Erhvervsmand Djaffar Shalchi skriver i Information den 23. februar, at man bør beskatte mangemillionærer som ham hårdere. Men hans forslag om at hæve skatterne for velhavende danskere vil ramme alle danskere.
Højere skat på afkastet af investeringer giver færre investeringer og derved lavere fremgang i produktivitet og lønninger. Ifølge Skatteministeriet vil højere selskabsskat eksempelvis føre til lønnedgang, som rammer lave lønninger lige så hårdt som høje lønninger.
Skatterne på kapital er i Danmark meget høje. For eksempel er skatten på aktieavance den næsthøjeste blandt de 36 OECD-lande. Ifølge Skatteministeriet er realbeskatningen (altså efter inflation) ofte på 65 til 70 procent for velhavende investorer.
Shalchi mener, at en ekstra formueskat på en procent ikke ville kunne mærkes. »Jeg har rigeligt«, som han skriver. Men for investorer i danske virksomheder vil det indebære, at skatten på afkastet af investeringer kan stige til tæt på 100 procent, fordi formueskatten kommer oven i beskatningen af afkastet af formuen. Det vil ramme iværksættere, som får sværere ved at skaffe kapital.
Ideen om særlige skatter for de rige dukker op med mellemrum. Helle Thorning-Schmidt ville for eksempel indføre en millionærskat, men opgav ideen, da den næppe ville give noget ekstra provenu. Det skyldes, at når skatterne i forvejen er høje – som de er i Danmark – kommer der kraftige adfærdseffekter af at hæve dem yderligere, eksempelvis færre investeringer og folk, der flytter deres aktiviteter til udlandet.
Frankrig indførte i 2013 en særlig millionærskat, men da man så resultaterne af den, afskaffede man den igen i 2015.
Indkomstuligheden i Danmark er meget lav sammenlignet med andre lande, og uligheden i formue har været faldende i en årrække.
I løbet af kun tre år er halvdelen af dem i top 1-procent udskiftet med nogle andre. Det skyldes, at der i vores markedsøkonomi er konkurrence, som gør, at ingen kan hvile på laurbærrene. Det er en god ting, som især gavner os alle som forbrugere, fordi producenterne presser hinanden i kampen om kunderne til at levere bedst muligt til lavest mulige pris.
Hvis det skal fortsætte, skal nye iværksættere have adgang til kapital. Det får de sværere ved at få, hvis Shalchis forslag om højere skat på kapital gennemføres.
Martin Ågerup er direktør i Cepos.
Vi små, almindelige mennesker skal lade job-skaberne være, og så må almindelige mennesker selv betale for opretholdelse af samfundets infrastruktur. Og når det så regner på præsten, vil det også dryppe på alle os små degne. Penge, der løber ned til os. Vil vi være lidt internationale i udsyn, kunne vi kalde det 'trickle-down'? Eller, vent, det har vi jo prøvet...
https://www.information.dk/nyhedsblog/2021/02/trickle-down-economics-not...
Det er helt i orden at tjene penge, mange penge, når man så også betaler skat! Men skattebetalingen i DK er ikke proportional med de forskellige indtægter, fordi der åbner sig nogle skattetekniske muligheder ved store indtægter. Så Ågerup, prøv lige at regne på den "vinkel" også. Se på virksomhedsbeskatningen også: den har intet med indtjening og proportionel skattebetaling at gøre. Der er for meget fidus og humbug her også. Samt rige folk flest, skaber ikke arbejdspladser, - de spekulerer!
Hvorfor ikke gå en anden vej - Skab mulighed for flere medarbejderejede virksomheder. Så vil flere få mulighed for at skabe en bedre hverdag til mange flere og alle i virksomheder har glæde af at det går godt for virksomheden.
Hvis det skulle give den enkelte medarbejder en højere skat så har hele samfundet glæde af det også. Der kan skabes bedre uddannelser, pasningsordninger, infrastruktur, osv. som er til fordel for virksomheden, og alle andre i samfundet.
Var det ikke en bedre vej til et bedre samfund?
Det er uendeligt tragikomisk,
at der findes tænketanke som CEPOS, som har til formål at beskytte rige og magtfulde mennesker og virksomheder imod samfundet fattigere og mindre magtfulde mennesker.
@Dorte Sørensen
Lige så vel som trickle-down-teorien har vist sig mest af alt blot at være en tankeøvelse, der ikke viste sig at have levekraft i mødet med virkeligheden, har den charmerende tanke om medarbejderejede virksomheder også været testet i virkeligheden.
Benævnelserne, der blev knyttet til dem, var typisk noget i retning af "kollektiver" og "sovjetter" - og i realiteternes verden viste de sig beklageligvis på samme vis ikke at kunne leve op til de pæne tanker ...
Føre til lavere løn?
Hvis de gav flere penge i løn til medarbejderne var der ellers de fære penge de selv skulle betale skat af, og skatten og brugen af de penge faldt her i landet og endte ikke i skattely.
Mens hvis de bare kan løbe med pengene selv fordi de har grænseløs skattefritagelse har de da intet insitament til at betale medarbejderne mere.
Ja, Martin, husk at fortælle dine bekendte i kapitalejer kredsene, at de skal trække kapitalen hjem fra du-ved-hvor, fordi der står nogen stakkels iværksættere og venter på dem, ikke?
John Kierans - mit indlæg var også mere for at vise en anden variant end den Martin Ågerup reklamere for.
Men der er dog set nogle medarbejdsejede virksomheder og sammenslutninger klare sig ret godt - og i sær for et godt arbejdsmiljø.
Udløst af nogle af kommentarerne oven for er her lige en kedelig, faktuel/faglig bemærkning:
I forhold til skattebetaling er der ikke den store forskel på at drive virksomhed i selskabsform og personlig form. For personer, der driver en virksomhed i personlig regi vil indkomsterne i al almindelighed blive beskattet med mellem 42% og 56,7%. Driver man i stedet en virksomhed i selskabsform, vil ejerne efter selskabsskat (22%) og efterfølgende udbytteskat (27% eller 42%) reelt have betalt et sted mellem 43% og 55% i skat af overskuddet. Så på de helt store linjer er der såmænd ikke de store forskelle i beskatning af indkomst på den ene eller den anden måde.
De eneste virkeligt store forskelle er, at man via brug af et selskab kan udskyde, hvornår pengene tages ud/beskattes (i sidste ende sker der dog beskatning), og så at det ved konkurs kun er investeringen, man taber, ikke automatisk hele den personlige økonomi.
Men hvis man overholder skattereglerne (hvad langt de fleste efter min erfaring gør efter bedste evne), er der ikke rigtig nogen muligheder for den form for ” fidus og humbug”, som Peter Beck-Lauritzen nævner oven for. Og heldigvis for det.
@ John
De % der er kun gældende hvis SKAT fungere. Og hvordan SKAT ikke fungere kender vi kun toppen af isbjerget til.
Har det aldrig undret dig at AFR mente den del skulle køre på tillid, samtidg med at overvågning og kontrol skulle være nødvendigt på borger niveau?
@ John Kierans.
Eller også er arbejdsgivere, deres interesseorganisationer samt de borgerlige partier blevet enige med socialdemokraterne om at fælles ejendomsret til produktionsmidlerne er utidssvarende. Det blev de enige om allerede i 90erne. Mon ikke snarere at socialdemokraterne opdagede at det forslag om økonomisk demokrati (ØD), som var skabt af Ivar Nørgård og Henry Grünbaum, var alt for socialistisk. Det kunne da være en ide at tage projektet op igen:
ØD skulle sikre de danske lønmodtagere medejendomsret og medbestemmelse over deres arbejdspladser. Kernen i forslaget var etableringen af en central fond, hvortil arbejdsgivere skulle indbetale en del af den samlede lønsum. 2/3 af pengene skulle forblive i virksomheden som aktiekapital, og som aktionærer skulle lønmodtagerne have sæde i virksomhedens bestyrelse. Den sidste tredjedel skulle sættes i en investeringsfond, hvis repræsentantskab skulle udpeges af fagbevægelsen og finansministeren.
Hovedformålet med ØD var at sikre lønmodtagerne medejendomsret, medbestemmelse og medindflydelse i erhvervslivet. Det skulle ske ved at opnå en mere ligelig fordeling af formuer og indkomster via etableringen af en central investeringsfond, der i det store og hele var finansieret af arbejdsgiverne og administreret af lønmodtagerne. Alle virksomheder med mere end 50 ansatte skulle indbetale en procentdel af den samlede lønsum til denne fond, i første omgang 0,5 % i 1974 stigende til 5 % i 1983. Regeringen regnede med, at den årlige indbetaling til den tid ville være godt 10 mia. kr. Hver lønmodtager ville modtage et personligt fondsbevis svarende til vedkommendes andel i fonden. Pengene kunne ikke umiddelbart hæves, idet 2/3 af pengene som hovedregel skulle forblive i virksomheden og konverteres til aktiekapital. Den sidste tredjedel skulle stå som risikovillig kapital i den lønmodtageradministrerede investeringsfond, som kunne låne penge ud eller investere på eget initiativ. Fondsbeviser kunne dog hæves efter syv år, ved død (af familien) eller ved det fyldte 67. år.
Hvorfor er ØD ikke længere gangbart - flere af de store pensionsfonde fungerer delvist efter principper hentet fra ØD?
@Ib Christensen
Jeg er i og for sig ikke spor overrasket over, at AFR havde så travlt med at få afmonteret skattemyndighedernes tænder via Christian Jensen som skatteminister - det havde jo trods alt været hans vådeste drøm, da han selv var skatteminister i Schlüters regering.
Til gengæld giver det fagligt masser af mening at lægge en stor del af kontrolpresset på de fysiske personer som skatteydere - det er efter min ydmyge erfaring faktisk snarere blandt dem end blandt selskaberne, at man finder flest fejl (og flest der "laver fejl" med vilje).
De tomme tanker og tesers holdsted - Cepos, og hvor især "VENDEKÅBE-ØKONOMEN", Mads Lundby Hansen huserer.
Før krisen i Danmark i 2008 mente Mads Lundby Hansen, at de kritiske økonomer ikke forstod en pind af det hele, - men som det udviklede sig fik de kritiske økonomer ret, og så skyndte Mads Lundby Hansen også at vende på en tallerken, så hankunnekomme med på billederne over kritiske økonomer.
- Det store spørgsmål er jo; "hvem skaber arbejdspladserne", og det evigt fantastiske svar altid; "det gør kapitalen", - men er det nu også hele historien, og er den sand?
- Åh.... jo, men så også kun til en vis grænse, og ganske rigtigt er der mange der skaber noget nyt, og sætter familiens økonomi ind herpå med risiko for at tabe, men også mange det går godt for, og som skaber nogle arbejdspladser.
Er alt så rigtigt hermed?
Det er kun en lille del af billedet om skabelsen af arbejdspladser, for når staten køber ind til sygehusene af alt fra a - z så er det penge fra statskassen(skatter mv.) der betaler gildet (altså mange af os selv, som skattebetalere), og som betaler for den udvidelse af købsmulighederne hos de private virksomheder, og som bevirker de i nogle tilfælde ansætter flere mennesker, - men altså indirekte betalt af staten.
Når virksomhederne afskriver på nyindkøbte maskiner, så mister staten penge i
skat fra disse virksomheder, som bliver mere produktive og kan antage flere medarbejdere, - som igen indirekte er statsbetalte.
Det hele hænger sammen i forskellige betalingsmønstre, hvor staten spiller en væsentlig rolle for udviklingen af såvel samfundet som samfundets økonomi og virke, på meget forskellige måder, - og er således ikke alene kapitalen fortjeneste.
Stats tilskud til vindmøller øger salget, og medfører nye medarbejdere, - det samme gælder solfangeranlæg, - ja der er næsten ikke det område hvor staten og den ageren ikke er direkte eller inddirekte er ansvarlig for udvidelsen af arbejdspladser.
Tilskud til forskning er også et område der er meget værdibaseret for udvikling af danske arbejdspladser og dermed også afledede skabelse af arbejdspladser.
Det er således ikke kun kapitalen der skal hyldes på falskhedens alter for den dånende befolkningen, men sandelig også en stat der vil en samlet nations bedste, og ikke som Cepos, - kun en lille flok på falske præmisser og deres fantastiske indsats for skabelsen af arbejdspladser, som det bedrag det i virkeligheden er!
Er rimelighed og retfærdighed helt ude af vores syn på "rige" medborgere.
Alle betaler samme kommuneskat i en given kommune, samme kirkeskat, samme moms, samme procent af diverse afgifter, samme bøder for samme forseelser, samme fængselsstraffe for samme forbrydelse osv. Men med statsskatten er det anderledes – her skal nogle borgere pålægges en strafskat på et helt andet grundlag end det der ellers er gældende.
Kan vi ikke afskaffe de forpestende særskatter og stille alle lige? Så kan vi, en gang for alle, blive fri for denne evindelige strid om det retfærdige i ekstrabeskatning af udvalgte borgere, der allerede har betalt den samme skat i procent som alle andre.
Hvis man, ikke vil, ændre på uretfærdigheden i udskrivning af særskat, bør man i det mindste optræde konsekvent og også pålægge særskattebetalerne et tillæg for alle andre skatter og afgifter.