Kronik

Som selvmordstruet sendte psykiatrien mig hjem med fire sovepiller

Den psykiatri, jeg engang var så imponeret over, har forvandlet sig til et mareridt. Efter omlægningen af den møder jeg læger, der antyder, at jeg opfinder mine symptomer. De udskriver mig uden at vide, om jeg forsøger at begå selvmord igen, skriver Sussi Malene Jacobsen i dette debatindlæg
Sussi Malene Jacobsen har været indlagt på lang række psykiatriske afdelinger, men kun følt sig tilstrækkeligt hjulpet på én af dem. Den vil hun gerne tilbage til, men det får hun ikke lov til, skriver hun i kronikken.

Sussi Malene Jacobsen har været indlagt på lang række psykiatriske afdelinger, men kun følt sig tilstrækkeligt hjulpet på én af dem. Den vil hun gerne tilbage til, men det får hun ikke lov til, skriver hun i kronikken.

Sigrid Nygaard

Debat
5. marts 2021

Første gang, jeg forsøgte at begå selvmord, var i april 2013. Jeg havde taget en overdosis piller og blev hentet af ambulancen nær et indkøbscenter i Ballerup. Bevidstløs blev jeg kørt til Herlev Hospital. Min mand fik at vide, at hvis ambulancen var kommet blot to minutter senere, havde det været lige meget med udrykningen.

Siden da har jeg flere gange både halv- og helhjertet forsøgt at begå selvmord igen.

Jeg har stået på Valby Station og været tæt på at springe. Jeg har skåret mine underarme op med barberblade. Jeg har lavet løkker af alt, hvad der kunne laves løkker af, for at hænge mig selv. Jeg har taget et utal af forskellige slags piller, jeg er blevet hentet af politiet i håndjern, jeg har ligget i bælte fem gange.

Jeg blev diagnosticeret med paranoid skizofreni i 2001. Men det var først efter mit første selvmordsforsøg i 2013, at jeg endelig blev taget alvorligt af psykiatrien.

Jeg blev indlagt på det, der dengang hed Psykiatrisk Center Hvidovre på afsnit 809. Jeg havde svært ved at åbne mig for andre mennesker, så det blev nogle lange måneder, som blev til år. År, hvor jeg i uger ad gangen havde en fast vagt, der holdt øje med mig hvert eneste sekund.

Hjælp mod selvmord

  • Der er en række tilbud til folk med selvmordstanker.
  • Livslinien tilbyder anonym telefonrådgivning på 70 201 201.
  • Man kan også kontakte et af landets kompetencecentre for selvmordsforebyggelse.

De lod mig ikke gå på toilettet eller i bad, uden at nogen holdt øje med mig. Men da de endelig forstod, at jeg ikke kunne finde på at begå selvmord foran de andre patienter, lukkede de mig ud af min sengestue, og jeg slap for vagten.

I månedsvis sov jeg på en sengestue uden gardiner, uden inventar andet end en seng med gummilagen på og en kugledyne uden dynebetræk. Når jeg skulle indlægges et andet sted, gennemgik de alle mine ting. Jeg skulle have tøjet af og sidde på hug, mens de tømte min shampoo for at se, om jeg gemte barberblade.

Personalet gjorde alt for at sikre sig, at jeg ikke begik selvmord. De kunne ligge flere personer oven på mig for at berolige mig, de skubbede mig ind under den kolde bruser, de sad og tegnede med mig, lavede mad med mig – og jeg kunne blive ved. Alt sammen for at aflede mig.

På Psykiatrisk Center Hvidovre gjorde de så mange ufattelige ting, der førte til, at jeg endte med at stole 100 procent på, at de ville mig det godt – og når man som jeg lider af paranoia, er det ellers svært at stole på mennesker.

Jeg syntes faktisk, at jeg var på vej til at få det bedre. Jeg var knap så selvskadende, havde færre selvmordsforsøg, og overordnet set faldt antallet af mine indlæggelser.

Så var der pludselig nogen, der syntes, at psykiatrien skulle laves om. Psykiatrisk Center Hvidovre og Psykiatrisk Center Glostrup skulle slås sammen. Nu skulle man indlægges på et af de to akutafsnit i Glostrup, hvor man skulle være i syv dage, før man kunne komme i betragtning til at komme videre til afsnit 809.

Her begyndte mit mareridt. Alt det gode, der var blevet bygget op, faldt til grunden.

Sigrid Nygaard

Selvmordstanker klinger af

På det nye afsnit i Glostrup mente de ikke, at jeg var særlig syg. De mente, at jeg var opmærksomhedskrævende og manipulerende – at jeg forlangte at komme foran i køen til afsnit 809, hvor jeg havde fået den behandling, der hjalp mig.

Jeg mente bare, at det burde være i deres interesse at give mig den bedst mulige behandling og lade mig komme i kø til 809 frem for at være et sted, hvor de ikke syntes, at jeg var særlig syg.

I Glostrup ville de nemlig bare udskrive mig, dagen efter at jeg var blevet indlagt. Og som selvmordstruet takker man ja til udskrivelsen og går ud og forsøger at begå selvmord igen.

Min mand var i vildrede, han var desperat, da jeg kom hjem efter udskrivelsen. Han kunne ikke sove om natten og turde dårligt gå på toilettet, af frygt for hvad jeg kunne finde på at gøre. Men på afsnittet i Glostrup mente de, at mine selvmordstanker ville klinge af efter et par dage. Man kan ikke blive tvangstilbageholdt, hvis man kun er til fare for sig selv, fik min mand at vide af lægerne – man skal være sindssyg.

Det tog mig flere år at fortælle personalet og lægerne på afsnit 809 om mine psykotiske symptomer, så det krævede megen overvindelse at skulle fortælle vildfremmede læger og sundhedspersonale i Glostrup om mine symptomer. Men de troede ikke på mig – og de havde magten.

Sigrid Nygaard
De brugte magten til at bestemme, at jeg i hvert fald ikke var i selvmordsrisiko. De dømte mig for eksempel på mit udseende. I min journal har de skrevet, at mine »fingre« var »pænt lakeret og ordnet«. De dømte mig på, at jeg kunne tage ud at spise med min mand. De dømte mig på, at jeg hyggede mig med de andre patienter. Lægerne troede, at jeg løj – og så kunne de sende mig hjem med deres på det rene.

Hvis lægerne bare havde spurgt mig ind til disse ting, ville jeg kunne fortælle dem, at jeg kørte i to spor. Et, hvor jeg kunne virke glad og grine, og et andet, hvor jeg var dybt ulykkelig og forpint.

Personale ser ikke patienter

Alt for mange psykiatriske afdelinger i Danmark behandler ikke deres patienter ordentligt. Jeg har kun været indlagt på ét godt afsnit – og jeg har været indlagt på en del forskellige afsnit på forskellige centre.

En stor del af personalet bruger alt for meget tid på at sidde inde på kontoret. De taler alt for sjældent med patienterne og kommer ofte kun ud til os, når der er noget i fjernsynet, de gerne vil se.

Samarbejdet mellem de forskellige psykiatriske tilbud fungerer heller ikke. Personalet på et center virker ikke indstillet på at lære af et andet center.

Sundhedsvæsenet er også for dårligt til at tage sig af selvmordstruede. Som når de sender mig hjem med fire sovepiller som selvmordstruet. Som når de allernådigst indlægger mig efter en lang korrespondance med klinikchefen. Som når de ikke spørger ind til mine symptomer.

Lægerne og personalet ser sjældent os patienter – og de lytter heller ikke til de pårørendes erfaringer, selv om de måske har kendt patienterne hele livet.

Min mand blev engang rådet til at tage med til lægesamtalen, så jeg ikke blev udskrevet. Han kom lidt for sent og var på forhånd ikke så positivt indstillet, så jeg blev lidt beklemt ved situationen. Det fik lægen følgende ud af: »Det skal bemærkes, at pt. (patienten red.) ændrer adfærd, når ægtefælle kommer ind på stuen, hvor hun bliver helt passiv, stille, stirrer tomt ud i luften.«

Igen troede lægen, at jeg løj. Lægerne og personalet mangler forståelse for, at tillid, relation og erfaring kan betyde alt for patienten i dennes behandling.

Psykiatrisk mareridt

Jeg har klaget til alle, der ville høre på mig, men lige meget har det hjulpet. Når man klager over Psykiatrisk Center Glostrup, er det Psykiatrisk Center Glostrup selv, der tager sig af klagen. Og hvis de afviser klagen, som de oftest gør, kan man gå videre og klage til Styrelsen for Patientklager. Men her får man besked om, at man ikke kan klage over sundhedspersonalets opførsel – og at man ikke kan klage til anden myndighed over deres afvisning.

Jeg er mildest talt chokeret. Den psykiatri, jeg var så imponeret over, har forvandlet sig til et mareridt. Og selv om jeg ikke har så meget selvskadende adfærd mere, har jeg det værre, end jeg nogensinde har haft det. Intet kan jeg gøre for en indlæggelse på afsnit 809, der tog sig så godt af mig. Det kommer ikke på tale. Lægerne har fortalt mig, at jeg ikke nogensinde skal regne med at komme på 809 igen.

For mig er der kun evig forpinthed tilbage – eller at lykkes med at gøre en ende på forpintheden.

Information har set de dele af Sussi Malene Jacobsens journal, der henvises til i kronikken. Psykiatrisk Center Glostrup under Region Hovedstadens Psykiatri er blevet forelagt anklagerne, og selv om centeret ikke ønsker at besvare kritikken, har det ikke nogen faktuelle indvendinger mod udlægningen af forløbet.

Sussi Malene Jacobsen er cafémedarbejder og førtidspensionist.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Balling

Kære Sussi

Tak for din kronik. Det lyder som en forfærdelig situation du og din stakkels mand befinder sig i. Der er det et spørgsmål som trænger sig på. Ønsker du at dø, eller vil du hellere blive ved med at leve?

Jeg forstår godt at man ikke altid selv har styr på hvad man gør og ikke gør, men jeg fornemmer at dine selvmordsforsøg og din selvskade er en form for råb om hjælp. Samtidig er den barske virkelighed at hvis du bliver ved med at forsøge at begå selvmord så ender det med at du dør. Det ansvar kan du dybest set ikke lægge over på andre end dig selv.

Jeg håber du finder en løsning, også selvom det er svært.

Eva Schwanenflügel, Anders Sørensen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Der er mangt og meget at sige om de danske klagesystemer, men det de har til fælles er, at de ikke fungerer.

Det burde især være forbudt for myndigheder at undersøge sig selv.

Jeg håber, du snart finder en behandling der virker, Sussi.

Claus Bødtcher-Hansen

05/mar/2021

Kære Sussi,
tak for din beskrivelse af din
situation og tilstand ...

Helt umiddelbart får jeg to
spørgsmål til dig:

1 Hvad vil du gerne undgå ?

Og

2 Hvad vil du gerne opnå ?

Kærlig hilsen
Claus

Jens Ole Mortensen

Hvad er samfundet ?-Institutioner politi, huse, forretninger. Men det er også noget der foregår i vores hoveder. En fælles opfattelse af verden. Og det er svært at rive sig ud af og det er svært at blive revet ud af.
Noget som går igen er at der altid er hændt et eller andet som har revet , autister, skizofrene, maniodepressive, borderline. mf. ud af denne fælles samfundsopfattelse. Det er gennemgående for alle med psykiske lidelser.
Vrede kan også tære på psyken. Man skal selvfølgelig sige fra og
protestere . Men på et tidspunkt, kan det være bedst for en selv at give slip.
Man kan jo ikke bare beslutte ikke at være vred. Det er en proses.
Jeg plejer at sige til mig selv og andre. - Mit samfund er de mennesker jeg lever med og den befolkning jeg lever med. - Det letter et pres.
Og selvom det kan være akavet at omgås mig. Betyder det jo , nødvendigvis, ikke, at man ikke kan lide mig.
Greta Thunberg så en video om klimaets tilstand, i en meget ung alder. Hun blev så skræmt og berørt at hun lukkede sig inde i autisme. Men hun besluttede sig for at træde ud af denne tilstand. Sandsynligvis fordi hun havde mennesker omkring sig , som hun betød alt for. Det kan være faren, moren , søsteren eller dem alle. Selv hesten. Som jeg ved er meget følsomme dyr. Var hendes cykel punkteret på vej til forevisningen. Havde hun så ikke haft en autistisk diagnose ? Man kan sige. det er en neurotisk forstyrrelse. Så kan man spørge - Havde Greta Thunberg set forevisningen og beslutte. Nu vil jeg være reviser eller jordmoder. Havde hun så ikke haft en neurotisk forstyrrelse ?
Det er et af de narrativer jeg taler om. Man falder ud af vores samfundsopfattelse. Og det bliver opfattet som en sygdom fra naturens side er syg..
Det er ikke altid psykiatrien kan stille noget op. De kan omfavne dig med venlighed. Samfundet er der for dig. Og de kan give dig medicin når trauma bryder frem. Og til sidst er du en anden person.
For nogen er det en indre rejse.
Men jeg sætter pris på at du fortæller om dine forfærdelige oplevelser . Det skal du have tak for.

Jeg kan kun bekræfte