Kronik

Selv om min ungdoms aktivisme var ensporet og unuanceret, savner jeg i dag dens passion

Aktivismen fyldte meget i 80’erne, og vi var sikre på, vi havde fundet sandheden om alt fra EU og NATO til atomkraft. Vi tog fejl i pænt mange sager, men i dag savner jeg alligevel passionen fra dengang, når vi sidder i forstaden og diskuterer hjemmelavet pesto, skriver tidligere aktivist Stefan Katic i denne kronik
Selv om vores analyser dengang ikke ramte plet, var det sjovt, udviklende og indlysende rigtigt at være aktivist, skriver Stefan Katic.

Selv om vores analyser dengang ikke ramte plet, var det sjovt, udviklende og indlysende rigtigt at være aktivist, skriver Stefan Katic.

Emilie Lærke Henriksen

Debat
12. februar 2021

Klokken ringer, og timen er slut. Ud på gangen og finde min olivengrønne parkacoat blandt alle de andre på knagerækken. Med adskillige lyseblå klistermærker med »Boykot det racistiske Sydafrika« og et par badges er min dog nogenlunde nem at finde.

I mine gymnasieår fra 1978 til 1981 på Amtsgymnasiet i Roskilde bærer jeg – bogstavelig talt – mine meninger uden på tøjet.

Lørdag formiddag deler jeg sammen med de andre fra Sydafrika-Aktion foldere ud på Stændertorvet og opfordrer til boykot af sydafrikanske produkter. Og selvom man ikke må, klistrer vi om aftenen – med dunkende hjerter, aktivistisk fryd og godt med tapetklister – plakater op med budskaber om boykot af sydafrikanske æbler og støtte til frihedsbevægelsen ANC.

En anden stor sag i 1980 er Chile. På årsdagen for kuppet i 1973 tager vi nogle stykker fra gymnasiet toget ind til København og går med i fakkeltog fra Chiles til USA’s ambassade. Et af kampråbene er »Cuba sí, yankee no«. Ikke videre nuanceret, og strengt taget handler fakkeltoget ikke om Cuba. Men det er noget nemmere at råbe end det hundesvære kampråb »El publo unido, jamás será vencido« (et forenet folk kan aldrig besejres).

I Organisation for Oplysning om Atomkrafts kælderbutik i Skindergade har jeg vagter som frivillig og sælger badges, klistermærker og T-shirts med den glade, gule sol og teksten »Atomkraft? Nej Tak!«. Disse T-shirts har for længst endt deres dage som maler-T-shirts i min garderobe.

Én bestemt begivenhed fik mig for nylig til at tænke tilbage på mit aktivistiske år 1980: Brexit.

I tiden op til Storbritanniens farvel til EU kunne vi på tv gense jubelscenerne fra 2016, hvor afstemningsresultatet blev kendt, og briterne gik amok i glæde over nu at kunne bestemme alting selv. Idioter, tænkte jeg, da jeg så klippet.

Tid til at vågne op

Men hov, kammerat, du var da selv imod EU engang? Ja, ja, men vi var imod hele pakken. Imod EU, imod NATO, imod atomkraft og i hvert fald imod undervisningsminister Bertel Haarder, som vi var bundsure på i de år.

I dag ringer vækkeuret højlydt for mig. Med briternes Brexit står det klart, at kun én ting er værre end at være med i EU: at være uden for EU. Samtidig er verden anno 2021 uden for NATO ikke noget trygt sted for Danmark at være. Og så er der en klimakrise, som betyder, at jeg nok ikke afviser atomkraft helt så skråsikkert som dengang. Godt ingen lyttede til os i 1980.

Selv om vores analyser dengang ikke ramte plet, var det sjovt, udviklende og indlysende rigtigt at være aktivist. Jeg er glad og stolt over min aktivisme, når det kommer til Chile og Sydafrika – selv om ANC fik noget travlt med at fylde bukselommerne med pengesedler, da de kom til magten. Men det er en anden sag.

Og set i bakspejlet betød den folkelige kamp mod atomkraft, at der blev satset på vindenergi, hvor Danmark i dag indtager en førende position.

I den mere komiske ende er der også sager, som i dag er pist væk. Nej til en storebæltsbro forkyndte således et gult klistermærke, jeg havde på min mappe. Man må nok sige, at den sag blev tabt. Og glemt.

Det samme gælder kampagnen mod USA’s neutronbombe (»Dræber alt levende uden at ødelægge fysiske ting«), som var en stor ting – dog mest for DKP og dets ungdomsorganisation. Og i den mere bizarre ende var der Kommunistisk Arbejderpartis Pol Pot-venlige plakat »Smiler folk ikke mere i Kampuchea?« Den tror jeg, de fleste 2.g’ere kunne gennemskue.

En stor, rød grød

Tiden omkring 1980 var helt normal, da jeg som 18-årig med Prins Valiant-hår, palæstinenser-tørklæde og Fjällräven-rygsæk stod midt i den. Genfortalt i 2021 lyder det som et eksotisk, fjernt stammesamfund befolket af medløbere. Jeg var en af dem og er i dag en lille smule flov over det.

Emilie Lærke Henriksen

Ingen kiggede ud over den store SF/VS-grød på gymnasiets morgensamlinger og spurgte, hvordan det kunne gå til, at stort set alle i salen mente det samme. »Vi bli’r et træ med dybe, dybe rø-ø-ødder, aldrig gi’r vi op,« sang vi.

Prøvevalgene på Amtsgymnasiet i Roskilde viste, at SF og VS kunne danne flertalsregering – uden at man behøvede Socialdemokratiet som støtteparti. »Ai-lio-lio-lai, for vi er socialister, ja vi er sociali-i-ister,« sang vi.

Som det vist nok eneste medlem af Radikal Ungdom (RU) på mit noget rødlige gymnasium løb jeg ind i en DKU’er, der dirrede af foragt over, at nogen kunne finde på at melde sig ind i RU. Som han hvislede: »I har jo ingen ideologi.« Der kom ikke yderligere argumentation end denne, men jeg kunne forstå på ham, at det var meget, meget slemt.

Det var en fin dannelse både politisk og socialt at være med i RU. Da jeg nogle år senere meldte mig ud, var det dog med en vis befrielse over ikke længere at blive mødt med forventningen om at skulle mene noget om alting.

Inden da, i oktober 1981, blev der arrangeret en kæmpedemo i Bonn med krav om stop for NATO’s opstilling af krydsermissiler og for et atomvåbenfrit Europa. En række demonstrationstog gik hver deres rute ind til centrum, hvor man samledes. Jeg røg med på en RU-bus til Bonn og overnattede i kælderen på en skole sammen med hundredvis af fredsaktivister fra hele Europa. Der var også et par busser med efterskoleelever fra Tvind – Den rejsende Højskole.

Mindre pesto, mere politik

Det var vist en fin march. Meget sigende husker jeg ikke så meget fra turen. Men en enkelt episode står dog knivskarpt:

Morgenen før den store stjernemarch betragtede jeg, hvordan Tvind-læreren på bedste bypartisanvis gav militant instruks til de helt unge elever. Der skete noget inde i mig. Det her var ikke noget, jeg behøvede være en del af. Jeg rejste til Bonn som deltager og kom hjem som iagttager.

Men man synger ikke ustraffet »Kringsatt av fiender« (krig er foragt for liv, fred er at skabe) rundt om lejrbålet igen og igen og igen. Tiden, jeg var en del af, kom til at sætte retning for mit liv. Samfundsfag var kosher i begyndelsen af 1980’erne – ikke kemi, historie eller teologi. Efter en mellemlanding på statskundskab på Aarhus Universitet begyndte jeg på samfundsvidenskab på RUC. Selvfølgelig.

I dag er jeg en klimabekymret rækkehusejer i Virum. Jeg følger nidkært Irmas tilbud og drikker sydafrikansk vin – nu må man nemlig godt. Hov, var det lige et flokdyr i ny forklædning? Måske.

I dag er det påfaldende, hvor lidt vi taler om samfundsudviklingen til middagsselskaber (der lige nu ikke må afholdes). Begynder nogen på det, bliver de nærmest mødt af en lidt overbærende holdning, indtil det går over, og talen igen falder tilbage på sporet om gourmetkaffe, succesrig hjemmelavet pesto og favorable feriemål. Det gør mig rastløs og en lille smule melankolsk.

Når nu vi nyvaccinerede mødes til middagsselskaber engang i løbet af 2021, håber jeg, at vi kan nulstille triptælleren og begynde at tale lidt mindre om pesto og lidt mere om politik.

Måske vi skal tilbage og have fat i det grundstof, som hedder gymnasieidealisme. Der var – trods 1.000 latterlige ting i tiden – et drive og en vilje til forandring, som jeg tror, de fleste stadig kan finde frem nede fra det dybeste hjørne af vinkælderen.

Og når jeg nu taler om kælderen: Mit ’Ud af EU’-badge ligger i dag dernede sammen med keramiksagerne fra rejserne til Peru og RUC-rapporterne i hyldesektionen ’ting, man ikke lige står og skal bruge, men som rummer for meget betydning til at blive smidt ud’.

Stefan Katic er kommunikationskonsulent og redaktør.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

1000 tak for, med et trip down memory lane og et spidende blik på min småborgerlige tilværelse, at kickstarte min dag.
Skønt at vide at man har lidelsesfæller .

Niels-Simon Larsen

God kronik. Jeg slog lige ‘passion’ op for at være helt sikker. Jo, lidenskabelig henholdsvis lidelsesfuld. Ungdommelig lidenskab indtil det lidelsesfulde. Hvorfor savner man det?
Er det en naturlov, at man får en fad smag i munden med alderen?
Klimaproblemet berøres lige. Det burde være nok til at opflamme selv den sløveste, men hvorfor sker det så ikke. Dan og Mette beroliger os med den narresut (hockeystav), de lige har opfundet til lejligheden, og flertallet vil gerne lulles til ro.
Grøn ånd, bevidsthed og livsform skal kunne slå grøn vækst, materialisme og underholdning. Der er nok at kæmpe for.

Kieran Cantrell

Ja, jeg har længe forsøgt at hidse de unge mennesker op (nu 30 år gamle, ±), det er ikke lykkedes mig endnu.

Tak for Yvonne, Niels-Simon og Kieran for gode kommentarer til min kronik. Jeg tror at mange - unge som lidt ældre - gerne vil handle, ikke mindst når det kommer til klimaproblemerne. Det er bare så nemt at blive ramt af afmægtighed og handlingslammelse, ikke mindst når medierne hver enig eneste dag kværner løs med problemos, problemos, problemos...
Min egen daglige kvote for, hvor mange problemer, jeg kan rumme at forholde mig til, overskrides allerede i dagens første radioavis. Og det er ikke fordi, min båndbredde med årene er blevet større på dét felt...
Men hockey-staven.... JAMEN, for hulen da, hvad har de tænkt sig? Handling nu, uanset om vi lige føler for det i dag eller ej.