Klumme

Er du bange for ikke at præstere? Brug coronakrisen til at feje forventningerne af banen

Det er svært at ignorere det forventningspres, der kommer med at fylde 30. Heldigvis kan man give corona skylden for alt det, man ikke nåede, skriver litteraturanmelder Mathilde Moestrup i denne klumme
Mathilde Moestrup fylder 30, og det har udløst en mindre krise: »Hvor 20’erne var årtiet for fuckups (og der kan jeg i hvert fald sætte flueben), er 30’erne præstationernes årti,« skriver hun.

Mathilde Moestrup fylder 30, og det har udløst en mindre krise: »Hvor 20’erne var årtiet for fuckups (og der kan jeg i hvert fald sætte flueben), er 30’erne præstationernes årti,« skriver hun.

Sille Veilmark

Debat
9. marts 2021

Frygten for at blive ældre har været en langvarig følgesvend for mig. Faktisk har jeg følt mig gammel, siden jeg fyldte 21 år.

Jeg husker tydeligt fødselsdagen på en restaurant i Argentina: Snøftende sad jeg foran en cupcake med lys i og begræd tabet af at være det, jeg kaldte »purung«.

Min 23-årsfødselsdag var værre. Jeg stod sejlende beruset en sen nattetime på en københavnsk bar og skrålede »TREOGTYVE, TREOGTYVE« hen over alle sangtekster, som om den nye alder var en forbandelse, der var blevet kastet over mig.

Da jeg fyldte 25, kunne jeg knap nok være i mig selv af ærgrelse over min fremskredne alder.

I denne måned fylder jeg 30, og set fra min høje, 29-årige hest virker disse tidligere fødselsdagsanfald fjollede, for ikke at sige latterlige. Men i solidaritet med mit yngre jeg må jeg indvende, at det virkelig var sådan, det føltes: Som om jeg var oldgammel og havde mine bedste år bag mig.

Frygten for ikke at have nået det, jeg skulle, var dengang intens og er lykkeligvis stilnet lidt af med årene. Et sted mellem 26 og 27 var jeg nødt til at acceptere, at jeg ikke var et uopdaget geni, og begynde at gøre det, jeg havde lyst til, i stedet for at stresse over det, jeg ikke fik gjort.

Præstationernes årti

Men på trods af denne opbyggelige udvikling er det at runde 30 alligevel svært helt at ignorere. Muligheden for at henvise til ting, jeg ikke har styr på, til min alder, smuldrer under mig, og tømmermænd er begyndt at hærge min krop på en måde, jeg hidtil ikke har kendt til. Og så er der den ubehagelige fornemmelse af at være nødt til at gøre status over sit liv.

»Jeg tror, starten af 30’erne er den sværeste tid,« sagde en jævnaldrende ven nådesløst, mens vi forleden traskede gennem Fælledparken.

»Det er nu, fælden klapper: Børn, karriere, bolig. Jeg tror, 40’erne er nemmere på den måde; færre beslutninger,« tilføjede han, tilsvarende brutalt. Mit næste argument, havde jeg tænkt, var at fremhæve, at 40 var værre.

Min ven er naturligvis ikke den eneste, jeg har talt om min lille 30-årskrise med, men mine velmenende venner har som oftest bekræftet mig i, at jeg bare skal tage den med ro, tænke på tiden som cirkulær, ikke lineær. Age is just a number!

Hans ord var utilsløret oprigtige og bekræftede en snigende mistanke: At hvor 20’erne var årtiet for fuckups (og der kan jeg i hvert fald sætte flueben), er 30’erne præstationernes årti.

Det er nu, man skal opgive at foragte det borgerlige liv og i stedet give sig hen til det, købe kaffemaskiner og designerstole, ejerlejligheder og sommerhuse, tale om rygsmerter i stedet for revolution og blive et ’vi’ med sin kæreste.

Alt i alt: ubehagelige udsigter.

Tak, corona

Heldigvis har jeg og alle andre, der fylder 30 i disse tider, en helt særlig trumf til at feje forventningen om præstationer af banen, nemlig coronakrisen. Dette dejlige es har jeg tænkt mig at drive rovdrift på, hver gang nogle projicerer aldersforventninger over på mig, og jeg vil opfordre min jævnaldrende til at gøre det samme.

Fik du ikke færdiggjort dine studier? Coronakrisen.

Er du arbejdsløs? Coronakrisen.

Går du ind i dit fjerde årti træt og deprimeret? Coronakrisen.

Kan du ikke overskue tanken om at sætte børn i verden? Coronakrisen.

Vasker din mor stadig dit tøj? Coronakrisen.

Fylder du snart 30, men lever mere som en 60-årig, der går en daglig tur, ser en håndfuld venner og ellers sidder der hjemme i lejligheden og kukkelu... hrm, jeg mener arbejder? Coronakrisen.

Hvem kan forventes at føre regnskab over sit liv i en tid, der slet ikke føles som tid, men et uendeligt vakuum af gentagelser?

Helt ærligt, ingen.

Så tak, corona, og tillykke til mig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her