Kronik

Det er forkert og upassende at beskrive min fars kræftforløb med krigsmetaforer

Når vi omtaler kræftforløb, beskriver vi det i krigsmetaforer som en kamp, man enten kan vinde eller tabe. Men det er et upassende billedsprog, som gør dem, der dør af sygdommen, til tabere, der ikke ’kæmpede nok’. Vi har brug for et mere passende sprog, skriver cand.mag. Steen Toft Winther i denne kronik
Krig og charterrejser burde hverken associeres med kræft eller pandemier, ligesom metaforen ’en rutsjebanetur’ virker malplaceret til at beskrive en dyb personlig krise, skriver dagens kronikør.

Krig og charterrejser burde hverken associeres med kræft eller pandemier, ligesom metaforen ’en rutsjebanetur’ virker malplaceret til at beskrive en dyb personlig krise, skriver dagens kronikør.

Anders Rye Skjoldjensen

Debat
10. marts 2021

Da min far fik kræft og døde, manglede jeg et sprog. Et uden metaforik og tom retorik. Et, som ikke ville karakterisere ham som en taber, der enten ikke ’kæmpede’ eller ikke ville livet nok, eftersom han ikke overlevede.

Det sprog, som lå tilgængeligt, viste sig utilstrækkeligt, for krigens metaforik har gennemsyret måden, hvorpå vi taler om kræft – og den er ikke retvisende. For eksempel skrev Altinget i min fars nekrolog, at han »måtte give op efter to års kamp mod kræften«.

Min far så ikke sygdommen som en kamp – lægerne skar forkert, kræften spredte sig, han døde – men alligevel blev dødsfaldet altså sat ind i nederlagets kontekst.

Anderledes står det til i de overlevendes lejr. Dem, der ’vinder’ over kræften. Her er der kutyme for, at ’sejrsherrerne’ på sociale medier proklamerer, at de har overvundet sygdommen, og nogle bærer endda T-shirts med sloganet: »Cancer messed with the wrong guy/girl«.

Betyder det så, at kræft i andre tilfælde ’messed with the right guy/girl’?

Det er også blevet en trend at dele billeder fra sidste kemobehandling og besmykke det nu raske menneske med adjektiver som ’tapper’ og ’modig’ – ord, man tidligere brugte om soldater på slagmarken. Imens må pårørende til ’taberen’ indrykke ’nederlaget’ i dødsannoncerne.

I ’krig’ med corona

I 1978 forsøgte den amerikanske forfatter og filosof Susan Sontag med bogen Illness as Metaphor at gøre op med kræftens metafortunge diskurs, der gennem retorikken om krig og viljestyrke pålægger patienten ansvaret for eget sygdomsforløb. Sontag fik selv konstateret brystkræft, og hun mente, at den sundeste måde at være syg på var helt at afvise metaforer. Man skulle så at sige afspritte sprogbruget.

Nu har krigsmetaforikken spredt sig til coronavirus. Sidste forår, da coronapandemien lukkede verden ned og befolkningen inde, identificerede professor i litteraturvidenskab fra Syddansk Universitet Anders Engberg-Pedersen, at krigsmetaforikken vandt indpas i både den danske og internationale offentlige diskurs.

»Vi er i krig,« udtalte Frankrigs præsident Emmanuel Macron, sundhedspersonale blev – og bliver stadig – beskrevet som kæmpende i frontlinjen, og herhjemme udnævnte vi direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm som ’coronageneral’.

Metaforer besidder en magt til at forme vores forståelse af en sygdom, og coronavirus gribes ifølge politikerne og dagbladene tilsyneladende bedst an ved at betragte den som en ’usynlig fjende’, vi alle skal være med til at bekæmpe: »Det, du gør nu, gør en forskel,« som myndighederne minder os om i tv, radio og på sociale medier.

Denne krigstilgang har fået konsekvenser. På den politiske front har krigsdiskursen spillet en væsentlig rolle i retfærdiggørelsen af hidtil usete restriktioner i form af nationale, regionale og lokale nedlukninger og forsamlingsforbud, man ellers kun kunne forestille sig i reelle krigstider.

Anders Rye Skjoldjensen

En falsk agens

Problemet er bare, at metaforen ikke holder. Læger og sygeplejersker er altså ikke soldater, hvordan vi end vender og drejer det, selv om det da lyder godt i en rubrik eller på et pressemøde. Derfor foreslog professor Engberg-Pedersen, at vi skulle finde en alternativ metaforik, en, der opfordrer til omsorg, pleje og varme frem for at acceptere krigens aggressivitet.

Det samme kunne man ønske sig for kræft. Vi er alle indforståede med, at man ikke kæmper mod hjerneblødninger og blodpropper, så hvorfor skal kræft- og coronapatienter trækkes med et billedsprog, der giver dem et medansvar for udfaldet af sygdommen?

Et svar kunne findes i, at krigens metaforik tilbyder den syge en slags (falsk) agens i form af et sprogbrug, der ophøjer forløbet til en nobel kamp. Om end patienten ikke selv opererer eller administrerer kemoterapien, føler den syge måske, at hun kan påvirke ’slagets gang’ ved at have den rette indstilling.

Metaforikken kan give følelsen af at få kontrollen tilbage i en ellers ukontrollerbar tid. Hvis man klarer skærene, kan man kalde sig selv for en kriger, der kæmpede for livet i en sådan grad, at kræften ikke havde en chance. Men billedsproget ignorerer sygdommens realitet: At den er dødelig, om man vil livet nok eller ej. At kræft eller coronavirus fortsætter ufortrødent uanset kampgejst.

Ud over Sontag har der været flere forsøg på at ændre måden, der tales om kræft på. Et populært alternativ er rejsemetaforen. Ingen vindere, ingen tabere, enten når man til vejs ende, eller også rejser man videre.

Ligesom med krig tager billedsproget et abstrakt og ukontrollerbart fænomen og gør det begribeligt ved at tage udgangspunkt i forhold, der er lettere for mennesker at forstå.

En ufrivillig rejse

Kræftens Bekæmpelse – der ellers synes at have lagt sig fast på én specifik metafor, krigens – tyer også gerne til rejsemetaforen på sine platforme, for eksempel på deres Instagram, der når ud til 44.000 følgere. I forbindelse med senfølger skildrer en kvinde sit kræftforløb som det at lande i Usbekistan, selv om hun håbede på at ankomme til Maldiverne. I andre opslag formuleres forløbet som »en vanskelig rejse«.

Jeg ville nu snarere mene, at ’rejsen’ minder om en kidnapning end en reel rejse. Om destinationen ligger i Usbekistan eller Maldiverne – eller om flyet forulykker – er udflugten ufrivillig. Jeg ved i hvert fald, at min far hellere var blevet hjemme frem for at afslutte sin ’rejse’ med smerterne rullende rundt i kroppen på hospice.

Derfor er det udtryk for en bekymrende tendens, at Kræftens Bekæmpelse – mens både onkologer, forfattere og filosoffer står i kø for at advare mod lemfældig omgang med billedsprog – i navn og virke videreformidler potentielt skadelige metaforer til et bredt publikum.

Under hashtagget #UgensFighter låner de instagramprofilen ud til personer, der enten ’kæmper’ særligt inspirerende mod kræft eller arbejder med at få bugt med sygdommen. På den måde taler organisationen ind i en farlig diskurs og ignorerer dem, der på grund af overvejelser over livsforlængelse kontra livskvalitet vælger ikke at fortsætte behandlingen og i krigens forstand ’giver op’.

Problemet er, at befolkningen lytter, når Kræftens Bekæmpelse vedkender sig den ene eller anden metaforik, og for hver #UgensFighter findes en person og nogle pårørende, der rammes af bagsiden af metaforens medalje.

Brug for et nyt sprog

Jeg er nu kommet i den alder, hvor forældre har en højere risiko for at dø, når de bliver syge, og under min fars sygdom kunne jeg på Facebook følge med i, hvordan det gik gamle gymnasievenners forældre, der blev diagnosticeret med kræft. Jo bedre behandlingen hjalp, desto hyppigere og mere højrøstede blev opslagene. Derimod kendetegnede en larmende tavshed dem, hvis forældre ikke kom i bedring. Lige indtil den sidste meddelelse om, at faren eller moren er død.

Krig og charterrejser burde hverken associeres med kræft eller pandemier, ligesom metaforen ’en rutsjebanetur’ virker malplaceret til at beskrive en dyb personlig krise. Ikke fordi et kræftforløb ikke kan gå op og ned, men fordi en dødelig sygdom og en tur i Tivoli er usammenlignelige.

Godt 40 år efter Sontags opsang fortsætter en stor del af den vestlige befolkning med at bruge skadelige metaforer, og det manglende opgør med problematiske sygdomsmetaforer har afsløret risikoen for, at sprogbruget smitter andre og nye sygdomme, hvilket vi har erfaret under pandemien.

Konsekvenserne af ordvalg er reelle, det har reaktionen på coronavirus mindet os om. Derfor bør vi, mens denne erfaring stadig står klart i hukommelsen, tage en debat om, hvordan vi i det hele taget taler om sygdomme.

Steen Toft Winther er cand.mag. i litteraturvidenskab.

Serie

Kræftens sprog

Tusindvis af danskere får hvert år konstateret kræft, og langt de fleste kender nogen, der har været i berøring med sygdommen. Men hvordan bør vi tale om kræftforløb, og er det passende at forstå sygdommen som ’en kamp’, den sygdomsramte har mulighed for at kæmpe og vinde – eller tabe?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Gælder det i det hele taget ikke alle sygdomme, at der findes én eller anden rodfæstet forestilling om at det er en slags krig, kamp eller rejser, for den sags skyld?

Måske fordi alternativet er at lade sig selv eller andre sive bort uden videre..

Det ER jo en kamp uden lige at komme over en sygdom eller dens eftervirkninger.

Ikke mindst fordi de nuværende regler nægter at anerkende, at en person er for syg til at arbejde, hvilket vi ser på Jobcenteret hver dag, hvor de trues med økonomiske sanktioner, selvom vedkommende er på hospitalet eller i behandling.

At en organisation som Kræftens Bekæmpelse benytter hæmningsløse virkemidler for at få mere indflydelse og flere donationer, er en anden og mere ulækker sag.

Lone Hansen, Claus Høeg, Claus Bødtcher-Hansen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Hvis billedsprog var 100% præcist, var det ikke længere billedsprog.

Erik Karlsen, Flemming Olsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
lars søgaard-jensen

Kampmetaforen omkring sygdom og død har en lang historie. Tænk bare på begrebet ”dødskamp” der stammer fra antikken hvor udtrykket betød sportslig kamp eller væddemål og dødskamp.
Ingen tvivl om, at kroppens entitet med sit immunsystem forsøger at bekæmpe fejl i form indtrængende mikroorganismer og cancerceller; men at gøre det til en copingstrategi at ”kæmpe” mod kræften eller andre sygdomme medfører kun tabere og indbildte vindere. Man må dog respektere, at det kræver en pæn portion mod og tapperhed at møde op til en ofte lidelsesfulde og nogle gange langvarig behandling af kræft.
Kunne det tænkes at når disse metaforer fylder så meget i dag, skyldes det en mangelende eksistentiel kontekst at placere det meningsløse i? Vi ønsker jo mening og kontrol i vores liv; og dødelige sygdomme sætter os i den magtesløses meningsløse situation. Hvor mange kan i dag når kræftdiagnosen er stillet helt ærligt sige ”Det er jeg ked af; men når nu det er sådan, det er, må jeg få det bedste ud af det, og håbe at behandlingen hjælper mig. Man er jo ikke død før man er det – vel?” Så meget stoiker og fatalist er der jo ikke mange, der er år 2021. Selv om det måske kunne gøre livet med meningsløsheden i sygdommen lidt lettere at acceptere, at den er en så at sige ”statistisk hændelse”, som rammer den enkelte.

Svend-Erik Runberg, Mogens Holme, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek, Christian De Thurah og Irene Clausens anbefalede denne kommentar
Irene Clausens

Tak for klog kronik, dejligt at kronikøren rejser problemet med de poppede og krænkende krigs- og rejsemetaforer

Aksel Høyer, Flemming Olsen, Carl Johan Hollands, Anne Roth, Svend-Erik Runberg, Mogens Holme, Lotte Tvede, Kjeld Pedersen, sys jensen og Jørgen Refshauge anbefalede denne kommentar
Merete Møller Olesen

Hvor smukt og rigtigt formuleret! Det er nok mere ubetænksomhed end ond vilje der får folk til at bruge den slags udtryk, eller at udbasunere: Nu ved vi jo i dag at kræft er en livsstilssygdom! - underforstået: Det var han jo nok selv ude om! Men det ændrer ikke ved at det fremmaner et både fejlagtigt og ubehageligt billede af selvforskyldte tabere og vindere, som du siger.
Tak for indlægget!

Flemming Olsen, Carl Johan Hollands, Claus Bødtcher-Hansen, Lotte Tvede og Kjeld Pedersen anbefalede denne kommentar

Vigtigt og relevant indlæg.

Citat fra kollega om vort fælles hade-udtryk: "hun tabte kampen mod kræften".
Hun er således ikke bare død, men en død taber.

Svend-Erik Runberg, Mogens Holme, Lotte Tvede og Kjeld Pedersen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Jeg associerer ikke selv ordet "kamp", eller det at "vinde over" sygdom, som at den der taber er en taber. Netop krigssammenligningen virker jo fordi soldater der dør eller bliver såret, jo heller ikke "taber". De dør, men det betyder ikke de ikke kan have kæmpet endnu hårdere end alle andre. Den allermodigste person der nogensinde har levet kan blive udslettet af en artillerigranat på et splitsekund. Gør ham ikke til en mindre god soldat og kæmper. Eller EN taber.

Så hvis der er noget galt med krigsmetaforerne, er det da snarere at der er nogle der ser krig på en forkert måde, og dermed overfører det forkert. Altså at det at kæmpe, er et spørgsmål om at man bliver til EN vinder, eller EN taber, hvis man enten vinder eller taber kampen. At alle dem der ligger på soldaternes kirkegårde fra 2. verdenskrig var "tabere". Og nej, det er de jo ikke, og det er der vistnok heller ikke så mange der går rundt og tænker.

Mikael Velschow-Rasmussen, Nanna Kinch, Flemming Olsen, Claus Høeg, Carsten Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Bjørn, sådan tænker Trump, det har han givet udtryk for ved flere lejligheder.

Men han står heldigvis nok ret alene med den opfattelse.

Carsten Hansen

Analysen virker lidt tynd, men jeg forstår mandens fortvivlelse.
Men man kan, som andre skriver, ikke sammenligne en "Kamp mod kræft" med soldater og krig.

Så Jo; Man kan både vinde og tabe kampen mod kræft ; Dø/overleve.
Men man kan også tabe en krig og overleve samt vinde en krig og dø.

Ham her f.eks. er et fint udtryk for sidstnævnte.

https://en.wikipedia.org/wiki/Anders_Lassen

Claus Bødtcher-Hansen

10/mar/2021

Kære Venner,
som jeg ser det og forstår det, består et
menneske af Sjæl, Sind og Krop, og når
kroppen ikke kan mere, "flyver" Sjælen vi-
dere og fødes, efter en pause, i et nyt liv :-) ...

Kærlig hilsen
Claus

Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Ordbogen beskriver ”kamp” som ”en situation, hvor nogen søger at gennemtvinge deres interesser over for hinanden, fx ved brug af vold el. agitation”. Denne beskrivelse peger på, at det er to sammenlignelige størrelser, der kæmper, og det kan ende med, at den ene taber og den anden vinder. Overført til sygdomssituationen betyder det, at man har personificeret kræften som en fjende, der skal bekæmpes. Og man tillægger sygdommen et mål, der handler om at bekæmpe den syge, at ”vinde over ham”.

Men man kan vælge at beskue situationen anderledes: Meget af kroppens arbejde består i at opretholde stabilitet i de indre systemer, f.eks. ved at man spiser for at få energi, og bruger denne energi til at skaffe mere føde osv. Kroppen er også i besiddelse af systemer til at rette op på ubalancer i disse systemer, bl.a. immunsystemet, der tager sig af udefrakommende trusler mod stabiliteten. Disse genoprettende systemer kan dog også selv få problemer, hvilket resulterer i at kroppen ikke kan opretholde en indre stabilitet. Sygdomme kan derfor ses som ubalancer i kroppen, som kroppen ikke selv er i stand til at stabilisere inden for dens normale rammer, og den har derfor brug for hjælp udefra.

Et sygdomsforløb kan ses som et samarbejde mellem patientens krop, patientens egenomsorg og den omsorg og behandling der modtages fra andre, bl.a. sundhedspersonalet. Formålet med dette samarbejde er at genoprette og vedligeholde stabiliteten i patientens krop. Om arbejdet lykkes eller ej kommer an på en masse forskellige aspekter; nogle vi har kontrol over, og nogle vi ikke har.

Men vi behøver ikke hænge fast i krigsmetaforer, hvor ukontrollerede celledelinger bliver personificeret som vores fjender. Vi er ikke i krig.

Jeg kan godt forstå, at kronikøren og mange andre er trætte af kamp-metaforikken i forbindelse med en kræftsygdom.
Når man alligevel hører den hele tiden, tror jeg, det er fordi mange patienter oplever og føler det som en kamp - og det er der jo ikke så meget at stille op imod.