Kronik

Vi må ikke glemme ensomhedens kvaliteter i vores iver efter at vende tilbage til fællesskaberne

Coronanedlukningens isolation og ensomhed er forhåbentlig snart slut, men når vi omfavner fællesskaberne igen, må vi også lære at skelne mellem god og dårlig ensomhed, så vi fortsat husker at gøre plads til den normale, nødvendige ensomhed, skriver leder af DPU, Claus Holm, i dette debatindlæg
Coronanedlukningens isolation og ensomhed er forhåbentlig snart slut, men når vi omfavner fællesskaberne igen, må vi også lære at skelne mellem god og dårlig ensomhed, så vi fortsat husker at gøre plads til den normale, nødvendige ensomhed, skriver leder af DPU, Claus Holm, i dette debatindlæg

Thit Bitsch

Debat
26. marts 2021

Ensomhed er blevet et for ensidigt og negativt ladet ord. Ensomhed betyder kedsomhed. Ensomhed betyder socialt savn. Ensomhed betyder måske også, at der er noget galt med mig. Ensomhed betyder tvivl. Og aktuelt bliver ensomhed nærmest brugt som synonym for mistrivsel.

Men sådan har det faktisk ikke altid været.

En gang var ensomhed mere positivt ladet. Okay, vi taler helt tilbage til filosoffen René Descartes og 1600-tallet, men dengang var ensomhed en mulighed for at give sig hen til gud, til at tænke og være intellektuel og måske også til selvransagelse. Og det perspektiv bør vi ikke helt glemme. 

God og dårlig ensomhed

I nutiden har coronakrisen sat en tyk streg under ensomhed som noget, man vil væk fra. Fuldt forståeligt. Alt for meget ensomhed i alt for lang tid gør næppe noget godt for ret mange – det viser flere undersøgelser kun alt for tydeligt.

For eksempel viser en undersøgelse fra Djøf, at to tredjedele af de studerende på de økonomiske og juridiske studier følte sig ensomme under coronanedlukningen mod en fjerdedel før. Et andet eksempel er fra Danmarks Evalueringsinstituttet (EVA), der har undersøgt studerendes oplevelse af ensomhed i 2017 og i 2020.

Her er en af konklusionerne, at antallet af nye studerende, der har oplevet ensomhed, steg fra 56 procent i 2017 til 63 procent i 2020. Og andelen af studerende, der havde let ved at lære deres medstuderende at kende, faldt fra 73 procent i 2017 til 43 procent i 2020.

Så ingen tvivl om, at ensomhed udgør et stigende problem og fylder i mistrivselsstatistikkerne – med god grund. Ensomhed kan bide sig fast og udvikle sig til egentlige psykiske lidelser i særlig grad for børn og unge fra lavere socioøkonomiske grupper.

Men spørgsmålet er samtidig, om vi ser for ensidigt på ensomhed. Om det moderne liv, det moderne internetforbundne liv, for eksempel har lært os, at vi faktisk helst aldrig må være alene – og at enhver form for ensomhed er problematisk. Det kan ikke udelukkes, at selve vores tendens til udelukkende at definere ensomhed som et negativt fænomen, bidrager til, at flere mistrives med den.

Derfor tror jeg, at det er vigtigt at skelne mellem god og dårlig ensomhed.

Forskellen på god og dårlig ensomhed handler især om tid og balancen mellem at være alene og i fællesskaber. Coronakrisen er det tydeligste eksempel på, at tidsfaktoren er vigtig. Når man er afskåret fra andre i for lang tid, som i en meget lang nedlukning, bliver ensomheden problematisk for de fleste.

Hvor (tids)grænsen går, kan være individuelt, men langt de fleste mennesker vil formentlig mistrives, hvis de over lang tid tilbringer for meget tid udelukkende i deres eget selskab eller med den samme håndfuld mennesker.

Den anden grænse er sværere at trække eller definere, men den handler om balancen og vekselvirkningen mellem at være alene og i fællesskaber. Forfatteren Daniel Defoe har argumenteret for, at den sundeste form for alenehed er indlejret i et travlt liv, hvor der sker en konstant vekselvirkning mellem privat selvrefleksion og sociale engagementer.

Læring kræver ensomhed

På universiteterne er vi optagede af, at man ikke kun er overladt til sig selv og sin refleksion, men indgår i aktive studiefællesskaber med fokus på både det sociale og det faglige. Vi ved, at engagementet i studiegruppers og studiekammeraters indsats fremmer både studieglæde og evnen til at opnå ny indsigt.

Men vi ved også, at gode resultater på studiet kræver en selvstændig indsats, hvor man skal lære at mestre den reflekterende studieensomhed. For individet og gruppen kan forskellige ting.

Et gruppefællesskab kan for eksempel hverken skrive, læse eller tænke – det er individuelle aktiviteter. Tænkning tilhører den enkelte og den enkeltes evne til at holde sig selv med selskab ved at føre en lydløs samtale med sig selv. Det gjorde det i Descartes tid, og det gør det også i dag.

Modsat kan et gruppefællesskab få én på bedre tanker ved at dele tanker med hinanden – herunder ikke mindst ved at kritisere hinandens måske uklare tænkning.

Så akademisk kærlighed til at lære at tænke klart kræver, at man drager omsorg for den kritiske samtale – både med sine medstuderende, men også med sig selv. Det kræver balance og vekselvirkning mellem alenehed og fællesskab. Studieensomhed er en lige så vigtig forudsætning for et godt studieudbytte, som deltagelse i studiegrupper er.

Meget tyder på, at den normale og nødvendige ensomhed har trange kår: Samtidig med, at både skolebørn, studerende og voksne på arbejdspladserne savner hinanden og selskabet med andre mennesker, så peger undersøgelser paradoksalt nok på, at vi måske samtidig er blevet for afhængige af selskab og for bange for at være alene.

Mange unge er online næsten konstant – og mon ikke stort set alle kender fornemmelsen af at gribe ud efter telefonen, hvis vi har blot et eller to minutters ledig alenetid. Så måske skal vi også have genoptrænet evnen til at kapere bestemte former for ensomhed. Et første skridt kan være at skelne mellem god og dårlig ensomhed.

God, normal og nødvendig studieensomhed er faktisk en forudsætning for at lære at udvikle sig til et selvstændigt tænkende individ. Det er formentlig lige så ofte i ensomme stunder, at man opnår selvindsigt og nye erkendelser, som i selskab med studiekammerater.

Slut fred med ensomheden

Det danske sprog giver os mulighed for at skelne mellem ’alenehed’ og ’ensomhed’. Den dårlige ensomhed er alenehed, som ufrivilligt varer for lang tid. Modsat er frivillig alenehed i passende doser faktisk positivt og normalt – og for de fleste nødvendigt.

Vilkårene for produktiv ensomhed er underbeskrevet, mens frygten for at være alene er omfattende beskrevet. Det betyder også, at gode råd om, hvordan man opøver evnen til at mestre fagligt og trivselsmæssigt fremmende alenehed, er svære at finde.

Derfor vil jeg anbefale, at man på de videregående studier omsider senere på året fejrer sin tilbagevenden til fællesskaberne. Hold studieglædesuge og afslut den med en fest.

Tal om, hvad nedlukningen har gjort. Individuelt og kollektivt. Hvad det var for en studieensomhed, der pludselig blev for meget af? Hvorfor blev den for meget for den enkelte – eller for alle? Og hvilke behov er der for at dække et eventuelt læringstab og få studiemodet tilbage?

Der er god grund til at se nærmere på den enkeltes studievaner og -evner. Måske blev de forstærket og mere synlige under coronapandemien.

Nogle har måske savnet den ene vitale del af deres studieliv, det frugtbare og disciplinerende fællesskab, og derfor heller ikke været så produktive i den anden del; i den mere eller mindre fredfyldte studieensomhed. Andre har måske rent faktisk brugt studieensomheden til at arbejde mere koncentreret til gavn for studieudbyttet.

Men når så festen er forbi, skal vi vende tilbage til det normale studieliv – og måske bruge lidt flere kræfter på at træne den normale og produktive studieensomhed, når vi skal genoprette balancen i vores hverdag.

For vi er nødt til at lære at skelne mellem god og dårlig ensomhed, så vi kan slutte fred med den nødvendige og normale ensomhed og erklære krig mod den hæmmende og problematiske ensomhed.

Claus Holm er leder af Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet (DPU)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her