Arbejdsløsheden må for guds skyld ikke blive for lav. Udsagnet lyder umiddelbart helt skørt, men det er faktisk udgangspunktet for planlægningen af den økonomiske politik i Danmark og andre kapitalistisk dominerede økonomier.
Baggrunden for denne mærkværdige opfattelse skal findes i den frygt for inflation, der voksede frem efter 70’ernes krise, og som blev helt central for den neoklassiske økonomiske skole og den politiske pendant, nyliberalismen.
I årtierne efter Anden Verdenskrig var man ellers i store dele af Europa tæt på at gøre op med den kapitalistiske økonomis evindelige følgesvend – arbejdsløsheden – via en økonomisk politik, der eksplicit sigtede mod fuld beskæftigelse.
Men den lave arbejdsløshed gjorde arbejderklassen mere selvsikker i lønforhandlingerne og tvang arbejdsgiverne til at konkurrere hårdere om arbejdskraften. Denne udvikling fik af de nyliberalistiske økonomer skylden for, at man fra midten af 70’erne oplevede en galopperende inflation. Og det førte til et markant kursskifte i den økonomiske politik. Frem for at arbejde for fuld beskæftigelse sigtede man nu efter det, man kaldte en naturlig arbejdsløshed. Eller på engelsk NAIRU (non-accelerating inflation rate of unemployment).
Det har siden været omstridt, hvor det ’naturlige’ niveau for arbejdsløsheden lå, men blandt mainstreamøkonomerne har der været enighed om, at et vist niveau af arbejdsløshed var nødvendigt for at holde inflationen i ave. Truslen om ledighed er ganske enkelt nødvendig for at disciplinere arbejderklassen til at dæmpe krav om bedre løn og arbejdsvilkår.
En indbygget fejl
Selv om de sjældent taler om det, deler de gamle partier i Folketinget denne holdning. Det er blandt andet derfor, at de er så optagede af reformer, der øger udbuddet af arbejdskraft. Den slags reformer bidrager nemlig til at vedligeholde en reservearmé af arbejdsløse på et naturligt niveau.
Den bevidste vedligeholdelse af arbejdsløshed gør det desto mere kynisk, at særligt højrefløjens partier ofte udskammer og kritiserer de mennesker, som er ramt af arbejdsløshed, og som jo egentlig er ledige i den kapitalistiske økonomis tjeneste. Det er som at pisse på nogen og bagefter sige, at de lugter.
Men det er ikke engang det mest opsigtsvækkende ved idéen om en naturlig arbejdsløshed. Det, som virkelig burde få os op af stolene, er det enorme ressourcespild, det indebærer, når vi med åbne øjne lader arbejdsføre mennesker, der kan og vil arbejde, gå ledige. Ikke bare under de tilbagevendende kriser, som er en anden af den kapitalistiske økonomis tro følgesvende, men også under højkonjunkturer. Tænk på, hvilken værdi de p.t. mere end 130.000 arbejdsløse danskere kunne skabe for samfundet, hvis de fik tilbudt et arbejde.
Behovet for en konstant arbejdsløshed er sammen med de tilbagevendende kriser en af den kapitalistiske økonomis mest groteske indbyggede fejl. De titusinder, der konstant holdes i arbejdsløshed, udgør et enormt økonomisk spild, for slet ikke at tale om de store sociale konsekvenser for dem, som går ledige.
En grøn jobgaranti
Derfor er det også opløftende, at en ny generation af økonomer nu foreslår en bemærkelsesværdig løsning på paradokset – nemlig en offentlig jobgaranti. Den amerikanske økonom Pavlina Tcherneva udgav sidste år den meget omtalte bog The Case for a Job Guarantee, som siden har været genstand for megen debat.
Kort fortalt indebærer en jobgaranti, at alle, der rammes af arbejdsløshed, umiddelbart skal have tilbudt et job. Lønnen betales af staten, og de, som ansættes, kan løse opgaver i den offentlige sektor eller i sociale og frivillige organisationer og dermed »hæve omsorgsniveauet for vores natur, ældre, børn, udsatte, lokalsamfund og vedligehold af bygninger og anlæg«, som forslagsstillerne skriver.
Lønnen bør være på niveau med den overenskomstmæssige mindsteløn, så det stadig er muligt for private og offentlige arbejdsgivere at rekruttere til bedre lønnede ordinære job, når der er brug for arbejdskraften. Det er også afgørende, at jobgarantien ikke fører til fortrængning af ordinære job. Det kan sikres ved at give fagforeningerne vetoret i forhold til, hvilke opgaver der kan løses.
Klima- og omstillingsrådet anslår, at en jobgaranti vil kunne øge vores bnp med mellem 30 og 43 milliarder kroner afhængig af modellen. Men gevinsterne vil være større, hvis man indregner de afledte positive effekter af at udrydde arbejdsløsheden og dens mange sociale følger.
Mainstreamøkonomer vil formentlig afvise forslaget, fordi de frygter, at fuld beskæftigelse vil føre til ny inflation. Det er muligt, at det er tilfældet. Men hvis permanent arbejdsløshed virkelig er en nødvendig forudsætning for at vedligeholde en kapitalistisk økonomi, så er det måske sidstnævnte, vi bør tage op til overvejelse igen.
information.dk/deltag
Pelles position
Pelle Dragsted er tidligere politisk rådgiver og folketingsmedlem for Enhedslisten og i dag selvstændig skribent og medlem af kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Kommune. På denne plads vil Dragsted hver anden uge dele et nyt perspektiv på verden set fra venstre.
Seneste artikler
Pelle Dragsted: Tak for denne gang, Information. Bliv ved med at udfordre økonomisk mainstream og kapitalisme
6. oktober 2022Information spiller en afgørende rolle i det danske medielandskab, når det gælder den kritiske udfordring af de dominerende økonomiske sandheder og af kapitalismens ideologiske hegemoni. Det har været en ære at være medLaissez faire-liberalismen svigter erhvervsliv og samfundsøkonomi
22. september 2022Alex Vanopslagh er ideologisk konsistent i sin modstand mod statshjælp til de pressede erhvervsdrivende. Det må man give ham. Men det gør ikke ideologien mindre problematiskPensionskasserne skal ikke lege Blackstone og undergrave deres medlemmers tilværelse
8. september 2022Pensionsopsparingerne er lønmodtagernes demokratisk forvaltede kapital, men alt for ofte agerer pensionskasser bare som andre kapitalinteresser. Det er særligt alvorligt på boligområdet
Dette forslag burde i tilgift medføre, at de lede love om ressourceforløb, forkortelse af sygedagpenge, og arbejdsprøvninger af syge mennesker helt blev afskaffet.
Det, der engang blev sagt som en joke, er nu blodig alvor:
"Hvis det er så sundt at arbejde, så giv det til de syge".
Men helbredelsen fra det saliggørende 'arbejde', (der jo slet ikke ER arbejde, men en skraldespand for knækkede liv) er udeblevet på ubestemt tid.
For nogle for evigt, da de simpelthen er døde under ressourceforløb, eller meget kort tid efter de fik førtidspension.
Det er en skamløs skandale, ingen taler om.
Og tak til Pelle Pelle Dragsted for et som altid vidensudvidende, samt hovedet på sømmet bidrag til læserskaren :-)
Ups, sorry, kun én Pelle ;-)
Men ligner PD's forslag ikke lidt MF's nyttejob.
Hvorfor ikke gå en anden vej gør arbejdstiden kortere så folk får mere tid til familie, osv......
Lav en arbejdsdeling til glæde for hele samfundet. Det vil vel også nedsætte forbruget og det vil gavne klimaet.
PS: flere undersøgelser har også vist at folk er mere effektive , når de har en kortere arbejdstid. Ligeledes vil folk heller ikke blive så stressede og sundhedsudgifterne vil falde. Bare for at nævne et par fordele.
Jeg er i tvivl om, om PD ironiserer... eller om han virkelig opfordrer til et A- og et B-hold på arbejdsmarkedet på permanent basis. Det har vi jo allerede med nyttejobs og praktikker og hvad det nu hedder. Arbejdskraft til lavpris.
Det er nemlig politisk bestemt, at kontanthjælpsmodtageres arbejdskraft ikke er en løn værd.
Jeg vil nok ikke anbefale, at man sætte hvemsomhelst til at yde omsorg børn og ældre og andre sårbare personer. Det kan gå HELT galt, og jeg synes egentlig også at børn, ældre og sårbare er mere værd end at blive beskæftigelsesprojekter for mindstelønsarbejder.
Og som nævnt ovenfor - hvad skal vi have alle de mennesker ud i myldretidstrafikken for??
Jeg håber PD ironiserer over kapitalismens tåbeligheder - men jeg er ikke sikker.
Jeg er langt hen ad vejen med Pelle Dragsted (Min yndlings Ø-mand).
Men folk skal ikke ud i pseudo-jobs hvor en bunke sten flyttes fra A til B for derefter at blive flyttet tilbage igen. Ikke alle kan udføre jobs i f.eks. børnehaver og plejecentre.
Det er langt vigtigere at fokusere på at det at være arbejdsledig er helt OK , at folk rent faktisk gerne vil arbejde, at folk ikke er ,som de borgerlige mener, nogle der hellere vil ligge på sofaen og se TV hele dagen.
Skal folk ud og arbejde, så må og skal lønnen være som overenskomsten tilsiger og hvis ikke, så må og skal arbejdstiden nedsættes således at man kun arbejder de timer man får overenskomstmæssig løn for.
Når det så er sagt, så skal de ganske ganske få der reelt ikke gider/vil arbejde selvfølgelig spottes . Samfundet skal ikke betale for folk der ikke vil bidrage til fælleskassen.
Det er vigtigt at stå op imod de borgerliges opfattelse af at ovennævnte gruppe omfatter mange mennesker.
Jeg læser Pelle Dragsteds kommentar lidt anderledes, end (tror jeg) de forrige ærede talere. Så vidt jeg kan se er den grundlæggende præmis, hos Dragsted, at det i realiteten er de private arbejdsgivere der har definitionsretten på spørgsmålet om "hvad er et rigtigt lønarbejde". Det illustrerer han ved at påpege, at det er kapitalismen der både skaber beskæftigelse og arbejdsløshed. I tilknytning hertil kan man så tilføje, at dette jo faktisk også indebefatter den offentlige sektor - idet den traditionelt varetager funktioner, som er med til at reproducere arbejdskraften.
Så vidt jeg kan se det, er det kernen hos Dragsted at vi nødvendigvis må gøre op med de private arbejdsgiveres definitionsret.
På det felt mener jeg, Dragsted lukker op for en noget mere visionær diskussion end læserreaktionerne lader ane. For hans position må vel egentligt lægge op til en afklaring af, hvad der egentligt er et samfundsmæssigt set vigtigt arbejde. Her er vi inde ved benet: hvem skal definere dette og hvad er målet med det menneskelige arbejde? Denne diskussion rækker, så vidt jeg kan se det, noget videre end til nyttejob eller ikke nyttejob og den rækker også videre end til arbejdets miljøskadelige effekter. Visionen kan være at magten over det menneskelige arbejde IKKE ligger hos private eller offentlige arbejdsgivere, men gives tilbage til hver enkelt samfundsborger. Derved bliver det også et fælles politisk - og dermed demokratisk - anliggende at få fastlagt indholdet af det samfundsmæssigt nødvendige arbejde.
Derved bliver Dragsteds indlæg også et progressivt svar på tankerne om borgerløn, garanteret basisindkomst eller hvad der ellers er af betegnelser for Alternativets tankegang på feltet. Fokus kommer derved til at være spørgsmålet om, hvorledes hver enkelt borger på konstruktiv vis kan bidrage til den fælles samfundsmæssige udvikling. Den udvikling der grundlæggende bygger på menneskets stofskifte med den omkringværende natur.
mvh. poul.
Dette forslag kræver en uddybning. Hvad sker der, hvis man af uransagelige årsager siger nej til jobbet? Mister man så understøttelsen? Og hvis man gør, er vi så ikke ude i det sædvanlige "tilbud" ", som jobcenteret normalt kalder pålæg om aktivering og kursus? Altså; du får f.eks et tilbud om at samle japansk pileurt de næste tre måneder på amager fælled. Hvis du siger nej til tilbuddet, mister du din indtægtskilde, og kan dermed ikke dække dine mest basale behov som mad og søvn. Men du kan selvfølgelig vælge sult og hjemløshed, derfor er dette ikke tvang, men et tilbud…
De fleste som har været omkring jobcenteret har oplevet disse ydmygende, nedværdigende og psykisk skadelige "tilbud". Mange udvikler psykiske lidelser af dem, de fleste fastholdes i deres ledighed fordi at bruger energien på at håndtere den stress, frygt og angst, de fleste mennesker oplever i forbindelse med afmagt, især når man føler total afmagt overfor et så inkompetent og menneskeligt afstumpet system, som den danske beskæftigelsesindsats.
De fleste ledige vil selvfølgelig sige ja til "et tilbudt job til mindsteløn", for alternativet ville være ingen forsørgelse. Så uanset hvilke fine ord vi bruger om denne jobgaranti, så er det ikke andet end tvangsaktivering.
Er jobgarantien et valg imellem et tilbudt job og hjemløshed, eller er det et tilbud, man kan benytte sig af uden at miste sit forsørgelsesgrundlag, hvis man afviser det?
Forfatter og debattør Lisbeth Riisager Henriksen skriver i Altinget:
"Sidste år kom Psykiatrifonden og Sind med en undersøgelse, der havde bemærkelsesværdigt alvorlige konklusioner om, hvordan syge mennesker tilknyttet et jobcenter belastes på livskvalitet og psykisk helbred.
Undersøgelsen viste, at et flertal af de adspurgte 1400 syge respondenter fra Magisterforeningen, FOA og 3F havde erfaret, at mødet med jobcentret havde belastet dem meget.
Mange havde således fået forværret helbred og livskvalitet, og mange erfarede mødet som fratagelse af værdighed, frihed og selvkontrol. En del havde endda tanker om, at livet ikke var værd at leve; altså selvmordstanker.
Undersøgelsens resultater, der er udgivet som rapport, understreger blandt andet, at en del af jobcentrenes belastninger af de sygemeldte grundede i, at de ikke mødte respekt for deres lægeerklæringer og helbred, og at de generelt er blevet pressede ud over evne.
Derudover peger rapporten på den meget negative betydning af meget lange afklaringsforløb og den ventetid, uforudsigelighed og uvished, som de medfører.
Således er en af undersøgelsens markante konklusioner, at længden af den tid, som de sygemeldte tilbringer i systemet, er stærkt associeret med forekomst af belastet livskvalitet.
Efter 6-11 måneder i systemet øges sandsynligheden for en sådan belastning med 45 procent, og efter et til to år er denne sandsynlighed 3,4 gange højere end hos dem, der har været tilknyttet et jobcenter i under seks måneder.
Sandsynligheden for en belastet livskvalitet er efter tre år blevet 5,4 gange højere end hos personer tilknyttet jobcentret i under seks måneder.
En anden af de vigtige hovedkonklusioner er, at længden af tid i systemet også er stærkt associeret med risikoen for selvmordstanker. Efter et til to år i jobcentersystemet stiger den risiko med 2,2 gange, og efter tre til fem år stiger den risiko med 2,2 gange, og efter tre til fem år stiger den med 4,3 gange. Mandlige deltagere i undersøgelsen havde større risiko for at få disse tanker end de kvindelige deltagere.
Derfor er en af Psykiatrifondens vigtigste anbefalinger i rapporten da også, at jobcentrene højst må bruge et år på afklaringen af sygemeldtes situation."
https://www.altinget.dk/arbejdsmarked/artikel/forfatter-regeringen-boer-...
Her er linket til Psykiatrifondens og Sinds rapport:
https://www.epaper.dk/psykiatrifonden/unders%c3%b8gelse-af-livskvalitet-...
Hvis det overhovedet skal lykkes at forbedre situationen for de, der fastholdes i strukturel arbejdsløshed, skal vi først have gjort op med præmissen om, at syge mennesker skal være en del af arbejdsudbuddet.
PS. Man kunne også stille spørgsmål om, hvorvidt det indgår i en økonomisk beregning, at det er billigere med et vist 'frafald' blandt de sygeste ledige, end at de bliver ordentligt behandlede i sundhedsvæsenet og/eller får førtidspension.
I alle tilfælde er den nuværende såkaldte beskæftigelsesindsats utrolig dyr.
Den koster mindst 15 milliarder årligt.
Men det svarer sig måske, at nogle ryger helt ud pga tidlig død?
Måske ville det faktisk gavne mange menneskers jobsøgning at komme i denne slags mindstelønsjob. Det er nemmere at søge arbejde når man ikke er stresset over den konstante trussel, som jobcenteret udgør i den lediges hverdag, både som en konkret trussel men også som en ukonkret indre trussel i form af de ubehagelige følelser, man oplever som "klient" i et system, hvis sociale indsats består af at presse, stress og skræmme de ledige til at tage et arbejde (aka at motiverer den ledige til at yde en ekstra indsats).
Problemet er at de fleste ledige har andre udfordringer, som forværres af afmagt, stress, pres og udskamning. Og jobcenteret er ikke opmærksom på hvordan disse problemer ofte er den største forhindring for den ledige til at komme i beskæftigelse.
Så ja, for ledige, hvis eneste udfordring er ledigheden, ville jobgarantien sikkert være konstruktiv og på mange måder gøre det nemmere for den ledige at finde "rigtigt arbejde". For de fleste ledige, tror jeg, ville jobgarantien bare være endnu et problem ( form af afmagt, stress, ydmygelse, som man skal håndtere før man kan løse ens ledighedsproblem.
Mennesker koncentrerer sig om at løse de mest presserende problemer. Ens første prioritet er ikke arbejde, når man ikke har råd til mad og medicin, et sted at sove, eller går rundt med stressende og uudholdelige følelser.
For mange mennesker ville en jobgaranti ikke være en bedre løsning end ledighed, men endnu et problem man skal håndtere før man kan komme ud af ledigheden.
Men disse mennesker er måske i virkeligheden så slet ikke jobparate, men aktivitetsparate, og derfor ikke en del af målgruppen for en jobgaranti?
Måske. Men sådan fungerer systemet ikke. Systemet presser ikke kun ledige til at finde arbejde, de presser syge til at lade sig registrerer som ledige.
En forudsætning for en jobgaranti er et velfungerende sikkerhedsnet for ledige, der har andre problemer end ledighed.
Det burde være første prioritet.
Når det eksisterer, kunne jobgarantien være en glimrende erstatning for jobcenteret.
Med ressourceforløbsydelsen er retten til at være syg nærmest blevet afskaffet. Det mener professor Kirsten Ketscher.
"De ressourceforløb, som svage og udsatte borgere udsættes for, er på kollisionskurs med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 om forbud mod nedværdigende og ydmygende behandling.
F.eks. ”sengepraktik” , hvor borgeren af helbredsmæssige grunde skal ligge i seng det meste af arbejdsdagen for at forsyne kommunen med et alibi, der kan bære tildeling af et minimalt fleksjob.
Udviklingen af velfærdssystemet er gået fra velfærd til jobfærd. Det er ikke længere vigtigt, at borgeren bliver rask, men at den pågældende kan presses ind i et (fleks)job, uanset at det er en ren fiktion, at der er tale om reel arbejdsevne. Og uanset, hvor meget antallet af førtidspensionister falder, får vi intet at vide om borgernes velfærd og velbefindende. Tak for kaffe."
Professor: Borgerne har mistet retten til at være syge"
https://www.altinget.dk/social/artikel/professor-borgerne-har-mistet-ret...
Hvad med igen at adskille social og beskæftigelsespolitikken. Genopret socialkontoret og giv de ledige deres fagforeningshjælp og den statslige arbejdsformidling tilbag samt genopret dagpengesystemet så ikke størsteparten af de ledige kun får en understøttelse på 40 pct. og ikke som ved oprettelsen af dagpengesystemet en understøttelse på 80 pct.
Idéen om en job garanti stammer fra Modern Monetary Theory - en økonomisk teori, som Enhedslisten helst undgår at tage stilling til. Pelle Dragsted nævner derfor ikke årsagen til den økonomiske politik, som har som mål at øge arbejdsudbuddet og at opretholde en vis reservearmé af arbejdsløse. Det kan måske skyldes, at Enhedslisten indirekte medvirker til at støtte denne økonomiske politik.
Professor Katarina Juselius har i bogen ”Økonomien og virkeligheden” beregnet den reelle inflation i den danske økonomi: “Fra 1983 til 2018 steg boligpriserne i løbende priser med 375 %, mens de almindelige forbrugerpriser kun voksede med 112 %, det vil sige, at boligpriserne steg tre gange så meget som almindelige priser.” (Side 51) At der er lav inflation i Danmark er derfor en myte. Årsagen til den "skjulte" inflation, som Juselius har beregnet er nemlig spekulation, og denne spekulation kommer i stand i kraft af de penge, som finanskapitalen skaber ved at taste tal ind på deres debitorers konti. Med en privat gæld på 257 procent af vores disponible indkomst (verdens relativ højeste private gæld ifølge OECD), er det danske samfund et kreditorsamfund. Det som kreditorer frygter allermest er inflation, fordi inflation udhuler deres tilgodehavender. Hvis inflationen er højere end forrentningen af gælden (inklusive diverse gebyrer), falder kreditorernes tilgodehavender reelt. Derfor er det finanskapitalens mål, at opretholde deres monopol på pengeskabelsen og på inflationen - hvilket i praksis er det samme, fordi mængden af penge i økonomien afgør inflationens niveau. Fuld beskæftigelse (herunder en jobgaranti) og høje statslige udgifter - f.eks. til overførselsindkomster - medvirker til at begrænse finanskapitalens mulighed for at skabe inflation, for så vidt som at finanskapitalen ønsker at undgå en reduktion i værdien af deres tilgodehavender.
Eftersom Enhedslisten ikke ønsker at begrænse bankernes pengeskabelse og overlade denne til staten, er Enhedslisten de facto medvirkende til at støtte finanskapitalens monopol på skabelsen af inflation og opretholde nødvendigheden af en reservearmé af arbejdsløse, lave lønstigninger og lave overførselsindkomster. Hvis man begrænsede den private pengeskabelse (altså den inflation som finanskapitalen skaber) kunne man vælge at skabe (grønne) arbejdspladser og lade lønninger stige i stedet for aktiekurser og ejendomspriser, men det ønsker Pelle Dragsted ikke.
Kate Raworth har i bogen Doughnut Economics påstået, at den måde pengene er designet på har ”vidtrækkende fordelingsmæssige konsekvenser”. Magten over både pengeskabelsen og -fordelingen er en klassekamp. En tabt klassekamp hvis man som Enhedeslisten ikke ønsker at begrænse den private pengeskabelse.
Pelle Dragsted henviser til Klima- og omstillingsrådets forslag om jobgaranti:
"Kort fortalt indebærer en jobgaranti, at alle, der rammes af arbejdsløshed, umiddelbart skal have tilbudt et job. Lønnen betales af staten, og de, som ansættes, kan løse opgaver i den offentlige sektor eller i sociale og frivillige organisationer".
Det er jo strålende og helt i tråd med Grundloven af 1849, der i § 75 bestemmer; at enhver borger skal tilbydes mulighed for at arbejde for dermed at kunne forsørge sig selv. Endvidere garanteres i samme paragraf, at de der ikke kan ernære sig selv selv er berettigede til hjælp fra staten dog - mod at underkaste sig de pligter som loven påbyder.
Grundlovens givere er værd at lytte til.