For mange patienter og pårørende er kræftsygdommen en kamp, der skal vindes

I Steen Toft Winthers kronik »Det er forkert og upassende at beskrive min fars kræftforløb med krigsmetaforer« i avisen den 10. marts beskriver han, hvordan han følte sig »uden sprog«, da hans far fik kræft og døde. Den kamp- eller krigsmetaforik, som mange mennesker bruger om kræftsygdom, gør jo dem, der ikke overlever, til tabere, mener han. Men hvordan skal man så tale om sygdommen, behandlingen og døden?

De spørgsmål er han ikke alene om. I Kræftens Bekæmpelse møder vi også patienter og pårørende, der ikke bryder sig om kampmetaforer i forbindelse med kræft. Forskere dokumenterede i 2019, at den type udtryk kan medføre modløshed – selv hos mennesker, der ikke er syge.

Og vi bliver hele tiden klogere. Kræftens Bekæmpelse startede i 1928 med et logo, der forestillede Sankt Georgs kamp mod dragen, i en tid, hvor det var helt nyt, at man overhovedet kunne gøre noget for at helbrede kræftsygdom. Vi blev stiftet af læger som en sygdomsbekæmpende organisation, hvilket stadig er implicit i vores navn.

I dag er Kræftens Bekæmpelses tre formål forskning, forebyggelse og patientstøtte – behandlingen af patienterne lader vi sundhedsvæsenet om. Og vi er blevet bevidste om, at retorikken om at bekæmpe og sejre over kræften kan virke stødende eller sårende på nogen.

Alligevel vil man kunne finde eksempler på ’kampen mod kræften’ på vores hjemmeside og sociale medier. Nogle bruger udtryk som »at ville komme over på den anden side«. Andre beskriver, hvordan de håber, at deres beskrivelse af ’kampen mod kræften’ kan inspirere og give håb til andre.

Der er nemlig også rigtig mange kræftpatienter og pårørende, for hvem sygdommen virkelig føles som en kamp, og som finder energi i følelsen af, at de selv kan gøre noget for at påvirke udfaldet af sygdommen. For eksempel ved at leve sundt og passe ekstra godt på sig selv.

Som læge har jeg selv skullet fortælle mere end 1.000 kvinder, at de har brystkræft. Her gælder det om at have fornemmelse for, hvad det er for et menneske, jeg sidder overfor. Om diagnosen giver hende trangen til at kæmpe imod, eller om den gør hende modløs – for så har hun på ingen måde brug for budskaber om ’at kæmpe’.

Som forening skal vi rumme begge sider, og når vi deler patienternes og pårørendes egne oplevelser og fortællinger, lader vi dem naturligvis bruge de ord, der giver mening for netop dem – ligesom vi også forstår, at man godt kan kæmpe uden at være en taber, hvis man ikke vinder.

Niels Kroman, cheflæge hos Kræftens Bekæmpelse