Klumme

Alting foregår efterhånden på skærmen. Men en dag sad min datter klistret fast til den

Skærmen har været en erstatning for alt det ægte, vi har savnet i livets sociale udfoldelse. Men erstatningen kan indimellem være værre end ingenting. En dag sad min datter pludselig klistret fast til skærmen, og så måtte vi tage radikale metoder i brug, skriver forfatter og klummeskribent Nanna Goul i denne klumme
Corona har været et slags trylleord, der har givet os ubegrænset skærmtid. Alt er foregået på skærmen.

Corona har været et slags trylleord, der har givet os ubegrænset skærmtid. Alt er foregået på skærmen.

Thomas Vilhelm

Debat
15. marts 2021

Jeg indrømmer på forhånd, at der bor en gammel dame inden i mig. Hun er blevet ældre under corona, hvor hun er begyndt at tale uforholdsmæssigt meget om kompost, fugleblandinger og hækling, men hun har altid været der.

Det kunne være i form af forkærligheden for flade sko, katte og lilla hår. For at få fred og læse sin bog eller avis – i sin fysiske form selvsagt. At læse bøger på skærm giver mig ikke bare hovedpine, men gør også, at jeg har sværere ved at forstå det, jeg læser. Det værste er dog, at det helt tager glæden fra læsningen. Det er som at drikke en god vin og samtidig holde sig for næsen.

Under første coronanedlukning for et års tid siden, var det derfor ikke den store sorg, at så mange af de digitale tjenester gik ned på grund af det pludseligt eksploderende besøgstal. Så måtte vi i familien se på hinanden og gøre noget andet. Det var dét, vi kunne. Tælle blomster, tegne, læse i en gammel Søren og Mette-bog, cykle en tur og lave et bål. Det var før onlineundervisningen på Teams.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anne Zacho Søgaard

Jeg er virkelig enig i de iagttagelser du gør. Det er så ufatteligt skræmmende at det pandemien bare gør at vi vokser sammen med den teknologi og trust me det bliver ikke bare lige rullet tilbage når Corona er overstået. Det er sindssygt vigtigt at man som forælder tør holde fast i at der er grænser for hvor meget tid man som barn skal sidde med en skærm. Det er en hård men i mine øjne dybt nødvendig kamp.

Ernst Petersen, Ejvind Larsen, Eva Schwanenflügel og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar

Hvem eller hvad er trust me?

Det kan varmt anbefales at læse bogen 'Digital demens' af en af Tysklands mest kendte hjerneforskere, Manfred Spitzer. Han beskriver bl.a. hvordan børns udstrakte brug af digitale medier ikke blot sløver, men også direkte nedbryder hjernen. Bogen beskriver, hvordan læring går ned, når digitale hjælpemidler introduceres. De hjælper ikke på sprogindlæring og slet ikke den sociale læring – dertil behøves rigtige mennesker og ens modersmål. De digitale medier distraherer og er kontraproduktive, så børnene lærer mindre, skriver han.

Spitzers råd til forældre er: Brug af skærme kan kun tilrådes, når hjerne og øjne er færdigudviklet. Børn skal ikke have skærme overhovedet, heller ikke tv. Spitzer fraråder, at forældre giver deres børn skærme, tablets, playstation, smartphones eller computere i gaver. Vent til deres hjerner er fuldt udviklede i 18-20-årsalderen.
Vi ved efterhånden kun alt for godt, at når man engagerer sig i sociale aktiviteter på en skærm, kan man ikke lære empati – det kræver interaktion med andre mennesker, aflæsning af ansigtsudtryk, kropssprog, sprogtone, så man kan se, hvordan den anden føler. Det lærer man ikke på Facebook. Hvis man flytter sin sociale omgang til en skærm, lærer man ikke empati.

I Danmark er der tillid mellem mennesker. Det har vi set demonstreret gennem det seneste år. Spitzer påpeger, at jo mere vi erstatter mennesker med maskiner, og jo mere digitalt samkvem vi har, jo mere forsvinder tilliden. Vi og vores politikere burde vide, at hvis man nedsætter mængden af personlig interaktion, så nedsættes mængden af tillid til andre og til folk, man ikke kender. Det har vi set adskillige eksempler på i corona-alderen, hvor digitale skærme for nogle er deres primære forbindelse til verden.

Niels-Simon Larsen

Som sædvanlig en tænksom artikel af Nanna G.
Hvem tager egentlig ansvaret for datakulturen?
Jeg vil bare nævne et område: Kroppen. Børn skal være i bevægelse. Deres udvikling sker i høj grad gemmen en krop i bevægelse. Her gøres dyrebare erfaringer. Den dag et barn falder i søvn foran computeren og faldet ned af stolen med et brag, gør det en vigtig opdagelse.

Jeg går tit en tur, hvor de unge løber forbi mig. Jeg studerer deres kroppe. Her ser jeg resultaterne af stolekulturen, og det er kun for dem, der løber, ikke for dem, der har opgivet. Hvor er det kedeligt at se kroppe, der er et problem for indehaverne. Al respekt for dem, der taget deres (krops)kors op, men hvorfor kom de i den situation, at kroppen var et kors at slæbe rundt på?
Skolen er stadig leveringsdygtig i livsproblemer med den megen stillesidden. Det giver arbejde til kropsterapeuterne, og på den måde er der gang i forretningen. Der siges, at mange i Silicone Valley forbyder deres børn at røre en computer. Der ender vi nok også en dag.

Carsten Nørgaard
jens christian jacobsen

Genlæs Jeremy Rifkin: 4 argumenter mod TV. På Informations forlag. Eller var det Pol. Revy?