Læserbrev

Identitetspolitik er et større problem på højrefløjen end venstrefløjen

Det er misforstået at tænke identitetspolitik som noget, der kun foregår på venstrefløjen. For især højrefløjens udlændingepolitik er optaget af etnicitet og andre identitetsmarkører – og den har langt mere magt end nogle studerende på KU, skriver folketingskandidat for De Radikale Nikolaj K. Carstens i dette debatindlæg.
Debat
12. marts 2021

Forleden kunne man læse, at ledelsen på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet har besluttet at forbyde landenavne i introforløbet. Det har med god grund mødt kritik fra mange studerende, der mener, at identitetspolitikken og den politiske korrekthed på universiteterne er gået for langt. Men hvorfor møder højrefløjens identitetspolitik ikke den samme form for kritik?

Identitetspolitik er et ord, der ofte associeres med venstrefløjens ’politiske korrekthed’, og selv om den bestemt også eksisterer på venstrefløjen, mener jeg ikke, det er der, den gør sig mest gældende. Venstreorienteret identitetspolitik eksisterer kun blandt en til tider højlydt, men dog lille minoritet af samfundet, hvis indflydelse ikke rækker meget længere end minimale ændringer af reglerne på landets universiteter. Det mest tydelige eksempel på identitetspolitik i Danmark er rettere at finde på den kulturelle højrefløj.

Når Dansk Folkeparti foreslår at opdele nye statsborgere efter landegrupper, eller at ansøgere skal oplyse deres religion, er det i bund og grund udtryk for en spejlvendt version af den identitetspolitik, der hersker på den yderste venstrefløj.

Man kunne let forestille sig højrefløjens foragt, hvis venstreorienterede studerende foreslog, at folk, der søgte ind på uddannelser, skulle oplyse deres etnicitet, så universitetet kunne optage en minimumskvote af minoriteter. Men højrefløjens indfødsretspolitik er i grunden ikke anderledes end et sådant forslag. Og faktum er, at ønsker om kvoter ud fra arbitrære identitetsgrupper eksisterer i langt højere grad på den kulturelle højrefløj. Den primære forskel ligger egentlig i graden af indflydelse.

Imens venstrefløjens identitetspolitik ikke spiller nogen større rolle, har Dansk Folkepartis spillet en af de største roller i dansk udlændingepolitik de seneste 20 år. Det er højrefløjens identitetspolitik, der i virkeligheden truer det frie ord og individualismen.

Af Nikolaj K. Carstens, folketingskandidat for De Radikale

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Chris Ru Brix

Det er vel åbenlyst for Informations læsere. Mon ikke dette indlæg burde være bragt i Weekend Avisen i stedet?

jens christian jacobsen

eller det burde slet ikke være bragt. Et misk-mask af DF, uddannelsespolitik, identitetspolitik, højre-og-venstre, kvoter osv. Og så koges det hele ned til et spørgsmål om 'graden af indflydelse.'
På hvad? For hvem? Hvornår?
Typisk radikalt.

Marianne Ljungberg

Ja, graden af indflydelse! Ja, på hvad...for hvem...hvornår?

Det er da radikale spørgsmål!

Henrik Ljungberg

Det er da dejligt, at en radikal kan se, at de mere rabiate konsekvenser af identitetspolitikken i form af racisme og eksklusion på mange måde spejler de konsekvenser, som den ekstreme højrefløjs xeno- og etnofobi har.

Til gengæld viser indlægget også manglende anerkendelse af identitetspolitikkens afledte effekter i form af følgevirkningerne af cancel-kultur, udskamning og folkedomstolslignende tendenser: Ud over, at almindelig dumhed og fordomme får forrang for viden og fakta, får selvcensuren også rodfæste i samfundet.

Hvem tør ytre kætteriske (dvs. politisk ukorrekte) tanker, når det fører direkte til en meget aktiv og højtråbende folkedomstols SoMe-skafot (altså medmindre man allerede er placeret så langt ude på en af fløjene, at man er ligeglad med konsekvenserne)?

Uanset, hvor umådeligt lidt man kan lide DF's politik gennem tiderne, har de dog aldrig forsøgt at hindre den fri meningsudveksling (det var der andre stuerene parter, der i stedet gjorde over for DF i mange år).

Nikolai Carstens bagatelliserende indlæg minder på forunderlig vis om alternativisten Henrik Marstal, der for år tilbage mente, at man kunne afmontere kritikken af krænkelsesparate personer ved at omdefinere begrebet krænkelsesparat til at betyder personer, der med glæde krænkede andre ...

Da jeg var lille lærte jeg hurtig at jeg ikke kunne undskylde mine handlinger med andres handlinger. For det er lidt for nemt at pege finder af andre og ikke selv tage ansvar

"Identitetspolitik er et større problem på højrefløjen end venstrefløjen"
hvis vi må dele mennesker op i identitet, så må højrefløjen også...

"Imens venstrefløjens identitetspolitik ikke spiller nogen større rolle"
WHAT !!! Se på feminisme eller LBGT, BLM eller "bare aviser vinkling, og sprog brug osv, så er identitetspolitik i høje kurs på venstrefløjen. Men ellers så se til udlandet, så har vi en masse gode ting i vente, fra de ohh så kærlig progressive mennesker, der vil os det så godt.

Så som at flere steder har kurser for "critical race theory" så du på arbejdspladsen kan lære at på grund af din hudfarve så er du X.

Bare søge på "coca-cola be less white" så kan man se ondskabs meget tydeligt, fra dele af venstrefløjen. Og den kan højrefløjen ikke hamler op med.

Bjørn Pedersen

"Det er højrefløjens identitetspolitik, der i virkeligheden truer det frie ord og individualismen."

Jeg finder det lidt ironisk at et medlem af et borgerligt parti skriver et indlæg hvor han gør meget ud af sige at det for det meste ikke er venstrefløjen, der er identitetspolitisk. Som om RV var... "venstre"-fløjen. Bevares, jo, hvis man er NB er der jo så meget der er "venstre"-fløj, men ellers...?

Anyway. Alle ord er snart fortolkning, og designes som sådan og skifter betydning med lynets hast. Og at rette på nogens påstande, kan nemt mistænkeliggøres hvis det er individers hudfarve, køn eller seksualitet, der skal afgøre om (man skal behandle dem som om) de taler sandt. Demokratiet i Europa overlever næppe resten af min levetid, og her tænker jeg hverken en "kommunistisk" eller "fascistisk" fremtid, men en neoliberal, hyperindividualistisk, navlepillende fremtid hvor feudalherrer har den totale kontrol over folket ved at fylde dem med historier om alle mulige distraheringer fra stigende fattigdom, dårligere arbejdsforhold, boligmangel og høje boligpriser, etc. En fremtid hvor, som allerede i dag, "mangfoldighed" bare handler om overfladiskhed. Hvor man nok holder slaver, og nok må de kun sige det samme, men i det mindste har de forskellige hudfarver og forelsker sig i forskellige slags mennesker. Det er "progress"...

Bjørn Pedersen

Og mon ikke jeg risikerer at få en anbefaling fra nogen, der er højreorienteret når min indlæg kan tolkes som opponerende til debatoplægget? Sådan vindes og tabes de fleste kampe om ideer: pr. association. Informationsmængden er jo også så stor i dag. Det er meget lettere og hurtigere at nå til en konklusion, når vi kan sige at noget "lyder som" fakta.