Klumme

Grænsen for, hvad folk kan blive kede af er i frit fald. Men det må vi lære at rumme

Når man opbygger et fællesskab, risikerer man at støde nogen fra sig. Det ser vi i de mange sager om identitetspolitik på universiteterne. Vi må acceptere, at nogen ikke vil være med, men insistere på at holde fast i legen og festen, skriver journalist Kristian Villesen i denne klumme
Arkivfoto. Identitetspolitiske debatter rejser spørgsmål om, hvad der er passende udklædning til studiefester og -introforløb. Senest har vi historien om ’landelegen’ i introforløbet på Statskundskab – hvor nye studerende bliver opdelt i lande og skal klæde sig ud og dyste mod hinanden i et politisk spil – som er blevet forbudt af ledelsen. Her ses nye nanoscience-studerende fra Københavns Universitet Amager.

Arkivfoto. Identitetspolitiske debatter rejser spørgsmål om, hvad der er passende udklædning til studiefester og -introforløb. Senest har vi historien om ’landelegen’ i introforløbet på Statskundskab – hvor nye studerende bliver opdelt i lande og skal klæde sig ud og dyste mod hinanden i et politisk spil – som er blevet forbudt af ledelsen. Her ses nye nanoscience-studerende fra Københavns Universitet Amager.

Sille Veilmark

Debat
11. marts 2021

Det, som er et festligt indslag for flertallet, kan være en ubehagelig oplevelse for et mindretal. Som repræsentant for dem, der altid er »med på dén« og »med på dén« og »med på tralalala«, kan det være svært at forstå, men jeg kan konstatere, at nogle bliver kede af det. Krænket er efterhånden et træls ord at bruge – så kommer man nemt i samme båd som Henrik Dahl, og der går min grænse for, hvilke fællesskaber jeg dyrker, trods alt.

Vi hører ofte, at identitetspolitikken er et medieskabt fænomen, men det er den ikke. Det samme sagde mange i øvrigt om coronaen for lidt over et år siden. Selv om kontakttallet måske er lavere for identitetspolitikken, så spreder den sig. Om den ligefrem muterer, skal jeg ikke gøre mig klog på, jeg vil så nødigt kaldes amatørepidemiolog, men der dukker i hvert fald hele tiden nye, lokale udbrud op – og områderne omkring Københavns Universitet er tilsyneladende hårdt ramt.

Senest har vi historien om ’landelegen’ i introforløbet på Statskundskab – hvor nye studerende bliver opdelt i lande og skal klæde sig ud og dyste mod hinanden i et politisk spil – som er blevet forbudt af ledelsen, fordi der var kommet klager fra studerende over, at nogle lande blev fremstillet stereotypt. Faktisk har Berlingske fundet ud af, at det kun var en enkelt klage fra én studerende og et læserbrev i Information, der var årsagen til, at legen blev forbudt.

Et læserbrev om skovsneglen

Dybest set handler det om fællesskaber. Man prøver med en leg, en sang, en dans, eller hvad man nu har forberedt, at etablere et fællesskab – i dette tilfælde de studerende imellem. Det er derfor, der kommer følelser i spil, når et mindretal giver udtryk for, at de ikke synes, at legen er sjov. De sætter spørgsmålstegn ved det fællesskab, som de andre er i gang med at bygge op. Måske fordi de selv er usikre. Måske er det store flertal også usikre og søger tryghed i fællesskabet. Det er en svær balance, og sådan nogle fællesskaber kan nemt tage overhånd og blive ubehagelige.

De fleste kender scenen fra Zappa, hvor Sten tvinger Mulle til at spise en skovsnegl, så han kan få sin »rokokopude« tilbage og »være med i hulen«. Da sneglen er spist, er det Sten, der har dårlig smag i munden, selv om det er Mulle, der kaster op. Han siger usikkert: »Ah, Mulle, du kan vel tåle lidt sjov?«

I dag havde Mulle sagt fra. Måske havde han skrevet et læserbrev i Information om, hvordan han på grund af sin lavere sociale status blev presset til at spise skovsnegle, hvilket ville være helt berettiget. Og ingen gider at være Sten, som skaber et fællesskab ved at holde andre nede.

Forandring uden forbud

Men grænsen for, hvad folk kan blive kede af og finder det passende at klage over, er samtidig i frit fald. En leg, en sang, en vittighed kan blive modtaget forkert, og så er der straks ballade.

At man tilsyneladende altid giver mindretallet vetoret på universiteterne, hvor en stor del af konflikterne har udspillet sig, er noget af det, der undrer mig. Hvis der er 200 mennesker, som synes, at en leg eller en sang er sjov, hvorfor skal to personer, som ikke synes det, så kunne stoppe den?

Der går muligvis Henrik Dahl i den nu, men det må vel være muligt bare at sige, at man ikke har lyst til at være med uden at gøre et større nummer ud af det. Ellers er der jo til sidst ingen, der orker at arrangere en leg, skrive en sang, lave en quiz eller holde en tale af frygt for at blive hængt ud efterfølgende. Det bliver altså nogle kedelige fester, vi så får os.

Men alle os, som er en del af fællesskabet – os som er »med på dén,« – vi skal også lære ikke at presse på: »Kom nu, det er bare en sang, Mulle!« Vi må kunne rumme dem, som ikke ønsker at være med uden at kalde dem for krænkelsesparate – også selv om vi ikke forstår deres holdning.

Hvis vi i højere grad respekterer dem, som ikke har lyst til at være med, så vil problemet måske slet ikke være så stort endda. Og hvis tiderne skifter, hvilket de jo har det med at gøre, og der en dag pludselig er mange, som ikke synes, at en introleg, en fællessang eller en familietradition er sjov, så er det nok på tide at skifte den ud. Det vil formentlig ske helt af sig selv og uden officielle klager og forbud.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det der med at blive ked af noget, er egentlig ikke noget nyt. Det eneste nye i dag er det, der er glemt.
I 1939 skrev Jens Geilstrup Kys til højre og venstre og her begår en ung mand selvmord pga. utallige bumser. Verdenskunsten vrimler med oversarte personer, der ikke egner sig til verdens brutalitet, eller som misforstår alting. Tænk blot på mimoserne i Frikadellepartiet og i Nye Tarvelige og deres vælgere

Hvor mange må trække sig fra et fællesskab, før det ikke er et fællesskab mere?

Steffen Gliese

Vi er heldigvis på vej et andet og bedre sted hen, hvor demokrati ikke er masse, men samlingen af individer, der principielt afviger indbyrdes radikalt fra hinanden.
Det skal vi rumme, for det er dette den enkelte overfor massen, den er gal med. Men massen er en illusion, det er individet ikke.

Gustav Alexander

Steffen Gliese,

Hvordan skal klassebaseret politik eksistere i et identitært miljø, hvor alt der betyder noget er menneskets etniske, kønslige eller selvidentificerede herkomst? Hvordan skal vi anerkende de dele af menneskelige behov og ønsker, der er universelle, når hele oplysningstidens idé om menneskelig univseralisme er under totalt afvikling?

Det er da det borgerlige demokratis store ideologiske løgn, at vi alle er autonome individer med hver vores oplevelse af verden - men det er en belejlig løgn i et miljø, hvor man gerne vil afvikle kollektiv modstand mod de undertrykkende strukturer, som vi ellers alle lever under. Det er en måde at isolere modstand i små øer og derved sikre strukturenes fortsatte eksistens idet de på identitære præmisser aldrig kan samles i én fælles modstand.

Det er ifht forfatterens pointe bemærkelsesværdigt at det relativt sjældent er minoriteter, der udkæmper de identitære kampe på universiteterne. Det er velmenende, hvide øvre middelklasse mennesker, som gerne vil iscenesætte sig selv som progressive. En ting er at blive ked af det på sine egne vegne, men noget helt andet er at blive det på vegne af andre, der aldrig har udtrykt de problematikker, som børnene af en hvid, kulturel elite påtager sig på deres vegne. Det er som jeg ser det en paternalistisk attitude, der ikke tillader minoriteter deres egen stemme.

Eric Philipp, Torben K L Jensen, Palle Yndal-Olsen, Lars Eriksson, Susanne Kaspersen, Per Torbensen, Niels Jakobs, Ole Henriksen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Lærke Møller

"Der går muligvis Henrik Dahl i den nu, men det må vel være muligt bare at sige, at man ikke har lyst til at være med uden at gøre et større nummer ud af det." skriver du.
Så løsningen må være, at ingen siger fra? Den "gode stemning" (som jo ikke er god, hvis den ikke er god for alle) bør da ikke længere være den vigtigste. Hvis løsningen er, at man skal holde sin smerte for sig selv, så er der i yderste tilfælde en masse mennesker, der aldrig lærer, at deres handlinger ingen konsekvenser har, og at andre menneskers reaktioner på deres handlinger er irrelevante. Hvor langt vil du trække denne "lad være med at sige noget, hvis du føler dig stødt" ud? Det er da langt vigtigere at give plads til at sige fra.

Torben K L Jensen, Laura Swift, Susanne Kaspersen, Eric Philipp, Eva Schwanenflügel, David Adam, Herdis Weins, Steffen Gliese og Henning Kjær anbefalede denne kommentar

Meget enig med dig, Lærke Møller, snakken giver for mig antydninger af et meningstyranni.

Jens Christian Jensen

Hvem skal definere hvad "den gode stemning" er ?
Skal "den gode stemning" altid defineres ud fra laveste fællesnævner ?
Skal man altid sige fra, eller skal man måske bare sige "pyt" en gang imellem ?

Man skal ikke at anstrenge sig særlig meget for at gøre livet meget mere besværligt end det behøver at være.

Sune Sørensen

Hvis man gør flere og flere dagligdags ting til forskelbehandling og diskrimination, så risikerer vi at folk giver op og fuldstændigt mister motivationen til at følge et moralsk kompas. Hvis man gang på gang bliver udstillet som en undertrykkende hulemand (undskyld - huleperson) når man gør en indsats for at følge sit moralske kompas, så gider man ikke mere gøre indsatsen.

Desuden kan vi meget nemt ende i en situation, hvor alle bruger alt deres energi på at tale korrekt, men glemmer at mennesker er individer som skal tales med, ikke om.

Tomas Povlsen, Niels Johannesen og Carsten Bjerre anbefalede denne kommentar
Christian de Thurah

Det er jo ikke et enten - eller, den ene mod de mange eller mindretallet mod flertallet. Det handler om samspil og gensidig hensyntagen. Dette opnås gennem samtalen, men faren ved den mere hysteriske udgave af identitetspolitikken er, at denne samtale umuliggøres, fordi vi hver har vores sandhed og derfor ikke har nogen “common ground” at mødes på.

Torben K L Jensen, Tomas Povlsen, Susanne Kaspersen, Katrine Damm, René Arestrup, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel, Sune Sørensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jens Christian Jensen, der er ikke tale om laveste, men højeste fællesnævner.

Jeppe Lindholm

Ja, man undre sig jo nærmest dagligt over, når man står op, hvad man nú ikke må. Der er jo gået sport og selvsving i søgen efter nye krænkelser. Store som små. Alle må være med.

At man ændrede opskriften på Nutella for et par år siden har jeg f.eks. stadig svært ved at komme mig over. Har brugt mange timer hos en dyr psykolog for at få endevendt den traumatiske situation.

Det lader til, det eneste, som forsat er tilladt er leverpostej. Men mon ikke det kommer under beskydning grundet sin sammensætning?

Henning Kjær

"Grænsen for, hvad folk kan blive kede af er i frit fald."

Gu er den da ej! Der er bare mange der har været totalt døve overfor at nogen blev kede af noget.
Det er nyt at ikke alle der blev/er kede af det holder deres mund.

Sven Elming, Susanne Kaspersen, Lotte Tvede, Katrine Damm, Ruth Sørensen, Eva Schwanenflügel, Lotte Torgersen, Lise Rasmussen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Jeg kan kun gentage, hvad jeg skrev på en anden lignende debat; at når man peger fingre mod andre, er der 3 fingre, der peger tilbage på én selv.

Det kunne måske give anledning til til selvreflektion hos dem, der mener, at de har retten til at bestemme, hvad andre skal/må tænke og føle, fordi de mener sig berettiget til at tage monopol på, hvad rammerne for fællesskabet er.

Jens Christian Jensen

Steffen Gliese. Måske formulere jeg mig uklart.
Med laveste fællesnævner mente jeg at vi måske forventes at skulle indordne os efter dem med den laveste tolerance og de mest krænkelses parate.

Og igen: Man skal ikke at anstrenge sig særlig meget for at gøre livet meget mere besværligt end det behøver at være.

Torben S Rose, Per Torbensen og Niels Jakobs anbefalede denne kommentar
Søren Andersen

Der er mange gode pointer i både det oprindelige indlæg og de efterfølgende kommentarer.
"Det er nyt at ikke alle der blev/er kede af det holder deres mund".

"Der er mange der bliver krænkede på andres vegne". "Samtalen er vigtig".

"Oplysningstidens universalisme er under afvikling" - den tager lidt tid at forstå.

"Pyt".

"Hvis man gør flere og flere dagligdags ting til forskelbehandling og diskrimination, så risikerer vi at folk giver op og fuldstændigt mister motivationen til at følge et moralsk kompas. Hvis man gang på gang bliver udstillet som en undertrykkende hulemand (undskyld - huleperson) når man gør en indsats for at følge sit moralske kompas, så gider man ikke mere gøre indsatsen.
Desuden kan vi meget nemt ende i en situation, hvor alle bruger alt deres energi på at tale korrekt, men glemmer at mennesker er individer som skal tales med, ikke om."

"Hvis der er 200 mennesker, som synes, at en leg eller en sang er sjov, hvorfor skal to personer, som ikke synes det, så kunne stoppe den?"

Tjah ... dette retoriske spørgsmål svarer lidt til at fremhæve, at fire ud af fem medvirkende i en gruppevoldtægt jo faktisk har en god oplevelse.

Man skal nok ikke alene se på antallet af personer, der opfatter i en situation sig selv som "krænkede" versus antallet af personer i situationen, der ikke gør, men også på intensiteten af krænkelsen.

Begrebet "krænket" efterhånden så devalueret, at det ikke har ret meget andet indhold, end at en person ikke var tilfreds med en givet ting. (Se fx. undersøgelser, hvor "sexuel krænkelse" spænder lige fra fuldbyrdet voldtægt til, at en person har hørt en kommentar, der måske kunne være seksuelt ladet).

Så hvis vi skal modgå identitetspolitikkens tyranni bør vi nok som første skridt sige meget klart fra over for den kedelige tendens, at det er det enkelte individs subjektive krænkethedsfølelse, der er afgørende for, om det omgivende samfund skal reagere på det som en krænkelse eller ej. Ellers ender vi et sted, hvor en egocentrisk snowflake-generations følelsesmæssige navlepilleri ender med at afspore mulighederne for et opgør med mere alvorlige krænkelser.

Jens Christian Jensen

At sammenligne en sang med gruppevoldtægt er mere end absurd.

@Jens

Jeg er sådan set fuldstændig enig - og min pointe er lige præcis, at ved at ligestille hvad som helst som "krænkelser" i stedet for at forholde sig til alvoren af det, der er overgået en person, bagatelliserer man i virkeligheden dem, der ud fra en mere generel samfundsnorm har lidt de værste krænkelser.

Søren Kristensen

Det kan være fordel, især hvis man er lidt til en side eller på anden måde anderledes, at være parat til at blive krænket, men det er ikke nødvendigvis det samme som at være krænkelsesparat.

Steffen Gliese

Men det er nu ikke identitetspolitikken, der er tyrannisk, det er derimod de konventioner og rammer, der definerer en alt for snæver 'normalitet', som ikke fremmer de optimale samlivsvilkår, men bygger på at kunne affinde sig, for de fleste.
Der er bare ingen grund til i dag ikke at give den enkelte en betydeligt større frihed. Det er vel da for pokker også det, vi kæmper for, vil jeg mene.

Tomas Povlsen

@Steffen Gliese når der nu åbenbart ikke er plads til et ret harmløst intro-forløb på et universitet, så ved jeg ikke, om der er så meget større frihed at hente i identitetspolitikken og dens afledte ideer. Den har helt sikkert nogle relevante pointer, men i praksis så er der ikke langt til krænkelseskultur, hvor den tolerance, politikken hævder at stå for, reelt er væk.

Steffen Gliese

Tomas Povlsen, det er ikke harmløst. Det knæsætter et undertrykkende og forløjet syn på andre, som vi lever meget bedre uden. Jeg har indtryk af, at vi opfatter tolerance meget forskelligt, det er noget man selv udøver - i håbet om at møde det samme.
Det, der gøres op med, er en krænkerkultur, som der er al mulig grund til ikke at tolerere, jvf. Karl Popper: https://www.openculture.com/2019/03/does-democracy-demand-the-tolerance-...

Torben S Rose

@Steffen Gliese du skriver:
“Jens Christian Jensen, der er ikke tale om laveste, men højeste fællesnævner.”

Jeg gætter på, at du her mener, at en anstændig omgang med vores medmennesker er “den højeste fællesnævner”. Det er jeg helt enig med dig i, og det er naturligvis noget vi bør dyrke i vores samfund. MEN
Menneskelig interaktion vil uundgåeligt medføre gnidninger. Nogle er bevidst fremprovokeret andre springer ud af menneskers naturlige forskellighed. Vi kan ikke gennemleve vores liv under at få sten i skoen og vi kan ikke gennemleve et liv uden at komme til at træden nogen over tæerne (bevidst som ubevidst)
Problemet her er, at vi ved at prøve at opnå den højeste fællesnævner, dyrker offerbevidsthed og patologisk narcissisme, som jeg vil betegne som absolut laveste fællesnævner (jvf. Jens Christian Jensens kommentar)
Vi er i identitetspolitikkens navn ved at skab et samfund af individer, der ikke er i stand til at bære vægten af deres eget følelsesliv og vi skaber en kultur hvor ingen kan være sammen uden at krænke hinanden.
Hvis vi i stedet bestræber os på at dyrke en kultur af robusthed og øver os på dette i mødet med andre mennesker, vil vi i langt højere grad være i stand til at klare de udfordringer livet uundgåeligt kaster i hovedet på os.
Men robustheden er i frit fald. Jeg hørte for nylig, at en undersøgelse havde vist, at 1/4 af amerikanske universitetsstuderende oplevede symptomer på PTSD efter valget af Donald Trump. Eller hvad med Justin Bieber fans der blev tilbudt krisehjælp fordi de ikke havde fået billet til en koncert. Er det dan slags mennesker, der skal sætte grænsen for hvad en krænkelse er?

“Hvis vi retter alt vores opmærksomhed på hvor dårligt vi har det, så tro da fanden at vi har det dårligt.”
Peter Bastian

Gustav Alexander og Jens Christian Jensen anbefalede denne kommentar