Læserbrev

Drop planer om højere fartgrænser – det vil øge både klimabelastning, støj og forurening

Vejdirektoratet hæver snart fartgrænserne fra 110 til 130 km/t på blandt andet Djurslandsmotorvejen, fordi man belejligt vurderer at samfundets besparelser er signifikante, mens klima- og miljøbelastningen er så minimal, at man ikke engang vil undersøge det, skriver Kurt Søe, Liv Gro Jensen og Gunnar Boye Olesen i dette debatindlæg
Debat
19. marts 2021

Regeringen har svært ved at nå klimamålsætningen om 70 procent lavere drivhusgasudledninger i 2030, og en af de store klimasyndere er biltrafikken. Alligevel vælger de at øge klimabelastningen ved at lade Vejdirektoratet sætte hastigheden op fra 110 til 130 km i timen på en række motorveje, blandt andet Djurslandsmotorvejen. Det vil både øge klimabelastning, støj og forurening.

Beslutningen om de højere hastighedsgrænser blev taget i 2016 af den tidligere regering, baseret på et oplæg fra Vejdirektoratet. Ifølge oplægget kan bilisternes gennemsnitlige tidsbesparelse på 20 sekunder på Djurslandsmotorvejen omregnes til en milliongevinst for samfundet. Meget belejligt har man samtidig vurderet, at den øgede klimabelastning, forurening og ekstra støj er så begrænsede, at de kan udelades af vurderingerne.

Det er mange af os, der allerede i dag generes af støjen fra motorvejene, kede af. Og fremover vil flere blive generede af for eksempel Djurslandsmotorvejen, der løber gennem et byudbygningsområde ved Aarhus’ nye letbane, så endnu flere boliger snart vil ligge mindre end en kilometer fra motorvejen.

I forbindelse med ændringer af motorveje skal der ifølge Naturstyrelsen laves en VVM-analyse (Vurderinger af Virkninger på Miljø). Det blev der også lavet, da Djurslandsmotorvejen i sin tid blev anlagt. Her var et af svarene til kritikere, at hastigheden kun skulle være 110 km i timen.

Når nu hastigheden skal øges til 130 km i timen, har Vejdirektoratet valgt ikke at lave en ny VVM-analyse, selv om forudsætningerne er ændrede. Der begrundes med, at ændringen er minimal. Det skyldes blandt andet, at Vejdirektoratet forudsætter, at gennemsnitsbilisten i dag allerede kører over 113 km i timen og dermed overskrider hastighedsgrænsen, mens den samme gennemsnitsbilist, efter hastigheden er sat op, ’kun’ vil køre 120 km i timen.

Herfra skal lyde en kraftig opfordring til, at regeringen begynder at tage klima og miljø alvorligt og ikke bare lader Vejdirektoratet fortsætte projekter, der øger klimabelastningen, generer naboer og miljø, samt er baseret på et diskutabelt grundlag. Planen er, at hastigheden skal sættes op i løbet af 2021, så der er stadig tid til at sige stop – men det haster.

Af Kurt Søe, repræsentant for Danmarks Naturfredningsforening Aarhus, Liv Gro Jensen, medlem af Aarhus Byråd for SF, og Gunnar Boye Olesen, politisk koordinator i Vedvarende Energi

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her