Kronik

Demokrati skal ikke kun finde sted hvert fjerde år. Borgerne skal ind og sidde med ved bordet

Overalt i verden ser vi stigende mistillid til de politiske systemer. Frem for at lade demokratiet reducere til et valg hvert fjerde år må vi gentænke det i form af borgersamlinger, hvor borgerne er med til at finde løsninger på tidens problemer, skriver politisk leder for De Radikale Sofie Carsten Nielsen og demokratirådgiver i We Do Democracy Zakia Elvang i dette debatindlæg
»Der er behov for, at borgerne kommer tilbage og bliver en mere integreret del af det politiske system,« skriver politisk leder for De Radikale Sofie Carsten Nielsen og demokratirådgiver i We Do Democracy Zakia Elvang i dette debatindlæg. Arkivfoto.

»Der er behov for, at borgerne kommer tilbage og bliver en mere integreret del af det politiske system,« skriver politisk leder for De Radikale Sofie Carsten Nielsen og demokratirådgiver i We Do Democracy Zakia Elvang i dette debatindlæg. Arkivfoto.

Nikolai Linares

Debat
18. marts 2021

Vi står midt i en tillidskrise. Tilliden til politikere har længe været i frit fald. Tilliden til vores demokrati vakler. Og tilliden til, at politik kan løse tidens største udfordringer, kan ligge på et meget smalt sted. Når tilliden forsvinder, vokser afstanden mellem system og borgere. Splittelsen tager til.

Vi ser det, når land og by spilles ud mod hinanden. Når coronakampen bliver kogt ned til et valg mellem retsstat eller folkesundhed. Og mange andre steder. Men det handler jo ikke om enten-eller, men om både-og. Man kan godt ville en ambitiøs grøn omstilling og samtidig insistere på, at den skal fungere for både land og by.

Splittelsen har ikke kun slået rod i Danmark. Den findes også i andre lande. Og her går rødderne ofte endnu dybere. De Gule Veste gik på gaden i Frankrig. I USA stormede Trump-støtter Kongressen. Hvert land har sine udfordringerne, og det vil være en forsimpling at sige, at det hele handler om én ting. Men det er sikkert, at der er fællestræk. Magtesløshed. Splittelse. Mennesker føler sig koblet af det politiske system. De stoler ikke på, at politikerne har forståelse for deres bekymringer, håb, frygt og drømme. En værdiundersøgelse gennemført af Danmarks Statistik i 2017 viste, at næsten hver anden dansker ikke har tillid til Folketinget.

Der er behov for, at vi genstarter den demokratiske samtale. Der er behov for, at borgerne kommer tilbage og bliver en mere integreret del af det politiske system. Både på lokalt plan, på nationalt plan og i de politiske partier. Vi har brug for, at politik bliver lavet sammen med dem, den handler om – og ikke hen over hovedet på dem.

Brug for ny ilt

Historisk har det politiske system haft en naturlig folkelig forankring gennem partierne. Da vi tilbage i 1960’erne opbyggede velfærdsstaten, havde over 600.000 danskere medlemskab i et politisk parti. Det svarer til godt hver fjerde stemmeberettigede dansker. Sådan er det langtfra i dag. Alene de seneste ti år er partiernes medlemsdatabaser skrumpet fra 11 procent til godt tre procent af befolkningen. Vi skal finde helt nye måder at bringe befolkning og politik tættere på hinanden på. Ellers mister politik og vores demokrati sin legitimitet, mening og følelse af medejerskab.

Vi tror på, at en del af løsningen er at lade flere borgere sidde med ved bordet. Ligesom træer skyder nye ideer op nedefra. Dansk politik har brug for ny ilt. Og vi tror på, den kan komme fra borgerne. Blandt andet gennem borgersamlinger som Grønt Generationsråd.

Borgersamlinger er et opgør med den forestilling, at demokratiet bor i én enkelt handling: valghandlingen. Vi har ganske vist et repræsentativt demokrati. Men hvis vi også vil have et sundt demokrati, så kan vi ikke leve med, at det demokratiske engagement kun aktiveres én gang hvert fjerde år. Demokratiet lever også mellem valgene.

Demokrati er ikke alene en styreform. Det er en livsform, som Hal Koch sagde det, og vi er løbende forpligtede til at udvikle vores demokrati og give det styrket videre til næste generation. Ellers visner det og dør.

Modigere end politikerne

Borgersamlinger, eller borgerting, kan tage mange former. Gennemgående er det dog, at de er udtryk for det, vi kalder en deliberativ demokratiproces. ’Deliberation’ kommer af ’deliberate’, altså demokrati med fokus på diskussion og deltagelse. Helt kort består samlingerne af en repræsentativt udvalgt gruppe i befolkningen, der skal levere anbefalinger til beslutningstagere om et givent emne. Beslutningstagerne har forpligtet sig til at følge op på anbefalingerne, og der tale om alt andet end pseudoinddragelse. Der er faste OECD-standarder for praksis, brug af en stratificeret lodtrækning, høje krav til uafhængighed både ved brug af eksperter, og hvem der må drive processen, klare borgerrettigheder og et tydeligt mandat – alt sammen vigtige krav, som en borgersamling skal leve op til, før vi kan kalde den en legitim borgersamling.

Og potentialet er stort. Borgersamlinger kan bygge bro mellem borgere og politikere og sikre, at borgerne får reelt medejerskab til den førte politik. De kan forene os om emner, som ellers truer med at splitte os.

Og så tør borgerne ofte træffe modigere valg end politikerne, da de ikke skal genvælges. Det så man eksempelvis i Irland, hvor netop en borgersamling fik gjort op med årtiers stilstand på det kontroversielle abortspørgsmål, hvilket ledte til en legalisering af abort.

Det er derfor, Radikale Venstre har nedsat Grønt Generationsråd, hvor borgerne får uafhængighed, viden og tid til at gentænke fremtidens grønne generationskontrakt. Når nu Christiansborg i almindelighed og regeringen i særdeleshed tøver, har vi simpelthen sat unge og ældre til sammen at forme fremtidens klimapolitik. De skal hjælpe os med at tænke nyt.

Et højere ambitionsniveau

For klimakampen kan meget let blive en generationskamp, en kamp mellem land og by eller mellem rød og blå. Sådan må det ikke gå. Derfor skal løsningerne findes på tværs af skel. Og det kan vi kun ved at inddrage danskerne.

For nylig mødtes rådet første gang, og det viste, at der er en vilje til at finde fælles løsninger.

Som Hjalmer fra Sønderjylland, der er en af deltagerne i Grønt Generationsråd, sagde: »Der skal være mere sund fornuft i det, og (det skal) virke på længere sigt. På den her måde får borgere ejerskab til projekterne, og det bliver nemmere at få igennem til flere borgere.«

Eller Nicoline fra København: »Jeg håber, at arbejdet i rådet kan vise, hvor vigtigt det er at lytte til og respektere hinanden på tværs af skel, for kun på den måde kan vi skabe et samfund med plads til alle.«

Vi har før set politiske workshops, værksteder og lignende forsøg fra partierne på at inddrage borgere i det politiske arbejde. Desværre ender det alt for ofte med, at det enten bliver pseudoinddragelse, eller at det bliver de få og højtråbende, der stjæler dagsordenen.

Det, vi laver med Grønt Generationsråd, har i al beskedenhed et meget højere ambitionsniveau. Intet politisk parti har før prøvet kræfter med noget lignende. Og det gælder i øvrigt ikke kun i Danmark. Radikale Venstre er os bekendt det første parti i verden, der nedsætter en formaliseret borgersamling.

Det er dog ikke udtryk for, at Danmark er frontløber, når det kommer til at afprøve borgersamlinger. Faktisk tværtimod. Borgersamlinger har i vidt omfang været benyttet af regeringer og kommuner verden over de seneste ti år.

Frankrig har med enorm succes haft et klimaborgerting, og det samme har Storbritannien og Polen. I Skotland har næsten alle kommuner borgersamlinger om klima. I Belgien har en hel region indført et permanent borgerting som en fast del af det lovgivende arbejde. Canada er måske det land, der er længst fremme og har haft talrige borgersamlinger på både nationalt og kommunalt plan.

Og ja, vi har faktisk også et klimaborgerting nedsat af regeringen herhjemme. Men borgertinget er designet i en udvandet udgave, der har mere end svært ved at leve op til de internationale standarder og krav til uafhængighed.

Det er forventningen, at Grønt Generationsråd bliver den første af flere borgersamlinger i Radikale Venstres regi. Succeskriteriet er, at unge og ældre sammen kan vise vejen til, hvordan vi når det ambitiøse mål om at reducere Danmarks CO2-udledning med 70 procent i 2030 – på en måde, som samler i stedet for at splitte os. Vi tror på, at det ikke bare er vejen til et grønnere Danmark, men til et langt stærkere og sundere demokrati.

Sofie Carsten Nielsen er politisk leder i Radikale Venstre, og Zakia Elvang er partner i We Do Democracy

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tankerne om grønne råd i regioner og kommuner er fornuftige nok, og er da noget er fortjener større udbredelse - hvis det ikke ender med de vante snakkeforsamlinger uden reel indflydelse. Den største modstander mod den slags er jo dels de borgerlige - og det er jo venteligt, men heller ikke Sosserne har indtil nu vist sig særlig villig til at lade folk få lov til at blande sig. De mange protester mod byggerit på Lærkesletten og Stjelpladsen viser hvor slemt det står til.
Over 10.000 københavnere skrev under på, at Slagterboderne på Vesterbro ikke skulle rives ned. Og folk demonstrered på stedet flere gange. Det sked Sosserne på.
Og for endnu længere siden skrev 25 pct. af københavnerne under på, at Kommunehospitalet skulle bevares. Også det sked Sosserne på.
Bydelsrådene fra 1997-2001 blev til under stor modstand fra Sosserne, og da den planlagte fiasko ophørte, var det som følge af socialdemokratisk obstruktion.

PS: Det er en lidt underlig oplevelser, at se Sofie Carsten Nielsen som afsendr af indlægget. Men den hullede troværdighed hun har efter Morten Østergårds klamme adfærd, da er hun vist den sidste, der skal tale om tillid. De kvinder, der blev generet og forulempet blev ignorere af SCN for at redde partiets ansigt udadtil og Morten Østergraards postion.
Nå, men hva' fa'en - en gnag politisk hykleri er ikke at foragt i disse coronatider, hvor der ikke er så meget at grine af.

Lise Lotte Rahbek

Det kunne også være, at partipolitikkens tid er ved at være forbi,
nu hvor man kan uddanne sig til politiker og ikke behøver have praktisk erfaring med f.eks. arbejdsmarkedet for at styre landet.

Gid jeg vidste, hvad der skal sættes i stedet for.

Nicolaj Ottsen

Er det politisk lederskab eller populisme, når repræsentanterne vender sig imod dem de repræsentere og siger - 'hvad skal vi gøre' ? Problemet med nutidens politikkere og demokratiet pt, er ikke mangle på inddragelse, det er det allestedsnærværende behov for at værne om uskylden - man kan ikke handle og samtidigt bevare sin uskyld, i en begrænset verden og derfor sker der ikke noget.

Det er derfor populisme og ideologisk totalitarisme har så gode kår fortiden, for de tilbyder en løsning på dette uløselige problem; ophøj folket eller ideologien til guddom, hæv folket eller ideologien op over den konkrete virkelighed, for oppe i "himlen" kan alt lade sig gøre.

Folket og ideologierne har bare ikke altid ret, folket bestemmer, ja, men ikke over den konkrete virkelighed og menneskets natur. Den himmelske følelse, den idealiserede drøm, skal før eller siden inkarneres i den konkrete virkelighed - og det er politikkernes opgave, ikke "We Do Democracy's" Grønne generationsråd.

Og hvis de, politikkerne, ikke tager opgaven på sig, hvis de ikke tør udfordre følelsernes idealiserede uskyldighed, bliver resultatet, det ansvars- og virkelighedsfornægtende hedonistisk demokrati eller den totalitære stat.

Vejen frem er at droppe værdi- og identitetspolitikken, fyre spindoktorerne, og stoppe med, som i artiklen, at gemme jer bag råd og nævn. Vend tilbage til realpolitikken. Gør som Jelved, snak fortroligt med de politiske modstandere, indtil der fundet en løsning på problemerne, så kommer tilliden fra befolkningen tilbage helt af sig selv. Alt andet er spil for galleriet - spil af tid.

Det er godt nok interessant at se Sofie Carsten Nielsen, der p.t. vel fremstår som selve inkarnationen af en hyklerisk politiker, der har tilsidesat al etik for at fremme og fastholde egen magtposition, prædike om det problematiske i en tillidskrise.

Man må dog ønske de radikale tillykke med deres nye tiltag - og så håbe, at der ikke bliver tale om a) et ekkokammer, hvor kun personer med sammenfaldende holdninger deltager, og/eller b) en narresut til at holde folk beskæftigede, mens politikerne alligevel primært lytter til teknokratiets input og ønskerne fra det sponsorerende erhvervsliv.

Michael Langberg

En bevægelse mod mere deltagelses-demokrati og en gradvis reduktion af det partipolitiske konkurrence-demokrati for at realisere et mere ægte Folkestyre bør være på alles agenda. Debatten skal foregå på borgernes præmisser og folkevalgte skal alene være forpligtet af deres egne overbevisninger frem for de antidemokratiske tendenser, der findes på tværs af alle partier, hvor det gælder mere om at fremstå som enige end give plads til nuancerede uenigheder og drøftelser af reelle politiske dilemmaer. Borgersamlinger som løsninger er kun en af mange muligheder for aktiveringer og mobilisering af borgerne. Sociale/digitale teknologier giver andre muligheder for at involvere hurtigere. Graden og typen af involvering må helt afhænge af, hvor mange interesser, synspunkter og dilemmaer, der skal afvejes for at nuancere beslutninger og løsninger. Ofte kan det være tilstrækkeligt at involvere borgerne mere blot i form af lukkede svarmuligheder, så det er muligt blot at give sine synspunkter tilkende. Det kræver blot god spørgeteknik. At vurdere på borgernes brug af sociale medier, er det langt enklere at involvere og få synspunkter. Det er ikke sikkert, at det skaber kloge beslutninger, men det sikrer adgang til beslutningsprocessen.