Kronik

Min barsel bør ikke ses som et hul på mit CV – den har lært mig mere end nogen uddannelse

Efter en barsel kan de fleste forældre kalde sig kreativt tænkende, omstillingsparate, løsningsorienterede og meget mere. Vi bør ikke skyde børnepasning til hjørne som noget, der ikke også kan bidrage positivt til ens faglige profil, skriver journalist Katrina Gillies Rasmussen i dette debatindlæg
»Min barselsperiode har uløseligt givet mig en masse personlige kvalifikationer, der vil komme en arbejdsplads til gode,« siger Katrina Gillies Rasmussen.

»Min barselsperiode har uløseligt givet mig en masse personlige kvalifikationer, der vil komme en arbejdsplads til gode,« siger Katrina Gillies Rasmussen.

Emilie Lærke Henriksen

Debat
12. marts 2021

Min barsel er snart slut, så jeg skal ud og finde et arbejde inden længe. Jeg er derfor langsomt begyndt at skrue et CV sammen, så min fremtidige arbejdsgiver kan se min uddannelse og min erhvervserfaring.

I mit CV beskriver jeg nøjsomt mine kompetencer og mine erfaringer på arbejdsmarkedet. Det seneste år har jeg været på barsel med min datter Alba, så derfor står der ikke noget fra februar 2020 til marts 2021. Men når jeg lægger CV-skriveriet væk, kan jeg mærke, at jeg bliver provokeret af, at det seneste år ikke indgår på mit CV. Hvorfor står min barsel som et hul på mit CV? 

Det seneste år har været det mest kompetencegivende år i mit liv, så hvorfor i alverden skal det efterlades blankt på CV’et? Når jeg tænker tanken til ende, virker det enormt paradoksalt og virkelighedsfjernt, at min barsel ikke gennemsyrer mit CV, da jeg aldrig nogensinde har lært så meget på så kort tid. Og al den læring, som jeg har fået det seneste år, vil utvivlsomt komme en fremtidig arbejdsgiver til gode.

Et lærerigt forløb

Din barsel er det bedste kursus, du kan tage. Virksomheder sender gladeligt deres medarbejdere på diverse udviklingskurser for at lære dem at bevare overblikket i pressede situationer, skabe struktur i en turbulent hverdag og være omstillingsparate, når uforudsete udfordringer opstår.

Jeg har efterhånden deltaget i mange af disse medarbejderudviklingskurser, og der er ingen af dem, der kan måle sig med at være på barsel. Det virker næsten morsomt, at jeg kan skrive de kurser på som kompetencegivende, men at min barsel ikke naturligt indgår.

Jeg vil vove at påstå, at du ikke finder noget kursus, der kan lære dig lige så meget, som det du lærer, mens du passer et spædbarn. Men alligevel er det ikke noget særlig godt look at have en barselsorlov eller to på sit CV.

Når man er på barsel, kræver det, at man er et skridt foran. Du skal planlægge dig ud af samtlige situationer, så alle får den bedst mulige dag. Hvad gør du for eksempel, hvis baby nægter at sove midt om natten? Ikke vil spise sin mad? Tisser alt sit tøj igennem? Skriger i flere timer?

Du skal kunne tackle det uforudsete, tænke kreativt og improvisere, når ingenting går som planlagt. Og du skal gøre det, samtidig med at du er i et enormt søvnunderskud. Du skal acceptere, at du hele tiden skal finde nye løsninger, fordi dit barn udvikler sig ekstremt hurtigt det første år.

Dit barns søvnrytme, spisevaner og motoriske færdigheder er hele tiden under udvikling, og det er din opgave at sørge for at understøtte den udvikling. Og selv om de fleste forældre kender følelsen af komplet utilstrækkelighed, og af at de ’ikke kan mere’, så formår de alligevel at få hverdagen til at gå op.

Så med CV-ord kan du, i min optik, efter en barsel, kalde dig kreativt tænkende – både dag og nat – omstillingsparat, løsningsorienteret, god til at tilsidesætte egne behov og en haj til at prioritere og skære igennem.

Listen er selvfølgelig ikke udtømmende, og der er naturligvis stor forskel på, hvordan man oplever en barselsperiode. Nogle ser tilbage på deres barsel som en stressende tid, hvorimod andre fortæller, at de næsten har kedet sig. Men jeg tillader mig alligevel at påstå, at barselslivet grundlæggende handler om at få enderne til at mødes – nogle gange under et enormt pres. Og det er da en solid kompetence at tage med sig ud på en arbejdsplads.

Fortidens arbejdsmarked

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det måske er et levn fra fortiden, at man ikke ser barselsperioden som noget, der styrker en på arbejdsmarkedet. I mange år var børnepasning noget, som kvinderne tog sig af i hjemmet, mens mændene var på arbejdsmarkedet for at tjene pengene.

Børnepasning og arbejdsmarkedet var på den måde overhovedet ikke forbundne. Og måske tænker vi stadigvæk, at børnepasning i hjemmet er noget, som man bare gør – og ikke noget, som gør os bedre kvalificerede som medarbejdere på en arbejdsplads.

Vi skriver gerne udlandsophold og frivilligt arbejde på vores CV som noget, der giver os gode erfaringer og kvalifikationer, men vi ser aldrig en barselsperiode som en tid, der bidrager positivt til et CV. Tværtimod står barselsperioden oftest som et hul på CV’et. Og det virker for mig ulogisk. 

Det bliver også set som en skandale for dit CV, hvis du vælger at være hjemmegående i en periode i dit liv. Det er nemlig ikke alment accepteret som karriere at gå hjemme med sine børn, mens de er små.

Langt de fleste mennesker, bedstemødre, veninder og politikere ser skævt til den, der vælger at være mor eller far på fuldtid i en periode. Vores jobtitler er vores personlige brand, som vi stolt fortæller familie og venner om.

Vi er, hvad vi arbejder med. Og hvem er vi egentlig, hvis vi ’bare’ går derhjemme og passer børn? For børnepasning er vel noget, man gør i weekenden, og når man har fri fra sit rigtige arbejde.

Jeg tænker, at de fleste forældre derude ved, hvor hårdt et arbejde det er at stimulere, udfordre og underholde børn. At opdrage børn er en opslidende, tidskrævende og fantastisk proces, som uundgåeligt former os som mennesker og giver os en masse kompetencer, der naturligvis også kan benyttes, når man senere i livet skal løse konflikter på arbejdspladsen eller jonglere arbejdsopgaver.

Personlige kompetencer

For hvad siger det egentlig om et menneske, der vælger at prioritere sine små børn højest i en tid, hvor alting ellers handler om effektivitet og præstation? I min bog siger det, at man er modig, når man tør træde ud af hamsterhjulet på den måde. Og det at være modig og turde tænke anderledes er i den grad noget, som en arbejdsgiver kan nyde gavn af.

Jeg håber, at en arbejdsgiver kan se en værdi i et menneske, der tør at prioritere sine små børn højest i en tidsbegrænset periode. Jeg er helt med på, at der også er en masse faglig læring, som man kun kan opnå, når man er på arbejdspladsen.

Det er for eksempel svært for den administrative medarbejder at sætte sig ind i it-systemerne, hvis ikke man sidder på arbejdspladsen. Jeg forsøger bare forsigtigt at fremhæve, at vi ikke skal skyde børnepasning til hjørne som noget, der ikke også kan bidrage positivt til en faglig profil. For det er en forældet måde at tænke arbejde på.

Når vi bliver ansat på en arbejdsplads, ansætter arbejdsgiveren den samlede pakke. Arbejdsgiveren ansætter dig, fordi du har en faglighed, men i høj grad også fordi du har nogle personlige kompetencer, som passer til arbejdspladsen. Uanset om du sidder på direktionsgangen eller i det åbne kontorlandskab, skal dine personlige færdigheder være i orden.

Min barselsperiode har unægteligt givet mig en masse personlige kvalifikationer, der vil komme en arbejdsplads til gode. Mine sociale og relationelle kompetencer er blevet styrket det seneste år, og det vil jeg sørge for at fremhæve på mit CV. Jeg vil anbefale dig, der også har været på barsel, til at gøre det samme.

Katrina Gillies Rasmussen er journalist og på barsel.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Rikke Petersen

Din barsel bliver ikke set som et hul. Der er mange arbejdsgivere, der vil være lykkelige for, at du allerede har en barsel på cv'et.

Dog kan nogle rynke på næsen af, at du har gået hjemme et helt år med barnet, fordi utallige undersøgelser viser, at kvinden dermed ofte bliver den primære omsorgsperson for barnet, og dermed også er den, der henter, bringer, tager fri ved
barnets sygedage og lægebesøg mm.

Anne Nielsen, jan sørensen, Søren Bro, Alvin Jensen og Niels Johannesen anbefalede denne kommentar

Men det er vel igen et strukturelt problem at det forholder sig sådan? Det er jo ikke den tætte kontakt mellem barnet og den forældre der primært afholder barsel, der er problemet. Det er vel nærmere fraværet af partneren?
Og jeg er med på, at der kan være mange grunde til at den ene forældre holder den største del af barslen, men vi skal passe på ikke at give, her, kvinden, “skylden” for at være blevet sit barns primære omsorgsperson. Det er en udfordring vi skal løse sammen, som familier, som arbejdspladser og som samfund. Og mit postulat er, at alle ville vinde ved det.

Kenneth Graakjær, Rikke Nielsen, Alvin Jensen og Ruth Sørensen anbefalede denne kommentar
Jens Christian Jensen

Er det et reelt problem, eller er det måske snarer et teoretisk opstillede problem der ikke har meget med virkeligheden at gøre ?

Jeg tror ikke at ret mange arbejdsgivere vil kassere dig på at du har afholdt barsel, hvis dine kvalifikationer ellers er i orden.

Peter Engelbrecht

Enig i at det ikke er et problem.

Men det ændrer ikke på, at det ikke skal lide arbejdsgiverne til last hvis hensigten med denne artikel er, at problematisere at kvinder (på Barsel) sparer mindre op i pension.

Niels Johannesen

"Hvorfor står min barsel som et hul på mit CV? "

Du skriver jo selv dit CV så der er ingen der siger at det partout skal optræde som et hul. Du har fuld frihed til at skrive din barsel på som et selvstændigt punkt under hvilket du beskriver de kompetencer du har udviklet hjemme sammen med dit barn.

Per Torbensen, Rikke Nielsen og Eric Philipp anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Måske skyldes det, at den moderlige erfaring ikke har så skide meget med arbejdsmarkedet at gøre?

Jeg har også erfaring med alt muligt, jeg ikke nødvendigvis finder relevant for mit CV.

Jeg skiftede engang ble på min datter. Jeg skrev det ikke i mit CV, det burde jeg måske have gjort.

Anyway, jeg tror, problemstillingen skal vendes om, så CV bliver mindre betydende, og det ikke handler om, at man skal tørre røv på sin baby for at dygtiggøre sig CV-mæssigt og derved føler sig som verdenshersker og kompetent til at varetage alle jobs nogensinde.'

Måske skal man bare tørre røv på sin baby, fordi man har lyst, og skide på sit CV.

Godt set og fint indput.
Min kæphest er tvungen 50/50 barsel, jeg kan ærlig talt ikke forstå at vi stadigvæk skal diskutere lige løn/barsel og den slags?
Jeg har selv haft lang barsel med begge mine børn og det har været noget af det vigtiste og mest fantastiske i mit liv, som du også skriver så mangler der respekt om artens opretholdelse.
Men ja det er kun mere et paradox når man tænker på at det er det fine resultat af vores aller største drift og vel derfor burde være naturligt ophøjet?
kh:)

Rikke Nielsen, Steffen Gliese og Søren Bro anbefalede denne kommentar

Man kan vel sige at indlægget fik tanker i gang om vores liv og prioritering og udfordringer både i og udenfor familie.
Det er i grunden ikke så galt.

Maj-Britt Kent Hansen

De talenter og personlige styrker, der har vist sig undervejs i barselsperioden, er vel en del af det, der normalt betegnes livserfaring., og ikke noget særegent for barselsperioden.

Og livserfaring kommer til langt de fleste mænd og kvinder - selv til de barnløse.

På min arbejdsplads blev der for en del år siden af nogle tillidsrepræsenter slået voldsomt på tromme for, at medarbejdere med børn var mere kvalificerede end dem uden.

En sådan antagelse var og er langt ude i hampen.

Jørgen Munksgaard, Rikke Nielsen og Niki Dan Berthelsen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

For år tilbage fik jeg en kvindelig ingeniør kollega. Efter prøvetiden på 3 måneder meddelte hun, at hun var gravid. Der gik ca. et halvt år, så stillede hun med en lægeerklæring som sygemeldte hende grundet graviditeten. Hun fødte, gik på et års barsel med sin ingeniør løn. Efter året var gået kom hun tilbage. Der gik nogle måneder, så meddelte hun, at hun atter var gravid. Igen en lægeerklæring, sygemeldt grundet graviditet, et år barsel med ingeniør løn. Og så kom hun tilbage nogle måneder og sagde så op. Hun havde vist fået de børn hun mente hun skulle.

Det kan man da kalde kreativt tænkende, omstillingsparat, løsningsorienteret og meget mere. Ikke mindst beregnende. Denne historie fra det virkelige liv kan hun jo så skrive på sit CV.

Jørgen Munksgaard, jan sørensen og Søren Bro anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Drop hele dette CV-cirkus! Folk har kompetencer, som de kan skrive om og redegøre for i en jobsamtale - der heller ikke bør munde ud i alverdens indgribende pseudotests. Der er en alt for voldsom tro på, at man kan bruge matematik på virkeligheden, det er i mangt og meget en selvopfyldende profeti - men de, der sværger til det i diverse sammenhænge, finder aldrig ud af, hvor utroligt utilfredsstillende resultatet som oftest er indenfor alt, fra medarbejdere til anbefalinger på nettet.

Jesper Oersted

Fremtidigt CV:

Barsel: 1 år
Sabbatår med jordomrejse: 1år
Meditation i ashram hos nyreligiøs bevægelse: 1 år
Syg med corona og følgevirkninger: 1 år

Og hvad skal arbejdsgiveren bruge det til? Det er fint at du vil realisere dig selv, få børn, rejse jorden rundt eller meditere i ashram. Det er bare HR-afdelingerne i de firmaer du søger job uvedkommende. Får du en særlig kundskab eller færdighed af at få børn? I så fald får 87% alle kvinder og 80% af alle mænd den samme færdighed. Du kunne ligesågodt sætte din pottetræning som 1-årig på CV-et.

Jesper Oersted

Fremtidigt CV:

Barsel: 1 år
Sabbatår med jordomrejse: 1år
Meditation i ashram hos nyreligiøs bevægelse: 1 år
Syg med corona og følgevirkninger: 1 år

Og hvad skal arbejdsgiveren bruge det til? Det er fint at du vil realisere dig selv, få børn, rejse jorden rundt eller meditere i ashram. Det er bare HR-afdelingerne i de firmaer du søger job uvedkommende. Får du en særlig kundskab eller færdighed af at få børn? I så fald får 87% alle kvinder og 80% af alle mænd den samme færdighed. Du kunne ligesågodt sætte din pottetræning som 1-årig på CV-et.

Rikke Nielsen

Ved at gå på barsel, lærer du at tage omsorg for et andet menneske, og fortæl mig, hvor der ikke er behov for omsorg for medarbejdere og kollegaer på arbejdspladsen.

Der hvor du så har fejlet i præcis din barsel er, at du ikke har vist den kompetence, at dele din barsel med babys far. Måske er du enlig, og så kan du selvfølgelig ikke. Men i min optik kan det opfattes som egoistisk.

Niels Erlinger

Sikken herlig artikel.

Og hvis man tager artiklens budskab alvorligt, så er budskabet: lad være med at gå i skole, få nogle børn i stedet for, - det lærer du meget mere af!!!

Så når du kommer og skal starte som maskinarbejder og får spørgsmålet: Kan du dreje og fræse?

Så svarer du: Nej, jeg kan hverken dreje eller fræse, men jeg har erfaring i at skifte ble!!!

Der var engang en amerikaner, Benjamin Franklin, som sagde: hvis du tror, at det er dyrt med uddannelse, - så prøv med uvidenhed!! Nogen må have prøvet.

Jørgen Munksgaard og Niki Dan Berthelsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jesper Ørsted, de fleste job med en smule ansvar kræver en tillæring, og den lever de fleste mennesker, som iøvrigt har faglig baggrund for stillingen, uden videre op til.
Spørgsmålet er sjældent, hvad man kan, men hvad man vil kunne i en given stilling.