Kommentar

Pelle Dragsted: Garantér alle et job og gør op med kapitalismens arbejdsløshedsmaskine

Kapitalismens besynges ofte som rationel og effektiv. Men intet er så irrationelt og ineffektivt som den arbejdsløshed, kapitalismen har brug for som reservearmé for at fungere. En ny, grøn jobgaranti kan måske være med til at løse problemet, skriver Pelle Dragsted i denne klumme
Behovet for en konstant arbejdsløshed er sammen med de tilbagevendende kriser en af den kapitalistiske økonomis mest groteske indbyggede fejl.

Behovet for en konstant arbejdsløshed er sammen med de tilbagevendende kriser en af den kapitalistiske økonomis mest groteske indbyggede fejl.

Jakob Dall

Debat
11. marts 2021

Arbejdsløsheden må for guds skyld ikke blive for lav. Udsagnet lyder umiddelbart helt skørt, men det er faktisk udgangspunktet for planlægningen af den økonomiske politik i Danmark og andre kapitalistisk dominerede økonomier.

Baggrunden for denne mærkværdige opfattelse skal findes i den frygt for inflation, der voksede frem efter 70’ernes krise, og som blev helt central for den neoklassiske økonomiske skole og den politiske pendant, nyliberalismen.

I årtierne efter Anden Verdenskrig var man ellers i store dele af Europa tæt på at gøre op med den kapitalistiske økonomis evindelige følgesvend – arbejdsløsheden – via en økonomisk politik, der eksplicit sigtede mod fuld beskæftigelse.

Men den lave arbejdsløshed gjorde arbejderklassen mere selvsikker i lønforhandlingerne og tvang arbejdsgiverne til at konkurrere hårdere om arbejdskraften. Denne udvikling fik af de nyliberalistiske økonomer skylden for, at man fra midten af 70’erne oplevede en galopperende inflation. Og det førte til et markant kursskifte i den økonomiske politik. Frem for at arbejde for fuld beskæftigelse sigtede man nu efter det, man kaldte en naturlig arbejdsløshed. Eller på engelsk NAIRU (non-accelerating inflation rate of unemployment).

Det har siden været omstridt, hvor det ’naturlige’ niveau for arbejdsløsheden lå, men blandt mainstreamøkonomerne har der været enighed om, at et vist niveau af arbejdsløshed var nødvendigt for at holde inflationen i ave. Truslen om ledighed er ganske enkelt nødvendig for at disciplinere arbejderklassen til at dæmpe krav om bedre løn og arbejdsvilkår.

En indbygget fejl

Selv om de sjældent taler om det, deler de gamle partier i Folketinget denne holdning. Det er blandt andet derfor, at de er så optagede af reformer, der øger udbuddet af arbejdskraft. Den slags reformer bidrager nemlig til at vedligeholde en reservearmé af arbejdsløse på et naturligt niveau.

Den bevidste vedligeholdelse af arbejdsløshed gør det desto mere kynisk, at særligt højrefløjens partier ofte udskammer og kritiserer de mennesker, som er ramt af arbejdsløshed, og som jo egentlig er ledige i den kapitalistiske økonomis tjeneste. Det er som at pisse på nogen og bagefter sige, at de lugter.

Men det er ikke engang det mest opsigtsvækkende ved idéen om en naturlig arbejdsløshed. Det, som virkelig burde få os op af stolene, er det enorme ressourcespild, det indebærer, når vi med åbne øjne lader arbejdsføre mennesker, der kan og vil arbejde, gå ledige. Ikke bare under de tilbagevendende kriser, som er en anden af den kapitalistiske økonomis tro følgesvende, men også under højkonjunkturer. Tænk på, hvilken værdi de p.t. mere end 130.000 arbejdsløse danskere kunne skabe for samfundet, hvis de fik tilbudt et arbejde.

Behovet for en konstant arbejdsløshed er sammen med de tilbagevendende kriser en af den kapitalistiske økonomis mest groteske indbyggede fejl. De titusinder, der konstant holdes i arbejdsløshed, udgør et enormt økonomisk spild, for slet ikke at tale om de store sociale konsekvenser for dem, som går ledige.

En grøn jobgaranti

Derfor er det også opløftende, at en ny generation af økonomer nu foreslår en bemærkelsesværdig løsning på paradokset – nemlig en offentlig jobgaranti. Den amerikanske økonom Pavlina Tcherneva udgav sidste år den meget omtalte bog The Case for a Job Guarantee, som siden har været genstand for megen debat.

Og i denne uge præsenterede det tværfaglige forskernetværk Klima- og Omstillingsrådet et nyt forslag til en dansk og grøn version af jobgarantien.

Kort fortalt indebærer en jobgaranti, at alle, der rammes af arbejdsløshed, umiddelbart skal have tilbudt et job. Lønnen betales af staten, og de, som ansættes, kan løse opgaver i den offentlige sektor eller i sociale og frivillige organisationer og dermed »hæve omsorgsniveauet for vores natur, ældre, børn, udsatte, lokalsamfund og vedligehold af bygninger og anlæg«, som forslagsstillerne skriver.

Lønnen bør være på niveau med den overenskomstmæssige mindsteløn, så det stadig er muligt for private og offentlige arbejdsgivere at rekruttere til bedre lønnede ordinære job, når der er brug for arbejdskraften. Det er også afgørende, at jobgarantien ikke fører til fortrængning af ordinære job. Det kan sikres ved at give fagforeningerne vetoret i forhold til, hvilke opgaver der kan løses.

Klima- og omstillingsrådet anslår, at en jobgaranti vil kunne øge vores bnp med mellem 30 og 43 milliarder kroner afhængig af modellen. Men gevinsterne vil være større, hvis man indregner de afledte positive effekter af at udrydde arbejdsløsheden og dens mange sociale følger.

Mainstreamøkonomer vil formentlig afvise forslaget, fordi de frygter, at fuld beskæftigelse vil føre til ny inflation. Det er muligt, at det er tilfældet. Men hvis permanent arbejdsløshed virkelig er en nødvendig forudsætning for at vedligeholde en kapitalistisk økonomi, så er det måske sidstnævnte, vi bør tage op til overvejelse igen.

information.dk/deltag

Serie

Pelles position

Pelle Dragsted er tidligere politisk rådgiver og folketingsmedlem for Enhedslisten og i dag selvstændig skribent. På denne plads vil Dragsted hver anden uge dele et nyt perspektiv på verden set fra venstre.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Dette forslag burde i tilgift medføre, at de lede love om ressourceforløb, forkortelse af sygedagpenge, og arbejdsprøvninger af syge mennesker helt blev afskaffet.

Det, der engang blev sagt som en joke, er nu blodig alvor:
"Hvis det er så sundt at arbejde, så giv det til de syge".

Men helbredelsen fra det saliggørende 'arbejde', (der jo slet ikke ER arbejde, men en skraldespand for knækkede liv) er udeblevet på ubestemt tid.

For nogle for evigt, da de simpelthen er døde under ressourceforløb, eller meget kort tid efter de fik førtidspension.

Det er en skamløs skandale, ingen taler om.

Thomas Tanghus, Ivan Breinholt Leth, Anders Graae, Claus Bødtcher-Hansen, Christian Mondrup, Poul Erik Pedersen, erik lund sørensen, David Zennaro, Uffe Gammelby, Lise Lotte Rahbek, Estermarie Mandelquist, Dorte Sørensen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Og tak til Pelle Pelle Dragsted for et som altid vidensudvidende, samt hovedet på sømmet bidrag til læserskaren :-)

Lars Jørgensen, Thomas Tanghus, Claus Bødtcher-Hansen, Poul Erik Pedersen, David Zennaro, Kim Andersen, Mette Johansson, Estermarie Mandelquist og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Ups, sorry, kun én Pelle ;-)

Grøn mig her og grøn mig der, det handler om mere kontrol. Vi skal netop ikke have hundrede tusinder flere ude på motorvejene i kunstige offentlige jobordninger, med stigende CO2-udledning til følge. Så tag og slap af. Se disse mennesker i øjnene og respekter dem. Det er på høje tide. Slip dem fri - Øge vores BNP med mellem 30 og 43 milliarder kr. Stop nu.

Dette er endnu en artikel som usynliggør og derved ikke respekterer de mennesker som ikke kan arbejde, de syge der kunstigt har været sat i kø i alle umulige ordninger, for arbejdsgivernes skyld, for at skabe større ulighed. Jagten på mere profit ødelægger kloden, derfor skal vi ikke have mere aktivitet, men mindre. Og ikke mere gratis arbejdskraft til erhvervslivet. Slip menneskene fri. Det er politikernes job at passe på os alle sammen, derfor skal der renses ud, vi skal have respekt, medfølelse og tolerance tilbage. Det er på høje tide at genopbygge Danmark fra grunden af.

Venstrefløjens opgave er at mindske uligheden og først og fremmest at fjerne den fattigdom som politikerne har skabt de sidste tyve år ved 62 sociale nedskæringer. Det er ikke venstrefløjens opgave at indgå aftaler om at nogle skal have mindre at leve for end andre. Ikke flere ideer med A og B mennesker i økonomisk henseende. De arbejdsløse skal ikke have mindre at leve for end andre, det må aldrig være venstrefløjens politik, det er centrum-højre fløjens.

Arbejdsgivernes andel af udbyttet er vokset og arbejdernes andel mindsket, denne ulighedsskabelse skal vendes. Det handler om erhvervslivets voksende magt over samfundet. Erhvervslivet har med interesseorganisationerne DI og DA udsendt propaganda gennem medierne for at skabe mere fattigdom. Og der er skabt såkaldte gule fagforeninger med det formål at formindske de almindelige fagforeningers mulighed for at bekæmpe uligheden. Erhvervslivets klapjagt på samfundets svageste skal bringes til ophør.

Der er en stigende forskel mellem rig og fattig i Danmark, samt stigende kontrol og magtmisbrug i socialsystemet, hele det politiske system er gennem årtier blevet ændret, manipuleret og endda korrumperet, for at ressourcerne i samfundet i højere grad tjener erhvervslivets interesser.

For 14 til 16 år siden flyttede politikerne det sociale område fra socialministeriet til beskæftigelsesministeriet efter anbefaling fra private konsulentfirmaer. Der er sidenhen skabt en række love og kontralove som muliggør en lovløshed i forvaltningen. Dette er gjort bevidst for at politikerne kan hævde, at de udsatte har rettigheder, men kontralovene er i virkeligheden dem som administreres efter.

Så længe vi tillader at magtmisbruget fortsætter, så vil alle former for løsninger ikke nytte noget, problemerne bunder i selveste det grådige økonomiske system, som politikerne og magteliten ikke vil ændre, da pengene hober sig op deres egne bankbokse; grådighed er forklaringen på mishandlingen af de socialt udsatte. Konkurrencestaten er først og fremmest udtryk for en stigende sociopati som skyller hen over landet, regionerne, kommunerne og de sociale institutioner.

Der er gennem årene fortalt mange historier om beskæftigelsesindsatsen. Man tvinger døende, syge mennesker til at arbejde under svære lidelser lige til sidste dag i livet. Det er en skændsel for vores samfund, som vi kalder et velfærdssamfund, at mennesker, der hænger i så tynd en tråd, skal plages på sådan en måde. Tænk at udvikle systemer som bevidst ødelægger et stort antal mennesker i nød.

Det nuværende socialsystemet er skabt til at fastholde mennesker i et uendeligt tomt aktiveringsloop, med en så lav indkomst som muligt. Gang på gang bliver de udsatte tromlet ned, og år efter år bliver de udsat for samtaler som ofte virker som krænkelser af den værste slags, som følelsesmæssig voldtægt. Jobcentrene bruger alle de penge som skulle gå til de udsatte, på parasitiske private aktører, hvilket koster milliarder.

Politikerne har skabt et detalje styret system til overgreb på udsatte samfundsgrupper, derfor er det nødvendigt at uddanne befolkningen i civil selvforsvar. Vi lever i en tid hvor man systematisk fra folketinget har indført et sociopatisk - for mennesket destruktivt og ineffektivt bureaukrati.

Vi opfordrer alle til at samles på de sociale medier, det er på tide at danskerne siger fra overfor den stigende ulighed, og aktivt deltager i genopbygningen af landet, vi skal have kommunernes økonomi ud at reformhelvedet. Politikerne smadrer vores eksistensgrundlag af ideologiske årsager. Selv om aktivisme er smertefuld og farlig, er det også det terræn, hvor velfærdskampe skal udkæmpes og vindes, civil ulydighed og civile strejker og civile blokader. Det er sådan velfærdssamfundet blev skabt og dette er sådan fremtiden skabes, velfærden er vores ansvar, velfærdsoprøret er på vej.

Dette stopper ikke før befolkningen gør oprør, vi er alle ansvarlige. Fra politikernes side handler det om de penge der spares, ved at flytte de syge fra den ene ordning til den næste, som så skal være billigere. Det er det som er partiet Venstres job; at flytte pengene væk fra de fattig og over til virksomhederne. Formålet er at tilrane sig så meget som muligt.

Anders Graae, Peter Wulff, David Adam, Uffe Gammelby, Ebbe Overbye og Michael Waterstradt anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Men ligner PD's forslag ikke lidt MF's nyttejob.

Hvorfor ikke gå en anden vej gør arbejdstiden kortere så folk får mere tid til familie, osv......

Lav en arbejdsdeling til glæde for hele samfundet. Det vil vel også nedsætte forbruget og det vil gavne klimaet.

Thomas Tanghus, Claus Bødtcher-Hansen, Eva Schwanenflügel, David Adam, Lars-Bo Andersen og Uffe Gammelby anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

PS: flere undersøgelser har også vist at folk er mere effektive , når de har en kortere arbejdstid. Ligeledes vil folk heller ikke blive så stressede og sundhedsudgifterne vil falde. Bare for at nævne et par fordele.

Thomas Tanghus, Claus Bødtcher-Hansen, Eva Schwanenflügel og Lars-Bo Andersen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg er i tvivl om, om PD ironiserer... eller om han virkelig opfordrer til et A- og et B-hold på arbejdsmarkedet på permanent basis. Det har vi jo allerede med nyttejobs og praktikker og hvad det nu hedder. Arbejdskraft til lavpris.
Det er nemlig politisk bestemt, at kontanthjælpsmodtageres arbejdskraft ikke er en løn værd.

Jeg vil nok ikke anbefale, at man sætte hvemsomhelst til at yde omsorg børn og ældre og andre sårbare personer. Det kan gå HELT galt, og jeg synes egentlig også at børn, ældre og sårbare er mere værd end at blive beskæftigelsesprojekter for mindstelønsarbejder.
Og som nævnt ovenfor - hvad skal vi have alle de mennesker ud i myldretidstrafikken for??

Jeg håber PD ironiserer over kapitalismens tåbeligheder - men jeg er ikke sikker.

Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel, David Adam, David Zennaro, Uffe Gammelby, Ebbe Overbye, Dorte Sørensen og Michael Waterstradt anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Jeg er langt hen ad vejen med Pelle Dragsted (Min yndlings Ø-mand).

Men folk skal ikke ud i pseudo-jobs hvor en bunke sten flyttes fra A til B for derefter at blive flyttet tilbage igen. Ikke alle kan udføre jobs i f.eks. børnehaver og plejecentre.
Det er langt vigtigere at fokusere på at det at være arbejdsledig er helt OK , at folk rent faktisk gerne vil arbejde, at folk ikke er ,som de borgerlige mener, nogle der hellere vil ligge på sofaen og se TV hele dagen.
Skal folk ud og arbejde, så må og skal lønnen være som overenskomsten tilsiger og hvis ikke, så må og skal arbejdstiden nedsættes således at man kun arbejder de timer man får overenskomstmæssig løn for.

Når det så er sagt, så skal de ganske ganske få der reelt ikke gider/vil arbejde selvfølgelig spottes . Samfundet skal ikke betale for folk der ikke vil bidrage til fælleskassen.
Det er vigtigt at stå op imod de borgerliges opfattelse af at ovennævnte gruppe omfatter mange mennesker.

Poul Erik Pedersen

Jeg læser Pelle Dragsteds kommentar lidt anderledes, end (tror jeg) de forrige ærede talere. Så vidt jeg kan se er den grundlæggende præmis, hos Dragsted, at det i realiteten er de private arbejdsgivere der har definitionsretten på spørgsmålet om "hvad er et rigtigt lønarbejde". Det illustrerer han ved at påpege, at det er kapitalismen der både skaber beskæftigelse og arbejdsløshed. I tilknytning hertil kan man så tilføje, at dette jo faktisk også indebefatter den offentlige sektor - idet den traditionelt varetager funktioner, som er med til at reproducere arbejdskraften.
Så vidt jeg kan se det, er det kernen hos Dragsted at vi nødvendigvis må gøre op med de private arbejdsgiveres definitionsret.
På det felt mener jeg, Dragsted lukker op for en noget mere visionær diskussion end læserreaktionerne lader ane. For hans position må vel egentligt lægge op til en afklaring af, hvad der egentligt er et samfundsmæssigt set vigtigt arbejde. Her er vi inde ved benet: hvem skal definere dette og hvad er målet med det menneskelige arbejde? Denne diskussion rækker, så vidt jeg kan se det, noget videre end til nyttejob eller ikke nyttejob og den rækker også videre end til arbejdets miljøskadelige effekter. Visionen kan være at magten over det menneskelige arbejde IKKE ligger hos private eller offentlige arbejdsgivere, men gives tilbage til hver enkelt samfundsborger. Derved bliver det også et fælles politisk - og dermed demokratisk - anliggende at få fastlagt indholdet af det samfundsmæssigt nødvendige arbejde.
Derved bliver Dragsteds indlæg også et progressivt svar på tankerne om borgerløn, garanteret basisindkomst eller hvad der ellers er af betegnelser for Alternativets tankegang på feltet. Fokus kommer derved til at være spørgsmålet om, hvorledes hver enkelt borger på konstruktiv vis kan bidrage til den fælles samfundsmæssige udvikling. Den udvikling der grundlæggende bygger på menneskets stofskifte med den omkringværende natur.
mvh. poul.

Brian W. Andersen, Claus Bødtcher-Hansen, Eva Schwanenflügel og Christian Mondrup anbefalede denne kommentar

Dette forslag kræver en uddybning. Hvad sker der, hvis man af uransagelige årsager siger nej til jobbet? Mister man så understøttelsen? Og hvis man gør, er vi så ikke ude i det sædvanlige "tilbud" ", som jobcenteret normalt kalder pålæg om aktivering og kursus? Altså; du får f.eks et tilbud om at samle japansk pileurt de næste tre måneder på amager fælled. Hvis du siger nej til tilbuddet, mister du din indtægtskilde, og kan dermed ikke dække dine mest basale behov som mad og søvn. Men du kan selvfølgelig vælge sult og hjemløshed, derfor er dette ikke tvang, men et tilbud…

De fleste som har været omkring jobcenteret har oplevet disse ydmygende, nedværdigende og psykisk skadelige "tilbud". Mange udvikler psykiske lidelser af dem, de fleste fastholdes i deres ledighed fordi at bruger energien på at håndtere den stress, frygt og angst, de fleste mennesker oplever i forbindelse med afmagt, især når man føler total afmagt overfor et så inkompetent og menneskeligt afstumpet system, som den danske beskæftigelsesindsats.

De fleste ledige vil selvfølgelig sige ja til "et tilbudt job til mindsteløn", for alternativet ville være ingen forsørgelse. Så uanset hvilke fine ord vi bruger om denne jobgaranti, så er det ikke andet end tvangsaktivering.

Er jobgarantien et valg imellem et tilbudt job og hjemløshed, eller er det et tilbud, man kan benytte sig af uden at miste sit forsørgelsesgrundlag, hvis man afviser det?

Claus Bødtcher-Hansen, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Forfatter og debattør Lisbeth Riisager Henriksen skriver i Altinget:

"Sidste år kom Psykiatrifonden og Sind med en undersøgelse, der havde bemærkelsesværdigt alvorlige konklusioner om, hvordan syge mennesker tilknyttet et jobcenter belastes på livskvalitet og psykisk helbred.

Undersøgelsen viste, at et flertal af de adspurgte 1400 syge respondenter fra Magisterforeningen, FOA og 3F havde erfaret, at mødet med jobcentret havde belastet dem meget. 

Mange havde således fået forværret helbred og livskvalitet, og mange erfarede mødet som fratagelse af værdighed, frihed og selvkontrol. En del havde endda tanker om, at livet ikke var værd at leve; altså selvmordstanker. 

Undersøgelsens resultater, der er udgivet som rapport, understreger blandt andet, at en del af jobcentrenes belastninger af de sygemeldte grundede i, at de ikke mødte respekt for deres lægeerklæringer og helbred, og at de generelt er blevet pressede ud over evne.

Derudover peger rapporten på den meget negative betydning af meget lange afklaringsforløb og den ventetid,  uforudsigelighed og uvished, som de medfører.

Således er en af undersøgelsens markante konklusioner, at længden af den tid, som de sygemeldte tilbringer i systemet, er stærkt associeret med forekomst af belastet livskvalitet.

Efter 6-11 måneder i systemet øges sandsynligheden for en sådan belastning med 45 procent, og efter et til to år er denne sandsynlighed 3,4 gange højere end hos dem, der har været tilknyttet et jobcenter i under seks måneder.

Sandsynligheden for en belastet livskvalitet er efter tre år blevet 5,4 gange højere end hos personer tilknyttet jobcentret i under seks måneder.

En anden af de vigtige hovedkonklusioner er, at længden af tid i systemet også er stærkt associeret med risikoen for selvmordstanker. Efter et til to år i jobcentersystemet stiger den risiko med 2,2 gange, og efter tre til fem år stiger den risiko med 2,2 gange, og efter tre til fem år stiger den med 4,3 gange. Mandlige deltagere i undersøgelsen havde større risiko for at få disse tanker end de kvindelige deltagere.

Derfor er en af Psykiatrifondens vigtigste anbefalinger i rapporten da også, at jobcentrene højst må bruge et år på afklaringen af sygemeldtes situation."

https://www.altinget.dk/arbejdsmarked/artikel/forfatter-regeringen-boer-...

Her er linket til Psykiatrifondens og Sinds rapport:

https://www.epaper.dk/psykiatrifonden/unders%c3%b8gelse-af-livskvalitet-...

Hvis det overhovedet skal lykkes at forbedre situationen for de, der fastholdes i strukturel arbejdsløshed, skal vi først have gjort op med præmissen om, at syge mennesker skal være en del af arbejdsudbuddet.

Ivan Breinholt Leth, Lise Lotte Rahbek, Peter Wulff, Ebbe Overbye, Claus Bødtcher-Hansen, David Adam og Poul Erik Pedersen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

PS. Man kunne også stille spørgsmål om, hvorvidt det indgår i en økonomisk beregning, at det er billigere med et vist 'frafald' blandt de sygeste ledige, end at de bliver ordentligt behandlede i sundhedsvæsenet og/eller får førtidspension.

I alle tilfælde er den nuværende såkaldte beskæftigelsesindsats utrolig dyr.
Den koster mindst 15 milliarder årligt.
Men det svarer sig måske, at nogle ryger helt ud pga tidlig død?

Ivan Breinholt Leth og Claus Bødtcher-Hansen anbefalede denne kommentar

Måske ville det faktisk gavne mange menneskers jobsøgning at komme i denne slags mindstelønsjob. Det er nemmere at søge arbejde når man ikke er stresset over den konstante trussel, som jobcenteret udgør i den lediges hverdag, både som en konkret trussel men også som en ukonkret indre trussel i form af de ubehagelige følelser, man oplever som "klient" i et system, hvis sociale indsats består af at presse, stress og skræmme de ledige til at tage et arbejde (aka at motiverer den ledige til at yde en ekstra indsats).

Problemet er at de fleste ledige har andre udfordringer, som forværres af afmagt, stress, pres og udskamning. Og jobcenteret er ikke opmærksom på hvordan disse problemer ofte er den største forhindring for den ledige til at komme i beskæftigelse.

Så ja, for ledige, hvis eneste udfordring er ledigheden, ville jobgarantien sikkert være konstruktiv og på mange måder gøre det nemmere for den ledige at finde "rigtigt arbejde". For de fleste ledige, tror jeg, ville jobgarantien bare være endnu et problem ( form af afmagt, stress, ydmygelse, som man skal håndtere før man kan løse ens ledighedsproblem.

Mennesker koncentrerer sig om at løse de mest presserende problemer. Ens første prioritet er ikke arbejde, når man ikke har råd til mad og medicin, et sted at sove, eller går rundt med stressende og uudholdelige følelser.

For mange mennesker ville en jobgaranti ikke være en bedre løsning end ledighed, men endnu et problem man skal håndtere før man kan komme ud af ledigheden.

Men disse mennesker er måske i virkeligheden så slet ikke jobparate, men aktivitetsparate, og derfor ikke en del af målgruppen for en jobgaranti?

Måske. Men sådan fungerer systemet ikke. Systemet presser ikke kun ledige til at finde arbejde, de presser syge til at lade sig registrerer som ledige.

En forudsætning for en jobgaranti er et velfungerende sikkerhedsnet for ledige, der har andre problemer end ledighed.

Det burde være første prioritet.

Når det eksisterer, kunne jobgarantien være en glimrende erstatning for jobcenteret.

Anders Graae, Peter Wulff, Claus Bødtcher-Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Med ressourceforløbsydelsen er retten til at være syg nærmest blevet afskaffet. Det mener professor Kirsten Ketscher.

"De ressourceforløb, som svage og udsatte borgere udsættes for, er på kollisionskurs med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 om forbud mod nedværdigende og ydmygende behandling.

F.eks. ”sengepraktik” , hvor borgeren af helbredsmæssige grunde skal ligge i seng det meste af arbejdsdagen for at forsyne kommunen med et alibi, der kan bære tildeling af et minimalt fleksjob.

Udviklingen af velfærdssystemet er gået fra velfærd til jobfærd. Det er ikke længere vigtigt, at borgeren bliver rask, men at den pågældende kan presses ind i et (fleks)job, uanset at det er en ren fiktion, at der er tale om reel arbejdsevne. Og uanset, hvor meget antallet af førtidspensionister falder, får vi intet at vide om borgernes velfærd og velbefindende. Tak for kaffe."

Professor: Borgerne har mistet retten til at være syge"
https://www.altinget.dk/social/artikel/professor-borgerne-har-mistet-ret...

Ivan Breinholt Leth, Lise Lotte Rahbek, Peter Wulff, Dorte Sørensen, Ebbe Overbye og Poul Erik Pedersen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Hvad med igen at adskille social og beskæftigelsespolitikken. Genopret socialkontoret og giv de ledige deres fagforeningshjælp og den statslige arbejdsformidling tilbag samt genopret dagpengesystemet så ikke størsteparten af de ledige kun får en understøttelse på 40 pct. og ikke som ved oprettelsen af dagpengesystemet en understøttelse på 80 pct.

Poul Erik Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Idéen om en job garanti stammer fra Modern Monetary Theory - en økonomisk teori, som Enhedslisten helst undgår at tage stilling til. Pelle Dragsted nævner derfor ikke årsagen til den økonomiske politik, som har som mål at øge arbejdsudbuddet og at opretholde en vis reservearmé af arbejdsløse. Det kan måske skyldes, at Enhedslisten indirekte medvirker til at støtte denne økonomiske politik.

Professor Katarina Juselius har i bogen ”Økonomien og virkeligheden” beregnet den reelle inflation i den danske økonomi: “Fra 1983 til 2018 steg boligpriserne i løbende priser med 375 %, mens de almindelige forbrugerpriser kun voksede med 112 %, det vil sige, at boligpriserne steg tre gange så meget som almindelige priser.” (Side 51) At der er lav inflation i Danmark er derfor en myte. Årsagen til den "skjulte" inflation, som Juselius har beregnet er nemlig spekulation, og denne spekulation kommer i stand i kraft af de penge, som finanskapitalen skaber ved at taste tal ind på deres debitorers konti. Med en privat gæld på 257 procent af vores disponible indkomst (verdens relativ højeste private gæld ifølge OECD), er det danske samfund et kreditorsamfund. Det som kreditorer frygter allermest er inflation, fordi inflation udhuler deres tilgodehavender. Hvis inflationen er højere end forrentningen af gælden (inklusive diverse gebyrer), falder kreditorernes tilgodehavender reelt. Derfor er det finanskapitalens mål, at opretholde deres monopol på pengeskabelsen og på inflationen - hvilket i praksis er det samme, fordi mængden af penge i økonomien afgør inflationens niveau. Fuld beskæftigelse (herunder en jobgaranti) og høje statslige udgifter - f.eks. til overførselsindkomster - medvirker til at begrænse finanskapitalens mulighed for at skabe inflation, for så vidt som at finanskapitalen ønsker at undgå en reduktion i værdien af deres tilgodehavender.

Eftersom Enhedslisten ikke ønsker at begrænse bankernes pengeskabelse og overlade denne til staten, er Enhedslisten de facto medvirkende til at støtte finanskapitalens monopol på skabelsen af inflation og opretholde nødvendigheden af en reservearmé af arbejdsløse, lave lønstigninger og lave overførselsindkomster. Hvis man begrænsede den private pengeskabelse (altså den inflation som finanskapitalen skaber) kunne man vælge at skabe (grønne) arbejdspladser og lade lønninger stige i stedet for aktiekurser og ejendomspriser, men det ønsker Pelle Dragsted ikke.

Kate Raworth har i bogen Doughnut Economics påstået, at den måde pengene er designet på har ”vidtrækkende fordelingsmæssige konsekvenser”. Magten over både pengeskabelsen og -fordelingen er en klassekamp. En tabt klassekamp hvis man som Enhedeslisten ikke ønsker at begrænse den private pengeskabelse.

Eva Schwanenflügel og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Krister Meyersahm

Pelle Dragsted henviser til Klima- og omstillingsrådets forslag om jobgaranti:

"Kort fortalt indebærer en jobgaranti, at alle, der rammes af arbejdsløshed, umiddelbart skal have tilbudt et job. Lønnen betales af staten, og de, som ansættes, kan løse opgaver i den offentlige sektor eller i sociale og frivillige organisationer".

Det er jo strålende og helt i tråd med Grundloven af 1849, der i § 75 bestemmer; at enhver borger skal tilbydes mulighed for at arbejde for dermed at kunne forsørge sig selv. Endvidere garanteres i samme paragraf, at de der ikke kan ernære sig selv selv er berettigede til hjælp fra staten dog - mod at underkaste sig de pligter som loven påbyder.

Grundlovens givere er værd at lytte til.