»Din bolig har aldrig været mere værd«. Dette skønne budskab dumpede ind ad min dør den anden dag fra DanBolig.
Umiddelbart tænker jeg som ung studerende, at det må være en god nyhed, der udtrykker, at det går godt for samfundsøkonomien. Men i virkeligheden betyder det, at der nok skal være et sted, jeg kan bosætte mig – det bliver nok bare ikke i København eller i Odense eller i Aarhus, selv om jeg ville elske at slå mig ned i vores skønne storbyer.
Coronakrisen har gjort alt andet end godt ved ligheden i velfærdssamfundet, her taler jeg både om skellet mellem top og bund, men nu også mellem generationerne.
Dette kommer tydeligt til udtryk på boligmarkedet, som er blevet lukket land for unge, som ønsker at etablere sig i de større byer og er henvist til det vidunderlige lejemarked, hvor man aldrig ved, om man er købt eller solgt.
De skønne stigninger i friværdien for mine forældres generation er skønt for dem, samtidig med at de har fået store stigninger i deres pension, som de allerede snart kan gå på som kun 67-årige.
Der har aldrig været et større skel mellem min generation og mine forældres, og det er blevet nærmest umuligt at bosætte sig, hvor man ønsker, hvis ikke man er barn af den velstillede overklasse.
Uligheden kommer ligeledes til udtryk på arbejdsmarkedet, hvor fastansættelser ikke ligefrem hænger på træerne, hvis ikke man har fem-ti års erfaring.
Og nåh ja, så har vi unge lige fået historiens største gave i form af en statsgæld, som vi kommer til at betale af på i fremtiden.
Så hvis den kære regering ønsker at gøre noget ved den historisk store ulighed, kan den passende begynde at se på det overophedede boligmarked og sætte fokus på uligheden mellem rig og fattig, by og land og nu også mellem generationer.
Henrik Hjortlund er studerende
Henrik Hjortlund. du skriver som om du allerede i din studietid har mistet lysten til livet, og kun tænker på ejerbolig og pension.
I min og dine forældres levetid har der både været oliekrise, rekordhøj ledighed, finaskriser og statsgælden er minimeret efter en tid med rekordhøj statsgæld med høje renter.
Mig bekendt, har det aldrig været anderledes end det du beskriver. Jeg tror aldrig det er forekommet, at unge under uddannelse generelt havde samme økonomiske fundament som deres forældre. Det har heller aldrig forekommet, at unge ikke blev ældre og blev "formuende" som deres forældre var det. Så kan man som gammel glæde sig over de mange penge, mens man begræder den svundne ungdom. Mit forslag til dig er, at du glæder dig over din ungdom.
Ja - du har helt ret boligmarkedet er vanvittigt og det er svært at være ung fattig og boligløs/ boligsøgende. Det dog en fordel at være en ung fremfor gammel fattig og boligløs. Lad derfor være med at rette skytset mod dine forældres og bedsteforældres generation. Ret det mod de politikere og de kapitalistiske spekulanter der har fået lov til at gøre en bolig til lukrativ pengeanbringelse fremfor en menneskeret.
Gør som dine bedsteforældre og forældre - bliv slumstormer, besætter, kollektivist - kort sagt start en aktiv boligbevægelse, som kan presse en bedre boligpolitik igennem. Spørg dem hvordan man gør - de vil sikkert gerne støtte og hjælpe - når alt kommer til alt . Som sagt dengang - Du har ikke en chance -brug den!!