Kommentar

Lovgivningen diskriminerer forskningstalenter med handicap, der vil arbejde i udlandet

Da Louise Druedahl skulle forske på Harvard University, ansøgte hun kommunen om hjælp til opholdet. Hendes muskelsvind gjorde, at hun havde brug for hjælp til det meste. Men et hul i lovgivningen gjorde, at kommunen afviste ansøgningen, skriver Rikke Løvig Simonsen og Simon Toftgaard Jespersen i dette debatindlæg
Louise Druedahl har muskelsvind og behøver hjælp arbejdslivets almindeligheder – at sætte opladeren i sin computer og hente noget i printeren for eksempel. Arkivfoto.

Louise Druedahl har muskelsvind og behøver hjælp arbejdslivets almindeligheder – at sætte opladeren i sin computer og hente noget i printeren for eksempel. Arkivfoto.

Joachim Adrian

Debat
2. marts 2021

Da ph.d.-studerende Louise Druedahl, der har muskelsvind, i 2019 ansøgte kommunen om praktisk støtte til sit ophold på Harvard University i USA, afviste kommunen og Ankestyrelsen ansøgningen. Det gjorde de, til trods for at opholdet var en obligatorisk del af hendes ph.d.-stilling og støttet af Uddannelses- og Forskningsministeriet med et rejselegat.

Louise Druedahl er ph.d.-studerende på Institut for Farmaci på Københavns Universitet. En obligatorisk del af arbejdet er at besøge fremmede forskningsmiljøer. I den forbindelse modtog hun et EliteForsk-rejsestipendium på 200.000 kroner fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, som ifølge ministeriet selv skal bidrage til, at talentfulde ph.d.-studerende kan få længerevarende ophold ved de allerbedste forskningsmiljøer i verden.

Louise Druedahls sygdom gør dog, at hun bruger kørestol og behøver hjælp til det meste. Hun kan dog bruge sine hænder frit til at skrive på computer, hvorfra hun bedriver sin forskning.

Men når hun er på arbejde, har hun brug for hjælp til alt fra at sætte opladeren til sin computer i til at åbne døre for sig eller til at hente ting i printeren. Og når hun forlader kontoret, har hun brug for hjælp til nærmest alt praktisk: at købe ind, tage tøj på, gøre rent og lave mad.

Kort sagt har hun brug for støtte døgnet rundt. Når hun er på arbejde, hedder hjælpen personlig assistance og hører under beskæftigelsesloven, mens den efter fyraften hører under sociallovgivningen.

Men selv om økonomien var på plads, var kommunen med lovgivningen i hånden ved at sætte en stopper for opholdet i udlandet. Det viser, at den nuværende lovgivning er forældet og forhindrer mennesker med et handicap i at tage arbejde i udlandet for at dygtiggøre sig.

Med nød og næppe

Det lykkedes kun med nød og næppe Louise Druedahl at komme afsted til Harvard University tilbage i august og september 2019, fordi hun selv kunne finansiere en del af sine merudgifter gennem legater og fonde.

Problemet var, at opholdet på Harvard University, et af verdens mest anerkendte universiteter, landede mellem henholdsvis beskæftigelses- og sociallovgivningen, da det kom til at bevilge Louise Druedahl den praktiske hjælp undervejs.

Sociallovgivningen giver kun støtte til at tage hjælpere med til udlandet, hvis der er tale om et kortvarigt ferieophold på maksimalt 14 dage og kun én gang om året. Og med hjemmel i beskæftigelseslovgivningen afviste kommunen samtidig at give støtte til 4,5 times personlig assistance om ugen med henvisning til for høje omkostninger.

Som loven er nu, dækker den altså ikke rejser af arbejdsmæssig karakter for mennesker med handicap, der har brug for praktisk hjælp. Og på nutidens globale arbejdsmarked, hvor rejser blandt eksempelvis forskere er en del af jobbet, virker det noget forældet.

Lige for loven

Fra officiel side ønsker man, at danske forskere dygtiggør sig i udlandet og vender hjem med den nye viden – blot ikke, hvis de har et handicap. Det er i hvert fald den oplevelse, Louise Druedahl sidder tilbage med. Ikke alene er det diskrimination af mennesker med handicap, det er også stik imod regeringens egen ambition om dansk forskning i international topklasse.

Kommunens afvisning af Louise Druedahl er ikke bare uretfærdig, den går ud over os alle sammen, når vi som videnssamfund skal leve af den nyeste viden.

Personer med handicap må ikke må blive stillet dårligere på arbejdsmarkedet end personer, der ikke har et handicap. Det har beskæftigelsesminister Peter Hummelgård (S) selv udtalt så sent som i oktober sidste år. Men det er ikke desto mindre, hvad Louise Druedahl og andre som hun oplever.

Derfor bør man kigge på lovgivningen, så danske forskere og andre lønmodtagere med handicap kan tage midlertidigt ophold i udlandet i forbindelse med arbejde – ligesom alle andre.

Vi skal have beskæftigelsesområdet og sociallovgivningen til at hænge sammen, så man under uddannelse og arbejde i udlandet er sikret at kunne medtage den nødvendige praktiske hjælp og få dækket de nødvendige merudgifter, der er forbundet hermed.

Kun på den måde lever Danmark op til ministerens ord om, at mennesker med handicap ikke må stilles dårligere end andre. Det er til gavn for dansk forskning og vores videnssamfund generelt.

Rikke Løvig Simonsen er formand for fagforeningen Pharmadanmark, og Simon Toftgaard Jespersen er formand for Muskelsvindfonden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her