Kronik

Det er en myte, at døden giver livet mening

Det siges, at døden og livets endelighed er det, der giver tilværelsen mening. Men det er nok snarere sådan, at angsten for døden kan lamme os og gøre os ude af stand til at leve livet. Vi lever faktisk langt bedre med illusionen om, at vi vil leve for evigt, skriver lektor emeritus Ib Ulbæk i denne kronik
Det siges, at døden og livets endelighed er det, der giver tilværelsen mening. Men det er nok snarere sådan, at angsten for døden kan lamme os og gøre os ude af stand til at leve livet. Vi lever faktisk langt bedre med illusionen om, at vi vil leve for evigt, skriver lektor emeritus Ib Ulbæk i denne kronik

Thit Bitsch

Debat
3. april 2021

Der hersker den misforståelse, at døden er med til at give mening til livet: At hvis vi ikke døde, så ville livet ikke have mening. Med andre ord: Livet ville være meningsløst, hvis vi havde evigt liv, men fordi livet netop er endeligt, så har det mening.

Tankegangen er, at vi er nødt til at give vores liv gestalt, det vil sige handle, opleve, være sammen, fordi der er en tidsramme: Hvis du ikke handler nu, så spilder du dit liv. »Vi har kun det ene liv, så jeg vil leve det fuldt ud.«

Nu er jeg, som Woody Allen, stærk modstander af døden, så jeg har ikke den store lyst til at hylde døden for at give mening til mit liv. Faktisk mener jeg ikke, det passer. Døden forlener ikke livet med mening – det gør kun livet selv. Livets ophør er også ophøret af livets mening.

Jeg har prøvet at konstruere et tankeeksperiment, som måske tydeligt kan vise, at det forholder sig sådan. Tankeeksperimentet går ud på at tage Det Gamle Testamentes Gud på ordet, da der står i biblen: »Da sagde Herren: Min Ånd skal ikke for evigt blive i menneskene, eftersom de jo dog er kød; deres dage skal være 120 år«. Dog med en lille nedjustering: I tankeeksperimentet bliver alle mennesker uden undtagelse nøjagtig 80 år.

Tanken er altså, at når vi fødes, er det givet, at vi skal dø på vores 80-års fødselsdag: Når du har levet nøjagtig firs år, slutter dit liv. Vi skal ikke opholde os ved realismen i tankeeksperimentet, vi lader blot, som om at det biologiske ur tikker så præcist, at når det når til firsårsdagen, så slutter livet lige så sikkert som amen i kirken.

Intet forsonligt over døden

Du tænker sikkert »Hvad skal det gøre godt for?« Pointen med en nagelfast udløbsdato er, at det bliver tindrende klart, at vi skal dø. Når vi når det nioghalvfjerdsindstyvende år, så ved vi, at nu er der kun et år tilbage. Når vi vågner den sidste morgen, ved vi, at klokken tolv er det endegyldigt forbi, vi kan samles i familien en sidste gang eller dø alene og ensomme, alt efter hvordan livet har tilskikket sig.

Som vi lever nu – uden en fast udløbsdato – kan vi hylle os i illusionen om, at vi lever for evigt. En dag skal vi dø, men alle de andre dage skal vi leve. Livet forekommer os som de uendelige somre, vi oplevede som børn. Der er ingen død i sigte, så langt øjet rækker. Selv som ældre kan vi tænke, at døden ligger tyve-tredive år ude i horisonten, for vi ved ikke, om vi falder om i morgen af en blodprop, eller om livet fortsætter nådigt en rum tid endnu.

Hvis alle mennesker ved, at de dør, når deres firsårsfødselsdag oprinder, så er der intet forsonligt over døden, så er den synlig som den absolutte barriere for enhver meningsskaben. Vi ser det blot ikke i det daglige, fordi døden ligner en slags horisont, og der er som bekendt ingen mennesker, der nogensinde er nået frem til horisonten. Den er altid ude i horisonten – for nu at være vittig. Men som Døden siger til ridderen i Ingmar Bergmans film Det syvende segl: »Jeg har gået ved siden af dig i noget tid«. Problemet med døden er, at den altid vandrer ved vores side. Du kan være en fireårig pige, der leger i haven, mens en motoriseret tromle overser dig. Du kan sidde i et tog, der bliver afsporet eller ramt af en løbsk godsvogn. Livet kan altid veksles med døden. Det er det, vi glemmer, og det som mit tankeeksperiment skal minde os om.

Angst for døden

Det at få sat dato på livets ophør er der dog mange mennesker, der oplever. Mange sygdomme har faser, som gør, at læger kan forudsige forløbet og tidshorisonten relativt præcist.

Min egen far fik konstateret bugspytkirtelkræft, og lægen gættede, han havde et halvt år tilbage, men da han så min fars forstenede ansigt, tilføjede han, at nogen levede så længe som tre og et halvt år længere. Min far levede et halvt år, så blev livsflammen slukket. Min far blev 82 år, men havde det beskedne ønske at blive 90. Det sidste halve år var ikke meningsfyldt, men fyldt af dødsangst og en hastig svækkelse af kroppen – og til allersidst også af bevidstheden.

Du vil sikkert også indvende over for min grænse på 80 år, at så har du da 80 år til at udrette noget. Og det er sandt, en dag skal vi dø, de andre dage lever vi, men der er noget, der hedder dødsangst. Min far havde som sagt dødsangst, da der blev sat slutdato på hans liv, men mon ikke han altid har haft den. Ikke hele tiden, men af og til, måske i perioder. Når man skal falde i søvn, og tanken pludselig falder på døden, og man suges ind i tanken om ikke at eksistere, så er man vågen et godt stykke tid længere end tiltænkt. Når man sidder og ser Kender du typen? og pludselig står dødsangsten og banker på, så man glemmer, hvad Mads Steffensen spørger om, og hvad Anne Glad kvikt svarer.

Jeg siger ikke, at den faste udløbsdato på de 80 år øger antallet af anfald af dødsangst, men jeg siger, at den tydeliggør, hvorfor vi har dødsangst. For døden gør os ikke noget godt. Jeg kan ikke forestille mig noget menneske, der ikke på dødsdagen ville tage imod Dødens tilbud om at leve bare en enkelt dag mere. Og det ønske kan for så vidt forlænges i det uendelige.

Du skal dø en dag

Der er selvfølgelig ting i livet, som kan få enhver til at sige stop for yderligere liv: lidelse. Alderdom er en sygdom, der påfører mennesker lidelse. I Ishøj Storcenter mødte jeg engang en ældre krumbøjet mand, der krabbede sig frem med sin rollator. Idet vi passerede hinanden, sagde han: »Jeg har fået min dom«. Jeg kiggede uforstående på ham, og han fortsatte: »Alderdom«. Vi grinede begge, og jeg gav ham ret: Han havde fået livets strengeste straf.

Hvis du stadig ikke er overbevist, så kan vi jo skrue på antallet af år. Gud satte tallet til 120, og som den herligt inkonsekvente Gud, han var i Det Gamle Testamente, lod han stadig folk blive tudsegamle, for eksempel Sem, der blev 600 år. I mit tankeeksperiment satte jeg tallet nær danskernes nuværende gennemsnitsalder, men vi har jo tidligere levet meget kortere. Så du kan bare sætte tallet til 30. Tredive år har du at leve i. Kort og intenst eller angstfyldt og fikseret på din dødsdag?

Det, som du mangler at erkende, er, at tankeeksperimentet i virkeligheden er reelt. Du skal dø en dag, du kan blot ikke vide hvilken dag, det drejer sig om. Men det kunne sagtens være, når du fylder 80. Du går glad frem mod frokostbordet og falder pludselig om. Du har hele tiden vidst, du skulle dø, men du har levet, som om du ikke skulle – for at kunne leve.

Ib Ulbæk er lektor emeritus.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Bødtcher-Hansen

02/apr/2021

Kære Venner,
som jeg ser det og forstår det, består et
menneske af Sjæl, Sind og Krop, og når
kroppen ikke kan mere, "flyver" Sjælen vi-
dere og fødes, efter en pause, i et nyt liv :-) ...

Kærlig hilsen
Claus

Flemming Berger og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar
Peter Mikkelsen

Tænk hvis man efter en milliard år stadig sad og så "Kender du typen". Bare tanken herom giver døden mening.

Tobias Rasmussen, Per Christiansen, Troels Ken Pedersen, Carsten Hansen, Gitte Loeyche, Olaf Tehrani, Jens Ole Mortensen, Morten Balling, Kim Houmøller, Søren Bro, lars søgaard-jensen, Karen Grue, jens christian jacobsen, Søren Kristensen, hanne plaschke og Steen Obel anbefalede denne kommentar

"Vi lever faktisk langt bedre med illusionen om, at vi vil leve for evigt". Ja, det er det, som er religionens/religionernes rolle: at etablere en illusion om det evige liv - her eller hisset. Personligt befinder jeg mig bedst i desillusionen, med de glæder og sorger det almindelige levede liv byder på, og som jeg agter at afslutte efter 80 år - medmindre en tagsten eller andet afslutter det tidligere. Den beslutning traf jeg for 60 år siden ud fra konkrete erfaringer med det uværdige liv, vi byder vore gamle. Den besluttede afslutning har ikke paralyseret mig i dødsangst men animeret mig til at leve et så godt og ordentligt liv som muligt - mens tid er!

Søren Kristensen

Der er mig bekendt intet videnskabeligt belæg for at hævde at døden giver livet mere mening end så meget andet, men det er en fin oneliner. Nej, det der giver livet mening for de fleste er livet, dvs. forplantning eller kort sagt at få børn. Det hører man hele tiden især fra kvinder, at børn er selve meningen med livet og så er der sikkert også noget om det. Men noget som de færreste familier bare ikke tænker på er at for mange børn fører til overbefolkning og det betyder forurening og naturkatastrofer og dermed paradoksalt nok: død. Men det skal vi ikke tale om nu, vi skal tale om livet og til at hjælpe os med det har vi religion, som er en af de mest anvendte og effektive copingstrategier der er opfundet. Religion giver os værktøjer til at forstå det uforståelige og fylde vores i mange tilfælde elendige liv med håb. Håb giver nemlig altid mening, især når alt ikke er helt som vi kunne ønske og hvad er et bedre symbol på håb end netop: barnet. Ergo tyder alt på at vi kommer til at lave en masse børn i fremtiden og at de kommer til at slå os ihjel elene ved deres antal. Det er så der den næste store copingstrategi kommer ind i billedet: fornægtelse - eller som det hedder nu om stunder: fake news.

Carsten Hansen

Livet er ikke andet end evolutionens gang.

At søge efter en mening med livet og døden for mennesker generelt er er illusion.

Livet er hvad det enkelte individ selv gør det til i samspil med andre.. Men eftersom mennesket blot er en skabning som alle andre nuværende og tidligere skabninger, så er der intet mål i sig selv med noget som helst.
Universets og livets opståen samt disses undergang sker helt uden mennesket får eller har haft en finger med i spillet. Med mindre da mennesket slår alt liv ihjel inden solen brænder alt væk.
Mennesker er og bliver ikke andet end en tilfældig parentes i evolutionen og uddør som en sådan. Universet er ganske ligeglad mennesket og har ingen planer med samme, i dets milliarder af års projekt med at omdanne sig til jern.

(Sidste sentens frit efter Jens Martrin Knudsen; astrofysiker)

Palle Yndal-Olsen, Steen Obel og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Ja, Carsten Hansen og ved nærlæsning af artiklen fandt jeg dette guldkorn: Livets ophør er også ophøret af livets mening. Til det er der kun at tilføje: at livets ophør er heldigvis også ophør af det meningsløse liv. Så kort kan det faktisk siges, uden der behøver at gå ophørsudsalg i den. Men du har da helt ret på den lange bane: Alt skal væk!

Carsten Hansen

I det hele taget er spørgsmålet om meningen med livet et irrationelt spørgsmål.

For små børn i dele af Afrika, hvor fra de står op om morgenen til de går i seng om aftenen, kun drejer sig om at skaffe føde, der er spørgsmålet af en anden karakter end for den almindelige gennemsnitlige dansker.

Og tror man på skabende guder, så kan man starte med at spørge denne/disse om hvad meningen med livet er for ovennævnte børn; Om "Guds veje er uransagelige" er et godt nok svar?

For ateister som undertegnede er der ingen tvivl.
Mennesket er blot en skabning som alle andre, men med en udviklet hjerne og 10 fingre som nyttigt redskab i forbindelse hermed. Der er ingen overordnet mening med hverken livet eller døden.

Tilfældigheder planlægges ikke.

Rosa Maluna Dahl

Når du operere med et modsætningspar hvor din uvidenhed om det ene er komplet, hvordan reflekterer det så tilbage på din viden om det andet?

Morten Balling

@Claus Bødtcher-Hansen

"... og når kroppen ikke kan mere, "flyver" Sjælen videre og fødes, efter en pause, i et nyt liv"

Mkay. Lad os sige at hr. Olsen får et hjertestop. Hvornår er det så at hr. Olsens sjæl flyver videre? Er det når hjertet holder op med at slå, eller venter sjælen lige et par minutter, for at sikre sig at der ikke kommer en eller anden forbi med en hjertestarter? Hvad hvis sjælen er draget videre, men den "døde" genoplives? Vender sjælen så om?

Spørgsmålet er retorisk, men det er blevet endnu mere relevant ifm. historier om mennesker som har været druknet under is, og som er blevet genoplivet efter flere timer. Bla. den svenske læge Anna Bågenholm som var fanget under isen i 80 minutter? Hun lever i dag i bedste velgående. Normalt vil den manglende ilt føre til hjernedød meget hurtigt, men Anna's kropstemperatur faldt til under 14 grader, hvilket gjorde at hendes hjerne ikke tog skade. Hvad lavede Anna's sjæl i de 80 minutter hvor hun var "død".

Liv og død regnes for modsat rettede størrelser, men faktum er at det er mere komplekst end som så. F.eks. har vi i biologien ikke nogen klar definition af "liv", og hvis vi bevæger os ud i det virkeligt makabre, så er der eksempler på afhuggede hoveder som udviste tegn på liv, efter at personen var halshugget.

Det er en hård erkendelse, men dualismen er stendød.

Carsten: :
Jeg kan ikke afvise din noget bastante konstatering af os som "bare2 en parantes i universet i e tunivers som er der uden at vi nogensinde kommer til at forstå det, men alligevel ud over en evt. skaber dyrkelse bruger milliarder af kroner for at forstå den og sammenhængen.
Livet er som det her, men jeg tror alligevel ikke det er ligegyldigt hvordan vi agerer i dette liv og det betyder så at mange af os vælger kloge lede tråde uanset de er gamle.
Vi ved vi skal herfra og vi ved vi bliver til støv og mange af os vælger så at få dette overstået på en times tid, men om der er noget ud over det: sjæl-sind som fortsætter i en ny cyklus udenfor vores bevidsthed eller i et Helvede eller Paradis er og bliver tro. Derfor bør vi i dette liv undgå at skade andre i deres liv for egen vindings skyld. Nogen tror så de får en belønning på den anden side og andre forsøger det for et bedre liv og lur mig en ide om at det trods alt ikke er forgæves.

Carsten:
Bær over med at jeg ikke læste korrektur, jeg glemmer at tjekke mine overspring m.v. Bedre held i "næste" liv!

At vi har været så heldige at få en eksistens på planeten, skyldes døden.
Uden død, ingen biologisk selektion, ingen artsmæssig udvikling og ingen dyr eller mennesker. Kun proto-liv, som sikkert ville være forsvundet igen for milliarder af år siden.
På den måde giver døden i hvert fald god mening.

Tobias Rasmussen, Anne Nielsen, Mads Greve Haaning, Morten Balling, Lars Schmidt og Peter Mikkelsen anbefalede denne kommentar

Døden understreger livets uoverskuelighed og mulige meningsløshed, hvilket er stærkt vitaliserende for vore liv.

Mads Greve Haaning, Jens Ole Mortensen, Steen Obel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

* Uden døden ville protolivsorganismerne stadig være her. Det siger sig selv!
(LOL)

jens peter hansen

Et godt indlæg der på en sagtmodig måde fortæller at vi hænger ved livet. Alle disse lyse mørkemænd der ævler om at vi snakker for lidt om døden og at andre kulturer har et helt anden naturligt forhold til døden. Mon ikke vi er mange der nærmest er imod. Jeg tror det.

Carsten Hansen

Viggo Okholm

Angående universet og andre ting der ikke umiddelbart kan forklares til fulde p.t., så siger man jo: "At fravær af forklaring ingenlunde betyder at forklaring ikke findes"

Derudover.
Folk må meget gerne opføre sig offentligt hvis de tror det hjælper dem til et eller andet efter døden.
Det vil jeg ikke bruge min tid på (Altså at tænke på noget efter døden)
Jeg har for øvrigt været hjertedød og observerede ikke om hvorvidt min sjæl fløj væk og kom igen. Måske stod den på standby og observerede om hjertestarteren nu fungerede efter hensigten.
;-)

Carsten Hansen

Så vidt jeg husker så har man lavet en beregning der siger at der alt i alt har levet i omegnen af 110 milliarder mennesker på jorden.
Heldigvis er langt de fleste døde og heldigvis for temmelig mange år siden.
Skulle nogle gå og drømme om et evigt liv så helst som et eller andet der ikke fylder noget.
Så ja; Døden giver mening. Men jorden og universet er stadig ganske uberørte af dette.
Både solen og tilhørende planeter er på vej mod midten af galaksen og total udslettelse med 800.000 kmt. Og galaksen er på vej med endnu større hastighed gennem universet.
Og alt hvad der opstår er bare ligegyldige tilfældigheder der ingen indflydelse har på ovennævnte.

Tro kan flytte bjerge siges der ; Men det er nok er overdrivelse.
Men kan det gøre folk lykkelige så helt ok med mig. Men fir mig for forkyndelse.

Mihail Larsen

“Jeg kan ikke forestille mig noget menneske...”

Åbenbart. Ib Ulbæk - og med ham flere kommentatorer - har øjensynligt aldrig mødt et menneske, der var “mæt af dage” eller hvilede i en stoisk værdighed. Et menneske, med andre ord, der levede i fred med sig selv og havde dét, der i en mindre neurotisk tid hed livsvisdom og personlig værdighed.

Han skulle tage at læse Brinkmanns nyligt udgivne “Vi er det liv vi lever”.

Jeg mindes uvilkårligt et møde, jeg for mange år siden havde med to omvandrende prædikanter for Jehovas Vidender. Jeg inviterede dem gerne høfligt indenfor, så de kunne forelægge mig deres vigtige budskab (og havde en vis fornøjelse af at konkurrere med dem i bibelkundskab). Når de efter en rum tid indså, at de ikke kunne rokke ved min gudløshed, kom de som regel med deres ultimative salgsargument: Om jeg da ikke gerne ville leve evigt?

“Nej tak, så grådig er jeg ikke”, var mit svar.

Det kunne selv de velmenende, alvorstunge prædikanter godt se en vis morskab i. De trak i al fald på smilebåndet.

Troels Ken Pedersen, Mads Greve Haaning og Sören Tolsgaard anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Carsten Hansen

"Og alt hvad der opstår er bare ligegyldige tilfældigheder der ingen indflydelse har på ovennævnte."

Hvis man tager de naturvidenskabelige briller på, så ser det vitterlig ud til at Universet kan betragtes som en stor mekanisme, som fungerer deterministisk fra molekylerne og op, og at fundamentet under molekylerne lader til at være det Einstein kaldte terningekast.

Så langt så godt, men...

Hvorfor var der regler for hvordan mekanismen fungerede helt tilbage til Big Bang? Hvor kom reglerne fra? Hvad skete der før Big Bang? Hvorfor eksisterer virkeligheden overhovedet? Selv hvis det viste sig at Universet altid havde eksisteret, så er det stadig legalt at spørge, hvor det kom fra, eller måske mere hvorfor det er her. Blot kan man ikke svare med eventyr, specielt ikke hvis de strider mod det videnskaben viser os. Der er en grund til at paven har en fed stjernekikkert.

Vores forståelse af den virkelighed vi eksisterer i er i høj grad bygget på den klassiske reduktionistiske tilgang, hvor man skiller ad for at finde grundbestanddelene af Universet, og så bygger forståelsen op nedefra dimserne. Her er det svært at beskrive hvad bevidsthed er, eller hvorfor kompleksitet opstår.

Et andet perspektiv på virkeligheden kunne være at se på det hele oppefra. Så er bevidsthed ikke længere så svær at få øje på, og det er den samme virkelighed man betragter. Den er bare stadig svær at forklare, og ethvert "oppefra og ned perspektiv" på virkeligheden skal stemme overens med naturvidenskaben. Ellers er det bare et nyt eventyr.

Tak for alle jeres gode og indsigtsfulde kommentarer. Det er måske ikke ganske tydeligt, men jeg er selv som de fleste her ateist, men det trøster mig ikke, at der er en naturlig mening med, at vi skal dø. Det gør ikke min død mindre traumatisk. Der er flere der har en fin stoisk ro over for døden, den kan jeg bare ikke finde i mig selv. Så i den forstand går jeg med kristendommen og islam, der ser med desperation på dødens realitet, og derfor tilbyder et evigt liv. Jeg kan blot ikke følge løsningen - og derfor må jeg nøjes med den illusion, at jeg ikke dør, fordi jeg ikke kender udløbsdatoen.

Ib Ulbæk:
I dine bemærkninger her nævner du kristendom og Islam som "tilbyder" evigt liv såfremt altså ham "gud" ser igennem fingre med dine fejltagelser og begge de to store har så en ide om hvilke moralske vaner er de rigtige, om end der er langt fra Grundtvigs opfattelse og visse pietistiske bevægelser og de to modpoler findes vist i begge de to religioner.
Jeg har så valgt buddhismen ,men har stadig de samme tvivl og forestillinger om livet efter-eller rettere sagt jeg har valgt ikke at bruge for mange kræfter på det ,men forsøge at leve med glæde og nysgerrighed og ordentlighed i dette liv.
Men i buddhismen er der forestillingen om nye liv i en cyklus til den endelige opløsning og i min lille gruppe forestiller man sig at en kuffert sættes og bæres
videre, eller at vores lys slukkes, men tændes af et andet individ og at sindet så fortsætter i en anden bevidsthed. Men det er tro og forestilling, men de videnskabelige opdagelser anerkendes så generelt i buddhismen.
For lige at komme Carsten Hansen i forkøbet, så er det her jeg skriver ikke et forsøg på forkyndelse!

Carsten Hansen

Viggo Okholm

Det er da helt OK at oplyse om indholdet i det man tror på.
Forkyndelse er der hvor man vil overbevise andre om at lige præcist ens egen tro er den rigtige.

I min optik 2 forskellige ting .

Men bortset fra det, så er lang de fleste mennesker vel utrygge ved at skulle dø.
Med mindre man er mæt af dage, uhelbredelig syg eller sågar så træt af livet at man springer ud foran et tog.
Er man der hvor tanken om døden tynger så voldsomt at man hengiver sig til religion og det hjælper, så er det det man gør.

Men det er nok blot at bilde sig selv noget ind.

Carsten Hansen

Morten Balling.

Det er altid tilladt at spørge.
Men som jeg skrev tidligere, så er ikke-tilstedeværelse af forklaring ikke ensbetydende med at den ikke er der.

Den hedengangne Steven Hawking kom med et videnskabeligt bud på tiden før The Big Bang (Som jo også er en teori) hvor han operer uden begrebet "tid".
Jeg er ude af stand til at forklare hans teori, men den beskrives i bogen "’The Grand Design’". Videnskaben har ikke brug for en skaber; Universet kan skabe sig selv.

Man kan google og finde artikler om ovenstående.

Jeg har fået denne kommentar på min FB-væg: "Jeg er enig med dig i, at døden ikke giver mening. Det gør kun livet. Min far døde som 86 årig også af kræft i bugspytkirtlen. Lægen gav ham dommen tre måneder, før han døde. Da lægen afsagde dommen og sagde med få måneder tilbage, ønskede jeg bare, at han havde tilføjet, men nogle gange snyder man døden, eller noget andet usandsynligt. Selv dagen før han døde, ville han gerne have stoppet uret og have lidt ekstra tid."

Sören Tolsgaard

Morten Balling -

"Et andet perspektiv på virkeligheden kunne være at se på det hele oppefra. Så er bevidsthed ikke længere så svær at få øje på"

Nemlig: Reduktionisme fører til et dødt verdensbillede, mens holisme fører til et levende livssyn: Et organisk, sammenhængende kosmos!

Troen på et besjælet univers var oprindelig mennesket iboende og levede endnu i de indoeuropæiske mytologier: Naturkræfterne opfattet som et hieraki af væsener, både under og over os, formende vores skæbne og verdens udvikling.

Og Europa anerkendte ved Oldtidens slutning Kristi lære som et forløsende budskab om en ny tid: Følg mig, og I skal have et evigt liv!

Denne lære er i mangt og meget blevet forvansket, men har på godt og ondt formet vores kultur igennem århundreder, og der er fortsat er vigtige slag at kæmpe. Det er uhyre vigtigt, at kristendommen fornyes i takt med nutidens åndsvidenskab.

En interessant video om synkronisitet (kompleksitet/barypunkter):

https://www.youtube.com/watch?v=t-_VPRCtiUg

Mihail Larsen -

Jo, Svend Brinkmann tager et kvantespring, og da han i Deadline blev spurgt, om han var ved at blive religiøs, lod han det blive ved en 'cliffhanger' ..

https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sjael/svend-brinkmann

Morten Balling

@Carsten Hansen

Jeg har The Grand Design liggende som lydbog på min telefon og har hørt den ca. 10 gange, så jeg er helt nede med Hawking og M-theory :)

@Sören Tolsgaard

Jeg er det som kaldes "klassisk videnskabeligt skolet", så da jeg begyndte at studere igen i en halvhøj alder, og blev præsenteret for holistisk videnskab var jeg, lad os kalde det, "naturligt skeptisk".

Det var egentlig først da det endelig gik op for mig at vi ikke kunne have udviklet neurale netværk uden holisme at jeg overgav mig. Emergens og systemteori er relativt nye begreber i videnskaben, men hvis vi vil forstå virkeligheden, så kommer vi ikke uden om at forstå begge dele.

Emergens findes i to former: Svag og stærk. Liv var tidligere, sammen med bevidsthed defineret som eksempler på stærk emergens, hvorimod dannelsen af strukturen i et snefnug blev betragtet som svag emergens. Nu er der mere og mere som taler imod stærk emergens. F.eks. er liv ikke længere helt med på listen. Faktisk er den eneste stærke emergens man holder fast i bevidstheden, og det gør at hele begrebet stærk emergens er tvivlsomt.

Den svage emergens derimod er der ingen tvivl om, og den forstår vi stadig ikke specielt godt, så der er rigeligt tilbage at blive klogere på. Alt andet ville også være kedeligt.