Det er forkert og upassende at beskrive min fars kræftforløb med krigsmetaforer

Da min far fik kræft og døde, manglede jeg et sprog. Et uden metaforik og tom retorik. Et, som ikke ville karakterisere ham som en taber, der enten ikke ’kæmpede’ eller ikke ville livet nok, eftersom han ikke overlevede.

Det sprog, som lå tilgængeligt, viste sig utilstrækkeligt, for krigens metaforik har gennemsyret måden, hvorpå vi taler om kræft – og den er ikke retvisende. For eksempel skrev Altinget i min fars nekrolog, at han »måtte give op efter to års kamp mod kræften«.

Min far så ikke sygdommen som en kamp – lægerne skar forkert, kræften spredte sig, han døde – men alligevel blev dødsfaldet altså sat ind i nederlagets kontekst.

Anderledes står det til i de overlevendes lejr. Dem, der ’vinder’ over kræften. Her er der kutyme for, at ’sejrsherrerne’ på sociale medier proklamerer, at de har overvundet sygdommen, og nogle bærer endda T-shirts med sloganet: »Cancer messed with the wrong guy/girl«.

Betyder det så, at kræft i andre tilfælde ’messed with the right guy/girl’?

Det er også blevet en trend at dele billeder fra sidste kemobehandling og besmykke det nu raske menneske med adjektiver som ’tapper’ og ’modig’ – ord, man tidligere brugte om soldater på slagmarken. Imens må pårørende til ’taberen’ indrykke ’nederlaget’ i dødsannoncerne.

I ’krig’ med corona

I 1978 forsøgte den amerikanske forfatter og filosof Susan Sontag med bogen Illness as Metaphor at gøre op med kræftens metafortunge diskurs, der gennem retorikken om krig og viljestyrke pålægger patienten ansvaret for eget sygdomsforløb. Sontag fik selv konstateret brystkræft, og hun mente, at den sundeste måde at være syg på var helt at afvise metaforer. Man skulle så at sige afspritte sprogbruget.

Nu har krigsmetaforikken spredt sig til coronavirus. Sidste forår, da coronapandemien lukkede verden ned og befolkningen inde, identificerede professor i litteraturvidenskab fra Syddansk Universitet Anders Engberg-Pedersen, at krigsmetaforikken vandt indpas i både den danske og internationale offentlige diskurs.

»Vi er i krig,« udtalte Frankrigs præsident Emmanuel Macron, sundhedspersonale blev – og bliver stadig – beskrevet som kæmpende i frontlinjen, og herhjemme udnævnte vi direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm som ’coronageneral’.

Metaforer besidder en magt til at forme vores forståelse af en sygdom, og coronavirus gribes ifølge politikerne og dagbladene tilsyneladende bedst an ved at betragte den som en ’usynlig fjende’, vi alle skal være med til at bekæmpe: »Det, du gør nu, gør en forskel,« som myndighederne minder os om i tv, radio og på sociale medier.

Denne krigstilgang har fået konsekvenser. På den politiske front har krigsdiskursen spillet en væsentlig rolle i retfærdiggørelsen af hidtil usete restriktioner i form af nationale, regionale og lokale nedlukninger og forsamlingsforbud, man ellers kun kunne forestille sig i reelle krigstider.

Anders Rye Skjoldjensen

En falsk agens

Problemet er bare, at metaforen ikke holder. Læger og sygeplejersker er altså ikke soldater, hvordan vi end vender og drejer det, selv om det da lyder godt i en rubrik eller på et pressemøde. Derfor foreslog professor Engberg-Pedersen, at vi skulle finde en alternativ metaforik, en, der opfordrer til omsorg, pleje og varme frem for at acceptere krigens aggressivitet.

Det samme kunne man ønske sig for kræft. Vi er alle indforståede med, at man ikke kæmper mod hjerneblødninger og blodpropper, så hvorfor skal kræft- og coronapatienter trækkes med et billedsprog, der giver dem et medansvar for udfaldet af sygdommen?

Et svar kunne findes i, at krigens metaforik tilbyder den syge en slags (falsk) agens i form af et sprogbrug, der ophøjer forløbet til en nobel kamp. Om end patienten ikke selv opererer eller administrerer kemoterapien, føler den syge måske, at hun kan påvirke ’slagets gang’ ved at have den rette indstilling.

Metaforikken kan give følelsen af at få kontrollen tilbage i en ellers ukontrollerbar tid. Hvis man klarer skærene, kan man kalde sig selv for en kriger, der kæmpede for livet i en sådan grad, at kræften ikke havde en chance. Men billedsproget ignorerer sygdommens realitet: At den er dødelig, om man vil livet nok eller ej. At kræft eller coronavirus fortsætter ufortrødent uanset kampgejst.

Ud over Sontag har der været flere forsøg på at ændre måden, der tales om kræft på. Et populært alternativ er rejsemetaforen. Ingen vindere, ingen tabere, enten når man til vejs ende, eller også rejser man videre.

Ligesom med krig tager billedsproget et abstrakt og ukontrollerbart fænomen og gør det begribeligt ved at tage udgangspunkt i forhold, der er lettere for mennesker at forstå.

En ufrivillig rejse

Kræftens Bekæmpelse – der ellers synes at have lagt sig fast på én specifik metafor, krigens – tyer også gerne til rejsemetaforen på sine platforme, for eksempel på deres Instagram, der når ud til 44.000 følgere. I forbindelse med senfølger skildrer en kvinde sit kræftforløb som det at lande i Usbekistan, selv om hun håbede på at ankomme til Maldiverne. I andre opslag formuleres forløbet som »en vanskelig rejse«.

Jeg ville nu snarere mene, at ’rejsen’ minder om en kidnapning end en reel rejse. Om destinationen ligger i Usbekistan eller Maldiverne – eller om flyet forulykker – er udflugten ufrivillig. Jeg ved i hvert fald, at min far hellere var blevet hjemme frem for at afslutte sin ’rejse’ med smerterne rullende rundt i kroppen på hospice.

Derfor er det udtryk for en bekymrende tendens, at Kræftens Bekæmpelse – mens både onkologer, forfattere og filosoffer står i kø for at advare mod lemfældig omgang med billedsprog – i navn og virke videreformidler potentielt skadelige metaforer til et bredt publikum.

Under hashtagget #UgensFighter låner de instagramprofilen ud til personer, der enten ’kæmper’ særligt inspirerende mod kræft eller arbejder med at få bugt med sygdommen. På den måde taler organisationen ind i en farlig diskurs og ignorerer dem, der på grund af overvejelser over livsforlængelse kontra livskvalitet vælger ikke at fortsætte behandlingen og i krigens forstand ’giver op’.

Problemet er, at befolkningen lytter, når Kræftens Bekæmpelse vedkender sig den ene eller anden metaforik, og for hver #UgensFighter findes en person og nogle pårørende, der rammes af bagsiden af metaforens medalje.

Brug for et nyt sprog

Jeg er nu kommet i den alder, hvor forældre har en højere risiko for at dø, når de bliver syge, og under min fars sygdom kunne jeg på Facebook følge med i, hvordan det gik gamle gymnasievenners forældre, der blev diagnosticeret med kræft. Jo bedre behandlingen hjalp, desto hyppigere og mere højrøstede blev opslagene. Derimod kendetegnede en larmende tavshed dem, hvis forældre ikke kom i bedring. Lige indtil den sidste meddelelse om, at faren eller moren er død.

Krig og charterrejser burde hverken associeres med kræft eller pandemier, ligesom metaforen ’en rutsjebanetur’ virker malplaceret til at beskrive en dyb personlig krise. Ikke fordi et kræftforløb ikke kan gå op og ned, men fordi en dødelig sygdom og en tur i Tivoli er usammenlignelige.

Godt 40 år efter Sontags opsang fortsætter en stor del af den vestlige befolkning med at bruge skadelige metaforer, og det manglende opgør med problematiske sygdomsmetaforer har afsløret risikoen for, at sprogbruget smitter andre og nye sygdomme, hvilket vi har erfaret under pandemien.

Konsekvenserne af ordvalg er reelle, det har reaktionen på coronavirus mindet os om. Derfor bør vi, mens denne erfaring stadig står klart i hukommelsen, tage en debat om, hvordan vi i det hele taget taler om sygdomme.

Steen Toft Winther er cand.mag. i litteraturvidenskab.