Da protesterne mod militærkuppet i Myanmar begyndte, forsamledes demonstranter foran USA’s ambassade i Yangon og bønfaldt præsident Biden om at sende generalerne tilbage til deres kaserner og løslade Aung San Suu Kyi. Hvorfor demonstrerede de ved den amerikanske ambassade? Kan den amerikanske præsident gøre andet end at fordømme kuppet?
Demonstranternes forhåbninger viser, at USA’s ry som en forkæmper for global frihed er intakt, selv efter fire år med Donald Trumps ’America First’-isolationisme. Sidstnævnte afholdt ikke Hongkongs prodemokratiske demonstranter fra at se Trump som deres forbundsfælle. Demonstranterne flagede med Stars and Stripes i et håb om, Amerika kunne beskytte dem mod Beijings drastiske udhuling af bystatens autonomi.
Amerika har længe set sig selv som et land, der med John F. Kennedys ord er »engageret i en verdensomspændende kamp, hvor vi tager på os at bevare og fremme de idealer, som vi deler med hele menneskeheden«. Som ungarerne imidlertid måtte konstatere, da de i 1956 rejste sig mod Sovjetunionen, viste proklamationer som Kennedys sig som tom snak, når det gjaldt. Den ungarske revolution, som blev opmuntret af USA, blev knust på 17 dage, og USA gjorde intet for at hjælpe de frihedskæmpere, det havde ægget til modstand.
»Vores diktatorer«
I 1980’erne rejste befolkningerne i Filippinerne og Sydkorea sig til oprør mod deres diktaturer i enorme demonstrationer som dem, vi har set i Hongkong, Thailand og Myanmar. Det samme skete i Folkerepublikken Kina, hvor en ti meter høj »gudinde for demokrati«, modelleret efter Frihedsgudinden, blev rejst på Den Himmelske Freds Plads i 1989.
De kinesiske demonstrationer endte i blodig katastrofe, men de prodemokratiske kræfter fik væltet Ferdinand Marcos’ diktatur i Filippinerne og Sydkoreas militærregime, og støtte fra USA var en vigtig faktor. Også i Taiwan blev et autoritært styre erstattet af demokrati, igen med en vis amerikansk bistand.
Hvad der fungerede i Filippinerne, Sydkorea og Taiwan vil dog næppe fungere i Thailand, Hongkong og Myanmar. De førstnævnte tre lande var, hvad venstreorienterede kaldte ’klientstater’ under Den Kolde Krig, og deres diktatorer var ’vores diktatorer’. De stod under amerikansk beskyttelse som antikommunistiske allierede, blev holdt oppe af amerikanske penge og militærmagt og kunne fortsætte med at undertrykke deres folk, så længe USA så kommunismen som en global trussel.
Da Kina valgte globalisering og verdensmarked, og sovjetmagten kollapsede, blev disse diktatorer sårbare. Marcos blev på amerikansk tv presset til at love frie og retfærdige valg. Da han forsøgte at stjæle resultatet, tilrådede en amerikansk senator ham at trække sig. Marcos endte i eksil på Hawaii.
Da sydkoreanske studerende med støtte fra det meste af middelklassen strømmede ud på gaderne i vrede over deres militærstyre og den amerikanske støtte til det, tog USA omsider de demokratiske kræfters parti. Afhængige, som de var, af amerikansk militærbeskyttelse måtte generalerne makke ret, da USA krævede deres afgang.
En svunden tid
Men generalerne i Thailand og Myanmar har ingen grund til at gøre det samme. Biden kan true med sanktioner og udtale sin vrede. Men Kina træder gerne ind som Myanmars protektor, så juntaen har ingen grund til bekymring. Også Thailands herskere drager fordel af kinesisk indflydelse. Og da Hongkong officielt er del af Kina, kan udenlandske magter ikke udrette stort for at beskytte dets friheder, uanset hvor mange amerikanske flag, der viftes med på gaden.
Tilliden til amerikansk demokrati blev svækket, da en uvidende narcissist, der mobbede landets traditionelle allierede, kom til magten, og Kina er en stærkere magt, end Sovjetunionen nogensinde var. Og meget rigere.
Som Thailands balancegang viser, er det usandsynligt, at amerikanske allierede bliver ’klientstater’, som nogle af dem var før. Selv sydkoreanerne tøver med at skabe gnidninger i deres forhold til Kina. USA er langt væk, Kina helt tæt på.
Amerikansk dominans kan ikke vare evigt, og asiatiske lande såvel som europæere bør vænne sig af med deres totale afhængighed af en ikke altid pålidelig beskyttelsesmagt. At være en ’klientstat’ kan også være ydmygende. Alligevel kan den dag komme, hvor nogle mennesker vil savne tiden med Pax Americana, da USA var magtfuld nok til at presse misliebige styrer fra magten.
© The Project Syndicate og Information.
Oversat af Niels Ivar Larsen
Det er jo det glade vanvid, at vi ikke fordomsfrit sætter os ind i, hvad Kina står for i dag.
Det behøver vel ikke alt sammen at være dårligt, blot fordi det er anderledes end den måde, vi har indrettet os på.
Så vidt jeg har forstået, er det ideologi helt tilbage fra Konfutse, der gør det svært for os.
Lad os dog få meget mere - fordomsfri - oplysning om Kina!