Kronik

Velfærdsstatens sprog beskriver den hjemløse som helt uden ansvar for sin egen tilværelse

Velfærdsstaten har en tendens til at beskrive hjemløse med passive termer, som om de ingen kontrol har over deres egen skæbne. Det kan både skabe en problematisk tendens til at fralægge dem alt ansvar og skabe nogle urealistiske forventninger til de hjemløse, skriver professor Ole Thyssen i denne kronik
Velfærdsstaten har en tendens til at beskrive hjemløse med passive termer, som om de ingen kontrol har over deres egen skæbne. Det kan både skabe en problematisk tendens til at fralægge dem alt ansvar og skabe nogle urealistiske forventninger til de hjemløse, skriver professor Ole Thyssen i denne kronik

Mia Mottelson

Debat
3. marts 2021

Det er et moderne aksiom, at menneskers problemer skyldes ydre forhold. Hvad der sker med dem, er socialt betinget og altså en ufortjent skæbne, som kræver kompensation. Det nytter ikke at bede dem om at tage sig sammen. Det vil højst sandsynligt føje et nyt problem til de øvrige, som allerede er overvældende nok. De skal have hjælp udefra, så ansvaret for deres liv kommer i kompetente hænder.

Ser vi på de hjemløse, falder det i øjnene, at der bruges eufemismer for ikke at belaste dem med skyld. Nye ord dukker op som svampe på en våd mark. Hjemløse er »udsatte«, »svage«, »ekskluderede«, »udfordrede« og især »sårbare«. De er »endt i hjemløs­hed«, »ramt af skæbnen« og oplever, at de »ikke hører til«, alt sammen for at undgå, hvad der i bramfrit hverdagssprog hed­der, at de opfører sig dumt, ødelægger alting for sig selv, bryder alle aftaler og konsekvent træffer gale valg. Men hvis en hjemløs har en kaotisk baggrund og aldrig gjor­de folkeskolen færdig, er det næsten anstødeligt at kritisere ham for noget som helst.

Intet sted er fristelsen til at tale om mennesker som robotter så stærk som i velfærdens verden. Sprogbrugen bringer mindelser om La Mettries gamle idé om l'homme machine. Den er fyldt med uundgåelighed: »falder for«, »rammes af«, »har svært ved«, »vil gerne, men …« og er »nødt til« at begå kriminalitet for at få penge til stoffer.

Igen og igen bliver vi mindet om, at hjælpen til samfundets svage er for ringe. Uanset hvor meget der ydes, ydes der aldrig nok, for ydelsen skal finindstilles til den svages unikke situation. Det er ikke nemt, for i velfærdens system er man ikke blot et menneske, men især en kategori, skabt og skåret til efter, hvad velfærdens fagfolk kan iagttage og tilbyde.

Ingen fri vilje

Juraens, økonomiens, sundhedens og omsorgens logik arbejder ikke i takt, og de fire fag har hvert deres sprog, som forstyrrer hinanden, så kun civil ulydighed kan få tandhjulene til gnidningsfrit at gribe ind i hinanden.

Fagfolk kan ikke mekanisk følge reglerne, men må bruge deres opfindsomhed. En læge kan føle sig nødsaget til at udlevere medicin, som den hjemløse skal have, men ikke kan købe, fordi pengene er brugt til mere påtrængende ting.

Hjemløses skæbne afhænger af de muligheder, som velfærdssystemet tilbyder. Det kan levere regler, penge og omsorg, men desværre ikke meningen med det hele, og systemets fagfolk sejler i troubled waters. De må stole på hjemløse, skønt de ofte er upålidelige, de må forbe­rede hjemløse til arbejdsmarkedet, selv når det aldrig vil ske, og de må behandle hjemløse som ansvarlige, uanset at de ikke er det. Skal de forsøge at få den hjemløse tilbage til arbejdsmarkedet, hvis det betyder nye nederlag? Skal de skaffe ham bolig, hvis han er uegnet til at bo? Skal de kræve, at han tager ansvar, eller acceptere, at han er ramt af skæbnen?

Hjemløse kan beskrives med passive ord, som sætter deres vilje ud af kraft. Når de fritages for skyld, fristes de til at overtage socialarbejdernes lingo og omtale sig selv i tredje person som et mekanisk system. Deres hjælpeløshed accelererer, når de forklarer, at de let bliver psykisk overbelastede og går ned med stress, hvis de skal overholde en aftale. De ved, at de er syge, og hvad det betyder. De har rettigheder.

Dilemmaerne viser, at problemet med hjemløshed ikke blot er manglen på en bolig. I kølvandet på den fysiske hjemløshed dukker andre former for hjemløshed op.

Her kan man overveje, hvad et ’hjem’ er. Sindbilledet er et hyggeligt og harmonisk sted, man dagligt vender tilbage til for at lade op. Alt er fortroligt og intimt, gennemtrukket af rutiner. Man kender duften og fornemmer stemningen på et splitsekund.

Hjemme i sig selv

Hjemmets formel er fodfæste og afsæt – et sted, hvor man lader op, så man med fornyet energi kan kaste sig ud i verden. Man befinder sig i hjemmet og finder sig selv i det.

Denne åbne formel udløser en påfuglehale af hjem. Man kan have hjemme i sin nation, i sit sprog, i sig selv, i en religion, i et andet menneske. Selv i et par sko kan ens fødder føle sig hjemme, og urolige mennesker kan have hjemme i deres hjemløshed, når de som nomader nyder at frigøre sig fra alle bånd – undtagen det bånd, der binder dem til et billede af sig selv som frie fugle, blændet af en tradition for at bryde med traditioner.

Det sted, man har hjemme, er også det sted, hvor man kan være hjemløs. Her er den fysiske hjemløshed et frodigt drivhus for andre slags hjemløshed – eksistentiel, social og politisk.

Man har minimalt hjemme i sig selv, hvis man er bevidst, kan styre sin krop, tale med andre og forstå, hvad der sker omkring én. Dette hjem forsvinder ikke, blot fordi man er hjemløs – medmindre man har en dobbelt diagnose, hjemløshed plus misbrug. Så kan selv det elementære greb om sig selv forsvinde.

Bag hjemløshed ligger i reglen en historie om tab – af arbejde, partner eller barndom. Den slags tab kan få verden til at bryde sammen. En tabt barndom er ikke en barndom, man er befriet fra, men en barndom, der sidder som en ulvefælde om anklen, så springet ud i fremtiden mislykkes.

Grundtvig siger så smukt om fortiden, at »jo stærkere den binder / des friere den gør«. Sådan er det ikke altid. Den kan også være en sump, man sidder fast i. Manglen på bolig kan blande sig intimt med manglen på mening. En bolig er derfor ikke nok, hvis man ikke er ’hjemmevant’ og ikke ved, hvad man skal stille op med sin bolig.

Forkerte forventninger

Hjemløse optræder ofte i flok. Det betyder ikke nødvendigvis, at de er sammen, men måske kun, at de er sammen hver for sig. Nogle gange, især på varme sommerdage, kan deres offentlige liv tage sig idyllisk ud. Men omkring Mændenes Hjem er der endeløse slagsmål og larm, og vejen fra irritation til handling er kort, når der er stoffer på spil. Hvad der kan ødelægges, bliver ødelagt, og forhold mellem mennesker bliver rapsodiske, når aftaler mister deres kraft.

Hjemløshed kan udløses af, at krav vokser over hovedet, så det er en befrielse at give slip, overhøre rudekuverternes snerren og gå ud på gaden, hvor tiden er kort, og den eneste pligt er at opfylde det nærmeste behov.

I denne døde ende er hjemløse afhængige af et system, de ikke er loyale over for, fordi den korte tid sætter ham selv i centrum. De er eksistentielt hjemløse, fordi de har mistet deres fremtid. De er socialt hjemløse, fordi de ikke indgår i fællesskaber. Og de er politisk hjemløse, fordi de har opgivet at forholde sig til deres land, undtagen som brugere.

Hjemløshed er en blæksprutte, der sender sine fangearme ind i det enkelte menneske og ud i forholdet mellem mennesker. Den stærke og sunde borger hænger som alterbillede i velfærdssystemets kirker, også når den hjemløse bliver ved med at træffe gale valg, så han stabiliserer sig som ’kroniker’.

Måske er løsningen at acceptere, at han er skæv og give ham et hjem i velfærdens verden, hvor hans elementære behov opfyldes uden forventning om, at han bliver en aktiv og ansvarlig borger. Mirakler forekommer, men kan ikke forudsiges og tages med i beregningerne.

Ole Thyssen er professor, dr.phil. ved Institut for ledelse, politik og filosofi på Copenhagen Business School og aktuel med bogen ’En lille bog om hjemløshed’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Jeg tror pointen fes hen over hovedet på mig.

Er det samfundets omtale og behandling af de hjemløse, som er årsagen til, at de hjemløse ikke tager sig sammen, bliver klippet og får sig et arbejde,
eller skal de bare findes (brug af passiv er med vilje) en skæv bolig og være i fred?

Ib Jørgensen

Jeg synes denne artikel er en hån mod de hjemløse. Ingen tilbundsgående analyse af de forhold, der fører til hjemløshed; ikke antydningen af forslag til afhjælpning af problemerne. Efter min mening har vi at gøre med en opdateret akademisk slumturismefortælling. Jeg fatter ikke hvad forfatteren - og Information - vil med artiklen. Udover at give en beretning fra en af samfundets skyggesider.

Inge Lehmann, Ivan Breinholt Leth, Hanne Utoft, David Adam, Lise Lotte Rahbek, Ebbe Overbye og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Spøjst.
Definitionen i systemet på en hjemløs er, at man er 1 boligløs og 2 lider af en social udfordring. De anerkendte sociale udfordringer er, at enten er man narkoman eller alkoholiker. Jeg kan ikke huske om psykisk sygdom er inkluderet, men anden sygdom berettiger ikke til hjælp. Resten er per definition boligløse.
Så en hjemløs har per definition aldrig kun boligmangel som problem.

Hjemløse i de ovennævnte tre nævnte kategorier er det ikke af filosofiske grunde. Og jeg vil mene, at det er mikroskopisk itte bitte lille antal, der kommer ud uden hjælp. Den hjælp er sparet ned og overtaget af en holdning, at man er ansvarlig for sig selv og kan trække sig selv op ved hårrødderne. Hvis der stadigt findes folk,der har anden sprogbrug, er det nok fordi de er konfronteret med en anden virkelighed.
Og selvfølgelig overtager hjemløse systemets sprog, det hjælper på overlevelsen.

Ypperste eksempel for den hjælp vi yder er, hvis en hjemløs endelig har fået en bolig, så ender personen med alligevel ikke at have råd til den, fordi kommunen sætter vedkommende på integrationsyddelse. De kan jo ikke påvise via bankudtog og lejebetalinger, at de har boet i Danmark de seneste år.

Ligeledes er hjælpen i kommunen blevet splittet ad, sådan at den ene hånd ikke mere ved hvad den anden laver, med hver sin lovgivning, der er kontraproduktive.

Sådan er hjælpen med årene i Danmark blevet en saboterende hjælp.
Ergo se folk vil ikke hjælpes, det er fordi de er uansvarlige! De er nassere!

Man er ikke ansvarlig for egen sygdom. Sygdom er et kompliceret samspil mellem genetik og miljøet. Dem der ender med at blive hjemløse, er uheldige i livets lotteri og kan sjældent ikke hjælpes med de behandlinger, der er til rådighed.

Dog viser forskning fra Finland, at en succefuld hjælp som første skridt for en del er et sikkert tag over hovedet uden krav. Ligeledes har eksempler i andre lande vist at også narkomaner kan få et værdigt og produktiv liv ved at får narko udleveret. Rest gruppen er psykisk syge, hvor de tit falder i en gruppe, hvor der ikke eksisterer behandling, samt at de selvmedicinerer med rusmidler.

Men enigt Lise L. Rahbek sikke dog en rodet artikel uden hoved og hale, der lige pludselig ender med at filosofere over boligløshed (hvis man benytter sig af systemdanmarksprog).