Kronik

Vi er afhængige af menneskehedens fortsatte overlevelse for at kunne give livet mening

Selv de mest egoistiske og selvcentrerede mennesker må sande, at tilværelsen forekommer meningsløs, hvis menneskeheden ikke lever videre efter deres egen død. Med klimakrisen ved vi, at vores efterkommere er afhængige af os, men vi er også afhængige af dem, skriver editionsfilolog Steen Tullberg i denne kronik
Vores efterkommere er ikke blot afhængige af os. Vi er også afhængige af dem for at give livet mening, skriver Steen Tullberg.

Vores efterkommere er ikke blot afhængige af os. Vi er også afhængige af dem for at give livet mening, skriver Steen Tullberg.

Thit Bitsch

Debat
13. april 2021

Den 3. april havde Ib Ulbæk en kronik her i avisen, hvor han argumenterede for, at døden ikke giver livet mening, men derimod kan være lammende at tænke for meget på. Kronikken var både sympatisk og tankevækkende, men spørgsmålet om døden og livet kan gives et mere omfattende perspektiv. Spørgsmålet er nemlig ikke så meget, om den individuelle død giver livet mening eller ej, men om det kollektive liv efter døden gør det – altså de generationer, som vil komme efter os.

Den amerikanske filosof Samuel Scheffler har stillet dette spørgsmål og besvaret det bekræftende i en af de mest originale filosofiske bøger fra det seneste årti. I sin bog Death and The Afterlife fra 2013 bekender han sin jordnære tro på et efterliv: Det er simpelthen en tro på, at der vil leve mennesker på jorden, efter at han selv er død.

Det lyder banalt og indlysende og er det for så vidt også. Men det helt indlysende er ofte det sværeste at få øje på. Vi gør os nemlig ifølge Scheffler ikke til daglig klart, i hvor høj grad vi lever med en horisont, der rækker langt ud over vores eget liv.

Troen på et kollektivt efterliv i den forstand, at der vil leve mennesker på jorden længe efter vores egen individuelle død, er ifølge Scheffler et forhold, der er så grundlæggende, at det har betydning for det meste af, hvad vi foretager os i vort daglige liv.

Det former på afgørende vis vores værdier, engagement og vores følelse af, at tingene giver mening. Og det mærkelige er, at det ikke er begrænset til vores forældre, børn, børnebørn, vores venner og bekendte. I en vis forstand har helt fremmede og ukendte menneskers fortsatte eksistens større betydning for os end selv vores egen eller vores nærmestes overlevelse.

Scheffler opstiller to kontrafaktiske scenarier til at illustrere sin tese: et dommedagsscenarie og et ufrugtbarhedsscenarie.

En verden uden efterkommere

I det første tilfælde forestiller han sig et menneske, der udstyres med en viden om, at der 30 dage efter vedkommendes egen død (efter et langt og rigt liv) indtræffer en altomfattende katastrofe: Jorden og alle dens mennesker går til grunde efter sammenstødet med en asteroide. Hvad ville en sådan viden gøre ved dét menneske? Kan vedkommende uanfægtet fortsætte sit liv og give mening til sine daglige aktiviteter? Scheffler mener det ikke. På trods af, at personen er sikret et langt og godt personligt liv, vil hans viden om den forestående katastrofe undergrave hans evne til at leve et værdiladet liv.

I det andet scenarie tager Scheffler udgangspunkt i P.D. James’ roman The Children of Men fra 1992. I bogen er menneskeheden blevet ufrugtbar, ingen fødsler er blevet registreret i 25 år. Menneskeheden kan altså se frem til udslettelse, når den sidstfødte generation gradvist uddør.

Det er ikke bogens plot i øvrigt, der interesserer Scheffler (den handler om en engelsk kvindes uventede graviditet og en lille gruppes forsøg på at sikre kvindens og barnets sikkerhed og frihed).

Det er derimod James’ dystopiske skildring af livet på jorden med ufrugtbarheden som vilkår: den omsiggribende ligegyldighed (selv de mest uskyldige glæder opgives eller får et præg af tvang), det stigende antal selvmord og en slags universel weltschmerz, der ytrer sig som depression, manglende modstandsdygtighed over for sygdomme og en art migræne, der gør de ramte handlingslammede.

De eneste, der synes at gå fri, er dem, der er beskyttet af mangel på fantasi, og dem, hvis egoisme er så indgroet, at ingen nok så stor udefrakommende katastrofe kan overvinde den.

Så gider jeg ikke lave lektier

Man kan nu finde James’ skildring mere eller mindre overbevisende – Scheffler finder den troværdig – ligesom man kan være mere eller mindre begejstret for den slags tankeeksperimenter i det hele taget. Men pointen står ved magt: Hvis vores liv skal give mening, er vi afhængige af en fundamental tillid til, at livet på jorden fortsætter, efter vort eget liv ender. Længe efter. Tidsperspektivet er nemlig afgørende.

Scheffler nævner i den forbindelse Alvy Singers problem. Alvy Singer er den mandlige hovedperson i Woody Allens film Annie Hall fra 1977. I en af filmens morsomste scener (og der er mange) ser man i et tilbageblik den niårige Alvy blive slæbt til læge af sin fortvivlede mor. Alvy nægter at lave lektier, fordi han har læst, at universet udvider sig. Til lægen forklarer han:

»Universet er alting, og hvis det udvider sig, vil det en dag falde fra hinanden, og så vil alting være forbi.«

Moren kigger desperat på Alvy og udbryder: »Hvad kommer det dig ved? Du befinder dig i Brooklyn! Brooklyn udvider sig ikke!«

Og lægen beroliger Alvy med, at universets død først vil finde sted om milliarder af år – »og mens vi er her, skal vi huske at have det lidt sjovt, ikke?«

Det umiddelbart komiske ved scenen – ud over de voksnes hjælpeløshed – er, at Alvy projicerer de enorme tidsdimensioner, der gør sig gældende i universet, over på sit eget korte liv og bruger det som undskyldning for ikke at lave lektier. Men hvis denne forskel i dimensioner ikke var der, ville hans modløshed måske være sværere at afvise som bare en ungdommelig overdrivelse eller som almindelig dovenskab?

Vi er afhængige af livet efter døden

De filosofiske konsekvenser af Schefflers tankegang er især rettet mod forestillingen om mennesket som et egoistisk og hæmningsløst individualistisk væsen. Han mener at have påvist, at ligegyldigt hvor selvcentrerede eller narcissistiske, vi er, er vores evne til at finde tilværelsen meningsfuld i meget fundamental forstand fuldstændig afhængig af vores forventning til, hvad der vil ske med andre mennesker efter vores egen død.

Selv det mest egoistiske magtmenneske, der indretter hele tilværelsen til eget formål og egen ære, ville formentlig opdage, at hans magtbegær gik fløjten, hvis menneskehedens udslettelse stod for døren. Så fundamentalt er vores forhold til livet efter døden.

Tilsvarende er mange antagelser om individualisme oversimplificerede. Vi har selvfølgelig hver især forskellige værdier og mål, og selv om det er op til os selv at vurdere, hvad vi betragter som et godt og værdigt liv, søger vi at virkeliggøre disse mål og værdier ud fra en underforstået tro på, at menneskeheden vil leve videre længe endnu.

Man kan selvfølgelig godt benægte, at artens overlevelse efter ens egen og nærmestes død betyder noget afgørende for en selv, men ifølge Schefflers tankegang ikke uden at slå sig selv for munden. På et meget fundamentalt niveau har vi alle en interesse i, at menneskeheden vil være i live efter vores egen død. Manglen på udsigt til personlig udødelighed er nok til at leve med, det er udsigten til en klode uden mennesker ikke.

At vi er forpligtede på at efterlade planeten i beboelig tilstand, vil de færreste sikkert være uenige i. At vores efterkommere (i bredeste forstand) er afhængige af os, er ikke mærkeligt. Det følger af sig selv. Det mærkelige er, at vi også er afhængige af dem.

Hvis de ikke ’var’ der, ville vi formentlig ikke kunne værdsætte selv de mest elementære ting i tilværelsen. Så vores motivation for at sikre menneskehedens overlevelse handler ikke kun om forpligtelsen over for vores efterkommere. Der er en anden motivation: De betyder allerede noget for os. De giver allerede vores liv mening.

Steen Tullberg er editionsfilolog.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Ja, gid det var så vel, men fakta er, at det store flertal er ligeglad.
Da jeg var dreng, var der en, der sagde, at solen ville brænde ud om 10 mio år. Det blev jeg meget ked af at høre, men kom dog hurtigt over det.

Noget mere aktuelt er, at jeg i min naivitet troede, at det var slut med at bygge motorveje. Det er det ikke, tværtimod, og da jeg læste det, blev jeg ked af det.
I henhold til artiklen, skal jeg passe meget på, at jeg ikke ligesom drengen ikke laver lektier, når jeg hører om dem, der fortsætter med at ødelægge børnenes fremtid. Det er her, problemet ligger og ikke ude i de fjerne fremtider. Nogle vil smadre natur for at asfaltere. Længere er vi ikke kommet, og så tillader man sig oven i købet at kalde det grøn asfalt for at få os til at sluge den bitre pille. Og så taler jeg ikke om alle dem, der synes, at asfalt er godt for os alle.

Carsten Munk, lars søgaard-jensen, nanna Brendstrup, Jens Ole Mortensen, Hannibal Knudsen og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Karsten Nielsen

Tak for en god artikel!
"Så vores motivation for at sikre menneskehedens overlevelse handler ikke kun om forpligtelsen over for vores efterkommere. Der er en anden motivation: De betyder allerede noget for os. De giver allerede vores liv mening." (Citat fra artiklen)
Når man (jeg) giver mig tid til at mærke lidt efter og tænke over tingene - så er det helt rigtigt. Når "vi" fortsætter med at asfaltere, som Niels-Simon er inde på, eller fortsætter en til vanvid grænsende atomoprustning (der anføres af vores såkaldt "allierede", USA), eller ødelægger klima og biodiversitet, så sker disse tre alvorligste trusler mod os alle vel paradoksalt nok ud fra et umiddelbart ønske om at forlænge noget, som er kendt, ud i fremtiden. Men klogskaben, eftertanken, besindelsen er ikke til stede. Opgøret mod de ødelæggende samfundsmekanismer har endnu ikke indfundet sig. Hvis det nogensinde sker. Personligt er jeg ikke i tvivl om, at den snævre profitfokusering under kapitalismen er den største ødelæggende samfundsmekanisme. Med den mekanisme i fuld udfoldelse (som nu) formår vi (jeg) ikke rigtigt i dagligdagen at tænke sådan, som artiklens forfatter så fint beskriver. Men jeg vil gøre, hvad jeg kan.

erik pedersen, Carsten Munk, Niels-Simon Larsen og nanna Brendstrup anbefalede denne kommentar
Jens Mose Pedersen

Der vil engang være et sidste menneske!
Det er helt sikkert. Vi kommer ikke til at rejse til andre stjerner og solen vil brænde ud.
Eller andre katastofer vil ske inden. Et stor himmellegeme vil brase ind i jorden. Virus udryder alle mennesker. Vores gener forandres så vi ikke længere er menneskelige.
Meget kan ske når tidshorisonten er milliader af år. Tænk på dinosauruserne. Kun fuglene er tilbage af dem.

Der vil være et sidste menneske.

Niels-Simon Larsen

Der er også perspektivet bagud, der betyder noget. Tænk, at vi er ved at ødelægge hele evolutionen. Tænk, at det er vores generation, der har ført kniven. Mht atomvåbnene kunne det allerede være sket for 50 år siden, Heldet har været med os, men alene det, at det kunne have været forbi, giver mig ulyst til at lave lektier. At man fortsætter med at bygge broer og rulle asfalt ud over evolutionen... jamen, er vi blevet fuldkommen sindssyge? Flere borgmestre hopper af glæde med udsigten til, at der kan dræbes endnu mere natur. Vælgerne burde give dem en eftersidning og et brev med hjem, men så har vi det igen: Jeg vil også gerne spare 20 min om morgenen (ikke mig, jeg er bare i vejen).
Hvad ville fx Dan Jørgensen sige, hvis man spurgte: “Har du det godt med at ødelægge verden”?

Fint kronik med et perspektiv, jeg ikke har overvejet.