Væk fra familien og ind på arbejdsmarkedet. I Danmark har vi i årtier haft en kulturel fortælling og en samfundsøkonomi, der ønsker at frigøre kvinder ved at ligestille dem med mænd gennem arbejdet. Den mulighed er vigtig, men den har også en skyggeside.
Problemet med denne frigørelsesfortælling er den tilhørende fortælling om, hvad man som kvinde frigøres fra. For når vi kvinder først er frigjort fra familien, kan det være svært at komme tilbage til den, fordi vi ikke er i stand til at se familiens værdi.
Efter rødstrømpebevægelsens kamp for ligestilling blev kvinden frigjort og ligestillet på arbejdsmarkedet. Hun kunne gøre som manden. Fri var hun for kødgryder, børnepasning, rengøring og alt det andet, hun nu ikke længere behøvede at tillægge en værdi.
Denne frigørelsesfortælling har vi den dag i dag holdt fast i. Blot glemmer vi den gruppe af kvinder, som ønsker mere tid i hjemmet. Vi er mange kvinder, hvis velbefindende i høj grad er afhængig af meget tid sammen med vores nære relationer, herunder særligt vores børn.
Frigørelsen er for alle os, der mærker den, en åbenlys form for kvindeundertrykkelse. Om det er øremærket barsel, børns sygedage, fleksible arbejdstider, you name it, så handler det om, at vi som samfund for alt i verden skal undgå, at det er kvinden, der går hjemme.
For hvad med kvinders løngab og pensionsopsparing? Bidrager disse kvinder med deres fine uddannelser overhovedet til samfundet, hvis de går hjemme?
Det er næppe af hensyn til den enkelte kvinde, hendes velbefindende og værdigrundlag, men af hensyn til ligestillingen på arbejdsmarkedet, at tilværelsen for kvinder er indrettet på den måde, den er i dag.
Fastlåste kvinder
Mange af os har mormødre, der modvilligt sendte deres børn afsted i dagsinstitution som små. Vi har selv mødre, der lige så modvilligt sendte os afsted som små. Og nu står vi selv som mødre og gør det samme med vores eget afkom. Dét er kvindeundertrykkelse.
Forudgående generationer af kvinder tiede i højere grad om deres smerte, fordi de blev mødre i en samtid, hvor rødstrømperne havde monopol på feminismen og det at definere ligestilling for kvinder. Disse kvinders stemme blev kvalt på ligestillingsalteret. Men er vi overhovedet kommet meget videre?
Det er på tide at nuancere den forståelse af kvinder og kvinders frihed, der dengang kollektivt blev vedtaget som en sandhed. Den viser sig nemlig som en ny form for kvindeundertrykkelse, der afslører, at vi kvinder fortsat ikke har ligeværd og frihed til at definere vores egen tilværelse som kvinder. Og den kamp burde have gået forud for ligestillingskampen, for hvad er ligestilling uden ligeværd?
Hvad er det for en kvindefrigørelse, hvis kvinder føler sig fastlåst? Det er ikke frigørende, når man som kvinde skal følge værdier, blot fordi ’det gavner ligestillingen’.
Kvinder og børn mistrives
Når alt skal bedømmes ud fra, om det gavner ligestillingen eller ej, misser vi helt blikket for, om det gavner kvinderne selv. Det vidner om en alt for snæver ramme at være kvinde i.
Af hensyn til ligestillingen skal rigtig mange kvinder og børn åbenbart mistrives, fordi samfundet ikke giver plads til alle de kvinder, der ønsker at tilbringe det meste af deres tid sammen med deres børn.
Når man ikke kan anerkende, at vi som kvinder er forskellige, og at den store trang til at være sammen med vores afkom ikke udelukkende kan forklares ud fra nedarvede stereotype kønsroller, ja, så er det kvindeundertrykkelse.
Det er kvindeundertrykkelse, når kun én type kvinde sætter rammerne for kvindelighed, og fortællingen hermed bliver, at det kun er gennem lønarbejdet, at vi kvinder kan høste anerkendelse og skabe værdi for samfundet.
Vi er mange, der mærker uoverensstemmelsen mellem samfundets værdier på den ene side og vores egne indre værdier på den anden – hjemmegående eller ej. Under forårets første nedlukning kunne man således støde på artikler fra flere børnefamilier, som nød den øgede tid med familien, også selv om det betød, at arbejdslivet måtte blive presset lidt tilfældigt ind.
Vi er mange mødre, der ønsker at kombinere morrollen med karrieren på en måde, så det er vores børn, der får det meste af vores tid frem for lønarbejdet – i hvert fald mens børnene er små. Hvorfor skal dét devalueres? Hvorfor må vi ikke have lov at være her?
Valget er væk
Kritikken fra de af os, der ønsker at bruge mere tid med vores familie, skal ikke parkeres med floskler om, at vi bomber samfundet tilbage til 1950’erne, tilbage til kødgryderne og det dertilhørende husmorideal. Flosklerne afslører nemlig, hvor skoen trykker: At den moderne feminisme er mere optaget af en snæver forståelse af ligestilling end af valgfrihed for kvinderne.
Måske handlede feminismen engang om at give kvinder et valg. At man ikke skulle være tvunget til at passe hjem og børn, fordi man var kvinde. Man skulle have et valg. Men det er som om, at fokus er skiftet. At valget er væk. Det handler ikke længere om at frigøre kvinden, så hun får valgfrihed, men om at frigøre hende fra hjemmet og familien.
Man har således gjort det utænkeligt, at hjemmegående kvinder kan være værdiskabende for samfundet, og at nogle kvinder, helt frivilligt, kunne have et ønske om at prioritere tid i hjemmet.
Yngelpleje og kødgryder giver ikke status, anerkendelse og værdi i samfundets øjne. Men hvis feminismen ønsker at repræsentere alle kvinder, må den give moderskabet og børnene værdi – ellers er vi mange, der ikke kan kalde os feminister.
Hvis det vigtigste spørgsmål er, om noget er godt for ligestillingen, så mister vi nogle meget centrale værdier. Vi skaber en snæver forestilling om, hvordan man som kvinde kan leve sin tilværelse. Hvis det ikke er godt for ligestillingen, er det tilsyneladende ikke legitimt.
For ligesom kvinder i sin tid blev mødt med, at det var for deres eget og samfundets bedste, at de blev hjemme, så mødes vi kvinder ironisk nok i dag med samme fortælling – bare med omvendt fortegn.
Man fristes til at spørge, om vi virkelig ikke er kommet længere end til 1950’ernes kvindeundertrykkelse?
Manja Holmelund Simonsen er kandidat i moderne kultur og kulturformidling
Anil Katrin Abildgaard studerer jura
Camilla Fredsgaard er bachelor i religionsvidenskab
Marina Eggers-Krag er pædagog og cand.mag.
Mie Wedsgaard Storm er filosof
Siff Marie Sahlholdt er kandidat i engelsk og retorik
Signe Flor Jørgensen er pædagog
Lige et opklarende spørgsmål -
De vil have lov til at vælge deres liv og leve det som de ønsker det. Fordi det er det de føler bedst passer deres behov.
Hvem har så ansvaret for deres forsørgelse?
Det ligger vel mellem linjerne at ved at give kvinder et frit valg - så tvinger man manden til at være forsørger. Uanset om man er feminist som de beskriver dem eller som de kvinder her ønsker at være det.
Der mangler værdisættelse af det kvinder traditionelt har beskæftiget sig med.
Det har ikke hjulpet at mænd går ligeligt til "kødgryderne". Eller beskæftiger sig i jobs som er "kvindefag". At man diskuterer kønskvoter ved ansættelser i direktørjobs eller i bestyrelser, er ikke nødvendigt. Stiler vi mod de jobs, står det enhver frit for, mand eller kvinde. Derimod er der stort pres på at kvinder ikke beskæftiger sig i deltidsjob, netop for at fylde behovet hos deres børn og dem selv. Eller bare fordi de synes det er det rigtige at gøre.
Tak for en meget interessant kronik. Jeg er enig i, at nogle livsformer og reproduktionsområder er alt for lidt værdsat i vores samfund.
Jeg synes imidlertid, at kronikforfatterne overser, at feminister kommer i alle afskygninger. Det er rigtigt, at ligestillingsdebatten alt for ofte handler om, at kvinder skal være som mænd, skal være (en masse) på arbejdsmarkedet, skaffe sig lederstillinger, tænke på pension.
Men der findes også feminister, der synes, at vi alle skal være mindre på arbejdsmarkedet, arbejde mindre, forbruge mindre, dele mere, bruge vores liv mere på de nære ting.
Vil kronikforfatterne bare lade kvinderne få mere tid med børnene og i hjemmet? Eller ønsker I, at vi alle skal have mulighede for at ‘gå ned i gear’. Det første kaldes i Norge ‘livmorfeminisme’ - kvinder og mænd er forskellige, og det er kvinderne, der skal have lov at tage sig af det ‘hjemlige’. Det andet synspunkt - at vi alle kan geare ned - er repræsenteret i ‘økofeminismen’ og i de socialistiske partier.
Det havde givet indlægget en ekstra kvalitet, hvis der havde stået "forældre" i stedet for mødre og "mennesker" i stedet for kvinder.
Jeg savner fokus på børnenes tarv og ikke kun på mødrenes/forældrenes tarv. Og der er ingen børn, som har behov for at komme i institution som etårige. Måske skulle vi formulere en børne- og familiepolitik, som tager udgangspunkt i, hvad der gavner børnene - herunder forældreuddannelse.
En stor del af lønforskellen er jo direkte forårsaget af skatteomlægningerne, hvor udligningen er blevet stærkt forringet. Tidligere blev lønforskellene i højere grad formindskede over skatten.
"It seems to me quite extraordinary that most social scientists will accept that evolution has caused us to have the kind of bodies we have, to have two lungs, one heart, two arms. They are quite happy with that. As soon as you get to the neck, as soon as you get to the brain, they think that for some reason evolution would have had no effect on the brain. Yet it is the single most costly organ we possess in terms of the calories we use to run it. That brain evolved for a reason, and it evolved because it gave us an advantage."
Dr. Anne Campbell, Evolutionspsykolog (1951-2017)
Da jeg var barn og ung, var der mange kvinder der primært passede hjem og børn både med og uden glæde.
De havde dog det til fælles, at de i tilfælde af skilsmisse og ægtefællens tidlige bortgang,, stod meget meget dårligt økonomisk og socialt.
Det medførte, at jeg besluttede at kunne forsørge mig selv, altid.
Valget er da ikke væk, det er åbenbart en stråmand. Enhver kvinde og mand kan frit vælge at lade være med at arbejde. Det er deres frie valg. For de fleste vil det så kræve en, der kan forsørge dem (som ikke skal være samfundet). Men det er jo heller ikke unormalt.
@Rikke Nielsen
Kvinder har alle valg på hylden idag. Hvorfor er dette ikke et valid argument hvis jeg retter det imod nuværende "kvindekamp" og erklærer den vundet og overstået?
Er det ikke lidt kålhøgent af dig at bruge samme argument imod debattøren som du selv afviser når fortegnet er modsat?
Nogen mener køn er en social konstruktion, formentlig de samme mennesker som ser ned på kvinder der vælger at prioritere tid med familien.
Jeg er en mand og desværre indså jeg nogle år for sent at der var meget mere værdi for mig i at bruge min tid på at lave mad til mine børn og rent faktisk at bruge noget tid sammen med dem i stedet for blot at parkere dem i vuggestue/børnehave.
Heldigvis kunne jeg nå at rette op på det og det får jeg stor anerkendelse for, hvilket jeg værdsætter. Det gør mig trist at nogen kan mene det er en dårlig ting at prioritere sin familie uanset om man er mand, kvinde eller noget tredje.
Målsætningen må være at vi alle er ligeværdige og med de samme mulighed. Hvis nogen har travlt med at fremme en agenda om at kvinder SKAL gøre karriere så kan man jo også bare ignorere dem.
Emil Davidsen, du må forklare dig nærmere, jeg kan ikke se, hvad du er for eller imod i det, jeg har skrevet.
Hvad er problemet?
/O
Jeg oplever både i medierne og i min omgangskreds det ganske modsatte af, at "kvinden for enhver pris skal undgå at gå hjemme". Jeg synes, at der er tiltagende tendens til at fuldtidsarbejdende mødre udstilles som dårlige mødre, som "bare parkerer deres børn i institution", uden tanke for børnenes behov. Hvornår har noget nyhedsmedie sidst bragt en artikel, som udelukkende vinkler arbejdende mødre positivt?
Tværtimod ser vi den ene artikel/debat/nyhedsudsendelse efter den anden, om mødre som har "valgt at prioritere børnene", læs: som har den mulighed at andre vil og kan forsørge familien, mens børnene er små.
Jeg tror ikke skribenterne skal være bange for, at nogen der skævt til dem af den grund, at de har valgt at gå hjemme. Det ville også være rart, om hverken de hjemmegående mødre eller samfundet som helhed så skævt til os kvinder, som enten af lyst eller nødvendighed går på arbejde.
Jeg anerkender dog, at der kan være en personlig følelse, som skal arbejdes med ift. at være hjemmegående: De forventninger du måtte have til dig selv. På samme vis som udearbejdende mødre også har nogle følelser, der skal bearbejdes ift. børnene.
Og det er klart at kvinder havner i disse svære følelser ligegyldig, hvad de gør, fordi vi i vores kultur har placeret forælderansvaret så ensidigt tungt på deres skuldre. Og helt glemt at børn meget ofte har 2 forældre.
Om end disse følelser kan være svære at arbejde med, skal man dog passe på med ikke at pege dem ud ad mod andre kvinder, der har foretaget nogle andre valg. Du kan kun være ansvarlig for dine egne valg.
Men i stedet kæmpe for et samfund, der i højere grad anerkender - og ikke mindst understøtter - at far også har et ansvar i at sikre gode opvækstbetingelser for deres egne børn.
Jo, det er virkelig hårdt for os alle at skulle vælge. I det hele taget at have noget at skulle vælge og andet at fravælge. Yuck!
Ordet stråmand er populært at trække frem, og det er også gjort her i tråden. Måske feminisme anno 2021 i sig selv ganske enkelt er blevet én stor stråmand? En anakronisme i betragtning af de udviklinger, der er sket. Og som kun videreføres qua (for) åbenlys opfindsomhed.
Man snakker meget om ansvar og fædre.
At de skal tage ansvar i hjemmet.
Nogengange tror jeg det ville være en sundt at tage en mere grundlæggende debat. Hvem definerer det ansvar?
Det at kvinden kan bestemme hvornår hun får børn og er primus motor i at definere hjemmet. Der argumenteres i artiklen for at det i højere grad bør anerkendes at samfundet og i særdeleshed af feministerne.
Jeg kan i artiklen ikke læse hvad rolle deres mænd spiller.
Har deres mænd frit valg?
Og hvad har de frit valg imellem?
Eller skal de bare tage ansvar?
Og støtte deres kvinder i deres selvrealisering.
Niki Dan Berthelsen, jeg er såmænd ikke uenig i det, du skriver. Og dette er faktisk også én af de vigtige grunde til, at jeg mener, at vi skal have øremærket barsel. Hermed for at sikre, at far ikke (ved)bliver en andenrangsforælder.
Jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde.. for sikke dog en omgang skammelig miskmask. Når en kvinde (eller 7) klager over at deres stemme ikke, i følge deres mening, er ordentligt repræsenteret, så er det sådan de skal formulere sig. Det er ikke “kvindeundertrykkende” det er bare ikke lige det emne feministerne har diskuteret for nylig.
Det er takket være rødstrømperne at kvinder overhovedet må tale i forsamlinger og dermed deres kamp der har gjort denne forvirrede artikel mulig, så tak til dem fra de her 7 forvirrede kvinder..
Hvad er feminisme?
Kampen for at kvinder ikke bliver vurderer mindre være fordi de er kvinder dvs slut med hele “kun en pige” konceptet.
Hvad er feminisme på arbejdsmarkedet? Lige løn for lige arbejde. Lige mulighed for forfremmelser. Lige sats af pension. Lige repræsentation i bestyrelser og udvalg.
Økonomisk taler vi slut med løngab og lavere livstidsindkomst fordi kvinderne har den biologiske pligt at bære og føde børn.
Ja pligt: barsel er en genoptræningsperiode og en pligt over for barnet: ikke et gode der skal deles med en mand... Self skal Far have mere barsel, det skal bare ikke tages fra Mor..!!!
Kvinder skal ikke belastes af flere “barn syg” end mændene; de skal ikke holdes tilbage i lønstigninger eller betragtes som mindre værd.
Biler, køkkenet, skudsikre veste, overalls, kedeldragter og uniformer skal designes OGSÅ TIL KVINDER. Slut med knæpuder der ikke sidder på knæene og lommer der gaber fordi baller og lår ikke kan være i uniform XXL.
Åh - og så vil nogle kvinder gerne gå lidt mere hjemme? Måske arbejde mindre og lade deres partner (en mand..??) stå for hoveddelen af familiens økonomi?
Jamen det må de da gerne..
Det hedder PERSONLIG FRIHED og er (eller burde være) hver kvinde, eller mand, til rådighed. Ingen feminister tvinger kvinder til at arbejde..!!!!!!
Det er en økonomisk betragtning og at de 7 blanke kvinder ikke har fanget den skal ikke lægges bevægelsen til last..!
Kvinde: bliv hjemme, gå på arbejde, tag cyklen eller køb en Ferrari. Det er ØKONOMIEN der bestemmer det.
Om din mandlige kollega tjener mere eller har en højere livstidsindkomst eller 95% større chance for en forfremmelse: det er en del af kvindekampen og feminismen.
Om dit personlige valg er mindre arbejde eller mindre tid med ungerne, det har virkelig ikke noget med alle de andre kvinder at gøre!!!!
Spørg din mand om familen har råd: tydeligvis har du ikke selv overblikket til at regne det ud.. ikke fordi du er kvinde: men bare fordi du ikke har gidet sætte dig ind i det..!
Den indre emotionelle konflikt er også din egen, og det er heller ikke “undertrykkelse fra feminismen” men bare et udtryk for en indre usikkerhed.
Kvind dig op!
Tag en beslutning!
Vælg arbejde (og penge) fra og tid med de små til: måske takket være en rig mand eller evnen til at leve småt.
Eller arbejde for pokker! Vuggestuen er opfundet!
Tag DIT EGET VALG DU ER EN FRI KVINDE.
Og stop med at tving dit personlige valg ned i halsen på andre...
indse at det kan være rigtigt for dig at blive hjemme - og lige så rigtigt for andre at tage på arbejde.
Bare de (kvinden., ja og også manden!) selv har valgt.
Og nej du skal ikke vælge for mig.
Feminisme er frigørelse fra andre; frigørelse fra en form for indre konflikt kræver nok en psykolog.
Forfriskende kronik og en markør på at kvindens gode liv ikke er givet med en professionel løn karriere, og at ligestillingskampen er tættere på at være i mål end hvad ellers normalt udtrykkes offentligt.
Glædeligt for børnene og familiernes almene trivsel hvis nu kronikørernes grundtanke kunne vinde bredere anerkendelse. Især positivt ift at vi kan udvikle os imod et mindre stresspræget og forbrugeristisk samfund. Velstand eller trivsel er jo ikke propotionel med indkomsten i familierne og pensionsopsparingerne, slet ikke med boligernes priseksplosion, som afspejler dobbelt indkomsternes størrelse og almene udbredelse. Ned med det økonomiske menneskeliv og op med et humane liv..
Niels Jakobs, og hvad er så fars rolle i det?
Godt spørgsmål(!): Udover yde sin større arbejdsmarkeds indsats ( end kvinden statistisk ), at yde fair part i børnenes opvækst, støtte moderen i sin indsats og bibringe stereofonien overfor fælles afkom; drengebørn såvel som pigebørn bør kende til en mandlig menneskeart - hvorfor der skal tilstræbes flere mandlige pædagoger i skole og børneinstitutioner, og forsøg med kønsseparation for at prioritere drengen, som meget let bliver taberen i dagens og morgendagens samfund, når A.I. og robotterne for alvor erstatter mandens job.
Charlotte Madsen - jeg er enig med dig i rigtig mange af de ting, du skriver.
Det ser imidlertid ud for mig, som om du anerkender, at der findes strukturer i samfundet, som påvirker vores vores tanker om og muligheder på lønarbejdsmarkedet - men ikke strukturer, der handler om vores liv udenfor dette.
Er det rigtigt forstået?
Altså - mener du, at når det kommer til livet udenfor eller rundt om lønarbejdet - herunder hele det reproduktive område med blandt andet fødsel og barsel og husholdning - skal vi ikke diskutere og mene noget om strukturerne og hvad andre mener, siger og gør, men bare tage individuelle valg?