Kronik

Havde mine lærere vidst mere om mobning, kunne jeg måske have undgået min psykiske lidelse

I skolen blev jeg bagtalt, overfaldet og udelukket fra fællesskabet. Selv om jeg ikke længere er udsat for mobning, mærker jeg stadig konsekvenserne i kroppen. Lærerne ved for lidt om mobning – og derfor bør det være fast pensum på læreruddannelsen, skriver Albert Nyholm Porse i dette debatindlæg
Mobning har haft store konsekvenser for mig og for mit skoleforløb og fylder stadig en hel del i mit liv, skriver Albert Nyholm Porse.

Mobning har haft store konsekvenser for mig og for mit skoleforløb og fylder stadig en hel del i mit liv, skriver Albert Nyholm Porse.

Sophia Juliane Lydolph

Debat
6. marts 2021

Da jeg gik i 5., 6. og 7. klasse på en anden skole end min primære skole, blev jeg udsat for mobning. Jeg blev bagtalt, udelukket fra fællesskabet, og en enkelt gang blev jeg overfaldet og holdt nede med tvang.

Jeg var ked af det, vred og havde selvmordstanker. Nogle gange tænkte jeg på at skade dem, som havde efterladt disse følelser i mig. Jeg følte mig magtesløs.

Jeg var på psykisk overarbejde og havde meget sygefravær. Min krop reagerede ved, at jeg fik udslæt og konstant havde feber. I 8. klasse fik jeg stillet diagnosen funktionel lidelse af en overlæge i børnepsykiatrien – en lidelse, hvor hjernen og kroppen er overbelastet, og hvor symptomerne ikke kan tilskrives en anden kendt diagnose.

Mobning har haft store konsekvenser for mig og for mit skoleforløb og fylder stadig en hel del i mit liv. Selv om jeg ikke længere er udsat for mobning, er de smerter og følelser, der er forbundet med mobningen, der stadig.

Lærernes ansvar

Mobning handler om at udelukke andre fra fællesskabet. Nogle er inde, andre er ude. Det er en eksklusion fra noget, alle mennesker har brug for: følelsen af, at man er en del af et fællesskab. Følelsen af at høre til.

Ser man flere tusinde år tilbage, var fællesskabet afgørende for, om man overlevede eller ej. Hvis man dengang blev udelukket fra fællesskabet, blev man helt bogstaveligt overladt til de vilde dyr, og man blev dræbt. Den samme angst for at dø bliver aktiveret, når vi mennesker føler, at vi ikke er en del af fællesskabet. Vi dør dog ikke af det – men angsten er der.

Mobning er en særlig måde at være sammen på, hvor det, man er sammen om, er at udelukke andre fra fællesskabet. Men sådan har man ikke altid opfattet mobning.

Tidligere har man tænkt på mobning som noget, der handlede om personligheder. Man forstod mobning sådan, at det foregik mellem en aggressiv mobber og et svagt offer. Mobning blev et spørgsmål om at placere skyld hos enten den mobbede eller mobberen.

En typisk forklaring var, at mobberen var dårligt opdraget og derfor aggressiv, eller at den mobbede elev måske var lidt overvægtig eller genert, fordi vedkommende ikke havde særlig meget selvtillid. Man søgte forklaringer i personlighed, adfærd eller udseende.

Man begyndte imidlertid at undre sig over, hvorfor der var skoleklasser, hvor mobning ikke forekom, selv om der var både aggressive og generte elever i klasserne. Forskningen på området nåede frem til, at man ikke kunne forklare mobning ved at se på enkeltpersoner og deres personlighedstyper. Forklaringen måtte findes andre steder.

Man fandt ud af, at mobning optræder, når fællesskaber ikke fungerer. At mobning sker med frygten som omdrejningspunkt – frygten for at blive udelukket fra fællesskabet. Behovet for at høre til hænger uløseligt sammen med frygten for at blive udelukket.

Med mobbeforsker Helle Rabøl Hansens ord går skoleelever »ikke kun i skole for at lære. De er der også for at opbygge venskaber og andre sociale relationer. Børn lever derfor ikke kun et læringsliv i skolen, de lever et helt børneliv inden for skolens rammer«. Rammer, som er sat af de voksne, og som eleverne er underlagt.

Rammerne for fællesskabet i skoleklassen har afgørende betydning for, hvordan en klasses kultur og trivsel udvikler sig – om der udvikles en mobbekultur eller ej.

Derfor er det altafgørende, at lærerne ved, hvad der skal til for at skabe de rette rammer for, at mobning ikke opstår.

Livslange konsekvenser

At skabe og bibeholde en sund klassekultur forudsætter, at de voksne – forældrene, lærerne og skolelederne – hele tiden er opmærksomme på, hvordan eleverne har det med hinanden og med det at gå i skole.

Det er altafgørende, at lærerne ved, hvad der skal til for at skabe de rette rammer for, at mobning ikke opstår, skriver Albert Nyholm Porse.

Sophia Juliane Lydolph

Når mobning foregår i skolen, er det især lærerne, som står med den store opgave, det er hele tiden at have øje for klassens trivsel. Og det er særligt vigtigt, at lærerne lytter til eleverne og tager deres oplevelser alvorligt, sådan at eleverne føler tillid til, at de kan gå til deres lærere, når der er problemer.

Konsekvenserne af mobning er alvorlige og livslange. Forskningen viser, at børn, der mobbes, risikerer at få ar for livet og udvikle blandt andet stress, depression, lavt selvværd, angst og selvskadende adfærd. De har også øget risiko for at blive selvmordstruede og begå selvmord. Mobning skal tages dybt alvorligt.

Derfor er det efter min opfattelse også på tide, at lærerne for alvor bliver klar over, hvad mobning er for en dynamik, og klædes på til det kæmpestore ansvar, de har for klasserummet og klassekulturen på skolerne og i klasserne.

Det er altafgørende at forstå mobningens væsen, nemlig at det er en måde at være sammen på, som bygger på en mobbekultur med negative hierarkier og mønstre. Tager man kun fat i enkeltindivider, ændrer man ikke noget ved kernen i mobningen – nemlig kulturen. Man bevarer i bedste fald status quo, og i værste fald risikerer man at understøtte den negative kultur yderligere.

Mobning på pensum

For at undgå mobning er det en forudsætning, at man som lærer er i stand til at skabe rammer for positive fællesskaber, hvor alle elever føler sig trygge, set og hørt. Hvis lærerne skal kunne det, kræver det, at de får kendskab til mobning på et dybere niveau.

Et kursus er ikke nok – information om mobning skal indgå i læreruddannelsen på linje med de faglige fag. For viden om mobning er nemlig ikke en integreret del af pensum på læreruddannelsen.

Jannie Moon Lindskov, direktør for Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM), skrev den 1. oktober et indlæg til Skolemonitor under overskriften »Lærerne har svært ved at omsætte viden om mobning til praksis«. Her fortæller hun, at Danmark er et af de førende lande, når det kommer til forskning i mobning og mobningens dynamikker, men at »hver fjerde af skolerne selv siger, at de mangler viden om, hvordan de skal håndtere mobning«.

Ifølge Lindskov mangler der ikke ideer til, hvordan man kan skabe stærke og sunde fællesskaber. Man udarbejder mobbestrategier og laver trivselsmålinger, men der er for lidt fokus på, hvordan man helt konkret skal forholde sig, når en elev bliver mobbet.

Hvad gør man, hvis der opstår mobning? Hvordan får man øje på mobning? Hvordan skal man både håndtere 25 elever og den enkeltes behov?

Lindskov mener, »at viden om mobningens dynamikker og kompetencer til håndtering bør være til stede på alle skoler. Viden og kompetencer, som alle lærere bør have som en naturlig forudsætning for at kunne sikre børnenes ret til et mobbefrit undervisningsmiljø«.

Mobning foregår i matematiktimen, i dansktimen, i frikvartererne – den er ikke afgrænset til særlige rum. Det er derfor ikke nok at lave særlige trivselsindsatser. Man kan sige det sådan, at det særlige bør være det dagligdags, altså at trivselsindsatser bør være integreret i alle sammenhænge i skolen, hver dag, året rundt.

Mobning skal tænkes ind i alle skolens aktiviteter og lektioner. Derfor er det vigtigt, at matematiklæreren, dansklæreren, idrætslæreren – alle lærere – ved, hvad de skal holde øje med, hvad de skal gøre, og hvordan de kan forebygge.

Mit store håb er, at mobning kommer på skemaet på landets læreruddannelser på linje med de øvrige fag, så alle kommende lærere bliver klædt på til at skabe gode rammer for sunde fællesskaber i alle klasser, i alle timer og i alle frikvarterer. Samtidig vil de blive i stand til at spotte mobning, når den opstår, vide, hvad der skal gøres, og hvordan der kan rettes op på problemet.

Albert Nyholm Porse er student.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Denne kronik kan ikke anbefales nok.

Mobning er et kæmpe problem i Danmark, og det starter meget tidligt.

Helt ned i vuggestuen findes den, og er som regel, som skribenten understreger, opstået af en dårlig struktur og/eller kultur på stedet.

En sådan kultur kan gro fuldstændig fast, og være usynlig når det passer den, mens den under overfladen breder sig som skimmelsvamp.

Børn ser de voksne.
Og de voksne mobber også hinanden på arbejdspladsen i vuggestuen, børnehaven, eller skolen.

Forældre skændes, og bebrejder måske andre børn, pædagogen eller læreren i deres eget barns påhør.

Det handler både om magt og afmagt, om at det er bedre at høre til end at være udenfor, om at være blind og døv overfor andres smerte, og om uvidenhed.

En rådden kultur er uhyre svær at komme til livs, når man bare flytter et mobbet barn eller fyrer en medarbejder, når den viser sit grimme ansigt.

Det er alt for ofte sådan det går for sig.
Man flytter det, der skaber uro- tror man.

Sådan fortsætter den onde cirkel, indtil vi alle lærer, hvordan det kan lade sig gøre at stoppe det.

Men hvornår - sig mig hvornår..?

Eric Philipp, Lillian Larsen, nils valla, Christel Gruner-Olesen, Knud Chr. Pedersen, Claus Bødtcher-Hansen, Mette Morel, Lone Hansen, Troels Ken Pedersen, Inge Lehmann, Carsten Munk, Heidi Larsen og Hanne Boye Petersen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

PS. Oftest er den fyrede medarbejder også mobbeofret.

Nanna Kinch, Lise Lotte Rahbek, Lillian Larsen, Claus Bødtcher-Hansen, Lone Hansen, Troels Ken Pedersen og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar
Jens Ole Mortensen

Børn der mopper. Jeg ved ikke hvorfor. Måske er de bare et spejlbillede af os selv ? Konkurrencestaten. Skal konkurrence motivere må der nødvendigvis være nogen som har det ad h. til. Det skal jo kunne betale sig at arbejde. Folk med anden etnisk baggrund end dansk. De som ikke falder ind i samfundet. Der bruges 11 milliarder om året på at tvangsfjerne børn . Hvor de er moppeofre for voksne, som , måske, desperat skal have dem til at indordne sig. En dreng går 17 km. hjem til sin mor på strømpesokker. Heldigvis virker børnene og de unge ressourcestærke . Og har trodset det.

Børn der mopper. Er det ikke et udtryk for det samfund vi lever i ?

Jeg mener ikke det er lærerens skyld elever mopper.
Bevares, læreren er medansvarlig for at lede eleverne på rette kurs.
Alle voksne er medansvarlige for samfundets børn, især forældrene.

At mennesker overhovedet mopper sker af samme årsag mennesker er søde og rare.
Alt har sin modsætning som dybest set er den samme ting blot hver sin ende af samme ting.
Når vi lærer vores børn at være flinke mod andre åbner vi samtidig op for den modsatte tendens i børnene. Det er så (især) op til forældrene, men også alle andre modne mennesker børnene kommer i kontakt med, at guide børnene til rette side.
Før vi når så langt må voksne dog selv have lært at opføre sig pænt, især da voksnes adfærd har den største opdragende virkning på børn.

Første skridt på vejen må være at indføre undervisning i hvordan man bliver god kammerat og ikke det modsatte. Jo tidligere denne undervisning startes des mere naturlig bliver den for eleverne.

Eva Schwanenflügel

nils valla, jeg synes heller ikke Albert Nyholm Porse siger, at lærere er skyld i mobning.

Han mener blot, lærerne ikke ved nok om hvordan man forebygger og stopper det.
- Og det samme mener jeg er sandt for de fleste af os.

Ofre for mobning påtager sig ofte ansvaret for den dårlige kultur, og føler skyld for at tingene har udartet.

Derfor hjælper det ikke at forflytte/fyre ofret, som det gerne sker, imens mobberne ikke drages til ansvar/bevidstgøres om deres skadelige fremfærd.

Der er nødt til at være værktøjer til at agere på dårlig ledelse og rådden kultur, og viden om mobning, dens årsager og virkninger må udbredes til alle i samfundet, lige fra vuggestuen og opefter.

Dorte Sørensen

Svend Brinkmann havde i sidste udsendelse på P1 mobning som tema.- dr.dk/radio/p1/brinkmanns-briks/brinkmanns-briks-2021-03-03 - Her blev det fortalt at mobningen var faldet i skolen , men steget på arbejdsmarkedet.

Så noget må lærerne have forstået.

Carl Chr Søndergård og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Flemming Olsen

Folketinget må selvfølgelig nedsætte en kommission og udpege nogle eksperter, jurister, sociologer, historikere, filosoffer, statistikere, forfattere, musikere, iværksættere og billedkunstnere. De må så i løbet af af en 16-17 år udarbejde en rapport "Den lyserøde mobbebetænkning", som påpeger problemets næsten uoverstigelige kompleksitet og foreslår en omkostningstung flerstrenget løsning, der vil få gang i ansættelserne i den hensygnende offentlige sektorm og være til gavn for hele samfundet.

Hvis ikke det hele er gjort mange gange før.

Eva Schwanenflügel

Ja, Dorte, heldigvis er man kommet meget mere efter det i Folkeskolen.

Men det går ganske rigtigt den forkerte vej på arbejdsmarkedet.

En del af problemet er fagforeningen, der forhandler sine medlemmer ud, fremfor at føre sager på deres vegne.

Det er gået op for HK, ihvertfald når det drejer sig om de såkaldte tavshedsklausuler, men der er lang vej igen.

Eva Schwanenflügel

Flemming Olsen

Anerkendelse af mobbeproblemet er første skridt.

Her har du tilsyneladende slet ikke opfattet, at der eksisterer et sådant.

Flemming Olsen

Ih jo, jeg er både jurist og historiker og bliver mobbet dagligt, så jeg regner selvfølgelig med at blive formand for kommissionen - og et årligt vederlag på minimum 300.000.