Kommentar

Det bør fremgå af varer, hvad arbejderne har fået i løn

Vores forbrug fungerer som en form for demokratisk stemme på, hvad der skal produceres mere af. Men vi kan sjældent gennemskue, hvad vi støtter ved at købe forskellige produkter. Virksomhedernes lønfordeling skal derfor stå på produkterne, skriver historiestuderende Jakob Hørgreen i dette debatindlæg
Der findes mærker som Fairtrade, økologi osv., som tydeligt markerer, hvorfor et produkt givetvis er lidt dyrere, selv om kvaliteten af selve produktet ikke er bedre. Det burde være et krav på samme måde som varedeklarationer, at man angiver fordelingen af løn inden for virksomheden bag produktet.

Der findes mærker som Fairtrade, økologi osv., som tydeligt markerer, hvorfor et produkt givetvis er lidt dyrere, selv om kvaliteten af selve produktet ikke er bedre. Det burde være et krav på samme måde som varedeklarationer, at man angiver fordelingen af løn inden for virksomheden bag produktet.

Ulrik Hasemann

Debat
27. marts 2021

Lønninger er ofte noget, vi taler om, når der er overenskomstforhandlinger, når det igen bliver påvist, at der mangler fremskridt på ligelønsområdet, eller når vi diskuterer indkomstskat. Men der er andre vigtige diskussioner om løn.

Noget, der diskuteres mindre, er lønningernes iboende magtforskelle, i kraft af den købekraft forskellige lønninger giver. En skyhøj løn giver magt til at bestemme, hvilket arbejde andre skal udføre, når lønnen omsættes til forbrug.

Milliardærens ønske om en ny stor båd sætter hundredvis i arbejde, der alle får penge for at realisere milliardærens ønsker. Dette skaber en ulighed, som er svær at acceptere, når man indser, at milliardæren ikke bare ’får, hvad han har fortjent for sit arbejde’, men de facto har hundredvis af folk til at opfylde sine behov for luksuriøse produkter.

Det er ikke misundelsen, der gør ondt, som borgerlige ynder at lave sjov med, men det forhold, at milliardæren har magt over så mange arbejdende menneskers hverdag, da de jo som alle andre ønsker et velbetalt og godt job. Medmindre man som iværksætter eller idémager skaber et nyt populært produkt og dermed gør sig selv til herre over egen beskæftigelse, er man som lønmodtager tvunget ud i en beskæftigelse, der er fastsat ’demokratisk’. Enten gennem lov i det offentlige, hvilke sundhedssektoren er det største eksempel på, eller gennem den private efterspørgsel, som kommer fra virksomheder eller husholdninger. Den er demokratisk, fordi vi for hver krone spenderet alle afgiver en stemme på, hvad vi ønsker mere produktion af (også kaldet dollar-voting). Vi stemmer med andre ord med fødderne. Men nogle forbrugere har alene gennem deres løn ti gange flere stemmer (kroner) end andre, hvilket er svært at forsvare.

Mangel på demokrati

Hver gang vi køber noget fra en større virksomhed, hvor det er utydeligt, hvad pengene egentlig går til, er det et lille afkald på demokratiet, fordi vi foretager vores forbrugshandling uden tilstrækkeligt vidensgrundlag.

Der findes allerede mærker som Fairtrade, økologi osv., som tydeligt markerer, hvorfor et produkt givetvis er lidt dyrere, selv om kvaliteten af selve produktet ikke er bedre. Derfor køber mange gladeligt økologiske grøntsager og æg. Andre gange ender vi som forbrugere med at vælge det billigste produkt, fordi vi kun kan gætte på, hvorfor prisforskellene eksisterer.

Det burde være et krav på samme måde som varedeklarationer, at man angiver fordelingen af løn inden for virksomheden bag produktet. For eksempel ville det ikke være umuligt at lave et krav om en slags intern gini-koefficient, der kan give forbrugeren en idé om, hvordan fordelingen af løn har været i virksomheden det forgangne år. Eller et gennemsnit for, hvad de øverste fem procent i virksomheden tjener, over for hvad de nederste fem procent tjener. Der kunne være flere måder at gøre det på.

Løn er hierarkiskabende, ikke blot fordi de rigeste kan tilegne sig flere goder, men fordi de har uproportionalt meget indflydelse på efterspørgslen i samfundet. Så hvorfor sikrer vi ikke gennemsigtighed?

Allerede under morgenkaffen

Jeg vil vide, hvad mine penge går til, når jeg køber noget. Jeg vil ikke bare have information om, hvordan produktet er, men også om, hvorvidt det er fremstillet under acceptable vilkår. Der er ingen grund til at overlade denne kamp for bedre vilkår udelukkende til overenskomstsystemet og statens lovgivning.

I stedet skal vi skabe mere fokus på transparens, så man ligesom Nutella-glassets deklaration om næringsindhold ved, hvad man støtter på lønområdet. Jeg gider ikke købe et produkt, hvis jeg ved, at ledelsen allerede under morgenkaffen på kontoret har tjent mere, end rengøringsmedarbejderen og kontorassistenten gør på en dag. Ikke kun fordi det er uretfærdigt, men også fordi det er med til at underminere vores demokrati.

Under det nuværende system har forbrugerne ikke mulighed for at vælge millionærlønningerne fra, når de handler ind. Hvis lønnen var mere transparent, ville det skabe et incitament for virksomheden til at gøre den mere retfærdig.

Resultatet på længere sigt af en sådan løsning ville forhåbentlig være en lønpolitik, der afspejler borgernes interesser. Det kræver samtidig, at folk i stigende grad oplyses om effekterne af deres forbrug, det vil sige, at deres forbrug ikke bare har indflydelse på deres egen velvære, men på virksomhedernes interne politik og ikke mindst på samfundets generelle udvikling.

Jakob Hørgreen er historiestuderende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Bødtcher-Hansen

26/mar/2021

Ja, oplys hvor stor en del af
produktet, der er fremstillet
for eller med overenskomst-
betalt løn :-) ...

Venlig hilsen
Claus

Robert Grandt, Alvin Jensen, Inge Lehmann og Torben Arendal anbefalede denne kommentar

Stort set overalt, dyrkes fødevarer kun ved hjælp af billig importeret arbejdskraft. Og i lande som Spanien og Italien sker det ofte af flygtninge, og andre der opholder sig illegale.

Det betyder: at producenterne kan sælge billigt, og samtidig tjene enormt på arbejdskraft uden rettigheder og til ekstrem lav løn.

Men det betyder også, at vi konsumenter støtter disse umenneskelige forhold ved at købe produkterne.

For uden vores køb, ville disse produktioner ikke finde sted. Men samtidig vil det være endnu vanskeligere at overleve for disse udnyttede arbejdere.

Og her er i øvrigt ikke nævnt alle de regulære slaver, der helt uden rettigheder arbejder i plantager og direkte er lænket fast på gamle og usikre fiskerbåde.

Robert Grandt, Alvin Jensen og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Stella Lystlund

Med venlig hilsen G.ustafsdottir ikke Stella.

Sjældent har man læst et mere urealisk forslag. Hvordan har du tænkt dig, at det kunne lade sig gøre og hvem skal betale omkostningerne af dit forslag. Det vil blive sat oveni prisen på varerne. Hver skal så igen verificere hvad der er korrekt i oplysningerne?

Hvem har råd til disse varer med al den kontrol og hvordan har du tænkt dig, at vi kan kontrollere en bonde fra Burkina Faso, som dyrker blomster og grøntsager. Det du foreslår vil være med til at støtte de store og rige vestlige sammenslutninger, som så at sige styrer fairtrade og man vil fjerne livsgrundlaget fra de små bønder.

Man forsøger på at kontrollere, at varer ikke er dyrket med for megen forbrug af gift og kunstgødning og, at de økologiske varer er økologiske. Giften er dårlig for bonden, men også kunden. Fairtrade er et godt initiativ, det er bare blevet til magmiddel fra vestlige virksomheder.

Det ville selvfølgelig nedsætte CO2 forbruget i verden, hvis vi dyrkede mere lokalt og ikke købte varer fra udviklingslandene. En del kan vi dog ikke selv fremstille på grund af klimaet.

Hvilken indflydelse ville det så have på 3. verdens fattige bønder? Vi har mulighed for at købe varer fra fairtrade bønder. Alt godt med det, men det der nu er sket med fairtrade er, at de bønder, der ikke er en del af fairtradeaftalen, har så sværere ved at sælge deres varer. Fairtrade bliver i den grad også styret fra vestens lande og indkøbere.

Det er meget tydeligt, at du aldrig har plukket bær, æbler, arbejdet på en fiskefabrik, på et slagteri eller gravet kartofler op for en bondemand etc. Du kender ikke arbejdsindsatsen. Det ville være dejlig hvis du satte dig lidt bedre ind i, hvordan fødevarer bliver fanget, dyrket, opdrættet etc. For at komme med lignende forslag som du gør, må man nødvendigvis sætte sig mere ind i det man skriver om.

Hvor mange grøntsager tror du lavtlønsgrupperne og studerende som dig i Danmark fik råd til at spise, hvis alt de du skriver bliver håndhævet?

Det er sørgeligt at sige, men benhårde fakta.

Hvis du vil dette af alvor, så start et sted, hvor disse beregninger muligvis kan lade sig gøre rent realistisk. I Danmark. Tænk også på, at noget arbejde bliver lavet sort eller med udenlandske billige arbejdere.

Det bedste du kan gøre, er at lade være med at købe varer fra de producenter, der ikke betaler bønderne ordentlig for deres varer. Det er nok den eneste mulighed for at få de store producenter til at betale bønderne en ordentlig pris, hvis forbrugerne presser producenten eller lader være med at købe produktet. Sagen er nok også, at disse firmaer ejer landbrugene i mange tilfælde.

Nutella kan du lade være med at spise mm. Du kan skære ned på alle de varer, som de store firmaer producerer og som du beskriver. Du kan også prøve at lade være med at købe chokolade, hvor store firmaer har brugt børnearbejde.

Det er igen kompliceret, hvis man køber chokolade fremstillet hos små bønder og fra mindre brug, hvor hele familien arbejder i marken, for at få mad på bordet, så har børnene også arbejdet. Det er hele tiden noget at tage hensyn til.

Du kan også selv lave Nutella med fairtrade eller økologisk chokolade fra Afrika, danske eller europæiske hasselnødder og sukker. Nutella er både sødt og fedende. Nutella blev opfundet i 1946. Nutella blev til, fordi man ikke havde nok chokolade fra chokoladeproducerende lande på grund af 2. Verdenskrig. Den italienske "opfinder" blandede chokolade, hasselnødder og sukker til dette dejligt smagende men oversøde produkt. Smart fundet på i en tid, hvor nogle varer var mangelvare.

Nutella indeholder i øvrigt 20% palmeolie, 13% hasselnødder, 30% sukker, resten diverse varer så som chokolade, mælkeprodukt mm. I UK og USA bruger de også sojaprodukter i varen. Det rene hjertestop. Bestemt ikke så sundt som den første vare.

Den gamle opskrift bestod af ca. 71 % hasselnødder, chokolade, sukker og mælkeprodukt.

Med venlig hilsen G.ustafsdottir

Anders Thornvig Sørensen

Hvis en virksomhed faktisk benytter ulovlig indvandring som sort arbejde, skal man nok ikke forvente, at den vil deklarere lønudgiften til det på sine produkter.

Jo mindre den ikke-overenskomstdækkede arbejdskraft får i time- eller præstationsløn, jo mindre vil dens procentdel af den samlede lønudgift blive. Hvilket ser fint ud på papiret, og det er åbenbart dét, man taler om her: papirsetiketterne på varer i butikken. Hvordan skulle en almindelig forbruger uden bestået eksamen i driftsøkonomi være i stand til at læse de tal, hvis de virkelig blev deklareret.

Anders Thornvig Sørensen

Tilføjelse.
- Arbejdslønnen i det pågældende land sammenlignet med tilsvarende dansk løn, opgjort i købekraft;
- Arbejdslønnen i det pågældende land sammenlignet med landets eget generelle lønniveau;
- Arbejdslønnen i det pågældende land vurderet ud fra produktivitetsniveau;
- Arbejdslønnens procentdel af den samlede kostpris for det pågældende produkt;
og det er kun begyndelsen.
Allerede i dag kan kunden i butikken tjekke disse ting, for så vidt der findes tilgængelige statistikker. Kunden kan tage sin mobil med internet og f.eks. slå op på den internationale arbejdsorganisations hjemmeside, inden varen lægges i indkøbskurven.

Det her er en helt ny tanke, som ikke fortjener bare at blive afvist som utopisk,
Anders nævner nogle punkter som er centrale umiddelbart.
Lad os tage en banan, den koster i butikken ca 2,50 kr og her lurer der jo tanken: hvad får den enkelte plukker for en banan og hvad får plantage ejeren, som så også skal sikre organisationen.
Mange madvarer som vi får langvejs fra er jo generelt billige og undlader vi at købe dem risikerer vi jo faktisk at slå bunden ud af den fattiges økonomi.
Vi kan også tænke på klimapresset omkring den transport der ligger bag.
Men vi har mange andre varer som er tekniske og hvem stryger profitten og hvem har risikoen?
Det lyder umiddelbart urealistisk, som Stella nævner, men er det så kompliceret når vi samtidig forlanger varedeklarationer på alt stort set- hvilket vel i øvrigt også er en udgift for producenten. Hvem tager avancen og risikoen og hvem tager slæbet på gulvet og med hvilken løn se ti forhold til det enkelte samfunds købekraft og pengeværdi.