Kommentar

Sikandar Siddique kritiserer BNP-opgørelser, men jokker selv rundt i betydningen af begrebet

Sikandar Siddique og hans ligesindede er mere optagede af BNP-begrebet, end de slemme neoliberalister er. Men han tager fejl, når han skriver, at lærere kun bidrager til BNP-opgørelserne med skatten af deres løn, mens børsspekulanter boner voldsomt ud, skriver nationalregnskabsekspert Bent Thage i dette debatindlæg
Debat
17. marts 2021

I kronikken »Neoliberalismen bør erstattes af en feministisk økonomi, der værdisætter mennesker og natur« den 13. marts skriver Sikandar Siddique om, hvordan danske BNP-opgørelserne viser, hvad der værdisættes eller ringeagtes i samfundet.

Som eksempler nævner han, at en kvindelig skolelærer kun bidrager til BNP »med den skat, hun betaler af sin løn«, mens en »børsspekulants arbejde derimod boner voldsomt ud i BNP, når aktier købes og sælges med forrygende hast«.

Begge eksempler beror på misforståelser, og faktisk forholder det sig nærmest omvendt.

Den kvindelige skolelærers samlede lønomkostninger inklusive pensionsbidrag og lignende indgår i BNP – det gælder i øvrigt også mandlige skolelærere.

Hvis den pågældende lærer i stedet havde valgt at blive børsspekulant, ville hun i denne egenskab slet ikke bidrage til BNP, uanset hvor store gevinster hun måtte realisere gennem denne aktivitet. Det skyldes, at kapitalafkast som renter og udbytter i nationalregnskabet kun optræder som omfordelinger og ikke som produktion, og derudover at kapitalgevinster og -tab som et vigtigt princip holdes fuldstændig uden for BNP-opgørelsen.

BNP sniger sig også ind andre steder i kronikken, og i det hele taget synes Sikandar Siddique og ligesindede ofte at være mere optagede af BNP-begrebet, end de slemme neoliberalister er. Men generelt er det totale BNP, og dermed også det vækstbegreb, der er baseret på BNP, af begrænset analytisk værdi. Det dækker jo over vidt forskellige aktiviteter fra udvinding af råolie til den omtalte skolelærer.

Før man trækker BNP-kortet, er det derfor værd at overveje, om det blot kommer til at fungere som et retorisk tågeslør, der svækker forståelsen af den egentlige substans. Hvis man ikke kan argumentere for ønskede ændringer i samfundet uden at nævne BNP, bør man nok tage turen tilbage til tegnebordet.

Bent Thage, cand.polit. og nationalregnskabsekspert

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her