Kommentar

Forlæng studietiden – så vi kan genopbygge det studiemiljø, som corona har ødelagt

Giv os studerende mulighed for at indhente noget af det forsømte, for vi har brug for tid til at genopbygge studietrivslen og -miljøet. Det kræver blot, at de rigide fremdriftsregler bliver opblødt, og at vi får mulighed for at søge ekstra SU-klip, skriver studerende Anne Brouw Iversen i dette debatindlæg.
»Jeg frygter, at jeg og alle mine medstuderende misser afgørende elementer i studietiden. Det vil sige momenter, erfaringer og oplevelser, der normalt er lige så obligatoriske som statistik og videnskabsteori, trods de er uofficielle og uskrevne,« skriver studerende Anne Brouw Iversen i denne kommentar.

»Jeg frygter, at jeg og alle mine medstuderende misser afgørende elementer i studietiden. Det vil sige momenter, erfaringer og oplevelser, der normalt er lige så obligatoriske som statistik og videnskabsteori, trods de er uofficielle og uskrevne,« skriver studerende Anne Brouw Iversen i denne kommentar.

Debat
6. april 2021

Det er nok de færreste, der drømmer om en studietid uden et fysisk fakultet, fællesskaber eller fester.

Som studerende mærker jeg selv, hvordan nedlukningen har ødelagt studiemiljøet og studietrivslen. Det kommer til at være op til de studerende selv at lappe det sammen igen – men det bliver en umulig opgave uden ekstra tid og ressourcer.

»Hold ud lidt endnu.« »Når engang det her corona-halløj er ovre.« »Snart bliver det hele normalt igen.«

Vi kender nok alle sammen vendingerne, der efterhånden føles som bekvemmelige floskler. Altid én måned mere, ét semester mere, og nu står vi her et år senere … og jeg har brugt (og mistet) halvdelen af min bachelor i et zoom-helvede.

Elendige uudholdelige forhold

Det handler ikke om, at fortsat lukkede uddannelsesinstitutioner skal genåbnes i morgen.

Det handler om, hvordan vi kan og bør råde bod på noget af den skade, som nedlukningen har forårsaget for os studerende.

Hvad sker der, når vi genåbner? Et godt studiemiljø og studietrivsel er desværre ikke noget, der kan genopstå med et fingerknips. Det skal genetableres af de studerende selv, men det kræver masser af initiativer, planlægning og aktiviteter. Det vil sige en masse tid.

Det skal derfor være muligt at forlænge studietiden for dem, der har studeret under nedlukningen – uden frygt for at blive pisket af studiefremdriftsreglerne eller opbruge dyrebare SU-klip.

Som reglerne er nu, kan man kun søge dispensation ved »usædvanlige forhold«, men nedlukningen har forårsaget, at alle studerer under usædvanlige (og elendige) forhold.

Hvorfor ikke opbløde de rigide fremdriftsregler – i hvert fald for dem, der har studeret under corona?

Som så mange andre i denne tid er man som studerende overladt til sig selv og sin skærm. Det føles, som om studieledelsen holder vejret og håber på at kunne holde maskineriet kørende med digital undervisning, som om det nogensinde kan erstatte det sociale og faglige udbytte af fysisk fremmøde.

En hær af ’zoombies’

Resultatet er en hær af zoombies: studerende, som ikke længere kan udholde at sidde klatøjede foran et webcam.

Forstå mig ret – tiden går, undervisningen bliver fulgt, så godt man nu engang kan, og eksaminerne skal vi endda nok bestå.

Vi er dog håbløst bagud med alt det andet, som studietiden bør indebære, men som institutterne ikke fører statistik over. Det vil sige studietrivslen, som er i frit fald i øjeblikket, og studiemiljøet, som er ikkeeksisterende.

Nedlukningen betød i første omgang, at typer – som mig selv – med FOMO (Fear Of Missing Out) fik lov til at trække vejret for en stund.

Problemet er bare, at min FOMO nu har muteret sig til en langt værre FOMO 2.0: Jeg frygter, at jeg og alle mine medstuderende misser afgørende elementer i studietiden. Det vil sige momenter, erfaringer og oplevelser, der normalt er lige så obligatoriske som statistik og videnskabsteori, trods de er uofficielle og uskrevne.

Det er snakken med sidemakkeren i forelæsningssalen. Det er den vigtige pointe, du lærer fra en medstuderende, mens hun skænker kaffe til dig i kantinen. Det er venskabet, der opstår til fredagsbaren. Fordybelsen i et litterært mesterværk i bogklubben. Den interne joke i studierevyen.

Dét, som udvikler og danner en uden om teori, metode og ECTS-point. Dét, som giver dig en flig af motivation til at læse videre i det uendelige pensum. Dét, som gør din studietid fed frem for (u)udholdelig.

Intet socialliv

Jeg selv er i gang med mit sjette semester og er derfor så ’heldig’ at have oplevet tre semestre uden nedlukning. Men der er også studerende, som slet ikke kender til andet.

Som et minimum bør denne (stakkels) årgang 2020 have mulighed for at sprede resten af deres bachelorfag ud over flere semestre end vanligt. Her tænker jeg især på dem, som er flyttet til en ny by for at studere med et håb om at danne sig et nyt socialt netværk, men som finder sig selv ladt i stikken. Er I okay?

Sidder du selv og er færdiguddannet, kan du passende tænke tilbage på din studietid … og så lige fratrække studiecafeen, festudvalgene, læsegruppen, studenterforeningerne – ja, alt socialt overhovedet.

Dertil kommer, at vi heller ikke har adgang til campus, læsesale, forelæsningssale eller andre undervisningslokaler. Man sidder bare på sit eget lille værelse – de fleste mutters alene. Der er så mange vigtige elementer af vores uddannelse, som vi studerende p.t. går glip af – det mindste, man kan gøre, er at give os en håndsrækning.

Giv os mulighed for at indhente noget af det forsømte, og giv os tid til at genopbygge studiemiljøet, når vi engang må møde op på campus igen. Det kræver blot, at studiefremdriftspresset bliver lempet en smule, og at vi kan søge et par semestres ekstra SU-klip. Mere skal der ikke til.

Anne Brouw Iversen er studerende

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Genskab universitetet og bryd med Bolognaprotokollen.

Daniel Joelsen

Utrolig mange mennesker på verdensplan nyder godt af webbaseret undervisning og videreuddannelse. Det er den vej det går for mange. Rent ressourcemæssigt er der også noget at hente.

Det mest fornuftige må vel være at blande dette med social kontakt på et andet plan.