Kronik

I 80’erne lancerede Reagan neoliberalismen. Nu indleder Joe Biden måske en ny æra

Da neoliberalismen i 80’erne blev lanceret som et nyt økonomisk-politisk paradigme, skete det som svar på, at den hidtidige vækstmodel havde haft vanskeligheder over en årrække. De samme krisetegn ser vi nu, og USA’s kursskifte varsler måske en ny æra, skriver professor Morten Ougaard i denne kronik
Biden-administrationens er gået hurtigt og målrettet ind i klimakampen, har erklæret støtte til WHO og signalerer vilje til at spille en konstruktiv og ledende rolle i samarbejde med allierede i den internationale økonomiske politik.

Biden-administrationens er gået hurtigt og målrettet ind i klimakampen, har erklæret støtte til WHO og signalerer vilje til at spille en konstruktiv og ledende rolle i samarbejde med allierede i den internationale økonomiske politik.

Tom Brenner

Debat
27. marts 2021

I en leder den 9. marts hævdede Information, at »Biden sparker æra med reformer ind«, og det kan man kun være enig i. Den store økonomiske krisepakke er virkelig »en skelsættende begivenhed« i amerikansk indenrigspolitik.

Men man kan også gå endnu længere og hævde, at Biden også repræsenterer et globalt vendepunkt – et vendepunkt i hele den økonomiske verdensorden, der tåler sammenligning med præsident Ronald Reagans lancering af neoliberalismen som globalt projekt i 1981.

Situationen dengang og nu er ganske vist meget forskellig. Verdensøkonomien er langt mere integreret i dag, end den var dengang. Sovjetunionen er opløst, og Rusland og Kina har bevæget sig langt i retning af markedsøkonomi. USA’s relative magt er mindre, Kina og Indien og andre vækstlande fylder mere både økonomisk og politisk.

Under Reagan var Storbritannien USA’s nærmeste allierede, nu er en tilsvarende alliance med Boris Johnsons Storbritannien usandsynlig. Hvis USA skal være med til at lede et nyt globalt projekt, skal det først og fremmest ske i samarbejde med EU.

Men der er et vigtigt lighedspunkt i den internationale situation. Både Reagan og Biden blev valgt på et tidspunkt, hvor den hidtidige vækstmodel havde været i stigende vanskeligheder i adskillige år. I begge tifælde var modellens svagheder blevet mere og mere tydelige, men enten var der ikke enighed om, hvordan det skulle håndteres, eller også sad landene fast i en ’Dem først, hr.’-fælde, hvor de var enige om retningen, men ventede på, at en stærk spiller går forrest.

Ny krise

I Reagans tilfælde var den gamle model baseret på opbygning af nationale velfærdsstater og stigende masseforbrug kombineret med gradvis liberalisering af verdenshandelen. I karikeret form, men ikke uden hold i virkeligheden, var det med Reagans ord en ’tax and spend’-model: Uanset problemet, var løsningen mere stat og højere skat.

Over for det satte Reagan den modsatte filosofi, igen lettere karikeret kendetegnet ved, at uanset problemet var løsningen mere marked, mindre stat og lavere skat. Det gjaldt også internationalt. I en tale til repræsentanter for stort set alle verdens lande i 1981 sagde han, at hvis man vil klare sig godt økonomisk, skal man tro på markedets magi – »the magic of the market«. Det blev startskuddet til det, vi i dag kender som neoliberalismen.

I dag er situationen, at den neoliberale vækstmodel kom i alvorlige vanskeligheder med den store finanskrise i 2008 og den efterfølgende dybe recession. Modellen mistede legitimitet, utilfredsheden med globaliseringens resultater voksede i mange lande, klimaproblemerne skærpedes, og det blev tydeligt, at der skulle noget andet til.

Et godt sted at aflæse denne udvikling er i G20-landenes topmødeerklæringer op gennem 2010’erne. Medlemmerne af denne klub tegner sig for knap to tredjedele af verdens befolkning, cirka 80 procent af verdensøkonomien og cirka 75 procent af verdens CO2-udledning.

Masser af visioner, ingen handling

Kollektivt har disse lande helt klart autoriteten og kapaciteten til effektivt at adressere globale problemer. I erklæringerne kan man se en erkendelse af problemernes karakter og en erklæret vilje til at gøre noget ved dem. Men det er en vilje, som dog langtfra altid har ført til resultatskabende handlinger.

Her er nogle eksempler:

  • Siden 2013 har det været et erklæret mål at reducere den økonomiske ulighed. Eksempelvis stod der i Antalya-topmødeerklæringen fra 2015: »Vi beder vores finans- og beskæftigelsesministre om at gennemgå vores vækststrategier og beskæftigelsespolitik for at styrke vores indsats mod ulighed og til støtte for inklusiv vækst.« I 2017 hed det, at »vi erkender, at gevinsterne ved international handel og investeringer ikke er blevet fordelt bredt nok.« Men det kan være svært at se, om den problembevidsthed er blevet omsat til handling. IMF skriver således i en opsummering fra september 2020, at ganske vist er uligheden mellem lande blevet mindre, med den interne ulighed i de fleste lande, især de avancerede lande, er steget.
     
  • På klimaområdet ser vi noget af det samme. Tilbage fra G20’s start som forum for statsledere har man været fast i mælet. I erklæringen fra Seoul-topmødet i 2010 hed det: »At imødegå truslen fra global klimaforandring er en presserende prioritet for alle nationer. Vi gentager vores løfte om stærke og handlingsorienterede tiltag og forbliver fuldstændigt forpligtede på forhandlingerne i FN«. Men i praksis er det herefter kun gået for langsomt med den grønne omstilling.
     
  • Et sidste eksempel er sundhedsområdet. Allerede i 2013 i Sankt Petersborg erklærede G20: »Med henblik på hurtige og effektive svar på udbrud af nye sygdomme, der truer menneskeliv og forstyrrer økonomisk aktivitet, opfordrer vi landene til at styrke deres overholdelse af WHO’s internationale sundhedsreguleringer«. Men det kan diskuteres, i hvilken grad verdens reaktion på COVID-19 har været præget af ’hurtige og effektive svar’.

Mulighed for nyt kompromis

Kort sagt ser vi en voksende problembevidsthed op gennem 2010’erne kombineret med en manglende evne og/eller vilje til at adressere dem effektivt. Situationen minder på den måde om tiden op til lanceringen af det neoliberale projekt.

Donald Trumps nationalistiske, konfrontatoriske og usammenhængende politik kan ses som et første forsøg på at adressere situationen, et forsøg, som forhåbentlig forbliver en parentes.

Biden-administrationens initiativer og signaler er helt anderledes. Man er gået hurtigt og målrettet ind i klimakampen, har erklæret støtte til WHO og signalerer vilje til at spille en konstruktiv og ledende rolle i samarbejde med allierede i den internationale økonomiske politik.

Ikke at det bliver let eller kommer til at gå hurtigt. Et enkelt eksempel på vanskelighederne: Alle landene foretrækker et stærkt regelbaseret internationalt handelsregime. Men de er ikke enige om, hvordan reglerne skal udformes. Det gamle svar – mere liberalisering – holder ikke nu, hvor de rige lande selv i stigende grad fører aktiv industripolitik og regulerer udenlandske investeringer – ikke mindst i forhold til Kina.

Det er værd at huske, at det tog det meste af et årtis hårde internationale forhandlinger at få afsluttet WTO-aftalerne i 1994, et af neoliberalismens vigtigste politiske resultater. Det vil kræve svære forhandlinger og tage tid at nå frem til et nyt internationalt kompromis, der forstærker klimaindsatsen, forstærker samarbejdet på sundhedsområdet og skaber en ny balance mellem fordelene ved international arbejdsdeling og hensynet til landenes økonomisk-politiske råderum, så man i højere grad kan tilgodese national udvikling og beskæftigelse. Altså en global grøn velfærdspolitik. Men muligheden er der.

Morten Ougaard er professor i international politisk økonomi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Bødtcher-Hansen

26/mar/2021

Altså helt enkelt,
hvad er liberalisme,
og hvad er neo-liberalisme ?

Venlig hilsen
Claus

Bare jeg kunne være lige så optimistisk, og turde tro på at neoliberalismen endelig står for fald. Den har skamreddet verden og tilsidesat trivsel og miljø, fordi den alene tilbad et fiktivt frit marked, der angiveligt skulle kunne styre og regulere alt optimalt. En absolut syg tanke, der bed sig fast i hele den vestlige verden. Gid vi kunne befri os selv fra dette levende marreridt.

knud hansen, Søren Fosberg, Torben Arendal og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Lasse Schmidt

Helt enkelt, Claus:
Hvad er klassicisme og hvad er ny(neo)-klassicisme?

Ny-liberalisme bygger på og er inspireret af liberalismen, på samme måde som nyklassicisme låner fra klassicismen. Neo/Ny henviser til, at det ikke er det samme som originalen. Det er sådan set meget enkelt.

Har du prøvet at google det?

Claus

Hvad adskiller liberalisme og neoliberalisme?

Som jeg har forstået det så adskiller de to ismer sig ved den måde de ser markedet på og den rolle som staten skal have i forhold til markedet.

Liberalister tillægger ikke markedet særlige egenskaber. De ser markedet som et sted hvor der finder en udveksling sted mellem varer, tjenesteydelser og kapital. Statens rolle er her at rette op på de fejl der kan opstå på markedet. F.eks. ved inflation eller høj arbejdsløshed. Staten sørger for tilgængeligheden af arbejdskraft. Hvor stor andel markedet skal have er et åbent spørgsmål.

Neoliberalisterne tillægger markedet specielle iboende egenskaber, og nogle få neoliberalister går stadig ind for Laissez faire liberalisme, hvor staten skal blande sig uden om alt og markedet klarer det hele. Denne opfattelse er de fleste neoliberale dog gået bort fra. Selvom de mener markedet har disse iboende egenskaber skal staten hjælpe markedet frem og det sker ved at fjerne selskabsskat, gøre penge lettilgængelige for markedet ved billig kredit og undgå lovgivning der på nogen måde står i vejen. Da fagforeninger er i vejen for markedet bør de ikke støttes og deres arbejde bør derfor undermineres gennem lovgivning når det er muligt. Staten skal der ud over når den skal løse problemer først og fremmest skabe mere marked. Dette sker ved privatisering og ved at prioritere de løsningsmodeller der skaber mere marked. F.eks er der ikke marked i at lave restriktioner på flyrejser, eller skifte bilen ud med cyklen som eksempler på at nedbringe drivhusgasserne. Der er mere marked i handel med CO2 kvoter og kulstof-capture teknologi.

Neoliberalisterne organiserer sig gennem tænke tanke og helt ud i at skabe græsrodsbevægelser - som altså ikke er opstået af græsrødder men iscenesat oppefra.

Denne beskrivelse er til at forstå

Neoliberalismens selvbedrag
https://atlasmag.dk/samfund/neoliberalismens-selvbedrag

Jørgen Wentzlau, Lars Løfgren, Michael Waterstradt og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
Jørgen Wentzlau

Hvorfor er der mangel på styropur. flamingo??
hvordan løser markedet dette behov, eller er det en naturlov det skal være sådan!!