Kronik

Jeg vil have lov til at sige, at jeg ’kæmper’ mod kræften

Flere kræftramte og pårørende mener, det er upassende at beskrive kræftforløb med krigsmetaforer som noget, man ’kæmper imod’. Men visse dele af behandlingen kan opleves som en kamp, og jeg vil have lov at finde styrke og kontrol i krigsmetaforerne og kampen, skriver journalist og forfatter Arne Notkin i denne kronik
»Det lyder enkelt: Spis sundt og dyrk motion. Men når munden er tør, fyldt af sår og blister, og når det gør ondt at synke, så er hver bid en kamp,« skriver Arne Notkin i denne kronik.

»Det lyder enkelt: Spis sundt og dyrk motion. Men når munden er tør, fyldt af sår og blister, og når det gør ondt at synke, så er hver bid en kamp,« skriver Arne Notkin i denne kronik.

Debat
25. marts 2021

Det røde stof drypper langsomt ind i min blodåre fra posen på stativet. En sygeplejerske sidder og holder øje med mig. Jeg skal sidde bomstille, mens jeg får det røde stads. Det er ret giftigt.

Jeg ved, hvor syg jeg risikerer at blive af kemostofferne. Jeg risikerer hårtab, kløe og udslæt. Negle, der misfarves, flosser eller løsner sig. Overvældende træthed, kvalme, opkastning, appetitløshed, diarré og forstoppelse. Mund og svælg kan blive ramt af tørhed, sår og blister, der gør det svært at synke maden. Jeg risikerer blodmangel, infektioner og blødninger. Mange får føleforstyrrelse i hænder og fødder. De kan blive permanente. I sjældne tilfælde skades hjerte, lunger og nyrer. Jeg risikerer at få sukkersyge.

Jeg beslutter aktivt at fordrive de bekymrende tanker. Kemostofferne skal helbrede mig. De skal slå de syge kræftceller ihjel. Det kan godt være, at de slår andet og mere end de syge celler ihjel – det sker jo i krig. Men målet er, at jeg skal blive rask.

Jeg forsøger at skabe forskellige billeder i mit indre. Jeg tænker på en scene fra en Woody Allen-film, hvor han visualiserer sædceller som hvidklædte soldater, der står klar til affyring og invasion. Jeg forestiller mig kolonner af soldater, der marcherer ind i mit blod og bekæmper kræftcellerne.

For mig var det en hjælp at tænke på den måde, da jeg var i behandling. Det er krigerisk, javist. Men det hjalp mig.

Nu får jeg så at vide i en kronik i denne avis, at det helt forkert af mig at bruge krigsmetaforer. Steen Toft Winther, kandidat i litteraturvidenskab, hvis far er død af kræft, bryder sig ikke om det. Han vil have dem afskaffet.

Kampsproget har ellers hjulpet mig.

Da jeg skrev om min kræftsygdom på Facebook, var der mange, der betegnede mig som en fighter og opfordrede mig til kamp. »Kæmp, kæmp, kæmp,« er der en, der skriver kort og lakonisk. »Hvis nogen kan vinde den kamp, er det dig, den evige fighter,« skriver en anden. »Kom så, Arne. Kæmp med alt, hvad du har!« skriver en tidligere kollega.

Og det styrkede mig faktisk i den situation, jeg befandt mig i. Skal det nu forbydes?

Underligt nok er det især kampen mod kræft, der ankes mod. Ikke når mennesker kæmper for at komme ud af misbrug, kæmper mod angst eller indre dæmoner, mod overvægt, eller når verden vil bekæmpe malaria eller mæslinger.

Individualiseret sygdom

Vi mennesker reagerer forskelligt på de situationer, vi befinder os i.

Jeg fik kampgejst. Men en af de mest brutale og trættekære debattører, jeg er stødt ind i, var ifølge sin egen beretning overhovedet ikke i krigshumør, da han fik kemo.

Den nu afdøde britisk-amerikanske journalist og forfatter Christopher Hitchens fik i 2011 kræft i spiserøret. Han blev indlagt og flyttede ind i det, han beskrev som »Tumorstrup« (Tumorville). I bogen Dødelighed beskriver han, hvor lidt tapper han følte sig, da han sad med en giftnål i armen.

»Man føler sig forsumpet i ugidelighed og impotens; opløst i magtesløshed som en sukkerknald i vand,« skriver han malerisk.

Christopher Hitchens generaliserer med sin beskrivelse af, hvordan ’man’ føler sig. For vi kan ikke gå ud fra, at alle kræftpatienter har det på samme måde.

Efter min kræftbehandling producerede jeg en podcast til DR om mit kræftforløb. Den fik titlen »Min kamp mod kræften«, og den titel provokerede og gjorde nogle mennesker kede af det. For hvis man dør af kræft, har man så ikke kæmpet hårdt nok?

»Jeg ønsker ikke at nogen, hverken mig selv eller andre, skal anse eller omtale min treårige datter, der døde af neuroblastom, som en taber!!!« skriver en mor på Facebook. En anden bruger spørger: »Har de som har ’tabt’ så ikke kæmpet nok?«

Vi er altså forskellige. Nogle føler sig hjulpet af at tale om deres kamp mod kræften, mens andre og måske især efterlevende til døde kræftpatienter står af.

»Jeg og andre kræftpatienter er i stand til at kæmpe og til at vise det på vores sociale medier. Men virkeligheden er jo også, at der ligger massevis ældre på kræftafdelingerne, som ikke magter at stå ud af deres senge. Her hjælper kampråb jo ikke«, siger Arne Notkin.

»Jeg og andre kræftpatienter er i stand til at kæmpe og til at vise det på vores sociale medier. Men virkeligheden er jo også, at der ligger massevis ældre på kræftafdelingerne, som ikke magter at stå ud af deres senge. Her hjælper kampråb jo ikke«, siger Arne Notkin.

Efter podcasten skrev jeg bogen Sådan overlevede jeg kræften og sundhedsvæsenet, hvor jeg reflekterede yderligere over kampen om krigsmetaforerne om kræft.

Jeg citerer blandt andet professor Helle Timm fra REHPA, Videncenter for Rehabilitering og Palliation, som siger: »Hvis du dør, er det så, fordi du ikke har kæmpet nok? Er det, fordi du ikke har taget dig nok af dig selv? Har du svigtet? Vi lever i et individualiseret samfund, og det gælder også, når man bliver alvorligt syg. Og selv om alle er enige om, at det er ikke din egen skyld, at du er blevet syg, så får du selv et stort ansvar for at overleve. Men har du det?« spørger Helle Timm.

Det er en kamp

Det går op for mig under samtalen, at vi lægger forskellige betydninger i vores sprog. Jeg forstår, at nogle mennesker tager udtrykket ’at kæmpe mod kræften’ helt bogstaveligt. De mener, at man som patient selv kan nedkæmpe kræften med sin holdning eller sin handling.

I det facebookopslag, mine venner reagerer på med opfordringer til kamp, beskriver jeg min besværlige vej til den rigtige diagnose. Og så fortsætter jeg:

»Kræft kan desværre hverken trænes eller tænkes væk. Men den blev opdaget! Og nu er der håb om, at den kan bekæmpes med diverse cellegifte og et væld af andre kemiske bekæmpelsesmidler. Kampen er omsider i gang!«

Det er altså den kemobehandling, jeg får, som jeg på dette tidspunkt i mit sygdomsforløb udlægger som en ’kamp mod kræften’. Og det er jo noget helt andet end troen på, at man kun bliver helbredt, hvis man selv nedkæmper kræften.

Den tro er forkert. Som patient kan man jo ikke selv bekæmpe selve kræften. Og hvis man dør, så er det jo, fordi behandlingen ikke virker.

Men man kan bidrage til sin behandling ved at spise godt og motionere. Meget tyder på, at motion øger overlevelsen og mindsker bivirkninger og senfølger. Og man ved, at vægttab er decideret skidt uanset eventuel overvægt.

Hvis man kan vælge at spise sundt og motionere for at påvirke sin behandling, vil man som patient føle sig mere i kontrol, føle, at man har mere indflydelse på sin situation. Og forskning tyder på, at det bidrager til, at man får færre bivirkninger.

Det lyder enkelt: Spis sundt og dyrk motion. Men når munden er tør, fyldt af sår og blister, og når det gør ondt at synke, så er hver bid en kamp. Og når kemoen har banket blodprocenten i bund, så koster hvert skridt en krig.

Deri bestod min kamp mod kræften. Jeg måtte kæmpe for at holde mit humør oppe, for at holde mig i form for at kunne klare behandlingerne bedst muligt. Og her var heppekoret, der støttede min kamp en uvurderlig støtte og opmuntring.

Jeg og andre kræftpatienter er i stand til at kæmpe og til at vise det på vores sociale medier. Men virkeligheden er jo også, at der ligger massevis ældre på kræftafdelingerne, som ikke magter at stå ud af deres senge. Her hjælper kampråb jo ikke.

Kampen om sproget

Som jeg ser det, står vi altså i et dilemma om vores sprogbrug.

På den ene side er der patienter og måske især pårørende, der bliver helt knuste, når de hører kampretorikken. Hvis vi vil undgå at forvolde syge mennesker og deres pårørende smerte, så skulle vi måske holde op med at bruge militaristisk sprog?

På den anden side er der kræftpatienter som mig, der føler, at vi har gavn og glæde af at sige til os selv og andre, at vi kæmper mod kræften. Skal vi så ikke have opbakning til det, der er hjælpsomt for os?

På det individuelle plan kan familie og venner mærke efter og indrette deres ordvalg efter patientens og familiens ønsker, så de kan støtte bedst muligt. I vores offentlige samtaler kan jeg ganske enkelt ikke se en vej ud af dilemmaet.

Men når jeg føler, at jeg står med det ene ben i graven, så vil jeg have lov til at kæmpe – og sige det højt.

Arne Notkin er journalist og forfatter

Serie

Kræftens sprog

Tusindvis af danskere får hvert år konstateret kræft, og langt de fleste kender nogen, der har været i berøring med sygdommen. Men hvordan bør vi tale om kræftforløb, og er det passende at forstå sygdommen som ’en kamp’, den sygdomsramte har mulighed for at kæmpe og vinde – eller tabe?

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Lauge Johannesen

Hvis det ikke var, fordi emnet, du beskriver, er så forbundet med frygt, traume og død, ville jeg påstå, diskussionen tenderer det akademiske. For vi mennesker lægger jo forskellige konnotationer i alle ord. Nogle ser substantivet udfordringer som en eufemisme, der tenderer en kliche af værste skuffe, mens andre ser det ord som et kærkomment alternativ til det mere negativ ladet substantiv problem. Din brug af ordet kamp i den kontekst, du befandt dig i, giver dog god mening, når du beskriver, hvad du var igennem. Men måske reagerer folk så voldsomt på ordet, fordi vi automatisk beskriver en, der ikke har vundet kampen som en taber – og hvem gider være det? Men vi glemmer ofte, at det er positivt, når vi om en person siger, ”han gav ikke op uden kamp”, eller når vi siger ”det gælder om at vælge sine kampe”. Med begge disse udsagn siger vi jo, at man netop ikke kan vinde alle kampe – det er vores lod her i livet. Det er ikke resultatet, der er det vigtig her, men det at vi gik ind i kampen. Det er det, der siger noget om vores karakter. Og jeg tror, at når folk uden at tænke over det, taler om kampen mod angst, overvægt etc., er det, fordi disse ting ikke på samme måde som kræft slår en ihjel – og i hvert fald ikke på så kort tid.

Den humane reaktion på din situation og din ærlighed er ikke at bedrive ordkløveri, men at nære medfølelse og empati. Desværre er sociale medier i nogle sammenhænge blevet en magnet for abnorme ytringer i alle mulige afarter og kulører. At blive så pikeret over dit ordvalg af kamp og i samme åndedrag tage dig til indtægt for at mene, at folk, der er døde af denne triste sygdom, ikke har kæmpet nok, er abnormt. Det er at glemme at leve sig ind i dig og din situation. Det bedste råd lige nu er at fortsætte din fascinerende kamp for at blive rask og så vidt muligt ignorere disse desværre meget gængse stødende og spidse kommentarer

Thomas Østergaard

I korthed er situationen vel den at Arne HAR fuldt ud lov til at sige at han kæmper mod kræft, skatteopkrævning eller almindelig dumhed i befolkningen, alt efter inklination. Også uden nødvendigvis at skulle at stå med det ene ben i graven.

Men ikke nødvendigvis har lov til at gøre det uden at en eller anden tosse problematiserer det og udråber det til skadeligt for diskursen generelt og al menneskelig anstændighed i særdeleshed.

Fordi, ja, dels er det jo sådan tosser gør nu om stunder, og dels er det sådan ytringsfrihed almindeligvis fungerer. Og det står jo frit for at holde sin korrespondance i et lukket forum hvis man ikke er i stand til at være ligeglad med tossers mening.

Undtagelsen er vel der hvor tosserne kan komme afsted med at forlange konsekvenser fra enten politisk eller privat (typisk arbejdsgiver) hold med argumentet om "skadelighed". Fordi det sædvanligvis er der ytringer og handlinger skilles. Men mon ikke vi i dette tilfælde kan tillægge i hvert fald politikerne tilstrækkelig sund fornuft til at det ikke bliver aktuelt. Ellers kan vi jo altid storme Christiansborg og defenestrere dem. Det plejer at hjælpe.

Jeg tror blot du skal betragte Steen Toft Winther's artikel som noget han kunne gøre for at afhjælpe sin følelse af magtesløshed. Hvis han nu var snedker var han sikkert gået ud i skuret og havde lavet en gyngestol. Men nu er han jo cand.mag. i litteraturvidenskab, og ja, så er det man føler at man kan jo at "påvirke diskursen". Forskellen er kun, at vi andre ikke skal se på gyngestolen.

Og som andre er inde på, tager folk generelt odds med i betragtning når det kommer til kamp. Det er sjældent at man hører spartanerne ved Thermopylæ omtalt som en flok tabere, bare fordi de blev slagtet til sidste mand.