Kommentar

Her er tre indgreb, der vil stoppe de eksploderende boligpriser. Men tør politikerne?

I mere end 20 år har vi oplevet boligprisernes himmelflugt, der har gjort det sværere og sværere for unge at komme ind på markedet og skabt en kæmpe ulighed i samfundet. Det kræver politisk mod at vende udviklingen. Her er tre forslag til løsninger, skriver direktør og vicedirektør i Tænketanken Cevea i dette debatindlæg
Der eksisterer ikke nogen quick fixes, der kan øge adgangen til boligmarkedet, skriver direktør og vicedirektør i Cevea.

Der eksisterer ikke nogen quick fixes, der kan øge adgangen til boligmarkedet, skriver direktør og vicedirektør i Cevea.

Jens Astrup

Debat
3. marts 2021

Er du pædagog, 3F’er eller sygeplejerske, og drømmer du om et rækkehus i hovedstaden? Glem det! Boligprisernes himmelflugt har i årevis presset ganske almindelige familier ud af København. I dag koster et rækkehus i Valby på 100 kvadratmeter i gennemsnit 4,1 millioner kroner. Det er en stigning på 32 procent i forhold til priserne for bare fem år siden, hvor samme rækkehus kostede 3,1 millioner kroner. Finanskrisen fik politikerne til at stramme en smule på lånereglerne, men det har ikke forhindret kæmpe stigninger i boligpriserne.

Det fik boligordfører for SF Halime Oguz på banen med et forslag om at lempe lånereglerne for at give unge mennesker lettere adgang til boligmarkedet.

Hensigten fra Halime Oguz var sådan set god nok. På kort sigt vil forslaget måske kunne hjælpe nogle unge ind på boligmarkedet. Men i sidste ende vil det resultere i endnu højere boligpriser. Lemper vi lånereglerne, vil flere få mulighed for at låne, og med en øget efterspørgsel stiger priserne yderligere. Det er en ond spiral, som kun modige politiske beslutninger kan få os ud af.

I mere end 20 år har vi oplevet, at priserne på boliger år efter år er steget betydeligt mere end løn og arbejdsindkomster, især i de store byer.

Kræver politisk mod

Resultatet er for det første, at dem, der har ejet ejendom, er blevet meget rigere end lejerne og de nye på boligmarkedet, som kun har haft deres lønindkomst at spare op af.

For det andet vil boligejerne kunne realisere deres friværdi og dermed have adgang til en mindre og billigere belåning på en ny bolig end dem, der står og skal købe deres første ejerbolig. Når regeringen og venstrefløjen taler om, at Danmark er ved at knække over, er den ulige udvikling i boligformuerne en stor del af forklaringen.

Nu er spørgsmålet så, om SF, regeringen og resten af centrum-venstre har det mod, der skal til for at gøre noget ved de voldsomt stigende boligpriser. Det handler i bund og grund om at sikre, at boligpriserne ikke fortsat stiger så voldsomt, at det er umuligt at komme ind på ejerboligmarkedet. Vi foreslår tre tiltag:

For det første skal udbuddet af boliger i og omkring de store byer op. Et øget udbud vil i sig selv dæmpe prisudviklingen, men vi skal også stille flere krav til de projekter, ejendomsudviklerne bygger.

Prisen på boliger er bestemt af prisen på byggegrunde og byggeomkostningerne samt kravet om afkast på byggeinvesteringen. Kommunerne og kommunalt ejede selskaber som By og Havn skal stille krav i udbudsmaterialet om for eksempel makspris på lejen eller kvadratmeterprisen. Omkostningen er selvfølgelig, at prisen på udstykkede grunde vil falde, når der stilles krav om boliger til en vis maksimumpris. Dermed vil indtjeningen falde fra salg af grunde. Det kræver politisk mod at acceptere dette.

Ny boligform

For det andet skal man revitalisere andelsboligformen med en ny form for ’medejerbolig’, der vil lette adgangen til at blive delvis boligejer for de unge, der har svært ved at få fodfæste på boligmarkedet. I en medejerbolig vil beboeren kun købe en del af sin bolig, mens resten ejes af en forening, som man betaler husleje til. Medejeren vil løbende kunne købe en større andel.

For det tredje skal politikerne bruge de historisk lave renter som en mulighed for at afskaffe rentefradraget. Det vil bidrage til at mindske stigningerne i boligpriserne. Fradraget kan stille og roligt udfases over tid, så det ikke gør alt for ondt på de nuværende boligejere.

Endelig skal politikerne tage et opgør med gældsindustriens afdragsfrie lån. Afdragsfriheden er med til at presse priserne endnu højere op. En cocktail af friværdi og afdragsfrihed betyder, at boligkøbere med stor friværdi fra en tidligere bolig kan være noget nær ligeglad med prisen på den næste bolig. Afskaffelsen af afdragsfrie lån vil også reducere omfanget af forældrekøb, som er med til at presse priserne op.

Der eksisterer ikke nogen quick fixes som Halime Oguz’ forslag om lempelige låneregler, der kan øge adgangen til boligmarkedet. Hvis regeringen vil tøjle boligmarkedet, så kræver det konstant overvågning af, hvordan låneregler, skatteregler og boligbyggeriet er med til at påvirke prisudviklingen. Vores forslag om et større udbud af billigere boliger, nye ejerformer og ændrede lånebetingelser er afgørende skridt i den rigtige retning. Nu er det op til politikerne at spørge sig selv, om de for alvor har modet til at gøre noget ved boligprisernes himmelflugt.

Asbjørn Sonne Nørgaard og Alexander Grandt Petersen er direktør og vicedirektør i Tænketanken Cevea.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian de Thurah

Lyder fornuftigt.

Krister Meyersahm

Hvorfor eje hvis spekulation skal afværges.

Har det offentlige behov for eller private lyst til, at opføre billige lejeboliger, så kan det ske ved at organisere det som selvejende boligforeninger, stiftelser. Man optager de nødvendige lån ( staten kan passende være garant ) som så afdrages og forrentes til byggeriet er betalt. Har det offentlige haft omkostninger til garantistillelse o.a., afbetales og forrentes dette på samme måde.

Den husleje der opkræves skal selvfølgelig afsætte midler til vedligehold og fornyelser. I takt med at lånene betales af kan man nedsætte lejen eller forskønne ejendommen. Med en sådan konstruktion kan politikere, lejere eller spekulanter ikke længere få adgang til boligforeningernes ejendom og formue – som ligger trygt og godt beskyttet i stiftelsen.

Det handler om det store bolig-sociale-eksperiment. Det handler om årtiets boligudvikling eller rettere afvikling. Udbuddet af boliger i og omkring de store byer skal op, det vil dæmpe prisudviklingen. Det almennyttige boligsystem bliver i de rige kommuner misbrugt til at bygge boliger til en lejepris af 8-16.000 kr. Det almennyttige system skal tilbage på sporet hvor det er til gavn for dem med færre ressourcer. Det kræver at de ressourcestærke fjernes fra systemet. Væk med middelklassen som derefter må tilkæmpe sig en bolig på anden måde. Skal man bygge boliger som er tilstrækkeligt billige skal der et hel nyt system til. Vi taler om boliger 90+ m2, til en leje af 4-6000 kroner om måneden.

En anden måde at løse problemet på er ved at fjerne fattigdommen og mindske uligheden, med andre ord ved at sørge for at alle kan deltage. Dette kræver at underklassen flyttes op til arbejderklassen, og derefter at begge klasser flyttes op til middelklassen. Men start med at fjerne børnefattigdommen. Fjern derefter de 62 sociale nedskæringer som folketingsmedlemmerne har lovgivet om i de sidste tyve år.

Banker, fonde og udenlandske storspekulanter har sat sig på boligmarkedet, og de sidder tungt. De fattige presses ud af storbyerne, og ned i fattigdom. De riges investeringer koncentreres i storbyerne, hvor overklassen selv bor, og kommunepolitikerne fjerner de fattige. Igennem lyssky kanaler får de rige bygget boliger med en leje på mellem 10 og 24.000 kr. pr. måned.

Hvordan er Danmarks boligpolitik gået fra inkludering til opdeling. Hvorfor er landet blevet så delt? Politikernes handlinger, eller mangel på samme, er med til at adskille og fremmedgøre borgerne. I den seneste tid er henved 10.000 borgere blevet forvist fra de store byer pga. den uhæmmede boligspekulation. Endnu engang beviser det repræsentative demokrati at det ikke duer til at løse de sociale og boligmæssige problemer. Politikerne har selv tjent mellem 150-200.000 kr. hvert år på spekulationen, og derfor vil de ikke stoppe de stigende hus- og lejepriser. Det siger sig selv - de griner hele vejen til banken.

Vi skal have vendt skuden, formindske uligheden, arbejde for en mere lige udgangspunkt for de nyfødte, og et mere retfærdigt samfund på alle områder: På arbejdsmarkedet, i retssystemet, på sygehusene, i livslængde, m.m. Desuden skal storspekulanterne fjernes fra boligmarkedet, og boliger som underklassen kan betale skal opføres over hele landet.

Man kan opdele kagen retfærdigt, eller gøre som politikerne og opdele befolkningen, hvilket er bedst for et demokratisk land? Der er mange måder at fordele kagen på. Broderparten tages af boligejerne. Andelshaverne er også en slags ejere, derfor skal de ikke forsømmes. Tilbage er over en million lejere, de skal selvfølgeligt ikke have noget

Kapitalhamstring skaber over tid økonomisk krise. Pengerigeligheden i den øverste halvdel er på vej ud på en farlig kurs. De mere velhavendes pengerigelighed er forbundet med en støt stigende økonomisk ulighed i indtægter og formuer. Det er pengerigeligheden, altså overakkumulationen, der skaber bobler, som brister i en ny finanskrise. Boligmarkedet har potentiale til at vælte hele samfundsøkonomien. En økonomisk krise, der starter på boligmarkedet, har en tendens til at blive dybere end en krise, der ikke er forbundet med en boligmarkedsmæssig krise.

De riges ophobning af formuer, der har ondt ved at blive omsat i produktive investeringer i virksomheder, bliver anvendt til boligspekulation. Ikke mindst i takt med den stigende ulighed i indkomster og formue, er der vækst hos befolkningsgrupper, hvis forbrug er i top i forhold til, hvad de føler, er deres behov. Man investerer i aktier m.m., man køber nye boliger, herunder sommerhuse, landsteder og by-lejligheder. Det gælder såvel herhjemme som ude i verden. Penge har de nok af. Men de rige har rigeligt efterhånden. Politikerne behøver ikke at fokusere på dem længere.

Boliger er nu invaderet af finansielle aktører, banker, pensionskasser, private virksomheder, ejendomsinstitutter, aktionærer og milliardærer, som betragter boliger som et sted at parkere overskudsskapital, og et sted at få en fortjeneste. De køber ejendomme, især i fattige kvarterer, hvor der stadig findes billige boliger. Boliger som de kan presse mere overskud ud af. Der er skabt præcedens for mængder af kapitalstrømme til boligejendomme, og de rige aktører har ofte vanvittig stor magt og hurtige penge til deres rådighed, hvilket giver dem en masse politisk indflydelse.

Vi har mistet kontrollen over det almennyttige boligsystem, som i disse dage omdannes til middelklassen og op. Sociale indsatser koster. Dette gælder også det almennyttige boligsystem som er skabt for at de fattigste også har en mulighed for at få en bolig der er til at betale. Privatiseringer kommer aldrig til at erstatte det almennyttige boligsystem. Det almennyttige boligsystem bliver i disse dage omdannet til at passe til middelklassen. Der bygges ikke billige boliger til de mindre bemidlede, men i stedet for boliger i prisklassen fra 8.000 kr. pr. md. og op til 16.000 kr. Det er en systemfejl.

Vi har tabt slaget om de rige kommuner og storbyerne hvor den rige del af middelklassen rykker talrige ind og presser os ud til de fattige kommuner. Berøvelse af retten til passende boliger er ikke blot en politisk udfordring, men også en krænkelse af menneskerettighederne, som berøver lejerne grundlæggende menneskerettigheder. Vi er nødt til at indse, at boliger ikke længere skal forstås som en vare, som et aktiv eller et sted at spekulere. Boligen skal lovgives som en social ret, der er nødvendigt for individers og samfundets trivsel.

Vi har overladt vores områder til politikerne der til gengæld svigter os. Mens regeringerne har forladt lejere og lavindkomstfamilierne, har de ikke forsømt investorerne. I boligsektoren medfører det en reducering af beskyttelse for lejerne og sikrer at boliger er åbne for det uregulerede marked. Sofistikerede finansielle instrumenter gør boliger til en lukrativ aktie, hvilket resulterer i kæmpe fortjeneste for de rige, men det giver stigende huslejer og reducerer tilgængeligheden af billige boliger til lavindkomsterne. Bolig som en vare er integreret i økonomien for erhvervslivets skyld og til gavn for den finansielle sektor. Når politikerne lovgiver, bliver boliger behandlet som et finansielt instrument i stedet for et hjem. Boliger er nu en af de største forretninger i Danmark.

Behovet for boliger, især bolig til overkommelige priser, er så akut i storbyerne at dem med de laveste indkomster presses ud. Der er områder i Danmark hvor almindelige mennesker ikke har råd til at bo. Endvidere er der ikke lejeboliger til udlejning overhovedet i de områder. Til gengæld bugner alle lokalaviser med ejerboliger til salg. Som en kontrast til de forfordelte rige områder, arbejder politikerne på at fjerne de fattige områder, ved at rive de fattige områders almennyttige boliger ned. I modsætning til de rige områder, arbejder politikerne på at tvangsfjerne de fattige områder. Forestil dig at du har et hus på en stille villavej. Så en dag kommer der nogle med bulldozere og jævner huset ned. Det er faktisk det som sker i disse dage.

Carsten Munk, Kim Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Asbjørn og Alexander fra Tænketanken Cevea fremlægger 3 gode forslag til en boligpolitik for borgerne. Boligproblemet er et af de helt afgørende
samfundsanliggender, der skaber ulighed og dagligt undertrykker den almindelige borger. Derfor skal der langt mere dybtgående initiativer til før udviklingen kan vendes.
Peter Olsen angiver ovenfor en række problemstillinger, som kan beskrive og vende udviklingen. Jeg vil tilføje, at boligområdet også øger uligheden til Udkantsdanmark og øger uligheden for de unge, der skal ind på arbejdsmarkedet.
Der er behov for et egentlig modspil og modstand mod den vanvittige førte boligpolitik.
Mit bud vil være at vi etablerer et eller flere forsamlingsrum, hvor en retfærdig og demokratisk boligpolitik - med de forskelligheder, der nu findes blandt borgerne, forskerne, analytikerne og andre der interesserer sig for boligpolitik- kan drøftes og formuleres. En sådan ny boligpolitik kan vi så bringe til folkeafstemning - en folkeafstemning, som forsamlingsrummet selv står for og gennemfører. Det vil praktisk set kunne realiseres via nemid, hvor den enkelte borger kan tilkendegive sin holdning.