Kronik

»Interseksionel« feminisme er som lutherisme – alle er skyldige. Og det er en god ting

I den såkaldte ’intersektionelle’ feminisme kan det virke, som om at ingen er gode nok feminister, og at alle er syndere – ligesom i Luthers kristendomsforståelse. Men selv om det kan virke hårdt, indebærer det også en radikal accept af menneskets fejlbarlighed, skriver studerende Agnes Olander i denne kronik
I den såkaldte ’intersektionelle’ feminisme kan det virke, som om at ingen er gode nok feminister, og at alle er syndere – ligesom i Luthers kristendomsforståelse. Men selv om det kan virke hårdt, indebærer det også en radikal accept af menneskets fejlbarlighed, skriver studerende Agnes Olander i denne kronik

Thit Bitsch

Debat
6. april 2021

I debatindlægget »Den ’intersektionelle’ feminismes udskamning af Tessa skader ligestillingen« i Information, den 11. januar 2021 påpeger skribenten Bushra Basir en af den såkaldte ’intersektionelle’ feminismes tilsyneladende største problematikker: At dens radikale krav om tolerance over for forskellige grupperinger i samfundet kan ende med at blive en form for intolerance. De tårnhøje krav om at anerkende alle i samfundet kan nemlig risikere at fremstå fundamentalistiske og ekskluderende.

Som det kunne læses i kommentarfeltet til debatindlægget:

»INGEN kan jo leve op til de totalt forskruede idealer for politisk korrekt opførsel – det er UMULIGT at gå gennem livet uden at krænke andre, når barren er så ufattelig lav – og derfor fortjener ALLE i princippet at få en kniv i ryggen.«

Midt i 2021-kommentarfeltet om intersektionel feminisme, racisme og kvindehad synes ordene pludselig at klinge luthersk. For i lutheranismen kan ingen leve op til idealet, og derfor er alle ’en kniv værdig’. Alle er ufuldkomne; og hvis vi skal være lidt firkantede: Alle er syndere. Der er derfor god grund til at analysere den intersektionelle feminisme med et blik på den lutherske kristendomslære.

Grundidéen i den intersektionelle feminisme er, at krydsningen mellem alle vores forskellige sociale identiteter medfører den specifikke systemiske undertrykkelse, vi oplever. De undertrykkende strukturerer, man er underlagt, skyldes altså ikke kun, at man er mand eller kvinde, men at man for eksempel både er kvinde, sort og transkønnet eller mand med et fysisk handikap.

I kampen for lighed må vi altså ifølge den intersektionelle feminisme tage højde for alle skæringspunkterne mellem vores identiteter og ikke kun bekæmpe diskrimination på baggrund af køn, men også race, seksualitet, klasse, religion med mere.

Dette stiller høje krav til os som feminister og medmennesker og medfører et højt kompleksitetsniveau i vores forståelse af hinanden, fordi vi altid skal have øje for alle sider af en sag, og at det derfor bliver nemt at træde forkert. For eksempel når rapperen Tessa i sin nytårstale kritiserer sexistiske tendenser, men bliver kritiseret for ikke også at italesætte racisme.

Ingen kan leve op til kravene om at være den perfekte feminist, ligesom ingen kan leve op til at være et menneske uden synd hos Luther. Vi er altså i både den intersektionelle feminisme såvel som i den lutherske teologi som udgangspunkt dømt utilstrækkelige fra begyndelsen. Derfor er det værd at diskutere: Findes der en fundamental lighed mellem menneskesynet i den intersektionelle feminisme og det lutherske menneskesyn i lyset af reformationen?

En radikal accept af mennesket

I 1517 reformerede og brød Martin Luther med katolicismen og skabte det fundament, vi i dagens Danmark bygger Folkekirken og den danske kristendom på. Opgøret med katolicismen i form af Luthers 95 teser mod afladen var et opgør med idéen om, at vi kunne købe os til syndsforladelsen – at vi kunne købe os til at være gode mennesker.

»Gode gerninger gør ikke en god mand, god mand gør gode gerninger,« som Luther skrev.

Det var et opgør med kirken som mellemled i troen på Gud; et opgør med opfattelsen af, at kristendommen blot udgjorde en tjekliste, og at hvis du bare fulgte den, kunne du i øvrigt gøre, som du ville, for du havde jo dit bevis, dit diplom, på at være et godt menneske.

Det lyder måske ikke så radikalt, men i denne reformation, i dette opgør, ligger en radikal accept af mennesket. En radikal rummelighed, som anerkender, at vi er mennesker, og at lige meget hvad vi gør, vil vi fejle. Det er dét, som gør os til mennesker, og fordi vi netop ikke kan undsige os vores egen fejlbarlighed, kan vi heller ikke købe os fri af den.

Hvis vi spoler lidt over 500 år frem i tiden, til år 2021, spiller kristendommen en markant anden rolle i dag, end da Luther bankede sine tavler op på kirkedørene i Wittenberg. Men vi mennesker er lige så fejlbarlige som altid. Særligt efter at vi gennem århundreder har indlært idéer, tankemønstre og koder baseret på kolonialismens verdensbillede, idéen om hvidt overherredømme, racisme, misogyni og andre diskriminerende strukturerer. Nogle af dem, som også stammer fra kristendommen.

Og selv om vi samtidig lever i et samfund, som langsomt forsøger at vriste sig fri fra alle disse strukturerer, blandt andet i kraft af den intersektionelle feminisme, som forsøger at gøre op med alle vores internaliserede vaner og tankemønstre, er vi dømt ude fra starten. Det skyldes, at vi i virkeligheden modarbejder vores egen identitet, som vi har opbygget på baggrund af netop de strukturer, der bliver kritiseret.

Det er umuligt ikke at fejle, fordi det er en aflæring af de grundsten, vores verdensforståelse er bygget på. Derfor kan du aldrig rigtig undsige dig de strukturer, som du aktivt modarbejder, du kan kun forsøge at handle anderledes fremover ved først at gøre dig selv bevidst om deres eksistens, også i dig selv.

Sammen i ufuldkommenheden

Ingen kan derfor leve op til feminismens idealer. Men det er netop pointen. Ikke at vi skal formes til perfekte individer, der aldrig siger noget forkert, laver fejl eller rammer ved siden af. Vi må derimod tale ud fra, hvor vi står, og anerkende realiteten af, at vi vil komme til at ’tale forkert’. Og med udgangspunkt i den erkendelse må vi skabe et sprog til at tale om de fejl, vi uundgåeligt kommer til at begå.

For i den intersektionelle feminisme, som i den lutherske kristendom, er ingen perfekte. Ingen kommer gennem nøglehullet, ingen kan favne alle uden at begå fejl. Vi vil alle risikere at ’få kniven i ryggen’ på grund af vores ’synder’. Men netop derfor favner feminismen alle os fejlbarlige mennesker.

På den måde kan der i den intersektionelle feminismes radikale krav til os som feminister, og som medmennesker, ses spor af Luthers reformation af kristendommen fra 1517. En fundamental lighed i menneskesynet hos Luther og feminismen i radikaliseringen af synden og deraf kravene til os selv og hinanden. I feminismen tager dette form af en radikalisering af kravet om rummelighed over for hinanden.

Men blot fordi det er uundgåeligt at fejle som menneske, bliver det ikke konsekvensfrit at bevæge os mod et stadig mere ligestillet samfund. For når vi på forhånd ved, at vi vil fejle, må vi forberede os på, at vi også bliver nødt til at flytte os, når det sker, i stedet for at forsvare vores ret til at blive stående.

Men hvis vi først kan se fællestræk fra kristendommen, som ellers ofte står som en noget konservativ kontrast til den intersektionelle feminisme, kan det være, at vi på et tidspunkt kan tale med hinanden ud fra en erkendelse af, hvad vi har til fælles (for eksempel vores ufuldkommenhed), når vi taler om vores forskelle.

Agnes Olander studerer Scenekunstnerisk Produktion på Den Danske Scenekunstskole

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Klog tale

Fine retoriske stilpoint til indlægsskriveren for at få vredet den intersektionelle feminisme om til at være noget nærmest religiøst menneskekærligt.

Det ændrer dog desværre nok ikke meget på, at den pågældende gruppe ikke desto mindre har en dialogform, der qua sin hårde tone og cancel-adfærd er meget langt fra at være i overensstemmelse med indlæggets budskab.

Eller som det tidligere blev nævnt i Bushra Bashirs indlæg, som dette indlæg indledningsvis henviser til : ”Selv om de intersektionelle feministers drømme for fremtiden er nogle, jeg deler, er der tendenser blandt dem til at forvrænge debatkulturen. Metoderne virker udskammende, sproget er ekskluderende og til tider blottet for mening, og der er et urimeligt højt krav om aktivistisk synlighed. Det skaber tilsammen en klaustrofobisk perfekthedskultur.”

Nicolaj Ottsen

Det er jo en tilståelses sag :)

Den intersektionelle perfektionisme, undskyld, feminisme, har det tilfælles med protestantismen, at de begge tror på, at det gode menneske er det der står tilbage, når de har udskammet bæstet. En menneskeforståelse helt afskåret for psykologisk indsigt, som fostre den velkendte protestantiske neurotiker, slave mentalitet eller det der er værre, for som Freud lærte os, så forsvinder det vi fortrænger ikke.

Hvis bare der var nogen, der anvendte den kritiske teori, på den kritiske teoris mange manifestationer, så de implicitte bias', det intersektionelle perspektivs apriori forestillinger, kunne blive blotlagt, eksamineret og udskammet. Og dens tilhængere kunne begribe at vores kulturs fokus på individet og ligemulighedder netop er et radikalt opgør med gruppe identiteter. Er vi i mål ? Formentlig ikke, men sammenlignet med alt der er gået forud, er vi kommet imponerende langt.

»En fundamental lighed i menneskesynet hos Luther og feminismen i radikaliseringen af synden og deraf kravene til os selv og hinanden. I feminismen tager dette form af en radikalisering af kravet om rummelighed over for hinanden.«

Her viser ufriheden sig, og den arrogante og naive tro på at man kender sandheden, og at ens personlige katekismus derfor kan universaliseres som doktrin. Oplysningenstidens åbne, empatiske, undersøgende, "Hvorfor drikker Jeppe" er smidt overbord og erstattet af Luthers almægtige søstre, som i godhedens navn og uden livserfaring, render rundt og retter på alt og alle.

Tag jer sammen, kom ud af den akademiske osteklokken og få lidt jord under neglene, livet er kompliceret.

Birgitte Gøtzsche, Gert Friis Christiansen, ulrik mortensen og Emil Davidsen anbefalede denne kommentar
Emil Davidsen

Tak Nikolaj, man kan føle sig meget alene i dette forum for sådan helt "alm." kritisk tænkning og da Informationens journalister forventeligt er de sidste til at komme med den slags analyser så er man overladt til at finde det i kommentarfeltet.

Steffen Gliese

Tak, det er virkelig så simpelt, at vi må stå ved vores manglende evne til at være perfekte, men trods alt med vores vilje og bevidsthed arbejde på at være så gode, som vi kan.

Det blev til en halv analyse, kan jeg se.
Når man opdager ligheden med Luthers lære, bør man også se på konsekvensen.
Hvad er konsekvensen af at alle mennesker er syndere og fortjener døden?

Det er, at vi er afhængige af en kontakt med det overnaturlige. Jesu offer der giver os tilgivelse, og Helligånden der gør os i stand til (delvist) at leve gode liv i uselvisk kærlighed.

Uden denne overnaturlige indgriben er der ingen lykkelig udgang, men kun ubegrænset fordømmelse og straf.
Derfor er en "lutheransk" intersektionel femminisme vildt skræmmende - for så vidt at den ikke opererer med nogen frelser.

Tobias Rasmussen

Hej Agnes Olander. Tak for dit indlæg.

Parallellerne mellem lutheranismen og visse af den intersektionelle feminismes manifestationer ligger lige for, og er da også ofte blevet benyttet i afvisende kritik af sidstnævnte - á la “det er jo ren arvesynds-snak det dér!”.
Der er mod og substans i din venden kritikken på hovedet. For ja, i arvesynds-idéen er der en insisteren på at fejlbarlighed er et uomgængeligt grundvilkår for alle mennesker, og dette kan - potentielt - udmønte sig i den rummelighed du skriver om.

Men der er også potentiale til det modsatte. Så hvis arvesynds-idéen skal føre til rummelighed fremfor tyranni, må vi, som du selv skriver, "skabe et sprog til at tale om de fejl, vi uundgåeligt kommer til at begå”. Og der skal som bekendt to til en tango:
Den der bliver kritiseret for uhensigtsmæssige manifestationer af både biologisk og kulturelt betingede mekanismer må tage kritikken til sig, selvom det i sagens natur aldrig er nemt, når det der skal gøres op med føles som - og måske er - en del af ens selv. Alligevel må vi allesammen være klar til at tage det på os. "(N)år vi på forhånd ved, at vi vil fejle, må vi forberede os på, at vi også bliver nødt til at flytte os, når det sker, i stedet for at forsvare vores ret til at blive stående”, som du skriver. I det har du fuldstændig ret!
Men af idéen om fejlbarlighed som uomgængeligt grundvilkår for alle mennesker følger også et krav til den som kritiserer. Når “(d)et er umuligt ikke at fejle", fordi vi alle hver især kæmper imod "de grundsten, vores verdensforståelse er bygget på”, bliver det nultolerance-paradigme som man alt for ofte støder på - også hos visse selverklærede intersektionelle feminister - absurd. Her kunne man ønske sig, at de der vil sekularisere arvesynden forstod, at de dermed også må sekularisere tilgivelsen.

Dertil kommer at kritikerens kritik jo ikke altid er retfærdig - eller bare kvalificeret eller nuanceret nok. Vi er jo netop alle fejlbarlige - også den woke’este normkritiker. Det er ikke bare den intersektionelle feminisme (eller lutheranismen for den sags skyld), men derimod selve eksistensen, der "stiller høje krav til os som … medmennesker”, og afkræver os "et højt kompleksitetsniveau i vores forståelse af hinanden, fordi vi altid skal have øje for alle sider af en sag”.
Og hvis man ikke kritiserer for at starte en samtale, men for at kvæle den før den kan begynde, så har man måske glemt sin egen latente fejlbarlighed. Og det er farligt ligemeget hvem der gør det. Ikke mindst hvis man er så optaget af at gøre op med alle de strukturer der holder nogle uretfærdigt nede, at man mister blikket for de grundpiller der skal holde os allesammen oppe.

Der var også frelsthed at finde blandt nogle af Tessas kritikere.