Kommentar

Lad os skabe et mangfoldigt uddannelsessystem med plads til at psykisk sårbare

Der skal være plads til psykisk sårbare på videregående uddannelser, og det bliver der kun, hvis man kan få lov til at tage sin uddannelse på nedsat tid og i sit eget tempo, skriver aktivist Katrine Vestergaard i dette debatindlæg
Debat
15. marts 2021

Jeg deltog som mange andre, primært unge, i U-days, som er en række dage, hvor uddannelsesinstitutioner åbner op for og fortæller om de forskellige grene af uddannelser, der eksisterer.

Jeg er psykisk sårbar og spurgte derfor, om det var muligt at tage uddannelsen på nedsat tid? »Nej, det kan vi ikke tilbyde,« var det svar, jeg fik, og jeg må derfor viske pædagoguddannelsen ud af mit sind.

Efter det ærgerlige svar er jeg blevet efterladt med en stor følelse af afmagt og nysgerrighed.

Når det kommer til psykisk sygdom, som vi oplever, at især flere unge bliver ramt af, medfølger der ofte en forringelse af ens kognitive funktioner.

Jeg har efter forskellige sygdomsperioder eksempelvis fået dårligere koncentration, indlæringsevne, hukommelsestab, og jeg er mere sårbar over for stimuli, hvilket er noget, der kan medvirke til stress.

Det, jeg blandt andet har brug for i min hverdag, er pauser. Pauser, så mit hoved og min krop kan følge med i et samfund, der kører på høj hastighed.

Derfor er mit krav, at hvis jeg skal tage en uddannelse, skal det være på deltid, men i hvor høj grad er der mulighed for det? Jeg er skeptisk, og jeg ærgrer mig på psykisk sårbares vegne.

Jeg skriver det her, fordi min fornemmelse råber til mig – og nu også til jer – at jeg ikke er den eneste, hvis håb er blevet slukket for, fordi der ikke er plads til ens behov for mere tid.

Der er brug for, at man kan tage sin uddannelse i et tempo, hvor man kan nå at tage alle indtryk ind og trække vejret.

Der er en mangfoldighed af uddannelser, men er der plads til mangfoldigheden på uddannelserne?

Katrine Vestergaard er aktivist.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg er enig i, at der bør tages mere højde for folk der er sårbart i vores dagligdag.
Hvad jeg dog nogle gange har svært ved at se er, hvorfor det skal være på alle områder.

Med visse uddannelser følger efterfølgende bestemte arbejdsvilkår og mig bekendt er det at være pædagog ikke ligefrem et arbejde, hvor man altid lige kan holde pauser som man har brug for.

Så hvis man kræver at uddannelser skal tilpasses de behov af psykisk sårbare mennesker, skulle det ikke så være uddannelser til jobs, hvor vilkårene efterfølgende også er til, at man som psykisk sårbar kan arbejde i netop denne job?

Ellers uddanner man til arbejdsløshed.

David Zennaro

Måske kan man designe jobs til folk, som de er i stand til at bestride?

Uffe Gammelby, Eva Schwanenflügel og Claus Bødtcher-Hansen anbefalede denne kommentar
Marianne Jespersen

Måske skulle man på de videregående uddannelser fjerne fremdriftsreformens aktivitetskrav - dvs at vende tilbage til de vilkår der var forud for denne tvang som stresser alle studerende med frafald og psykiske problemer i form af stress, angst og depressioner. I stedet løser politikerne de stigende psykiske problemer blandt studerende med lappeløsninger som psykologtilbud mv.
I øvrigt har de videregående uddannelser pligt til at tage hensyn til kronisk syge og handicaappede