Læserbrev

Det er folkeskolen, der skal sikre, at det igen bliver muligt at bryde social arv i Danmark

En ny undersøgelse viser, at den sociale mobilitet i Danmark er sat tilbage til niveauet fra 1940’erne. Det må vi ændre ved at give folkeskolen et løft, så den reelt kan sikre, at alle børn får de nødvendige færdigheder til klare sig godt i livet, skriver studerende Kasper Andersson i dette debatindlæg.
Debat
4. marts 2021

I Danmark har vi et af verdens bedste uddannelsessystemer. Det er i hvert fald den historie, vi kender. Men et nyt studie af forskerne Kristian Bernt Karlson og Rasmus Landersø fra henholdsvis Københavns Universitet og Rockwool Fondens Forskningsenhed illustrerer en anden virkelighed.

Vi har den selvforståelse, at den unikke danske velfærds- og undervisningsmodel utvetydigt er i international særklasse. Derfor er det altid lidt af en mavepuster, når OECD eller andre internationale institutioner offentliggør, at det ikke rigtig gør sig gældende.

For det gør det især ikke, når talen falder på den sociale mobilitet. Den volder os i Danmark store problemer ifølge føromtalte studie. Faktisk så store problemer, at vi for nærværende er sat 50 år tilbage. Den sociale arv for årgange født i slutningen 1980’erne er at finde på samme niveau, som det var tilfældet for årgange født i starten af 1940’erne. Det skal vi lave om på.

Der er selvsagt sket en del i løbet af denne 50-årige periode, hvad angår velfærdsstaten og uddannelsessystemet. Hvordan kan det så være, at uddannelsesmobiliteten ikke er blevet højere, når vi i kraft af vores velfærdsmodel har skabt det, der skulle fungere som kraftige incitamentsstrukturer i form af både gratis uddannelse og SU?

Svaret skal blandt andet findes i de uformelle barrierer, der opstår som følge af den sociale arv. Dårlige mønstre skal brydes ved tidligt at fremelske nogle af de færdigheder og evner, som ikke alle får med i bagagen hjemmefra. Derfor er folkeskolen den instans, der har den største indflydelse på den sociale arv i Danmark, og den må og skal blive bedre til at sikre, at alle børn tilegner de basale færdigheder, de kan bære med sig videre i livet.

For på trods af at fri og lige adgang til uddannelse er en grundpille i Danmarks velfærdsmodel, der skal sikre muligheden for mønsterbrydning, så er det for nogle børn mere en formel end en reel mulighed. De svageste efterlades i øjeblikket på perronen.

Af Kasper Andersson, studerende

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Jensen

Hvorfor er det lige, at jeg ikke i 50 år har stemt på liste A? Derfor!

Eva Schwanenflügel

OBS *

Der har desværre indsneget sig forbyttede overskrifter i to debatartikler

jens christian jacobsen

Velfærdsstater, der kombinerer højt niveau af understøttet og betalt forældreorlov, kontante børnetilskud, skattefordele og subsidieret børnepasning, har lavere børnefattigdom og børnedødelighed, højere uddannelsesniveauer og større social mobilitet. Det er gammel viden. Som sådan er der intet nyt i undersøgelsen. Til gengæld er der brug for mere forskning for at forstå, hvordan staten, markedet og familien kan arbejde sammen for at udjævne det, der kaldes for social arv og tæt forbundet hermed for social kontrol. Basalt set drejer det sig om uligheder i familierne, på markedet og som borgere i velfærdsstaten.
Uligheder inden for og på tværs af generationer kan blive værre eller bedre. Det afhænger af hvordan velfærdsstaten reagerer på børnenes behov under sociale og økonomiske kriser, såsom den igangværende COVID-19-pandemi. Det kan faktisk være tilfældet, at børn har fordel af velfærdsstatens ’nedkøling.’
Udelukkende at se på uddannelsesmobilitet er et for snævert perspektiv med mindre det sker indenfor rammerne af en bredere samfundsanalyse af fx ulighed.