Ubønhørligt fører den vigende pandemi os nu imod forstærkede klassemodsætninger og øgede racespændinger. Det er let at forudsige, at selvretfærdige stemmer inden længe begynder at omtale COVID-19 som en ’selvvalgt sygdom’, hvis ofre i første række er ofre for deres egen stupiditet. De kunne jo bare have sagt ja til vaccinen og på den måde have beskyttet sig selv og os andre mod mere smitteudbredelse.
Forargede debattører vil spørge: ’Hvorfor skal vi andre, som pænt har ladet os vaccinere, finde os i restriktioner på vores frihed, fordi andre ikke har taget imod den?’ Arbejdsgivere vil forlange svar på, hvorfor pubejere, flyrejseselskaber, restauranter, hoteller og ferieboligudlejere ikke må kræve immunitetsbeviser i form af vaccinepas for at smittesikre deres virksomheder.
Pårørende til cancerpatienter vil rase over forsinkede behandlinger, fordi hospitalsvæsenet stadig er nødt til at tage sig af de COVID-19-patienter, der af den ene eller anden grund ikke lod sig vaccinere.
Klassemarkør
De svage grupper i det britiske samfund lider uforholdsmæssigt mere under pandemien, og nu truer vaccinespørgsmålet med at blive en ny giftig klassemarkør.
I Birmingham, der som den eneste britiske by har ført detaljerede statistikker, har kun 60 procent af beboere over 80 i Alum Rock, en fattig og raceblandet bydel, taget imod vaccinen, mens det tilsvarende tal er 95 procent i Sutton Four Oaks, en altovervejende hvid velhaverforstad.
Når ’ordentlige borgere’ har fået deres stik og møder de grupper, der ifølge mediehistorierne i store tal har fravalgt vaccinen, vil de gå over på det modsatte fortov, undlade at stige op i samme bus eller nægte at ansætte dem eller at servicere dem.
Britiske konservatives første instinkt er at modsætte sig alle yderligere statslige tiltag for at stoppe COVID-19, der vil indebære fundamentale omorganiseringer af samfundet.
Et eksempel: I Storbritannien har vi hundredtusindvis, ja, måske over en million, papirløse indvandrere. Og som Gracie Bradley fra ngo’en Liberty fortæller mig, er disse mennesker bange for at opsøge vaccinecentre. Med god grund, for hvis det offentlige sygehusvæsen deler deres data med indenrigsministeriet og udlændingemyndighederne, kunne følgerne blive udvisning.
Lige siden han var borgmester i London, har Boris Johnson leget med tanken om at tilbyde frit lejde til de titusindvis af illegale immigranter, som i dag ikke tør anmelde en forbrydelse, vidne i retten og skyer al myndighedskontakt. Og som nu heller ikke tør beskytte sig selv og samfundet i bredere forstand ved at lade sig vaccinere. Dette sidste hensyn må i sig selv være tungtvejende nok, til at premierministeren gør alvor af disse amnestiovervejelser.
Hertil kommer de hjemløse og de mange med alvorlige fysiske og mentale handicap, som har brug for, at vaccinemyndighederne opsøger dem, fordi de enten ikke kan eller ikke ved, hvordan man selv henvender sig på et vaccinecenter. Af hensyn til disse mennesker har vi brug for et stærkere offentligt sundhedsvæsen og for en stærkere stat, ikke for den minimalstat, de konservative drømmer om.
Restgruppe
Uanset om nødvendige tiltag i den retning bliver realiseret eller ej, vil der stadig blive en restgruppe, som er uden for pædagogisk rækkevidde, fortabte som de er i konspirationsteoriernes tåger. Til denne gruppe hører også visse religiøse minoriteter.
Aktivister i Migdal Emunah, en ngo, der bekæmper tvangsægteskaber blandt haredi-jøder, fortæller mig, at haredi-sektens religiøse ledere sagtens kan affinde sig med en smitteprocent, der er ni gange højere end gennemsnittet. Disse ’teokrater’ nærer en langt større frygt for at give legitimitet til det videnskabelige verdensbillede. Åbner de først op for moderniteten og accepterer, at menneskelige opfindelser kan stå over Guds bud, sætter de magten og kontrollen over deres trossamfund på spil – så hellere tåle død og sygdom.
For at mindske denne restgruppe er der ikke nogen vej uden om en optrappet og mere robust oplysningsindsats imod de grupper og personer, der udbreder potentielt livstruende konspirationsteorier.
Lavindkomstgrupperne, hvor etniske minoriteter er overrepræsenterede, lider under den største ulighed i adgang til sundhedspleje. Under pandemien har de sat livet på spil som essentielle arbejdstagere i frontlinjen og med den højeste dødsrate til følge. Efterhånden som pandemien viger, vil de i tiltagende grad blive udsat for nye varianter af klasseforagtens og racismens gamle plager.
© The Observer og Information.
Oversat af Niels Ivar Larsen
