Kronik

Mindfulness og selvudvikling står ikke i modsætning til politisk engagement – tværtimod

Selvudvikling, meditation og mindfulness kritiseres ofte for at være narcissistisk og navlepillende. Men faktisk er det udbredt i bevægelser som Occupy Wall Street og Black Lives Matter og behøver ikke stå i modsætning til kollektiv handling – tværtimod, skriver sociolog Erik Mygind du Plessis i denne kronik
Selvudvikling, meditation og mindfulness kritiseres ofte for at være narcissistisk og navlepillende. Men faktisk er det udbredt i bevægelser som Occupy Wall Street og Black Lives Matter og behøver ikke stå i modsætning til kollektiv handling – tværtimod, skriver sociolog Erik Mygind du Plessis i denne kronik

Mia Mottelson

Debat
20. marts 2021

Vi kender efterhånden godt budskabet: Det kan godt være, at du er arbejdsløs, stresset på arbejdet eller bekymret for klimaet, men hvis du bare spiser nogle chiafrø, går til coach og dyrker mindfulness, så skal du nok klare dig.

Og kritikken af denne tankegang er snart lige så velkendt: Det evige ræs for at være i konstant udvikling, optimere os selv, håndtere stress og være mere mindful fører til en patologisk individualisering, hvor alle har for travlt med at pille i deres egen navle til at bekymre sig om verden omkring dem.

Strukturelle forhold gøres til individuelle problemer, status quo bevares, og senkapitalismen griner hele vejen ned i banken.

Kritikken af mindfulness og andre selvpraksisser er vigtig og har åbenlyst ramt en nerve i tiden. Så meget, at den selv er blevet markedsgjort som produkt i alt fra storsælgende bøger til teaterforestillinger og T-shirts med tekster som »Fokusér på det negative i dit liv«.

Det er en både elegant og underholdende kritik, der ofte serveres med et satirisk glimt i øjet.

Men netop i det satiriske, hyperbolske og underholdende synes kritikken også at møde sin begrænsning.

Ideen om det narcissistiske subjekt, der er så optaget af sig selv og sit eget indre liv, at omverdenen bliver ligegyldig, hviler nemlig på et kategorisk skel mellem det individuelle og det kollektive, det indre og det ydre, som bliver vanskeligt at opretholde ved nærmere undersøgelse.

Er det for eksempel virkelig tilfældet, at hvis man bruger tid og energi på at kigge indad, så udelukker det samtidig, at man kigger udad?

Meditation i Occupy Wall Street

Ser vi nærmere på en udbredt selvpraksis som mindfulness, der af kritikere med den slovenske filosof Slavoj Zizek i spidsen er udskældt for at være en passiviserende ideologisk overbygning til senkapitalismen, peger den empiriske forskning faktisk i den modsatte retning.

Folk, der dyrker meditation og mindfulness, er generelt mere politisk engagerede end gennemsnittet, ligesom mindfulness i flere studier forbindes med mere empati og tolerance.

Et enkelt studie har sågar vist, at mindfulness på arbejdspladsen, i tillæg til at gøre medarbejderne mindre stressede, også gør dem mere kritisk indstillede over for ledelse og arbejdsforhold.

Mindfulness dukker også op steder, der umiddelbart udfordrer den gængse kritik, for eksempel hos Occupy Wall Street-bevægelsen, i økoaktivistiske miljøer og blandt aktivisterne i Black Lives Matter.

Spørger man meditationslærere, hvilket jeg har gjort i min forskning, hvordan det kan være, at aktivistiske miljøer ofte er optagede af sådanne angiveligt individualiserende og status quo-bevarende selvpraksisser, får man en række interessante svar.

Blandt andet at meditation, hvor man sidder i stilhed, åbenbarer det konstante bombardement af tanker, der beskæftiger vores sind.

For størstedelens vedkommende er tankerne de samme som dem, vi havde i går, og de handler mestendels om os selv. Mange af dem er måske endda mentale manifestationer af bredere samfundsstrukturer – for eksempel neoliberalismen – som vi finder problematiske.

Meditationen kan derfor hjælpe os til at tage vores tanker og os selv lidt mindre alvorligt. Måske lærer vi også at genkende vores antagelser og fordomme, når vi interagerer med omverdenen, så vi i stedet kan interessere os for, hvad der faktisk sker omkring os. Og hvem ved, hvad der så kan opstå?

Se mig, jeg er ikke narcissist

Kritikken af det selvudviklende menneske og mindfulness synes ofte at rumme en implicit anklage om narcissisme. Det bliver for navlepillende og handler kun om mig, mig, mig. Men som den engelske filosof Timothy Morton har påpeget, er det med narcissismen, som det er med sproget – den er umulig helt at slippe ud af.

Selv om kritikeren tilsyneladende taler fra en ubesmittet position helt uden for narcisismens greb, kan kritikken af narcissismen måske selv ses som et udtryk for en (såret) narcissisme? ’Se mig, jeg er meget mere optaget af andre mennesker end af mig selv’.

Paradoksalt nok er det netop i den indadvendte selvudforskning, at mindfulness-udøveren opnår det mest intime bevis for, at hun er forbundet med andre.

Beretninger om oplevelser af enhed, sammenhæng og transcendens af skellet mellem subjekt og omverden er udbredte i meditations- og mindfulness-cirkler. De minder i påfaldende grad om beskrivelser af svampetrip, intense naturoplevelser fra bjergbestigere og lignende.

Måske er det kritikken, der er selvoptaget, mens mindfulness netop rummer muligheden for, at den enkelte kan sætte sig ud over sig selv?

Åndedrættets mikropolitik

Den tyske sociolog Hartmut Rosa beskriver i den forbindelse, hvordan åndedrættet, et centralt opmærksomhedspunkt i de fleste meditationspraksisser, er et emblematisk eksempel på opløsningen af skellet mellem subjekt og omverden.

Vejrtrækningen mudrer distinktionen imellem luften som en del af den ydre verden, og mit åndedræt, som er inde i mig.

Netop dette porøse skel er blevet særligt tydeligt med COVID-19’s luftbårne dråber, som i lighed med klimaforandringerne på pædagogisk vis eksemplificerer en intern forbundethed, som vi nok begriber kognitivt, men ikke erfarer fænomenologisk og derfor ikke magter at tage de fulde etiske og moralske konsekvenser af.

At rette opmærksomhed mod åndedrættet kan således forstås som en måde, hvorpå subjektet kan blive opmærksom på – og modulere – relationen mellem selv og omverden.

Måske kan vi sågar forstå den stigende udbredelse af åndedrætsfokuserede praksisser som indikation på en generel kulturel fornemmelse af, at noget er grundlæggende galt i vores relation til verden omkring os.

At bevægelser som Occupy, økoaktivister og ’Meditation for Black Lives’ på denne måde ser indad for at kunne se udad, betyder naturligvis ikke, at mindfulness og andre selvpraksisser skal hyldes som universalmiddel til samfundsmæssig transformation.

Lignende praksisser benyttes i Monsanto, Verdensbanken og det amerikanske militær. Men der kan være en vis relevans i at overveje, hvorvidt mindfulnessmeditation kun resulterer i narcissisme, utilstrækkelighed og samfundsmæssig status quo.

Hvad nu hvis vi forstår meditation som en mikropolitisk intervention på et kropsligt-intuitivt niveau, der opererer neden under vores bevidsthed, men alligevel kan gennemstrømme det makropolitiske niveau og er åbent for kulturel påvirkning?

Så kan det ikke udelukkes, at sådanne praksisser kan bidrage til udviklingen af emotionelle, relationelle eller kognitive kapaciteter, som overskrider neoliberalismens subjektivitetsformer.

En trojansk hest

En anden, endnu mere optimistisk tilgang kunne være at overveje meditationspraksissen som en potentiel trojansk hest, som sagtens kan iklædes kapitalens sprog om stresshåndtering og ’good business’ for efterfølgende at snige sine progressive potentialer ind ad bagdøren og langsomt forandre samfundet indefra som hvide blodlegemer i betændt væv.

I de kritiske grene af socialvidenskab og humaniora har ideen om personligt velvære og indre liv imidlertid længe været relativt tabuiserede størrelser.

Måske er det derfor kritikken af selvpraksisser har været så kategorisk afvisende. De rigide enten-eller-distinktioner mellem det indre og det ydre, det individuelle og det kollektive, det undertrykkende og det emanciperende er således blevet betonet til fordel for dialektikken imellem disse kategorier.

Dermed overses muligheden for at forstå selvpraksisser som komplekse og modsætningsfyldte fænomener, der også rummer kritiske og progressive potentialer.

Som en af de meditationslærere, jeg har interviewet, sagde: »Liberate the mind, decolonize the spirit

Erik Mygind du Plessis er adjunkt på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi, CBS

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Faktisk et godt og tænksomt indlæg omkring et modefænomen som vel her dissekeres på godt og ondt.
Problematikken med mindfulness ligger bl.a. i formålet og omkring hvilke hensigter der ligger bag og ja så er det blevet en indtægtskilde for diverse terapeuter og konsulenter.
Jeg kalder mig buddhist og har tilflugt m.v. og kan lede en meditation i den kreds jeg er med i, og nej buddhister missionerer ikke og bør heller ikke gøre det.
Men i sammenhængen her synes jeg så at alle bør vende de buddhistiske læring om livet og de faldgruber vi har for på sigt at kunne bruge mindfulness i en form der netop ikke havner i en form for narcisisme.
Mindfulness er i bund og grund en udløber fra buddhismen.

Peter Mikkelsen, Henriette Bøhne og Leanette Nathalia Chresta Jensen anbefalede denne kommentar
Leanette Nathalia Chresta Jensen

Tak for skriv Erik Mygind. Lige vand på min mølle Min erfaring i mit liv og det jeg møder er, at alle mennesker er narcissistiske, mere eller mindre, men folk der dyrker det spirituelle , som meditation, mindfulness og andet i denne kategori er det mindre.
Ofte er mennesker der absolut ikke vil kalde sig spirituelle mere fordømmende, mindre nuancerede , mindre empatiske og forstående end folk der bevidst kigger ind ad på egne motiver og begrænsninger.
Jeg oplever at søgende ( navlepillende) mennesker er mere tilbøjelige til at handle mere etisk , reflekterende og moralsk end ikke søgende, spirituelle, meditererende mennesker.
Når så søgende mennesker forsøger at leve efter et mere etisk kompas, er det så , de for skudt i skoene at de også er så frelste .
Ofte er det også ikke søgende, der påberåber sig ret til at, spise de bøffer de har lyst til, flyve det de vil og hvis nogen har det svært er det jo bare deres egen skyld.

Alverdens problemer kan ignoreres med få ord

Morten Balling

Jamen, det er sgu da for vildt, hvis chica frø og mindfulness kan løse problemerne med klimaet. Det anede jeg slet ikke, men hvad er der så overhovedet tilbage at være bekymret over? Bare at vide det får mig starks til at have det meget bedre :)

Der er selvfølgelig artiklen her, fra Scientific American, som efterlyser beviserne for at mindfulness virker:

https://www.scientificamerican.com/article/wheres-the-proof-that-mindful...

Men Scientific American, hvad ved de lige?

@Leanette Nathalia Chresta Jensen

Det etiske kompas du nævner, er det et nytteetisk kompas eller et pligtetisk kompas? Misforstå mig ej. Det er i min bog noget positivt at være et søgende menneske. Nysgerrighed er den primære drivkraft i videnskaben, men når man søger og tror man finder, så bør man stadig gå et spadestik dybere for at prøve at finde ud af om det man har fundet er fakta eller varm luft på pose.

Helt overordnet: Man skal lære at forstå forskellen på sammenhæng og årsag. Det har man lært i naturvidenskaben, men i de "bløde" videnskaber er det budskab ligesom ikke rigtigt sunket ind. Måske fordi det hurtigt ville vise sig at f.eks. mindfulness er lige så "faktabaseret" som homøopati.

Den slags "detaljer" har ikke meget at skulle have sagt. På den måde minder det lidt om de personlighedstest man benytter i HR. F.eks. Myers–Briggs testen, en af de mest benyttede tests globalt. Den er udviklet af mor/datter som havde læst en bog om Jung og tænkte at det var da superspændende.

Jung påstod bla. at personlighedstyper var noget man var for livet. I naturvidenskaben ville man straks efterprøve en sådan hypotese, f.eks. ved at teste og gentage testen efter et stykke tid, for at se om man stadig fik samme resultat. Det får man ikke, så Jung tog fejl, ligesom han gjorde da han stædigt holdt fast i alkymi (til hans død i 1961 !). På den anden side: Hvis man erkendte det i HR, hvad skulle man så tjene sine penge på? Horoskoper?

https://www.psychologytoday.com/us/blog/give-and-take/201309/goodbye-mbt...

Henriette Bøhne

Viggo Okholm,

Jeg mener at huske, at vi tidligere har berørt dette emne i en artikelserie, information havde om spiritualitet og at jeg dengang skrev noget i stil med, at faren ved at tage et enkelt begreb fra buddhismen, hvilket mindfulness jo er, og fokusere alene på dette er, at man ikke får det fulde indtryk i sindet og faktisk udvikler de modsatte kvaliteter end tænkt med teknikkerne.
Siden er der jo sket meget for mig på den front, jeg har fundet mig en lærer, en sangha og har taget tilflugt og betragter nu mig selv som buddhist og er igang med at studere Lamrim.
Man kan vel sige, at I mindfulness bevægelsen opøver man ofte kun den laveste motivation - jeg ønsker bare selv at være lykkelig!
Ihvertfald kom dette til udtryk for mig, da jeg for nogen tid siden talte med en kollega, som er meget optaget af wellness/mindfulness og meditation. Jeg forklarede, at når jeg mediterer er det bla for at udvikle medfølelse med alle levende væsener og hun så på mig, som om, jeg var vanvittig og svarede hovedrystende: jeg forstår simpelthen ikke, hvad du siger!
Nuvel, det er godt at læse i artiklen at de bevægelser, som anvender mindfulness, er klar til at hæve motivationsniveauet lidt.

Steen K Petersen, Morten Balling, Viggo Okholm og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Jeg benytter mig lige af lejligheden til at fremføre en kritik som ikke er "selvoptaget" men selvoplevet. Mindfulness medførte i mit tilfælde en tilstand som lignede begyndelsen på en depression, og jeg blev indelukket og asocial. Natten bestod mest af vanvittige mareridt, hvilket bevirkede en generel uoplagthed og en permanent tilstand af sløvhed og dårligt humør i dagtimerne. Derfor er mit råd, at man bør holde sig langt væk fra mindfulness meditation. Jeg er åbenbart ikke alene om den oplevelse: https://www.insider.com/why-meditation-can-be-bad-2018-3?fbclid=IwAR1Rj-...

Det drejer sig om den mindsfulness meditation, hvor man fokuserer på åndedrættet. Det er sikkert udmærket for tibetanere, men man skal være varsom med at overføre den slags eksperimenter med psyken til kulturer, som er helt anderledes indrettet både socialt og psykologisk.

Der er ikke i sig selv noget i vejen med at være mindful. Lyt til musik eller gå en tur i skoven. Det er langt bedre end at sidde og glo på sit eget åndedræt.

Ivan:
Nu er meditation så også andet end åndedræt og det at gå med fuld opmærksomhed eller gå i dybde med musik kan sikkert være lige så godt. For at blive i buddhismen er lidelse -Dukha en del af livet, men lad endelig vær med at gøre lidelsen større ved at tvinge dig selv til noget som ikke virker.

Ivan Breinholt Leth

Viggo Okholm

Buddha opfordrede til at følge hans vej. Han sagde også, at hvis man fandt, at det ikke virkede, bør man lade være. Mindfulness med fokus på åndedræt er noget af det værste, jeg har udsat mig selv for. Jeg forbliver i samsara.

Henriette Bøhne

Ivan Breinholt Leth,

Jeg kunne aldrig finde på at opfordre dig til at følge en vej, du føler er forkert.

Men artiklen nævnet mindfulness og ikke specifikt buddhisme og her på information har vi tidligere debatteret emnet, hvor bla jeg gav udtryk for en skepsis overfor, at visse dele af wellnessindustrien og gudhjælpemig også behandlersystemet tager nogle løsrevne dele af buddhismen og sælger det i samlet pakke, de kalder mindfulness, som skulle kurere snart sagt alt. Min kritik går på, at man netop risikerer at blive mere narcissistisk og selvoptaget, når man sier de dele af buddhismen fra, som taler om forbundethed og medfølelse.
Der har været en tendens til, at man på egen hånd skulle kunne behandle og overkomme stort set alle mentale problemer vha mindfulness og derfor overrasker artiklen mig ikke - et klogt menneske sagde engang, at man aldrig skulle forsøge at behandle mentale tilstande, som i virkeligheden har brug for psykiatri og lægehjælp, med buddhisme eller mindfulness, for det ville give et dårligt resultat.
Det første man lærer ovre ved de rigtige buddhister er, at det er utrolig vigtigt at man vælger en lærer med den rette indstilling og de rette kvalifikationer og iøvrigt også, hvilke kvaliteter, man selv som elev skal indeholde.
Jeg synes ikke, man generelt kan sige at meditation på åndedrættet er farligt, men jeg betvivler ikke, at hvis de forkerte forudsætninger er til stede, kan man få en dårlig oplevelse.

kjeld hougaard

Buddha gave him this advice:
Yes – Kälämas, it is proper you have doubt, that you have perplexity, for doubt has risen in a matter which is doubtful. Now, look Kälämas, do not be led by reports, or tradition, or hearsay. Do not be led by the authority of religious texts, nor by mere logic or inference, nor by considering appearance, nor by the delight in speculative opinions, nor by seeming possibilities, nor by the idea: this is our teacher. But O Kälämas, when you know for yourself that certain things are unwholesome, and wrong, and bad, then give them up. And when you know for yourself that certain things are wholesome and good, then accept them and follow them.

kjeld hougaard

Ps: kunne Soren Kierkegaard ha sagt det bedre?

Ivan Breinholt Leth

Henriette Bøhne

Jeg afviser ikke buddhisme som falsk lære. Jeg tror blot ikke, at man uden videre kan overføre disse mentale teknikker til helt andre kulturer. Når man påstår, at mindfulness kan " kurere snart sagt alt", så tror jeg, at man er på vej til et helt andet sted end Bhuddas. Ønsket om at kurrere alt er ikke mindfulness.

Mennesker i Vesten er således indrettede, at vi stræber efter mål, som vi selv og vores sociale miljø opsætter. Vi er indrettede således, at der altid skal være mere, og at vi skal stræbe efter "det gode liv". Alting skal helst blive større og økonomien skal vokse ind i evigheden.

I filmen "Syv år i Tibet" møder to østrigske bjergbestigere tibetansk kultur. Da de fortæller en tibetansk kvinde, at de vil bestige et bjerg, ler hun af dem og spørger dem, hvad i alverden de vil deroppe. Tibetanere kunne aldrig finde på at stræbe efter at stå på en bjergtop.

Buddhisme er det omvendte af vores evindelige stræben efter større, mere og højere op. For en buddhist skal alt helst blive mindre - især vores ego. Så når man påstår, at alt bliver bedre med mindfulness har man allerede taget et skridt i den forkerte retning. Man vil højere op. Man har opsat nogle mål, som man stræber efter at nå. Det er det modsatte af mindfulness meditation. Mindfulness fortæller mig, at jeg skal gøre absolut intet, og hvis jeg kan det, så opnår jeg noget. Det strider imod min natur. Jeg er vant til, at jeg skal yde en indsats for at opnå noget, og den holdning præger mig i alt, hvad jeg foretager mig. Min private oplevelse er, at jeg altid tager den holdning med mig i alt, hvad jeg foretager mig - også når jeg forsøger at meditere. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at meditere for at nå et mål, og det gik rigtig galt for mig. Så galt at jeg holder mig langt væk fra mindfulness meditation. Den artikel, som jeg har linket til ovenfor, viser at jeg ikke er alene med den oplevelse. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg var røget lige ind i en alvorlig depression, hvis jeg ikke var stoppet.

Jeg er også stødt på påstanden om, at det drejer sig om at vælge den rigtige lærer. Ham eller hende kan man bruge tusindvis af kroner og masser af tid på at finde. Jeg vælger i stedet for at lytte til Beethovens klaverkoncerter. Det er nemmere, billigere, ukompliceret og meget mere givende. Mit råd til andre er at vælge de meditationsformer, som allerede ligger i vores egen kultur. Det behøver ikke at være så eksotisk, og det behøver ikke at være omgærdet af østlig mystik for at have en positiv virkning. Gå en tur i skoven, lyt til naturen og lad Buddha være Buddha.

Henriette Bøhne

Ivan Breinholt Leth,

Jeg synes, du roder tingene helt vildt sammen - mindfulness bevægelsen er overhovedet ikke buddhisme, men mindfulness er nogle teknikker, som er en - lille - del af buddhismen.
Du tager udgangspunkt i dig selv og din dårlige oplevelse og konkluderer på baggrund af denne, at buddhisme ikke kan fungere i vestlig kultur og dette er jeg uenig i, på baggrund af de faktorer, jeg beskrev i min sidste kommentar.

Ivan Breinholt Leth

P. S. Jeg er opmærksom på at mindfulness meditation er en amerikansk opfindelse. Alene det burde vække vores mistænksomhed. Men mindfullness meditation er inspireret af buddhisme.

Ivan:
Jeg er sådan set slet ikke uenig i nogle af dine konklusioner, og ja buddhismen e rudsprunget af en anden kultur i forhold til bl.a. kristendom og Islam og har helt andre udgangspunkter og det er slet ikke så nemt at praktisere her. Der er bl.a. en Lars Steiniche som har skrevet en bog om vestlig buddhisme.
Uanset så er buddhismen et forsøg på at se livet som det er og erkende at det ind imellem er ad H. til men også at de reaktioner vi har på det er vores eget ansvar og valg sådan i almindelighed. Der er mange "veje" på Vejen og kun dig/mig kan beslutte den vej med de anbefalinger og råd som forskellige lærere kan give ud fra deres ståsted. Jeg skal så hilse og sige det sørme også kan være svært.
Nu hører jeg så til de mennesker som ikke har så travlt med at komme fri af Samsara uanset jeg har tilflugt.
Brug det du kan bruge og vær dig som du er nu og erkend at alt forandrer sig uanset om du er den ene eller anden- Undskyld mit "ævl" hvis du opfatter det sådan.
Men generelt koste det altså ikke noget at være buddhist og ingen kan eller skal diktere den rigtige lære..

Ivan Breinholt Leth

Henriette Bøhne

Jeg afviser ikke, at mindfulness meditation kan fungere i vestlig kultur. Der findes buddhistiske klostre i bl.a. Skotland, Frankrig og i USA. Jeg påstår, at det kan være farligt, hvis man tror, at det er så ukompliceret, som mindfulness-købmændene påstår. Og jeg tror ikke på, at du kan opnå noget ved at fokusere på dit åndedræt 20 minutter om dagen, som du ikke kan opnå ved at gå en tur i skoven.

Og jeg tager ikke kun udgangspunkt i mig selv. Når du påstår det, har du ikke ulejliget dig med at læse den artikel, som jeg har linket til. Jeg påstår, at mindfulness meditation hverken er tiden, pengene eller anstrengelserne værd, og at det endda kan være særdeles skadeligt. Jeg kender andre, som ikke har fået noget som helst andet ud af mindfulness meditation, end at de er blevet lænset for tusindvis af kroner.

Derfor opfordrer jeg andre til at være mindful på deres helt egen måde og lade være med at spilde tid og penge på mindfulness-købmænd. I øvrigt så ved en ægte buddhist, at man ikke bør tjene penge på Buddhas lære. Også af den grund lugter alle disse mindfulness-købmænd langt væk af svindel.

Jeg har rejst i både Bhutan, Nepal og Tibet og jeg har haft fremragende buddhistiske rejseledere, som bl.a. har fortalt mig at det meste mindfulness hype er svindel. Ifølge disse buddhister, skal du være 100 procent fokuseret, hvis du skal følge Buddhas ottefoldige vej. Det kan du kun gøre i et buddhistisk kloster. Ingen af disse fremragende rejsevejledere påstod, at de selv var andet end discount-buddhister, og at Buddhas vej indebærer en total anderledes levevis, som bl.a. forudsætter, at du skal lade dig forsørge af andre og bo i et kloster. De der vil bo i et kloster i en lang periode af deres liv må gøre det, hvis det er deres lyst. Jeg bruger mit liv på noget andet.

Henriette Bøhne

Ivan Breinholt Leth,

Jeg er fortsat ret uenig med dig - jeg synes, du baserer dine holdning til buddhismen på en tese, som ikke er sand, netop " at man ikke stræber efter noget".
Det passer ikke, ihvertfald i den tibetanske buddhisme - der er mange forskellige retninger! - man stræber efter at nå et højere motivationsniveau for sine handlinger, det laveste er, at man bare selv ønsker at være lykkelig og fri for lidelse. Og det er jo netop det, som var essen en for debatten, nemlig at man ovre iwellnessindustrien sjældent når en høje motivation og derfor kan komme til at sidde fast i selvoptagethed og narcissisme.

Og så mener jeg iøvrigt heller ikke, at man trækker vejret så meget anderledes i østen som i vesten, men er du glad for at gå i skoven og lytte til klaverkoncert og er tilfreds med det, så fortsæt da bare med det.
Men jeg synes ikke det er helt fair, ligefrem at advare mod buddhismen, specielt på et faktuelt forkert grundlag

Henriette Bøhne

Ivan Breinholt Leth, jeg mener fortsat, du er forkert orienteret, der er forskellige buddhistiske retninger, som anviser forskellige metoder.

Ivan Breinholt Leth

Viggo Okholm

Jeg synes, at det du skriver langt mere berører essensen i buddhismen end Henriette Bøhnes henvisning til "rigtige buddhister". Det jeg har lært af buddhismen er, at du selv skal finde den "rigtige" måde at være mindfulness på. Ingen anden religiøs personlighed, som jeg har kendskab til, har som Buddha sagt, at hvis hans vej ikke virker for dig, så lad det være og find din egen vej. Det respekterer jeg ham for. Intet går mig mere på nerverne end religiøse personer, som vil omvende mig til troen på den rigtige vej. Jeg skal ikke frelses fra nogen eller noget - og slet ikke af mindfulness-købmænd.

Ivan Breinholt Leth

Henriette Bøhne

Ja, det er noget skidt noget med alle de "forkerte" - altså de som helst følger deres egen vej.

Henriette Bøhne

Ivan Breinholt Leth,
Det er der jo heller ingen, som prøver på.

Henriette Bøhne

Ivan Breinholt Leth,

Nu synes jeg, du er uretfærdig. Jeg har kun alene bedt dig om at skelne mellem den amerikaniserede wellnessindustri, som har taget elementer fra buddhismen og kalder den mindfulness og trosretningen buddhisme.
Jeg er ked af, at jeg anvendte ordet "rigtig" i den forbindelse, da det kan lede tanken i en anden retning, end tiltænkt.

Ivan:
Kort lige nu uanset det er en vigtig og spændende dialog og som det kunne være rart flere deltager i, så læser jeg så heller ikke Henriettes indlæg som et forsøg på en form for rigtig eller forkert. Men hvis det er tvetydigt med udtryk hjælper det så lidt med citations tegn.

Ivan Breinholt Leth

Henriette Bøhne

Den skelnen har jeg foretaget ovenfor. Jeg henviste til mine buddhistiske rejseledere, som forklarede mig, at Buddhas ottefoldige vej kræver, at du er 100 procent committed. Den buddhistiske livsform kan ikke kombineres med et gennemsnitligt vestligt lønarbejderliv. Hvad man opnår ved at tilbringe nogle år i et buddhistisk kloster, har jeg ingen indsigt i. Jeg har lyttet til bl.a. Leonard Cohens beretning om, at han ikke klarede det. Det jeg har indsigt i, efter nogle års erfaring med amerikansk mindsfulness meditation er, at det ikke er så enkelt, som mindfulness-købmændene påstår.

Det som disse amerikanere har gjort er netop at forsøge at kombinere Buddhas vej med et gennemsnitligt vestligt lønmodtagerliv. Ligesom mine buddhistiske rejseledere, tror jeg ikke på, at det har større værdi end at gå en tur i skoven, og når det for en del mennesker - heriblandt mig selv - endte med noget særdeles ubehageligt, så råder jeg andre til at vælge skovturen eller andre former for mindfulness, som de selv finder "rigtige".

Hvis du har givet 10.000 kroner til en mindfulness-købmand, som har lært dig at glo på dit eget åndedræt, så er det naturligvis vanskeligt for dig at se i øjnene, at pengene måske er givet dårtligt ud. Men om de er det, overlader jeg til dig selv at vurdere, og du bør også helt i Buddhas ånd overlade mig til min tur i skoven i stedet for at forsøge at overbevise mig om, at der findes "rigtige" og "forkerte" mindfulness-købmænd. Hvis du selv havde været en "rigtig" buddhist, ville din eneste kommentar til mig have været: "Det er op til dig selv at vælge, hvad du finder er "rigtigt" for dig."

Morten Balling

Man kan også bare lære at hypnotisere sig selv. Det er ikke særligt svært, men ligesom med meditation, så er der ikke rigtigt nogen som kan forklare, hvad hypnose reelt er eller hvordan det virker. Jeg hørte bla. en show hypnotisør forklare, at det man så på scenen var flere forskellige ting. Bla. at nogle af de mennesker som lod sig hypnotisere ikke rigtigt lod sig hypnotisere, men stadig spillede med i showet, måske fordi de var lige så meget show mennesker som hypnotisøren.

Hypnose er interessant, også set med de naturvidenskabelige briller, men hvis man ikke kan forklare hvad hypnose er eller hvordan det virker, så kunne man argumentere at det var "farligt" at bruge.

For mange år siden medbragte jeg en bog på en rejse, skrevet af en hardcore punk musiker som også var buddhist munk. Undervejs fik jeg lyst til selv at prøve at meditere, og effekten var nogenlunde den samme som når man sidder i en stol og læser længe. Man havner i en tilstand, hvor man glemmer sin omverden. Når man rejser sig op, ser alting "anderledes" ud i et minuts tid, hvor øjnene og hjernen lige skal "tilbage til virkeligheden". Den tilstand regnes iøvrigt for at være stort set det samme som selvhypnose, og helt ærligt er det svært at adskille fra at "koncentrere sig".

Buddhisme indeholder en masse fine betragtninger omkring livet, ligesom andre religioner. Det er bare ikke videnskab. Hvorfor er det væsentligt at skelne? Fordi videnskab tjener et formål. Den forklarer på en troværdig måde. Den kan bruges til at forudsige, noget alle religioner stadig mangler at demonstrere at de kan.

Hvis hr. Olsen kommer på hospitalet med en blodprop, så ved lægerne, hvad der rent fysiologisk er årsagen til blodproppen, og de har medicin som kan fortynde blodet, ligesom når man renser et stoppet afløb. Ift. bevidstheden ved vi stadig ufattelig lidt.

Hvis man får det bedre af at meditere, eller af at fortrænge fremtid og fortid ved at fokusere på nuet, så er det helt fint for den enkelte. Hvis man trækker meditation, mindfulness eller hypnose frem af posen som en videnskabelig behandlingsform, så svarer det derimod til at have en læge som giver patienten en panodil for at "slå feberen ned", og dermed ikke lader til at have forstået at feber er en del af kroppens forsvar mod infektioner, selvom feberen ganske rigtigt falder.

https://www.nytimes.com/2019/07/01/health/medical-myths-doctors.html

Henriette Bøhne

Morten Balling,

Jeg forstår ikke, hvad dit link har at gøre med meditation og naturvidenskab?
. Til gengæld ved jeg, at meditations indvirke på hjernen er undersøgt naturvidenskabelig med scanninger isv på yongey minguyr rinpoche og her er også et link:

https://videnskab.dk/kort-nyt/ny-forskning-bekraefter-meditation-gavner-....

For min skyld må man helt og aldeles selv om, hvad man gør. Det er vel ikke det artiklen handler om og det kunne have været en interessant debat, som desværre druknede i ligegyldig personfnidder.

Morten Balling

@Henriette Bøhne

En stor del af den forskning som har været brugt til at "bevise" at mindfulness virker, har været kritiseret, bla. for metodefejl.

Jeg er ikke i tvivl om at meditation, ligesom hypnose påvirker hjernen. Det har man vidst længe, stort siden man opfandt EEG. Som jeg også skriver så er det ikke det som er problemet med mindfulness. Problemet er at man ikke kan forklare sammenhængen og dermed ikke kan beskrive en årsag.

Du kender sikkert eksemplet, men der er en sammenhæng mellem antallet af haj angreb over tid og antallet af solgte is. Årsagen til sammenhængen er selvfølgelig at mennesker bader og spiser is om sommeren, men man kunne også (fejlagtigt) tolke det sådan at hajer bedre kan lide at bide i mennesker når de smager sødt.

Feynman sagde engang noget med at han "vidste hvor svært det er at vide noget". Det skal forstås nogenlunde sådan at man kan finde masser af sammenhænge, men uden at man forstår dem, så er de blot sammenhænge.

Selv i naturvidenskaben befinder f.eks. kosmologien sig pt. i en "mindre krise". Indtil for nylig hævdede man at Universet var 13,86 milliarder år gammelt. Nu viser ny forskning at det måske er forkert og at Universet i stedet er 18 milliarder år gammelt.

Det viser både, hvor usikker viden er, men også at hvis man ikke holder tungen meget lige i munden så går det hurtigt galt. Det gælder i høj grad med diverse alternative behandlingsformer, og det gælder sågar også for noget af den "videnskab" lægerne benytter sig af. Derfor linket :)

Vi er ikke uenige om at meditation sikkert er et godt redskab for nogle, til at få et "bedre" liv. Om ikke andet, så er der placebo effekten, som kan flytte bjerge. Der hvor kæden falder af, er når det ikke længere er et frivilligt personligt valg, såsom når hr. Olsen stadig er ked af det efter mere end 14 dage (hvilket ifølge DSM manualen er lig med en depression), efter hr. Olsens kone er død eller har forladt ham, og lægen så mener at han bare skal på et mindfulness kursus.

Det tror jeg ikke vi er uenige i, ligesom jeg også fornemmer at vi er enige om at mindfulness intet positivt gør ift. klimaet. Når nogen har nedern over klimaet, så er det dem som føler noget ægte, og alle de andre som fortrænger virkeligheden begår en fejl.

Henriette Bøhne

Ivan Breinholt Leth,

Jeg er ked af det, men jeg synes, du gør mig uret. Jeg er med på, at du har fået visse informationer vedr buddhismen fra dine rejseledere, men jeg er ked af det, men dine informationer er forkerte - det er ikke uforeneligt at leve et almindeligt liv med lønarbejde osv som buddhist, det er der tusinder og atter tusinder, som gør verden over, de kaldes lægbuddhister. Jeg aner ikke hvorfor dine rejseledere har sagt sådan, men det passer ikke:

https://www.religion.dk/sp%C3%B8rg-om-buddhisme/buddhismens-lgfolk

I theravada/hinayana traditionen, som primært praktiseres i Thailand, Myanmar, sri Lanka er det sandt, at man skal have været munk eller nonne for at nå nirvana, men sådan ser man ikke på det i Mahayana/ Vajrayana buddhismen, altså den tradition som praktiseres i Tibet, Nepal og Bhutan.
Vi bliver ikke enige og jeg er ærgerlig over, at jeg har trådt dig så hårdt over tæerne, at du bliver så vred på mig, for det har ikke været min hensigt overhovedet.

Ivan Breinholt Leth

Henriette Bøhme
Grunden til at jeg bliver irriteret er, at du gang på gang tillægger mig holdninger, som jeg ikke har. Jeg tror på, at mindfulness har en effekt. Jeg ved også, at mindfulness meditation med fokus på åndedræt har en særdeles negativ effekt for nogen. Det som jeg ikke tror på er, at det er nødvendigt at betale en mindfulness-købmand tusindvis af kroner for at lære at være mindful. Morten Ballings oplevelse af at være fuldstændig væk i nuet ved at læse en bog, kender jeg også til. Derfor opfordrer jeg andre til helt i Buddhas ånd at vælge deres egen mindfulness og holde sig væk fra mindfulness-købmændene. Jeg tror også på, at der er en grund til, at der er så mange buddhistiske klostre i Nepal, Bhutan og Tibet. Disse munke har nogle oplevelser, som alle de, som du kalder lægbuddhister ikke har. Ellers ville de vel ikke bruge så mange år på at leve fuldstændig efter Bhuddas regler i et kloster. Det som jeg ikke tror på er, at lægbuddhisterne kan noget eller oplever noget, som ikke er alle os andre forundt, som foretrækker at gå en tur i skoven, læse en bog eller lytte til musik. Når der så ovenikøbet er en risiko for depression forbundet med mindfulness meditation, råder jeg folk til at undgå det og finde deres egen måde at være mindful på.

The scholars studied the world, Budha studied him self.

Til flre:
Det er sent eller tidligt, så kort om buddhismen og videnskab. Buddhismen har absolut intet imod videnskaben-tværtimod.
Som buddhist er der intet om at gøre andet end lægen siger og bruge medicin m.v.
I øvrigt er der en del buddhister blandt læger og sygeplejere .
Buddhismen har tro og myter og forestiling om en gudeverden, men det accepteres som tro uden krav. Men disse forestillinger betyder så at buddhismen er religion også og ikke kun filosofi.
Selvfølgelig kan man være buddhist i Vesten netop fordi vi skal se verden som den er uanset hvor vi er. hvilket ikke betyder man lige skal acceptere systemer.

Henriette Bøhne

Ivan Breinholt Leth,

Hvad enten man er munk, nonne eller lægbuddhist, har vi praktiserende buddhister 6 paramitaer, 6 dyder om du vil, vi konstant øver os i, elker forsøger at perfektionere. De er alle vigtige aspekter af at træne vores sind og kontrollere vores emotioner.

Nogle af dem opøver man bedst i ensomhed og i retreat eller i et kloster, hvor man har tid til at studere, men et par af dem, tålmodighed og gavmildhed, kræver faktisk andre mennesker og er perfekte at opøve i et helt almindeligt liv som lægbuddhist.
I weekenden så jeg denne film, "Wandering - but not lost" om yongey minguyr rinpoche, en af tibetansk buddhismes store meditations lærere, som forlod alt og levede som en omvandrende yogi i 4,5 år. I hans tradition er det vigtigt at forlade kkosterlivet, fordi der er oplevelser man ikke kan få indenfor de beskyttede mure. Hans beskrivelse af at opholde sig på en indisk togstation, købe billet, stuve sig sammen med alle andre i toget, fik mig til at smile og genkende scener fra mit eget liv, som netop kræver tålmodighed og gavmildhed. Og derfor kan buddhisme praktisere både i øst eller vest, i alle former for liv.

https://youtu.be/M8LTothBKqE

Jeg tror, vi går fejl af hinanden der, hvor jeg oplever, at du i dine forestillinger begrænser buddhismen alene til at praktisere mindful meditation og en søgen efter en speciel mental oplevelse og derfor let forveksler den med mindfulnessindustrien, hvor jeg ser meditationen som kun et enkelt aspekt af det at være buddhist og et redskab til at træne nogle bestemte egenskaber.

Dette er jo en spændende debat. Men jeg mener det på dette tidspunkt er nødvendigt at skelne mellem Mindfulness brugt som del af behandling over for visse psykiatriske lidelser og Mindfulness brugt i andre sammenhænge. Her er der specielt grund til at advare mod brugen af Mindfulness som stress reduktion for at øge produktiviteten i erhvervslivet og lignende, som også pointeret i kronikken. Dette har jeg tidligere i samarbejde med Torben Heinskou gjort her i avisen.
Den anden del er brugen af Mindfulness som del i selvudvikling og meditation. Dette har været hovedfokus i den foreliggende debat - jeg skal afholde mig fra yderligere kommentarer. Til sidst Mindfulness brugt i psykiatrisk behandling. Det er naturligvis vigtigt at der er evidens for at det giver mening og at det virker. En tidligere debattør sætter spørgsmålstegn til det ved at referere en artikel i Scientific American fra 2017. Jeg kan hertil påpege, at der er kommen megen litteratur siden da, godt nok er evidensbasen fortsat ikke konklusiv, men man er nået en del længere. Se for eksempel denne artikel:
Mindfulness Meditation and Psychopathology
Joseph Wielgosz, Simon B. Goldberg, Tammi R. A. Kral, John D. Dunne, and Richard J. Davidson. Reference: Annu Rev Clin Psychol. 2019 May 07; 15: 285–316. doi:10.1146/annurev-clinpsy-021815-093423.

Bundlinjen er at der fortsat kræves god forskning, som også er pågående.

Ulrik Haahr

Henriette Bøhne

Jeg synes faktisk, det blev en lidt ærgerlig, afsporet debat, som istedet for at diskutere artiklens præmis - at være et modsvar på den slovenske filosof Slavoj Zizeks kritik af mindfulness for at være "en passiviserende ideologisk overbygning til senkapitalismen" - blev en debat for eller imod meditation, hvad enten den så er buddhistisk eller mindful udfra nogle enkeltes personlige, dårlige oplevelser med det sidste.