Kommentar

Hvis vi skal leve op til loven om ligeløn, skal der være ordentlig løngennemsigtighed

EU’s ligestillingskommissær præsenterer denne uge en ny lovgivning, som skal gøre op med løngabet mellem mænd og kvinder. Det har Danmark brug for
Debat
3. marts 2021

EU’s ligestillingskommissær præsenterer denne uge en ny lovgivning, som skal gøre op med løngabet mellem mænd og kvinder. Det har Danmark brug for.

Coronapandemien har gjort det tydeligt for os alle, hvor fuldstændig afgørende en rolle sygeplejersker, pædagoger og omsorgspersonale har i vores samfund. Alligevel tjener de historisk underbetalte, kvindedominerede erhverv stadig ikke en retfærdig løn – og det kan vi ikke ignorere længere.

På tværs af EU-landene har vi nemlig stadig et løngab mellem mænd og kvinder på 14,1 procent, og i Danmark er det 14 procent. Det gab kan langt hen ad vejen hægtes op på forskellen på lønnen i kvindedominerede og mandsdominerede fag: Tendensen er, at jo flere ansatte i en arbejdsfunktion på en arbejdsplads, der er kvinder, jo lavere er lønnen.

Det har gjort løngabet mellem mænd og kvinder til et af de største ligestillingsproblemer, vi har i Danmark og Europa.

Det er vi nødt til at gøre noget ved, og arbejdet starter, når EU-Kommissionen denne uge præsenterer det største stykke ligestillingslovgivning i hele denne valgperiode: forslaget om løntransparens i EU.

Det er fuldstændig afgørende, for selv om vi allerede har lovsikret ligeløn mellem mænd og kvinder i EU, har vi ikke nok redskaber til at identificere, om princippet om lige løn for lige arbejde overholdes. Og hvis vi skal løse problemet med uligeløn, er vi først og fremmest nødt til at få det frem i lyset. Det kan vi med løngennemsigtighed.

Når vi er i gang, er vi samtidig nødt til at stille spørgsmålet: Hvordan vurderer man værdien af et arbejde? En diplomingeniør ansat i det offentlige tjener cirka 12.000 kroner mere om måneden end en sygeplejerske på trods af lige lange uddannelser, og at sygeplejersken står med liv mellem hænderne. Det er afgørende, at vi får lavet nogle kriterier, så vi kan sammenligne lønnen på tværs af brancher og sektorer. På den måde sikrer vi ikke blot, at mænd og kvinder i de samme stillinger tjener det samme, men at mænd og kvinder i forskellige stillinger med lignende krav til uddannelse, ansvar, indsats og kompetencer også tjener det samme.

Det krævede en pandemi, før vi for alvor blev opmærksomme på, hvor meget vores front- og omsorgspersonale er værd. Mit håb er, at vi med EU’s lovgivning om løngennemsigtighed også kan finde et retfærdigt svar.

Kira Marie Peter-Hansen er medlem af Europa-Parlamentet for SF.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Rikke Nielsen

Dem der tager overtid og får ekstra timer på skæve tidspunkter er som sædvanlig bare talt med som almindelige arbejdere for at skævvride billedet. Hvem der modtager store overførsler udelades også for at understøtte en forudindtaget holdning.