Ansvaret for 60.000 fanger i al-Hoj- og al-Roj-lejrene bør ikke være kurdernes alene

I forbindelse med Vestens invasioner af Irak og Afghanistan i starten af 00’erne blev Guantanamo-lejren berygtet for sin tilbageholdelse af personer, der var mistænkt for deltagelse i terrorhandlinger rundt omkring i verden. 

Deres juridiske status var ukendt, da de blev betegnet som »ulovlige kombattanter« af den daværende amerikanske regering.

Da fangernes antal var på sit højeste, var det på lidt over 800. I dag er der over 60.000 tilbageholdte fanger i de to lejre al-Hol og al-Roj i Kurdistan – mange af disse er børn.

Blandt disse befinder der sig mindst 19 danske børn, som den danske regering konsekvent har afvist at tage hjem. Den samme tilgang ses hos stort set alle europæiske lande. Den danske linje begrundes med, at det efter internationale forpligtelser vil indebære, at forældrene har krav på at komme med, hvis børnene hentes hjem.

Islamisk Stat dominerer 

For nylig er det kommet frem, at Forsvarets Efterretningstjeneste allerede i sensommeren 2020 har oplyst den danske regering om, at Islamisk Stat smugler børn ud af lejrene for at hverve dem til terroraktioner i for eksempel Europa.

Lejrene plages af uro, blandt andet fordi de, der har forladt Islamisk Stats forstokkede ideologi, dræbes og chikaneres, ligesom der oftere og oftere meldes om fangeflugter.

Derudover bliver kurdiske fangevogtere angrebet og dræbt med hyppige mellemrum. Alt i alt udgør al-Hol- og al-Roj-lejrene to tikkende bomber, hvor uroen tager mere og mere overhånd.

Hvis der ikke tages alvorligt hånd om problemet i lejrene, er det kun et spørgsmål om tid, inden Islamisk Stat eller en udbryderterrorgruppe igen kan få fodfæste i Mellemøsten med den dertilhørende trussel for resten af verden.

De to lejre udgør ikke potentielle terrorredder – de er allerede terrorceller i fuldt flor, hvor Islamisk Stats ideologi dominerer blandt de indsatte.

Der synes ikke at herske megen fortrydelse for deres handlinger blandt en meget stor del af fangerne, hvilket har den konsekvens, at børnene i lejrene tager de samme tanker til sig.

Spørgsmålet er, hvad den rette tilgang skal være. Faktum er, at det kurdiske selvstyre p.t. ikke magter opgaven og længe desperat har råbt efter Vestens hjælp.

Nødråbet ignoreres, og kurderne skal i deres rolle som Fandens fangevogter samtidig forsvare sig mod Recep Tayip Erdogans daglige angreb fra Tyrkiet.

Vesten dækker små fem procent af de omkostninger, som kurderne har ved at agere fangevogter. Resten skal det kurdiske selvstyre selv dække, hvilket på sigt simpelthen ikke kan lade sig gøre.

Opbygningen af de kurdiske selvstyreområder efter kampen mod Islamisk Stat er i sig selv i forvejen en kæmpe udfordring.

Europa og USA skal hjælpe kurderne

Faktum er, at det kun er et spørgsmål om tid, hvornår der kommer et reelt kollaps af de to lejre, hvis der ikke findes en løsning på problemet. Et problem, der helt nødvendigt vil indebære en aktiv rolle fra Europas side. Og det er i Europas egen interesse og ikke kun kurdernes.

For en tilbagevenden af Islamisk Stat vil indebære en trussel for hele Europa. Alle husker de skrækkelige angreb, der fandt sted i store europæiske byer med Islamisk Stat som leverandør.

Europa og USA skal hjælpe kurderne med at få afviklet lejrene snarest, inden børnene, der befinder sig der, bliver udviklet til kampsoldater. Det skal ske på to niveauer: Det første er, at kurderne skal have hjælp til at iværksætte en retsproces mod de terrorister, der er i lejrene. Dertil kræves, at der ydes støtte til en omplacering af de mange tusinde fanger.

Fangerne kan ikke være kurdernes hovedpine alene. Kurderne kæmpede hele verdens kamp på landjorden mod historiens mest rabiate terrorister og har gjort sig mere end fortjent til hjælp af afviklingen af al-Hol og al-Roj.

Kurderne har ikke deres egen stat og har dermed ikke en national legitim dømmende magt, hvorfor Vestens involvering er nødvendig. Om det skal være en regional, national eller international rettergang a la Nürnberg er underordnet. Det vigtigste er, at der tages stilling til fangernes videre skæbne.

Den anden grundbetingelse for afviklingen af lejrene er, at børnene fjernes fra lejrene, mens deres sind ikke er modent nok til at blive forgiftet, så de kan blive reddet fra terroruddannelsen.

Og her må de europæiske regeringer stille sig selv følgende spørgsmål: Er det vigtigst at tage danske og andre børn hjem til Europa uden deres forældre, eller er det vigtigst at overholde en international forpligtelse?

For mig er svaret helt åbenlyst det første.

Og sandheden er nok i virkeligheden, at de internationale forpligtelser alene benyttes som et proformaskjold for at holde problemet væk fra Europas grænser. Og det skriger de europæiske efterretningstjenester også højt op om – tilsyneladende for døve øren hos de nationale regeringer.

Danmark og andre europæiske lande kan næppe klandres for, at de ikke vil have terrorister hjem. Det budskab er nemt at sælge til befolkningen. Men samtidig har Europa og USA et forbandet ansvar over for kurderne, der siden besejringen af Islamisk Stat på samtlige parametre er efterladt alene med ansvaret.

Ragnarok på tværs af landegrænser

Der er lang kø ved håndvasken blandt de europæiske ledere. Det store problem er, at det er udtryk for en enorm kortsigtet strategi, hvilket har været symptomatisk for samtlige af de konflikter, Vesten har deltaget i, i Mellemøsten.

Despoter og terrorister fjernes, og det vakuum, der efterlades, giver næring til anarkistiske tilstande eller nye despoter. De huller, der efterlades, er der aldrig blevet taget stilling til af Vesten i en aktiv politik. Se Libyen efter Gaddafi, se Egypten efter Mubarak, se Irak efter Saddam Hussein, se Afghanistan efter Taleban. Man kunne blive ved. Enten er alle de nævnte steder plaget af ragnarok, eller også er de kontrolleret af nye despoter.

I modsætning til krigene imod nationalstater foregår kampen mod Islamisk Stat som en kamp på tværs af grænser. Og den kan meget hurtigt accelerere, hvis der ikke tages hånd om de udfordringer, der er i al-Hol og al-Roj.

De kurdiske styrker kan ikke magte opgaven i længden. Det er tydeligt. De kan ikke holde på de over 60.000 tilbageholdte fanger. Der er kun én mulig løsning.

Lejrene skal afvikles, og det skal ske via en fælles indsats. Ellers har vi ikke lært noget som helst af de sidste 20 års krig i Mellemøsten, hvoraf de sidste syv primært har været mod Islamisk Stat, hvor Vesten hovedkulds har begivet sig ud i konflikter uden vedvarende planer eller permanente løsninger.

Ligesom med Guantanamo-lejren befinder alle i al-Hol og al-Roj sig i et juridisk limbo.

Forskellen mellem Guantanamo og de to lejre er himmelråbende store: I den ene befinder der sig i dag under 40 fanger, der er mandsopdækket af verdens største militære supermagt, USA. I de to andre befinder der sig over 60.000, der bliver forsøgt kontrolleret af kurderne – et folk uden en stat, der selv kæmper en daglig kamp for overlevelse.

Burde Danmark og resten af Europa gemme sig bag en konvention, eller burde man tage børnene hjem uden deres forældre? Svaret er burde være ret åbenlyst.

Rizgar Azadi er ufaglært ’dag til dag’-arbejder.