Klumme

Vi skylder en hyldest til ’de lyshårede RUC-piger’, der kæmper for de svage

Gruppen af velmenende, hvide humaniorakvinder beskyldes ofte for at være privilegerede og forkælede, når de drager rundt i verden og kæmper for de svage. I hyldesttaler bliver de ofte forbigået, fordi de mangler minoritetsfaktoren. Det bør vi lave om på i år, skriver diversitetskonsulent Fahad Saeed i denne klumme
Ikke alle ’lyshårede RUC-piger’ kommer fra RUC, skriver Fahad Saeed. Det her foto er dog fra RUC. Arkivfoto.

Ikke alle ’lyshårede RUC-piger’ kommer fra RUC, skriver Fahad Saeed. Det her foto er dog fra RUC. Arkivfoto.

Magnus Holm

Debat
2. marts 2021

Om lidt er det den 8. marts, kvindernes internationale kampdag, dagen, hvor vi fremhæver kvinder, der fortjener at blive hyldet.

Men der en gruppe af kvinder, der ofte bliver overset og — i min optik — alt for sjældent bliver hyldet for deres indsats. Det er gruppen af kvinder, der oplever at blive generaliseret og bliver skåret over én kam for at være for privilegerede, fordi de aldrig rigtigt har oplevet livets barske realiter. Jeg taler naturligvis om ’de lyshårede RUC-piger’.

Hvor ville jeg selv være uden jer? Jer med udsynet og humanioraen i rygsækken, der har været med til at åbne så mange døre for mig. Anbefalet mig job og bestyrelsesposter. Jer, der lærte mig at spise humus og avocado på rugbrød. Jeg skylder jer en stor tak.

Det lettere umyndiggørende udtryk, skal selvfølgelig ikke forstås så bogstaveligt: ikke alle ’lyshårede RUC-piger’ kommer fra RUC. I har bestemt heller ikke alle sammen lyst hår, og frem for alt bør I tiltales som kvinder og ikke ’piger’.

Hvid hud og flade sko

Jeg mener, at ’lyshårede RUC-piger’ efterhånden udgør et bredere begreb: Med udbredelsen af den projektbaserede studieform er det nærmere blevet til en slags fællesbetegnelse for velmenende unge kvinder, der lige så vel kunne komme fra CBS, Københavns Universitet eller Aalborg Universitet.

Det er jer, der skriver de lange projektbeskrivelser og sidder lange timer på dårlige kontorstole i de danske NGO’er og trækker i trådene, så andre, dårligere stillede minoriteter end jer selv kan komme til.

Som genstandsfelt for jeres undersøgelser og analyser er I på evig jagt efter de allermest marginaliserede grupper, og det er netop derfor, I ofte bliver nødt til at sidde på bagsædet, når prisen for årets bedste, stærkeste og mest badass kvinde bliver uddelt.

For I står hellere bag tæppet eller på publikumsrækkerne frem for den store scene. Med store våde øjne holder I hænderne op for munden, når det er en kvinde fra blokken med akrylnegle eller hijab, der giver takketalen.

Jeres største forbrydelse er, at I er så almindelige. Både heteroseksuelle, hvide i huden og iklædt flade sko, der indikerer jeres intellektuelle tilgang til verden. Jeres privilegier ligger i en opvækst med parcelhus, fyldte boghylder og børneopsparing. Det er i hvert fald fordommen om jer, og derfor bliver I udskammet fra flere fløje.

Virkelighedsfjerne, men nødvendige

På den ene side er der de borgerligt intellektuelle, som for eksempel Henrik Dahl, der kalder til kamp mod ’wokeism’ og det, han kalder venstreorienteret aktivisme på universiteterne. Andre borgerlige anklager jer for at være for naive, fordi I kommer fra humaniora og tror på det globale udsyn rodfæstet i multikulturalismen.

På den anden side er I for virkelighedsfjerne og skiller jer ud, når I er ude og lave feltstudier, for hvad ved I egentlig om at vokse op som minoritet i Danmark?

Jeg husker ansættelsessituationer, hvor vi har forsøgt at rekruttere på en måde, så det ikke bare blev til ’endnu en velmenende RUC-pige’, der endte med at få stillingen. For I er også en del af et mønster. Den selv samme kritik, I har af verden, kommer I nogle gange til at genskabe.

Men jeg synes alligevel I fortjener at blive hyldet. I er bannerførere for at se medmenneskelige nuancer i samfundet.

Mette Frederiksen, der oprindeligt har læst Afrika-Studier var vel også engang en slags ’lyshåret RUC-pige’, før hun blev vores makrelmadsspisende statsminister, der insisterer på en slags dansk lighed, hvor vi alle sammen skal være ens.

Men måske Mette Frederiksen indså, at hvis man vil rigtigt frem i verden og tages seriøst, så skal man ikke være som disse kvinder. Det er en skam. For vi har, stadig, brug for jer, ’lyshårede RUC-piger’ – hvor end I kommer fra.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Grethe Kildegaard Nielsen

Jeg ved ikke, om jeg skal sige tak, føle mig ramt eller...

Jeg er en hvid - men mørkhåret - kvinde, der har gået på RUC.
Jeg går i flade sko, er heteroseksuel og kan finde på at spise humus og avokado på rugbrød.
Mit arbejdsliv har indtil nu fundet sted i NGO’er, hvor jeg har og stadig arbejder med og for mennesker, der er ramt af psykisk sygdom, eller som er kommet sig helt eller delvist fra psykisk sygdom.

Du skriver, at vi "lyshårede RUC-piger" ikke selv har gået i de sko, som dem, vi gerne vil hjælpe. Det ville jeg selvfølgelig ikke have nogen mulighed for i forhold til langt de fleste minoriteter. Jeg er vokset op i en landbrugsfamilie, hvor vi ikke havde råd/tid til rejser, og hvor bogreolerne mest var fyldt med krimier og Det Bedstes forkortede romaner, og hvor vi samledes om DR om aftenen.

Men jeg selv haft psykisk sygdom inde på livet og har været indlagt i psykiatrien. Det var min vej væk fra tysk og historie, som jeg har læst, og til frivillighed og senere arbejde i NGO-verdenen. Det er et sted, hvor jeg nu kombinerer min uddannelse, mine erhvervs- og frivilligerfaringer og mine egne personlige erfaringer med psykisk sygdom og recovery.

De flade sko går jeg nok mest med, fordi jeg var spejder i mange år - og fordi jeg vrikker om i selv de mindste høje hæle.

Jeg er heldigvis blevet hyldet, når jeg har fortalt min historie og delt ud af mine erfaringer, så det er ikke alle "lyshårede RUC-piger", der står helt i skyggen af dem, vi hjælper.

Inge Lehmann, Viggo Okholm, Susanne Poulsen, Svend Erik Sokkelund, Christian Mondrup, ingemaje lange, Ruth Sørensen, Eva Schwanenflügel, Fahad Saeed og Hans Houmøller anbefalede denne kommentar

Nogle gange synes jeg også, at det glemmes, i udskamningen af den "priviligerede kvinde"s kamp for ligestilling i toppen af samfundet, og hermed adgangen til magten, at hun er med til at skabe forbilleder. Især for fremtidens generationer af kvinder

Hvor jeg i min barndom aldrig har set en kvinde på centrale poster i samfundet, og derfor aldrig har forestillet mig det som en mulighed for mig. vil mine børn vokse op i et samfund,. hvor en kvinde rent faktisk kan blive statsminister. Og en ung kvinde, lige gyldig social baggrund, rent faktisk kan udleve sine drømme om at blive statsminister. F.eks. Det kommer til at give vores børn en helt anden bevidsthed omkring ligeværd og ligeret.

Velvidende at der er rigtig lang vej til reel ligestilling og at vores samfund er opbygget med masser af patriarkalske stopklodser, så er det da alligevel helt fantastisk.

Nike Forsander Lorentsen, Estermarie Mandelquist, Inge Lehmann, Viggo Okholm, Christian Mondrup, ingemaje lange, Eva Schwanenflügel og Hans Houmøller anbefalede denne kommentar

Jeg er glad for at læse kommentarerne ovenfor, for ellers havde det oprindelige debatindlæg været helt sort snak for mig.