Klumme

Nej, DR, 12-årige ’sugardater’ ikke. De bliver udnyttet af skruppelløse voksne

Begrebet sugardating bør ikke kunne bruges så løst, at vi blander ukonventionel dating sammen med seksuel udnyttelse af børn, skriver litteraturanmelder Mathilde Moestrup i denne klumme
Begrebet sugardating bør ikke kunne bruges så løst, at vi blander ukonventionel dating sammen med seksuel udnyttelse af børn, skriver litteraturanmelder Mathilde Moestrup i denne klumme

Mia Mottelson

Debat
31. marts 2021

Hvad er sugardating? I lang tid troede jeg, jeg vidste, hvad det betød. Men for nogle uger siden, da jeg læste DR-artiklen »Børn ned til 12 år sugardater eller sælger sex for penge« fra den 12. marts, kom jeg i tvivl.

Indtil da havde jeg tænkt, at sugardating dækkede over forskellige former for dating, hvor der er penge involveret; alt fra det pirrende ved at få dyre gaver i et seksuelt forhold til regulær betaling for sex.

Danske tv-seere blev bekendte med begrebet, da dokuserien En sugardaters fortælling om den 27-årige sugardater Gina Jaqueline blev sendt på DR3 i 2017. Gina gik på dates på dyre restauranter med ældre mænd, hun havde mødt på nettet, vågnede alene på store hotelværelser. Hun fik Yves Saint Laurent-tasker for det og forelskede sig i en af mændene.

En af grundene til, at jeg var meget begejstret for denne serie, var, at den interesserede sig mere for Gina Jaqueline og hendes liv end for at finde ud af, om det, hun gjorde, var moralsk problematisk eller ej. Den undgik det, som gadejurist Maja Løvbjerg Hansen i en anden sammenhæng har kaldt »luderhadet«. I seriens fremstilling fik sugardating lov til at fremstå som en grænsesøgende aktivitet, der hverken er det samme som dating eller som prostitution.

At sælge sig selv

I DR’s seneste take på sugardating mener jeg dog, at definitionen er blevet for udflydende. I artiklen afslørede DR, at der i mindst 15 af landets kommuner er børn og unge, der »sugardater«, en aktivitet, hvor »børn og teenagere sælger sig selv til meget ældre mænd op til 60 år«.

Umiddelbart kan jeg komme på mere rammende betegnelser for den slags aktivitet: børnelokkeri, ulovlig køb af sex fra mindreårige, pædofili …? Men besynderligt nok er artiklens fokus ikke på de 60-årige mænd, der køber sex af børn, men på børnene, der »sælger sig selv«.

»Har du selv sugardatet eller solgt dig selv, inden du blev 18 år?« står der friskt i en ’Tip os’-boks i artiklen.

Lad os lige få én ting på det rene. Sexarbejde går ikke ud på at sælge »sig selv«, det går ud på at sælge sex. Man kan ikke sælge sig selv.

Men kan man sugardate som 12-årig?

Det kan man vel i den forstand, at også 12-årige kan sælge sex. Men hvorfor i alverden kalde det sugardating og ikke pædofili? Hvorfor lægge fokusset på barnet, der »sælger sig selv« og ikke på den skruppelløse forbryder af en voksen, der vælger at indgå en sådan handel?

Når man kalder en seksuel relation mellem et barn og en voksen for sugardating og tilskriver barnet agens ved at sige, at det sælger sig selv, omskrives det pædofile overgreb til en handling, som barnet også har kontrol over. Men det har det ikke, for det er et barn, der bliver udnyttet af en voksen.

Candyfloss-eufemisme

Sugardating er en diffus betegnelse for relationer, der kan have med sex, penge, kærlighed og magt at gøre.

Selv kender jeg et kærestepar, der mødte hinanden på en sugardatingside. Bare for at sige: Begrebet kan dække over mange slags forhold, som jeg mener, man skal være varsom med at dømme på forhånd. Så længe der altså er tale om forhold mellem voksne mennesker.

Men der er også en grænse for, hvor diffust et begreb kan blive. I lyset af DR-artiklen begynder sugardating at lyde klistret og klamt, Lolita-liderligt, som en rådden candyfloss-eufemisme for noget, vi ikke tør kalde ved rette navn.

For en voksen, der giver et 12-årigt barn gaver for sex, kan måske kaldes sugardating, men først og fremmest er det pædofili. Og hvis barnet er mellem 15 og 17 år, er det ulovligt køb af sex fra en mindreårig. Det håber jeg, man fremover vil fokusere på i artikler, der handler om seksuelle relationer mellem børn og voksne, frem for på børn, der »sælger sig selv«.

Sugardating er omdiskuteret og kontroversielt, men det behøver begrebsafklaring. Et ord bør ikke kunne betyde alt fra grænsesøgende dating til seksuelle relationer mellem børn og voksne. Så medvirker man ikke bare til at udvande det grusomme ved pædofili, men også til at dæmonisere sexarbejde og ukonventionel dating.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Birgitte Mulvad

Når en voksen mand har sex med en 12-årig, så er det pædofili og det skal han "knaldes" for"

Birgittes ægtefælle, Joachim Speck

Per Christiansen, Estermarie Mandelquist og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar

Jeg har en enorm nysgerrighed efter at vide, hvilke mænd, der gør dette her, hvor mange de er, om de er organiserede. Hvorfor er ikke så svært at gætte - vi er - som altid - tilbage til det med magt og udnyttelse.

Nu skal vi jo som læsere heller ikke lade os forlede af det nuttede navn; sugardating er prostitution af den værste slags; rovdyrene går efter de mindste og de mest uskyldige. Hvad er værre end det? Så ja, lad os få grooming gjort ulovligt så hurtigt som muligt.

Kunne man samtidig slå hårdere ned på prostitution, f.eks. ift. at købe handlede kvinder (slaver), ville det også være et skridt på vejen i en positiv retning for kvinders rettigheder.

Estermarie Mandelquist, Hans Houmøller, Jacob O og Ruth Sørensen anbefalede denne kommentar
Henning Vinther Rasmusen

Faktisk er pædofili ikke ulovligt. Det der er ulovligt, er at udleve sine pædofile tilbøjeligheder i handling. Derfor er det uheldigt at Mathilde Moestrup foreslår begrebet pædofili som erstatning for sugardating der involverer børn. Pædofili er en seksuel tilbøjelighed nogle mennesker har. Langt fra alle med disse tilbøjeligheder udlever dem i handlinger. Og vigtigere måske: De fleste seksuelle overgreb mod børn begås ikke af pædofile. Der findes desværre andre grunde til at voksne begår overgreb mod børn. Heldigvis lever vi i et samfund der ikke (længere) straffer tilbøjeligheder, men kun handlinger der har ofre.

Min kilde er en ekspertudtalelse i DR P1. Husker desværre ikke hvem det var.