Lad os skabe et fælles sprog, der beskriver kræftforløb, uden at det har konsekvenser for den syge

Det er vigtigt, at Niels Kroman og Arne Notkin, henholdsvis cheflæge og kommunikationsrådgiver i Kræftens Bekæmpelse, melder sig ind i debatten om de metaforer, vi bruger i forbindelse med kræft.

Selv om de bekender sig til den krigsmetaforik, som jeg i min kronik den 10. marts kritiserer – og som Kroman faktisk også tidligere har advaret imod – er jeg glad for, at de er bevidste om problemerne, som den slags sprogbrug kan medføre. Nemlig at den syge pålægges et uhensigtsmæssigt medansvar for, hvorvidt man bliver rask eller ej. Et ansvar, der kan skade både syge og pårørende.

Kroman rammer hovedet på sømmet, når han spørger, hvordan man uden krig og kamp kan tale om kræft. For vi er nemlig nået til et punkt, hvor vi næsten ikke kan tale om sygdommen uden at snakke om vindere, tabere, kampgejst og kemosoldater.

Men sammen kan vi måske finde frem til et sprog, der kan hjælpe den enkelte uden at påvirke andre negativt. Det kan vi blandt andet gøre ved at gentænke metaforerne og udfordre den måde, vi er opdraget til at tale om kræft på. Krig behøver ikke være det standardsprog, vi tyer til, og vi bør ikke automatisk antage, at den syge foretrækker netop dét billedsprog.

For to år siden var den amerikanske forfatter og pulitzervinder Anne Boyer bogaktuel med The Undying: A Meditation on Modern Illness, hvori hun beskriver det svære terræn, som cancerpatienten må navigere i.

Som enlig mor og syg med triplenegativ kræft i begge bryster reflekterer hun over, hvordan krigsmetaforikken stiller den syge i en noget nær umulig situation. Hun forventes at ’kæmpe’ imod en ’fjende’, hun ikke kan ’kæmpe’ imod – heller ikke selv om hun spiser sundt eller løber en tur, sådan som Notkin foreslår. Boyer er ikke alene om frustrationerne.

For mange kræftpatienter viser konsekvenserne af krigsmetaforikken sig at være så alvorlige, at de oven i diagnosen føler sig nødsagede til at tage til genmæle mod dem og det, der forsøger at presse sygdomsforløbet ind i en militaristisk forståelse.

Og det er en reel kamp. Mod et magtfuldt maskineri.

Metaforer skal være kilde til ægte indsigter – ikke bare lingvistisk krymmel, der lyder godt i kommercielt øjemed. De skal bruges med måde, ellers risikerer vi at sløre fokus, hvilket netop er det, der er sket i retorikken om kræft.

Det er godt, at kampmetaforik hjalp Arne Notkin, men bivirkningerne ved automatsproget rammer dem, der ikke overlever. Om det er min 62-årige far, der hver morgen løb otte kilometer og spiste sine grønsager, eller det lille barn, som burde have haft hele livet foran sig, men som, hvis man køber krigsmetaforikken, åbenbart ikke kæmpede nok.

Steen Toft Winther er cand.mag. i litteraturvidenskab