Kronik

Trods moderne anbringelser er der minimal forskel på at være anbragt barn i 2021 og i 1960

I forhandlingerne om reformudspillet ’Børnene først’ skal politikerne sørge for, at fortidens problemorienterede sagsbehandling forkastes. I stedet bør tryghed, kærlighed og omsorg for det enkelte barn spille den centrale rolle, skriver leder på Danmarks Forsorgsmuseum, Sarah Smed, frivillig i De Anbragtes Vilkår Line Andreasen og bestyrelsesmedlem i De Anbragtes Vilkår Fransiska Mannerup
Statsminister Mette Frederiksen (S) gav i 2019 en officiel undskyldning til tidligere børnehjemsbørn, som blev udsat for misrøgt på blandt andet drengehjemmet Godhavn.

Statsminister Mette Frederiksen (S) gav i 2019 en officiel undskyldning til tidligere børnehjemsbørn, som blev udsat for misrøgt på blandt andet drengehjemmet Godhavn.

Thomas Lekfeldt

Debat
9. marts 2021

På toppen af en bakke i Svendborg ligger Nordens bedst bevarede fattiggård. Et sted, som har huset utallige skæbner fra kanten af samfundet, og som i dag skaber rammerne for Danmarks Forsorgsmuseum.

Museets fysiske rammer er rå, og det gamle pigtrådshegn og murene, som adskilte folk, er der stadig. Stemningen minder os om film fra 1960’erne, hvor børnehjemsbørn levede under dårlige vilkår. Vi mener, at netop Forsorgsmuseet kan og bør spille en rolle i forhandlingerne om det nye reformudspil ’Børnene først’. For desværre er de historiske tendenser, som museet viser, ikke et fuldstændig overstået kapitel. Nutiden tilbyder ikke altid tryggere rammer end tidligere tiders børneforsorg.

De Anbragtes Vilkår og Danmarks Forsorgsmuseum lavede i oktober 2020 en særudstilling, der byggede bro mellem fortidens og nutidens anbringelser af børn og unge. Gennem personlige fortællinger sat ind i museets historiske rammer og udstillinger forsøgte vi at kaste lys over de ligheder, der kan findes i livet som ’systemets barn’, hvad end man var anbragt i 60’erne, 90’erne eller 00’erne.

Tryghed, kærlighed og omsorg

Køen ude foran den smalle port til museet tager fart på dagen for særudstillingen. Inden de besøgende får adgang, bliver de bedt om at skrive de tre vigtigste elementer ned for et godt børneliv på en lille papirlap. Her går ord som tryghed, kærlighed, omsorg, fællesskaber og leg igen.

I hjørneværelset på museet er der en udstilling om Godhavnsdrengene. Her møder de besøgende J og H. De giver førstehåndsberetninger om den barske opvækst, den hårde tone og de talrige tæsk, som blev uddelt i den tid.

Det er heldigvis mange år siden. Men desværre findes der stadig historier om udsatte børn, som har brug for kærlighed, men får det modsatte. Det erfarer de besøgende, når de drejer rundt om hjørnet og går ned ad den smalle gang, hvor tiden skrues 40 år frem til 00’erne.

Her møder man F og L, der kun for ganske nylig er kommet ud af deres anbringelser, men som også fortæller om utryghed, vold, fysiske overgreb, magtanvendelser, sorg, desperation og fortvivlelse.

Der er selvfølgelig sket en styrkelse af anbringelsesområdet fra 1960’erne til i dag. Men i mødet med udstillerne, der har været anbragt i forskellige perioder, står det klart, at hvis man mister retten til at være barn, mens man er det, går man en vanskeligere fremtid i møde. Også i 2021.

Et rungende ekko af tavshed breder sig blandt de besøgende i løbet af rundturen i særudstillingen.

De besøgende er tydeligt berørt af de svære følelser, de møder i fortællingerne, og berørt af de glimt, de ser fra J, H, F og L’s opvækst. Det var sådan, de levede flere år, hvis ikke hele deres barndom.

Et komplekst system

Særudstillingen var som en tidsrejse, hvor de besøgende fik indblik i, hvor meget der er forandret over de seneste 40 år: Fattiggården er blevet til et museum. Børnehjemsbørn arbejder ikke længere for at overleve. Tilsynet er i dag i tættere kontakt med børnene, og børn har fået flere rettigheder.

I løbet af alle de år er anbringelsesområdet gået fra at være et enkelt system, hvor man kunne aflevere et barn på trappetrinet om natten, til at være komplekst med en masse forskellige instanser og aktører, som alle har deres øjne på børnene. Men denne kompleksitet er ikke nødvendigvis lig med et bedre børneliv.

Selv om retssikkerhed og faglighed spiller en vigtig rolle, bliver det gode børneliv stadig udfordret i et systemperspektiv. Det forudsætter nemlig, at anbragte børn kan navigere rundt i et system med socialrådgivere, biologiske forældre, plejefamilier, pædagoger, kontaktpersoner, tilsyn, socialtilsyn, børnesamtaler, lovgivning, rettigheder, bevillinger, behandlinger, ofte en hel del flytninger, skoleskift, skolepauser, nye venner, nye voksne, regler, husordener og traditioner.

Det vigtige liv

Kompleksiteten i systemet medfører ikke bare, at der stadig i dag er anbragte børn, der vokser op uden kram og kærlighed fra deres primære voksne, men også at anbragte børn selv må opsøge helt basal information om deres liv og deres muligheder, for eksempel hvor de skal bo.

Således handler en af historierne i særudstillingen om L. Hun fortæller, hvordan hun som kun 17-årig var i chok, da hun kunne læse i et referat fra børne-og ungeudvalgsmødet på kommunens hjemmeside, at det var blevet besluttet, at det opholdssted, hun boede på, skulle lukke. Hun havde ingen information fået fra de voksne omkring sig – hverken myndighed, pædagoger eller socialrådgiver.

Inden gæsterne forlader særudstillingen på museet, skal de vende tilbage til spørgsmålet om, hvad der er vigtigt for det gode børneliv. Denne gang skal de dog fokusere på, hvad der er de vigtigste elementer i fremtidens politik på anbringelsesområdet.

Andelen af besøgende, som igen skriver ’tryghed’ er blevet halveret i løbet af deres besøg. Det samme gør sig gældende med ord som ’kærlighed’ og ’omsorg’. ’Fællesskaber’ og ’leg’ forsvinder helt ud. De basale ord, som dækker det gode børneliv, bliver erstattet af systemets ord: ’færre skift’, ’efterværn’, ’rettigheder’, ’indflydelse’ og ’individualitet’. Ord, man sjældent forventer, at børn skal have styr på.

Den problemorienterede sagsbehandling

Forhandlingerne til reformudspillet ’Børnene Først’ er så småt begyndt. Det er vores håb, at oplevelsen, følelserne og fortællingerne fra fortidens fattiggård tydeliggør vigtigheden i at lade de gængse nøgleingredienser for et godt børneliv være bærende i en kommende reform.

For hvis vi virkelig mener, at vi vil gøre noget andet for nutidens anbragte og reformere området, så handler det ikke kun om flere rettigheder, en styrket myndighed og mere stabilitet. Det kræver et reelt opgør med den problemorienterede sagsbehandling, der i alt for høj grad fokuserer på barnets handlemønstre og dermed skaber en forestilling om, at det er barnet, der er problemet. I stedet må fokus holdes på, hvordan der bliver skabt tryghed, kærlighed og omsorg for det enkelte barn.

Der skal skabes adgang til andre fællesskaber, leg og aktiviteter uden for anbringelsesstedet, så barnet får lov til at udforme sin identitet og får lov til at være mere end bare det anbragte barn.

Kvalificeret behandling og retssikkerhed er afgørende og en slags velfærdsstatslig systemstandard, som skal være på plads. Men leg og glæde må ikke tabes ind i forhandlingerne, for det er her, at børn bliver til mennesker.

Anbragte børn skal ikke blot overleve, men leve på lige fod som andre børn. Når vi kan bygge bro gennem tid, bør vi rette fokus på ingredienserne til et børneliv – og dermed huske at sikre plads og lyst til leg og reel barndom.

Sarah Smed er leder på Danmarks Forsorgsmuseum

Line Andreasen er frivillig i De Anbragtes Vilkår

Fransiska Mannerup er bestyrelsesmedlem i De Anbragtes Vilkår

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per Kirk Jørgensen

Debatørerne lavede sidste år en særudstilling på Danmarks Forsorgsmuseum, Nordens bedst bevarede fattiggård, hvor de “forsøgte (…) at kaste lys over de ligheder, der kan findes i livet som ’systemets barn’, hvad end man var anbragt i 60’erne, 90’erne eller 00’erne.” De mener med rette, at nogle af de vigtigste elementer i fortidens anbringelser burde være tryghed, kærlighed, omsorg, fællesskaber og leg. Imidlertid viser det sig, at de elementer de finder på udstillingen er den barske opvækst, den hårde tone og de talrige tæsk, ligesom utryghed, vold, fysiske overgreb, magtanvendelser, sorg, desperation og fortvivlelse ses. Debatørerne siger hermed, at elementerne i anbragte børns vilkår ikke har ændret sig sønderligt de seneste 60 år. Hvis man havde forsøgt at finde forskellene, havde det været mere sandsynligt, at man havde fundet de vigtige elementer i børns opvækst, og derved viderebragt et mere sandt og fyldestgørende billede af anbragte børns vilkår. Med mere end 30 års arbejde i området har jeg også set, at det er disse elementer som er i fokus hos dem der arbejder med anbragte børn.

Per Kirk Jørgensen:
Det du lige skriver her får ikke mig til helt at forstå hvad sandheden er i dag og hvor vejen går hen i de nye tanker.
Vi kommer nok aldrig til at undgå problematikker omkring børn og andre steder en hjemmet af forskellige årsager. Men hvordan sikrer vi alle børn et liv i tryghed, accept og omsorg trods udfordringer, der kan skyldes rigtig meget, svigt-sygdom i psyken m.v. og så tab af forældre (ulykker/sygdom)

Dorte Sørensen

Ja hvordan sikres børn i alle hjem mv. de bedste levevilkår og tryghed.

Politikerne vil sætte barnet først - men hvordan - Er tvangs adskillelse fra en familie som samfundet ikke finder lever op til de afsatte normer den rigtige vej.

Hvorfor ikke arbejde mere med hjælp så barnet kan blive med sine forældre - mon ikke det var/er en bedre løsning både for barnet, forældrene og samfundet.

Hvorfor ikke sætte hele familien først.

Men tak til Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg for at trække den sammenligning - mon Barnets Statsminister har set den.

Viggo Okholm, Gert Romme, Josephine Kaldan, Carsten Munk og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar