Frankrig bekræftede Marine Le Pens klare nederlag til Emmanuel Macron i 2017, at eurotrumpisme nok alligevel ikke var nogen sikker vej til sejr.

Meget afhænger desuden af andre aktører, som ikke selv er populister. I USA kunne Trump kun triumfere, fordi han fik støtte fra den konservative elite hos republikanerne. Når højrepopulister i Nordamerika og Vesteuropa er kommet til magten, er det altid sket med støtte fra centrum-højre-kræfter (Italien er den enlige undtagelse). Og selv om de partier og den politiske adfærd, vi forbinder med højrepopulisme, i høj grad ligner hinanden, kan årsagerne til deres fremvækst være højst forskellige.

Legalisme

I det, nogle observatører har kaldt ’autokratisk legalisme’, følger mange regerende højrepopulister nøje de formelle regler og praksisser for at bevare et skin af neutralitet og kunne sandsynliggøre egne benægtelser af urent trav. I modsætning til Trump forstår disse ledere, at gadevold, der udløses af ukontrollerbar bevægelser, kan give store bagslag.

Selv hvor vold vitterligt tilskyndes, som i forfølgelsen af muslimer i Indien under det herskende hindu-nationalistparti BJP, er figurer som Modi forsigtige med selv at komme med offentlige udtalelser, der kan tolkes som direkte tilskyndelse.

Tilsvarende benytter den ungarske regering sig nok af racistiske og antisemitiske antydninger, men premierminister Viktor Orbán selv er omhyggelig med at lade det blive ved antydningens kunst for ikke at kompromittere det afgørende forhold til de tyske kristendemokrater og den tyske bilindustri.

Den seneste udvikling i USA har vist, at konservative eliter, der er parat til at samarbejde med autoritære populister, i sidste ende vil tolerere meget.

Populister, der er klogere end Trump kvæler helst demokratiet langsomt gennem juridiske og konstitutionelle manipulationer. Men når højrepopulistiske kleptokratier, der har baseret sig på en sammensmeltning af big business og polariserende splittelsespolitik, falder fra hinanden, går det ikke stille af sig.

© Project Syndicate og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kristian Knudsen

tankevækkende

Pernille Vermund ?

Birte Pedersen

Og i den grad Pia Kjærsgaard?

Jeg synes at artiklens fokus er relevant, men måske mangler der lidt ideologisk bredde (husk bl.a. Hollande i Frankrig, Blair i UK, Thorning i Danmark m.fl. - allesammen iklædt utroværdig, men populær vælgerflæsk). Og erindringsværdigt er det vel også at Obama udtalte at han var den rigtige populist; ikke Trump.

Jeg savner virkelig lakmusprøven, som adskiller populister fra andre populære politikere , som blot kaldes demokrater med folkelig appel!

Altså hvem i blandt vore kendte politikere kan klare testen og komme ud i solskinnet som populære, men også uden visse populisme pletter!?